Fra den ene dag til den anden blev Jesper Nielsen forvandlet til Kasi-Jesper. Det var den dag i 2007, hvor den totalt ukendte mand med det totalt ukendte smykkefirma KasiGroup skrev under på den største sponsoraftale nogensinde i dansk fodbold med Brøndby IF. Det skulle have været starten på et stort eventyr, men endte langtfra lykkeligt, og nu vil han ud af det søgelys, han i sin tid betalte 160 millioner for at komme ind i, siger han. Euroman fortæller historien om den utilregnelige drengerøv fra Vestegnen, der blev rig og berømt, men betalte en høj pris for det.

Det er en alt for tidlig lørdag morgen i Københavns Lufthavn, hvor spillere, sponsorer og medarbejdere i AG København står i kø til check-in på det chartrede fly, der skal flyve håndboldklubben til Beograd og dens første kamp nogensinde i Champions League. Minutterne går, køen får kappet sin hale, men der er stadig intet spor af klubejeren og bestyrelsesformanden, der med sine smykkemillioner fra Pandora og med vanligt store armbevægelser har sagt, at han vil skabe verdens bedste håndboldklub. Intet mindre.

”Han gider ikke det der med at stå i kø. Men han skal nok være om bord, når dørene bliver smækket, uden de fleste har lagt mærke til ham,” siger AG Københavns kommunikationschef.

Og ganske rigtigt. Da sæderne i flyet næsten er fyldt op, står Jesper Nielsen pludselig i midtergangen. Klædt i T-shirt, shorts og sneakers og ladet med rappe replikker til dem, han passerer på vejen mod sin plads. Ud af ingenting er han dukket op, ligesom han gjorde det dengang i oktober 2007, hvor hans historiske hovedsponsorat i Brøndby IF blev offentliggjort. Det var ikke bare den hidtil dyreste aftale af sin slags i dansk fodbold, det var også en totalt ukendt mand ved navn Jesper Nielsen, der stod bag den. Og så skænkede han endda reklamepladsen på holdets trøjer til Unicef, præcis som selveste FC Barcelona havde gjort.
Der blev rystet på hovedet dengang – og en del gør det stadig – ad den kraftige, blonde mand ude fra Vestegnen, som talte om mesterskaber, dyre indkøb og Champions League. Men medierne gjorde plads i manegen, og han trådte derind. Som klovn, tryllekunstner og cirkusdirektør, der med egne ord kan flytte bjerge, har vækst i blodet og er sat i verden for at tjene penge.

Og fra den dag blev Jesper Nielsen forvandlet til Kasi-Jesper.

Siden har Kasi-Jesper med de store drømme og ambitioner været svær at overse. Efter sponsoraftalen med Brøndby IF har han trukket den ene overskrift efter den anden, og han har inviteret læsere og seere med ind i sit privatfly eller med på boligjagt i ’Liebhaverne’ på TV 2 i primetime. Han har brugt medierne til at promovere sig selv og sin forretning og provokere sine modstandere. Han har kastet bomber, men blev også selv ramt, og nu vil han ud af den manege, han brugte omkring 160 millioner på at komme ind i med sin eksorbitante sponsoraftale. Han gider ikke være Kasi-Jesper mere, siger han.

”Lortenavn. Lorte-, lorte-, lortenavn,” ryger det ud af ham.

Nu vil han kun være kendt som forretningsmanden Jesper Nielsen. Siger han. Det skal hellere være business i Børsen og Berlingske end folkeligt i formiddagsaviserne. Men der er kun én ting, man med sikkerhed kan vide om Jesper Nielsen, og det er, at intet er sikkert.

Biografien om Kasi-Jesper var ellers næsten skrevet færdig. Jesper Nielsen havde endda selv hyret en journalist til at skrive den. Men nu vil han kun have, at den skal gives som gave til venner og familie. Han gider ikke se sit fjæs i aviserne, han gider ikke høre på sig selv i ’Go’ morgen Danmark’, og han har ikke lyst til at rippe op i gamle kontroverser. Han er bange for, at bogen vil betyde, at der igen kommer dårlig omtale af ham i pressen, fortæller han nogle uger inden turen til Beograd.

