Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”Som 11-årig var jeg til koncert med Jimi Hendrix i Falkoner Salen sammen med 5-6 andre og vores musiklærer. Det var et totalt kulturchok. Den energi og den måde, han så ud på. Jeg var så ung, at der også var noget skræmmende over det, for pigerne skreg, og det var ren eufori. Det er jeg aldrig rigtig kommet mig over, og jeg tror ubevidst, at jeg måler alt, hvad jeg foretager mig, med den oplevelse. Hvis man kan nå derop som musiker ... så er det fedt. Der var også noget sex i luften, det var nyt for mig, jeg kunne mærke den drivkraft: ’Tænk at have et job, hvor man kan se sådan ud,  tjene penge, score pigerne og spille musik.’ Jeg gik straks hjem og touperede mit hår (jeg ville have afro) og gik med patronbælte. Det var den nemme del. Så kom den svære med at lære at spille.”

Hvornår gør en kvinde indtryk på dig?
”Sans for humor er et godt sted at starte, og hun skal helst ikke være sådan en, der sidder og nipper til maden. Første gang jeg så min kone, var hun i fjernsynet, og hun sagde noget, der var helt vildt sjovt. Så det var humoren, der fangede mig. Det var et halvt års tid, før jeg mødte hende. Hun er stadig sjov.”

Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?
”Før ville jeg have sagt min stædighed, men det er blevet bedre. Nu er det nok min distræthed over for omverdenen. Jeg bliver tit grebet af noget og forsvinder ind i det, og det er jo døduforskammet over for fx mine børn. Hvis min lille pige er ved at fortælle mig om børnehaven, skal jeg lige sige ’ikke nu!’ til mig selv, hvis jeg begynder at tænke på noget andet.”

Har du været i livsfare?
”Jeg ved ikke, om det var livsfare, men det troede jeg på et tidspunkt, da jeg var teenager og var taget til Los Angeles. Jeg sagde bare til taxachaufføren, at jeg skulle til Hollywood, for jeg vidste ikke noget om Los Angeles, og så endte jeg på et rigtig sleazy hotel på Sunset Boulevard, hvor jeg blev slået ned. Jeg blev slået med et eller andet i baghovedet, så jeg besvimede. Det gjorde fandeme ondt, og da jeg kiggede op, så jeg dem løbe væk med mine penge. Da jeg var kommet op på mit værelse og havde lagt mig på sengen, bankede det på døren. Jeg tænkte: ’Nu kommer de og slår mig ihjel, for de vil have flere penge.’ Da jeg åbnede, stod der to alfonser, der havde hørt om overfaldet. Det viste sig, at det var et luderhotel – jeg var nok den eneste, der ikke var kunde eller luder – og de to pimps havde hørt i receptionen, at den her mærkelige udlænding var blevet slået ned. De kom med en six-pack til mig, og normalt drikker jeg ikke øl, men du kan fandeme tro, jeg drak de øl. Jeg var så bange, at jeg ikke turde sige nej. Men de vidste, at jeg bare var en turist, der var faret vild, så de viste virkelig omsorg. Alle i området fik at vide, at: ’I rører ikke ham udlændingen’, og på den måde var jeg fredet. Det endte med at blive en rigtig sjov uge, hvor jeg hver aften sad ved poolen og snakkede med luderne, der enten var på vej på arbejde eller var færdige med arbejdet.”

Hvad er det bedste overlevelsestrick, du kender?
”At have en god fantasi. Man skal have fantasi til på stedet at kunne få noget ud af den situation, man nu er i. I Los Angeles kunne jeg have ringet hjem til min mor og grædt, men hun kunne alligevel ikke gøre noget.”

Har du en drøm, der vender tilbage?
”Det havde jeg tidligere. Mit mareridt var, at et af mine børn faldt ud fra et højt sted, og så skete det faktisk, da min søn faldt ned fra en altan. Han var i kravlealderen og så lille, at han kunne kravle ud under gelænderet. Det var et sted mellem 1. og 2. sals højde, men der skete heldigvis ikke noget. Der var blød skovbund, og små børn er jo helt gummiagtige. Siden det skete, er drømmen ikke vendt tilbage, hvilket er lidt spooky, men måske stoppede forbandelsen, da han faldt ned.”

Hvordan kommer man sig bedst over en skuffelse?
”Det bliver først en skuffelse, hvis man dvæler ved det for længe.”

Hvad bør en mand udrette, inden han dør?
”At kunne lave en ordentlig risotto. Det sagde en italiensk ven til mig engang. Det er ikke helt forkert.”

Hvad bør en mand vide om penge?
”Penge er som underbukser, det er noget praktisk, der er rart at have, og det er rart at have flere par, men mere vigtigt er det ikke. Det er også en god idé at sørge for at bo til en lav husleje, hvis man vil have friheden til noget kreativt. Hvis man begynder med at købe en stor lejlighed og en Porsche, så er det pludselig de ting, der kommer til at drive værket.”

Hvad er hemmeligheden bag et godt liv?
”Det er at være glad for den, man nu er blevet tildelt at være. Jo hurtigere man slutter fred med den, man er, jo sjovere bliver ens liv.”

Hvordan vil du gerne dø?
”Uden at jeg ved det. Og jeg vil gerne vide, om man kan have skiftetøj med.”

Kasper Winding (f. 1956) har siden 70’erne været trommeslager, producer for bl.a. C.V. Jørgensen, Caroline Henderson, Lis Sørensen og sin halvsøster Alberte samt komponist. Mange vil huske ’Kom nu hjem’ og ’Sjæl i flammer’ (med Lars Muhl). 21. februar 2011 udkom soloalbummet ’Voila!’, hvor Winding bl.a. samarbejdede med Jonas Bjerre fra Mew, Thomas Blachman og Casper Clausen og Mads Brauer fra Efterklang.