Efter 20 år i branchen fik Jan Gintberg sin største publikumssucces med tv-serien om livet i udkantsdanmark. Måske fordi han holdt op med at råbe og være manisk og ulidelig, fortæller han til Euroman.

Har ’Gintberg på kanten’ gjort dig til en slags udkants-ambassadør?
”Der er rigtig mange derude, der har villet give mig udkantsfaklen og har sagt: ’Gå u å kæmp for wos.’ Men nej. Det har aldrig været min rolle. I må kæmpe for jer selv.”

Det virker ellers, som om du har en stor begejstring for områderne …
”Jeg har en stor veneration for de mennesker, der bor der, men jeg ved ikke, om jeg har en særlig be-gejstring for randområderne. Jeg har en forståelse for områderne efter rigtig, rigtig mange års erfaring med ammoniakduft, men man kunne ikke se min røv for bare skosåler, da jeg selv kunne komme væk.”

Har det været en fordel for dig, at du har en vis landlig streetcred?
”Ja, det tror jeg. Byerne ligner jo noget, jeg kunne være vokset op i.”

Er der stor forskel på det materiale, du skal levere i provinsen, og det, du leverer på Comedy Zoo i København?
”Det synes jeg ikke. Jeg gør, som jeg hele tiden har gjort. Og vores refe-rencerammer bliver mere og mere ens. Selv om du bor i Ringkøbing, ser du det samme på nettet, som de gør i København. De samme tv-kanaler, de samme film og hører den samme musik. Vi prøver at langstrække den gamle forestilling om, at vi er så forskellige, og i Vestjylland kan du slet ikke forstå, hvad de siger. Sådan er det ikke. Vi orienterer os alle sammen om den samme malstrøm og dynge af slam og popkultur iblandet et par historiske referencer. Det gør jeg også selv.”

Du er helt fysisk meget tæt på dit publikum i serien. Har du været nervøs for at gå for langt?
”Overhovedet ikke. Som seer skulle man meget gerne få den fornemmelse, at de ville jage mig ud af byen i tjære og fjer, hvis jeg gik over stregen, men der er grund til, at folk bliver ved med at lave lokalrevyer, hvor de sviner hinanden til på det groveste. Vi elsker at grine af os selv, og vi kan godt lide, at andre griner af os. Vi vil gerne være med i klubben. Politikerne elsker at komme ind i Cirkusrevyen og håber, at nogen vil gøre grin med dem, og af og til tænker man: ’Hvordan kan du dog sidde og klappe ad det der? Du bliver jo svinebundet, bagpulet og revet over af en kampvogn.’ Men der er en forløsning i at grine af sig selv. Når vi er alene, opbygger vi frygt, paranoia, selvtilfredshed, og når vi griner af det, punkterer vi det. Selv om stand-up i virkeligheden bare er organiseret voksenmobning.”

Er det nemmere at lave jokes steder, hvor andre komikere ikke kommer?
”Det er nemmere at lave jokes med helt ukendte mennesker end at for 100.000. gang skulle være sjov over Helle Thorning eller skatteministerens manglende pubeshår og hans kollegieværelse. Det er også lettere at skabe en begejstring for gørtleren fra Tønder, når du ikke ser ham igen ugen efter. Der er jo så mange, der forsøger at være sjove på en nyhedsdagsorden.”

Har du kunnet være mere dig selv i serien, end du plejer?
”Ja, i virkeligheden er jeg ikke en live-on-tape-komiker. Når de siger i min øresnegl, at der er ti sekunder til optagelse, bliver jeg helt blank i øjnene og begynder at råbe. Jeg kan blive helt manisk og ulidelig. Det er jeg fri for i det her format, og det er der også mange andre, der er glade for at slippe for. Har jeg hørt.”

Hvad overraskede dig mest ved at komme ud og optræde i de små byer?
”Mangfoldigheden. Det er ikke geografien, der gør os forskellige, det er spændvidden i den måde, folk lever på, uanset hvor vi bor i landet. Hold kæft, hvor er der stor forskel, selv om vi kalder os danskere. Jeg mødte en frivillig brandmand på 79, en 16-årig, der havde taget et flycertifikat, og en papirskistefabrikant, som virkelig mente, at det ville blive det næste store. Og så er jeg lige kommet hjem fra Færøerne, hvor jeg mødte europamesteren i lus.”

I lus?
”Ja, han har Europas største privatsamling af lus. Vidste du, at den ene-ste måde, man kan skelne arterne på, er hannens penis?”

Har lus en penis?
”Ja, ja. Det gik han rigtig meget op i, og i lokalområdet var de meget stolte over at kende ham. Generelt oplevede jeg en stor lokal stolthed omkring de her lidt skæve typer, og det havde jeg egentlig ikke regnet med. Der var højstatus i at være speciel. På mange måder oplevede jeg, at man var betydelig mere rummelig og tolerant i de lokalsamfund, end man er i større byer.”

’Gintberg på kanten’ har vundet priser og været blandt årets mest sete programmer. Hvorfor tror du, serien er blevet så populær?
”Jeg tror godt, folk kan lide, at det kommer tæt på. Vi er alle sammen mere eller mindre drevet af at høre og se på os selv. Det er også det, mit nye show handler om. Den der mig, mig, mig-kultur, der buldrer af sted. Er det blevet værre? Måske. Har Facebook gjort det værre? Måske. Den slags.”

Handler dit show så om dig, dig, dig?
”Ja, for helvede. Det bliver meget personligt. Min far døde for et par måneder siden. Skal jeg gribe fat i det? Ja, det skal jeg, for jeg har noget at sige om den relation. Jeg kan se nu, at jeg har brugt en stor del af mit liv på at blive set og opnå min fars anerkendelse. Se mig, se mig, se mig, far – er jeg god nok?”

Jan Gintbergs nye stand-up-show ’I luv Jan’ har premiere den 1. marts.



47-årige Jan Gintbergs folkelige gennembrud kom i 1997, hvor han som en del af Casper Christensens Tæskehold holdt ugentlige taler til nationen ud af det daværende Radiohus’ vindue. Hans største publikumssucces har været med ’Gintberg på kanten’, hvor han besøgte forskellige byer i udkantsdanmark og sluttede af med et stand-up-show i byens forsamlingshus. Serien blev i 2011 kåret til at være det næstbedste public-service tv-format i Europa.