Det er ikke kun boghylderne, Jesper Nielsen siger, han vil undgå. Han vil ud af den daglige nyhedsstrøm og koncentrere sig om at være forretningsmand.
”AG København skal ikke være afhængig af mit fjæs. Søren Colding (direktør, red.) giver de store interview, tager sig af tv og pressemeddelelser og træder mere og mere ind som AG København udadtil. Hvis jeg bliver fanget af en journalist ved en kamp eller lignende, svarer jeg selvfølgelig, men ellers holder jeg mig ude af den del nu,” forklarer Jesper Nielsen hjemme i Glostrup-villaen.


Jesper Nielsen er 42 år, far til fem og bor enten i sin villa i Glostrup eller på Mallorca. Han er født og opvokset på Vestegnen i en arbejderfamilie og var på sin første udlandsferie som 13-årig, en campingtur til Holland. Nu flyver han i privatfly og har en højpotent bilpark i Spanien.

Det er her, han bor med sine to ældste børn på 13 og 11 år fra et tidligere ægteskab, når det er ham, der har dem. I alt er han far til fem. Han har en svaghed for kvinder – eller piger som han kalder dem – og fristelserne er kun vokset i takt med bankbogen. Men havde det ikke været for det diskrete kamera på facaden, ville man ikke gætte, at husets ejermand ikke er som flest i kvarteret. Når man kan tælle sine millioner i tre cifre, må man tage sine forholdsregler i et helt almindeligt forstadskvarter. Det er ikke så meget de trusler eller skældsord, han nogle gange har oplevet fra fodboldfans eller i håndboldhaller, for langt de fleste gange kommer han godt ud af det med folk. Det handler om de resterende 2 %, om dele af pressen og om skattevæsenet, der vil nakke Kasi-Jesper, fordi han har stukket hovedet frem. Det er sådan, han oplever det.

Og nu vil Jesper Nielsen selv gøre arbejdet færdig. Han vil slå Kasi-Jesper ihjel, siger han:

 ”Inden I nakker mig, nakker jeg mig selv.”

Så villaen skal sælges, og han har planlagt en permanent flytning til luksus-eksilet på Mallorca, hvor han uden at vække opsigt kan te sig som en tosse med sit brøl af en bilpark og yachten, hvis det er det, han vil.

”Hvis jeg er mindre synlig de næste tre-fire år, bliver jeg uinteressant for medierne,” siger han og fortsætter: ”Jeg havde også en aftale med min familie om, at de skulle sige stop til mig, og det har de gjort. Nu gider de heller ikke mere.”

’Familien Nielsen.’ Jesper Nielsen bruger vendingen igen og igen, når han fortæller sin historie.

”Vi er enige om, at vi ikke laver noget uden at lave det sammen,” fortæller storesøsteren Annette Laustrup Nielsen, der er bestyrelsesmedlem og medejer i AG København. ”Jesper har taget æren og tæskene. Det har været en af hans opgaver, og så har vi andre nogle opgaver indadtil.”

Da Jesper Nielsen i 2003 havde været på smykkemesse i Norge, egentlig mest som vedhæng og chauffør for en ven, og kom tilbage til Vestegnen med sit livs heureka-oplevelse efter at have set salg i smykker, var det én for alle, alle for én i familien Nielsen, som han kalder for en god socialdemokratisk familie fra Glostrup. Moderen Dorthe var pædagogmedhjælper i en børnehaveklasse, faderen Jan bilvaskreparatør og pedel, søsteren uddannet jurist, mens Jesper Nielsen startede sin erhvervskarriere på en tankstation, blev forpagter af tre, inden han gik konkurs, og nu var regionschef i Fakta. Men med familiens penge og i dens Opel Vectra satte han kursen mod Tyskland og tusindvis af kilometer på Autobahn for at sælge italienske Vero Firenze-smykker.

Da Jesper Nielsen havde solgt de tre første smykkepakker, ringede han hjem til sin mor. Der var salg i hendes søn, og nu skulle hun starte et firma hjemme i Glostrup. Navnet blev KasiGroup. Kasi betyder ikke noget, fortæller Jesper Nielsen, det var bare et mundret navn, der ikke var taget i firmaregistret, og det valgte moderen så.

Hans evner som sælger fra dør til dør hos smykkebutikkerne var så overbevisende, at først moderen og siden søsteren sagde farvel til deres job og fra 2004 tog del i det administrative arbejde i familievirksomheden KasiGroup på fuld tid, mens faderen Jan gik på efterløn og tog sig af praktiske opgaver på kontoret og af at hente og bringe børnebørn.

Indtil da havde intet indikeret, at Jesper Nielsen skulle blive den frembrusende og kontroversielle forretningsmand, han er kendt som i dag. Som barn var han genert, en af de stille drenge, der sad på de bagerste rækker i klassen på Søndervangskolen, erindrer hans søster. Og senere var han lidt af en doven hund.

”Det var heldigt for ham, at vi gik på gymnasiet med tre års mellemrum. For han valgte sproglig linje som mig og skrev det hele af. Nogle gange må man sno sig. Han har altid været smart,” siger Annette Laustrup Nielsen og fortæller, at hendes brors selvsikkerhed udadtil først rigtig viste sit ansigt, da han fik succes med at sælge smykker.

Artiklen fortsætter på de følgende sider...
Til gengæld var Jesper Nielsen anderledes engageret, når han spillede håndbold, som altid har været et omdrejningspunkt for familien Nielsen. Faderen er tidligere divisionsspiller i Glostrup Efterslægten og trænede også sin egen søn. Jesper Nielsen var playmaker, ham, der styrer spillet, og prøvede også at tage et skridt op fra Danmarksserien på en kort afstikker til Kolding, men der var han langtfra blandt de bedste og kom derfor tilbage til Glostrup, hvor han hævder at have kamprekorden. Og netop den higen efter at bevise sig selv og overgå andre, efter at være bedst og størst og sætte rekorder som sidste års DM-finale i Parken, hvor verdensrekordmange 36.651 tilskuere så AG København vinde klubbens første mesterskab, er nærmest blevet Jesper Nielsens mantra.

”Det kommer fra hans far. Han er jordens flinkeste mand, men dem, som har oplevet ham som håndboldspiller, fandt ud af, at han ville gå langt for at vinde. Han var en hardhitter på stregen, der bare stod og slog folk ihjel. Så jeg er ret sikker på, at vindermentaliteten kommer derfra, og det er jo en sportsfamilie,” fortæller den tidligere Brøndby-målmand Emeka Andersen, der har kendt Jesper Nielsen i 20 år og arbejdet for ham i både KasiGroup og håndboldklubben.

”Selv om der har været store armbevægelser, har han altid holdt sig nede på jorden. Da han fik sin første Aston Martin, fik alle lov til at prøve den, og ungerne fik lov til at sætte klistermærker inden i den, så han har aldrig været snobbet eller fin på den. Kom man til at lave ridser eller køre sidespejlet af, som der var en, der gjorde i hans Lamborghini, så var der ikke noget at gøre ved det. Det skulle man ikke være ked af. De ting, han har, er til for at blive brugt.”

Det var et af den slags tilfældige møder, der kan få betydning for resten af livet, hvis man giver sig hen til dem. Det gjorde Jesper Nielsen, og det blev begyndelsen på et liv med Lamborghini og privatfly. I 2004 havde Jesper Nielsen fået bekræftet sit sælgergen ved at afhænde mange flere italienske smykker end de tre pakker, der fik hans mor til at starte KasiGroup året før, og nu var han på jagt efter mere vækst til virksomheden. Så han tog på den årlige smykkemesse i Bella Center, og det var her, han mødte salgsdirektøren fra det danske smykkefirma Pandora.

”Jesper går lidt rundt og snuser på vores stand og er lidt pudsig at se på. Han trækker sine skuldre lidt op og står og kigger nysgerrigt på tingene. Han går væk og kommer tilbage. Det lægger jeg mærke til, og vi får en snak,” erindrer Kenneth Ramstrup, der i 1999 var med til at udvikle konceptet bag Pandoras byg-selv-smykker, de såkaldte charms-armbånd. Armbåndene var i 2004 en spirende storsællert, og firmaet var på udkig efter sælgere, der kunne sparke døren ind til nye markeder, ikke mindst Tyskland.

Og sådan en var Jesper Nielsen. Kemien var god, for begge mænd holdt med Brøndby IF og boede på Vestegnen, og Jesper Nielsen overbeviste samtidig Kenneth Ramstrup om, at han var verdensmester til tysk, hvilket var lidt af en stramning. Sælger ind til benet, det var han til gengæld, og KasiGroup fik kontrakten på at distribuere Pandora i Tyskland, Østrig og Schweiz fra 2005. Samarbejdet betød, at omsætningen i KasiGroup med tiden voksede til over 700 mio. kroner. Men som den græske myte beretter, vil Pandoras æske kaste ulykke over den, der åbner den. Jesper Nielsen var ingen undtagelse.

Det var hovedsponsoratet i Brøndby IF, der blev Jesper Nielsens hybris. For godt nok blev det ellers ukendte KasiGroup og dets frontmand kendt og tiltrak som ønsket dygtigere medarbejdere, men aftalen tiltrak også en kritisk presse. Når man laver historiens største sponsoraftale og tilmed selv inviterer pressen med i privatflyet, bliver man en offentlig person med alt, hvad den slags indebærer, og det storslåede engagement i fodboldklubben blev samtidig begyndelsen til enden på familien Nielsens virksomhed.

”Det er den største strategiske fejl, jeg nogensinde har begået, og jeg har begået mange,” siger Jesper Nielsen.

”Jeg er stadig fan af Brøndby, men det har ført så meget dårligt med sig. Jeg kommer aldrig tilbage. Jeg betaler jo stadig til det, og jeg er lige ved at kaste op, når jeg ser kontoudtoget.”

Aftalen med Brøndby IF skulle egentlig løbe frem til 2013, men med udgangen af 2009 stoppede KasiGroup som hovedsponsor mod at betale fuld kompensation. For Pandora var ikke begejstret for sin distributørs aftale med klubben og al den opmærksomhed, Kasi-Jesper tiltrak i medierne.

”Pandora sælger feminine smykker til kvinder, og at blive eksponeret af store, flotte fyre med tykke lår og sved var ikke lige det billede, vi så for os. Og det var, som om han tog teten, så mange troede, det var ham, der var Pandora,” fortæller Kenneth Ramstrup fra Pandora.

Vendepunktet for KasiGroup kom i oktober 2008 med en række artikler i Ekstra Bladet. En anonym kilde havde stjålet en række dokumenter fra Dorthe Nielsens mailboks og sendt dem til avisen. Dokumenterne viste, at nok var omsætningen høj i KasiGroup, men det var udgifterne så sandelig også og likviditeten helt i bund. Samtidig havde Jyske Bank smækket kassen i og Danske Bank sagt nej til et samarbejde. Jesper Nielsen fik hurtigt nedlagt fogedforbud mod yderligere afsløringer i avisen, men skaden var sket.

”Når man får sådan en tur i pressen, tør bankerne ikke røre ved dig. Og det blev umuligt for mig at skaffe likvider,” siger Jesper Nielsen, der mener, at Ekstra Bladets artikler kun handlede om at få Kasi-Jesper ned med nakken.

John Mynderup var en af journalisterne bag artiklerne. Ifølge John Mynderup vidste hverken han eller kollegaen, hvem den anonyme kilde var, og de havde på det tidspunkt heller ingen anelse om, at de belastende mails var stjålet fra Jesper Nielsens mors indbakke, men han vil ikke forholde sig til, om Ekstra Bladet havde bragt artiklerne, hvis avisen havde vidst, at det var på baggrund af hacket materiale. For John Mynderup var det væsentligste, at dokumenterne om KasiGroups trængte økonomi var ægte, og han afviser, at Ekstra Bladet skulle være specielt ude efter Kasi-Jesper.

”Jeg kendte ham ikke inden de historier. Overhovedet ikke. Jeg har været efter ham, Don Ø, Per Bjerregaard, dem alle sammen. Giv mig hvilken som helst mand, og jeg skal gå efter ham,” siger han.

Artiklen fortsætter på næste side...
Kort efter artiklerne i Ekstra Bladet skulle KasiGroup forhandle en ny distributionsaftale med Pandora. Ifølge Jesper Nielsen havde KasiGroup på det tidspunkt lavet aftaler med blandt andre Christina Design London, Holmegaard og Rosendahl om at sælge deres produkter i Tyskland, og drømmen var at gøre KasiGroup til et dansk handelshus, der på sigt kunne leve uden Pandoras indbringende smykker. Men efter Ekstra Bladets artikler endte det lige omvendt.

”Da Pandora kan se, at vi vakler, strammer de til og siger: ’Jesper, ingen andre varer.’ Kasi var så afhængig af Pandora på det tidspunkt, og jeg var nødt til at skrive under på en ny kontrakt. Og hvad endte det med … jeg mistede mit firma,” fortæller Jesper Nielsen.

Kenneth Ramstrup, der dengang repræsenterede Pandora, uddyber:

”Hvorfor koncentrerede KasiGroup sig om 27 forskellige ting, når de havde verdens bedste produkt i hænderne? Det var vores pointe. Og hvorfor skulle vi være dem, der finansierede det system? Så vi bad om fokus på vores produkter. Og der sad vi med en vis form for magt, for det var os, der havde kontrakten og varen, og jeg havde svært ved at se, at Jesper og KasiGroup kunne leve uden os,” siger Kenneth Ramstrup og fortæller, at han sammen med den tidligere ejer Per Enevoldsen også bad Jesper Nielsen om at skille Pandora og Brøndby IF fuldstændig fra hinanden.

Og Jesper Nielsen måtte betale sig ud af sponsoraftalen med klubben. Ud af Brøndby IF og ind i Pandora. Fra 2010 blev KasiGroup opslugt af Pandora, og familievirksomheden fra Vestegnen var fortid. Jesper Nielsen blev ganske vist chef for sammensmeltningen af de to firmaer, datterselskabet Pandora Central Western Europa, men han følte sig som det sorte får og sat uden for indflydelse, har han senere forklaret.

Jesper Nielsen har det bedst med at sidde for bordenden og svært ved at lade sig diktere af andre, og forholdet til topledelsen i Pandora blev ikke bedre af, at det var slut med at køre kampagner som ’Køb to, betal for én’, der ellers havde været en typisk forretningsmetode i KasiGroup. Jesper Nielsen var heller ikke enig i Pandoras planer om at satse på dyrere produkter. Da Pandora senere samme år gik på børsen, blev Jesper Nielsen og co. købt ud af datterselskabet for 385 mio. kroner og en yderligere udbetaling i 2015 afhængig af aktiekursen. Men modgangen var ikke forbi. Da Pandoras aktier i august i år styrtdykkede på bare ti minutter, blev familien Nielsens udbetaling halveret, og de mistede en kvart milliard kroner.

Når Jesper Nielsen tænker tilbage på de sidste fire år, er det ikke med overvældende glæde over de mange millioner, han trods alt har stående i banken, eller med dyb ærgrelse over de millioner, der er blevet tabt, men mere med en smerte over den bristede drøm med KasiGroup.

”Jeg har en konkurrenceklausul med Pandora, der gør, at jeg ikke må gå ind i smykkebranchen eller købe en virksomhed før 2016. Jeg har AG København, som er min lille baby, men det gør ondt hver morgen, når jeg står op, at jeg ikke har min virksomhed længere,” siger Jesper Nielsen.

”Jeg har lært mig, at de gange, man tror, man kan gå på vandet, får man et slag i masken.”

Men trods de tæsk, Jesper Nielsen har fået, siden han for fire år siden pludselig dukkede op med sine mange millioner i Brøndby IF, er han ikke en forretningsmand, der lægger sig ned. Technomusikken, som fylder foyeren på Hotel Srbija, passer godt til det tempo, han har sat for familiens håndboldklub på Vestegnen. AG København er i Beograd for at spille Champions League for første gang, og Jesper Nielsen er med. Efter afskeden med Pandora er AG København blevet hans fuldtidsprojekt. Senest i 2015 skal klubben nå en finale i Champions League, og i år er målsætningen en kvartfinale. Da spillerbussen et par timer efter ankomsten sætter kurs mod hallen 90 km fra den serbiske hovedstad, er det med Jesper Nielsen om bord. Han følger sit hold tæt.

Som Joachim Boldsen siger det:

”Jeg kan huske, at vi spiller en træningskamp, der ikke rigtig havde været planlagt, en fredag aften kl. 21 i Maribo Hallerne mod Team Sydhavsøerne, og fandeme om han ikke kommer ned og ser den.”

Jesper Nielsen er uden tvivl håndboldelsker. Men han er også forretningsmand. I KasiGroup blev han kaldt ’Sektføreren’ af sine tyske ansatte, i AG København vil Jesper Nielsen være medarbejder nr. 1.

”Jeg sætter mig selv for enden af bordet ved salg. Jeg har en filosofi om, at en virksomhed skal drives af sælgere. Nu skal jeg tilbage til det, jeg elsker og kan, i stedet for at snakke med journalister og stå til rådighed for offentligheden,” siger Jesper Nielsen fra sin plads på stolerækkerne helt nede ved banen, mens Kasper Hvidt, Mikkel Hansen og alle de andre klassespillere på holdet så småt varmer op til mødet med Partizan Beograd.

Hallen er næsten tom. Det skuffer Jesper Nielsen, der havde håbet på en international ilddåb i et balkansk tilskuerinferno. Når AG København spiller på hjemmebane, er det i gennemsnit for mere end 5.000 tilskuere, og oplevelsen er lige dele sport og showbiz. Det er en event. Med liveoptrædener, røg, damp, diskolys og pumpende popmusik, højtråbende halspeaker, konkurrencer und Alles.

”Tidligere solgte jeg smykker, nu er mit produkt et håndboldhold. Et håndboldhold består af spillere, og dem skal jeg have så meget ud af som overhovedet muligt,” siger Jesper Nielsen.

Og det får han. Til fan-arrangementer, autografskrivninger i storcentre, til ungdomstræninger og på en tur til Beograd, hvor spillernes arbejdsdag starter klokken 7 og først er færdig efter en sen fællesspisning med overrislede sponsorer i den gamle bydel. Og i forbindelse med sponsoraftalen med rejseselskabet Apollo blev det lanceret, at spillerne fremover også skal fungere som rejseguides. Det handler om sponsorpleje, sponsorpleje, sponsorpleje, fortæller klubejeren.
Dagen inden afrejsen til Beograd har AG København fyret seks medarbejdere og er kun halvvejs på sponsorindtægterne, men Jesper Nielsen er ikke en mand, der kigger sig over skulderen. Han har kalkuleret med underskud i år.

”Det var en dårlig dag i går. Nu er det en ny dag,” siger han, da han bliver spurgt til fyringerne.

Lige så venlig og imødekommende Jesper Nielsen kan være med sin karakteristiske drengerøvscharme på sådan en tur til Beograd, hvor han sjældent går af vejen for en frisk bemærkning, lige så kynisk er han i kroner og øre. Han belønner sine ansatte – fx står hans store båd på Mallorca nu til låns til den sælger, der lykkes med at booke ham til foredrag for et millionbeløb – men dem, der ikke leverer resultater eller tæller minutter, ryger ud.

”Jeg måtte fyre en god kammerat, jeg har spillet håndbold med som dreng. Han kostede mig 50.000 kroner om måneden, og solgte ikke ret meget. Nogle gange må man træffe de beslutninger, der gør ondt. Nogle tror måske, de sidder trygt, fordi de kender mig, men sådan kan det ikke køre. Det gælder også for spillerne,” pointerer Jesper Nielsen.

Inde på banen gør spillerne det, de bliver betalt for. Efter første halvleg er AG København foran 16-12 over de serbiske modstandere og som forventet på vej mod de to første point i Champions League. Ved sponsorbussen bag hallen skylles pausen ned med dåseøl og sodavand, da Jesper Nielsen dukker op og råber: ”Den er hjemme, så nu må vi bare flyve endnu længere væk for at finde nogle, der kan slå os.”

Jesper Nielsen vil nakke Kasi-Jesper. Men selvtilliden beholder han.

Hverken Brøndby IF eller Pandora har ønsket at deltage i denne artikel.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman