Liam Gallagher, en af verdens største rockstjerner. Foto: prettygreen.com
Liam Gallagher: Rock'n'roll forever
Af
Kristoffer Dahy Ernst,
14. november 2011
|
Tiden med Oasis er forbi, og Liam Gallagher er for længst videre. En af verdens største rockstjerner har (vistnok) skiftet kurs, startet et tøjmærke og brænder mere end nogensinde for at vise, at han kan selv. I foråret 2010 mødte vi Liam Gallagher i London, og her kan du læse artiklen i sin fulde længde.
Egentlig er han ikke dukket op for at tale om fodbold. Men når en af Liam Gallaghers store passioner er Manchester City, og de dagen forinden har slået ærkerivalen Manchester United 2-1, er det svært at undgå. Om det er gårsdagens sejr, der har fået Liam i godt humør, er svært at bedømme. I hvert fald er den 37-årige brite imødekommende og uddyber med professionel rutine sine svar. Som han sidder der iført sorte jeans, ørkenstøvler og knælang blazerjakke, er det svært at kæde ham sammen med den ignorante og not-giving-a-fuck Liam Gallagher, man kender gennem medierne.
Sproget er dog det samme. Han bander og svovler stadig som en arrig havnearbejder. Også når han skal forklare, hvorfor hans hold er City og ikke United. Med respekt for Citys præstationer gennem tiderne havde det måske været sjovere at være United-fan, deres utallige trofæer taget i betragtning. Med en hurtig bevægelse ryger Liam Gallagher op fra stolen og placerer sig midt i suiten på Londons Gore Hotel Kensington. Hans aggressive holdning gør skuldrene bredere, end de egentlig er, og selv om han er lavere i virkeligheden end på musikvideoer, fylder han nemt hele hotelværelset ud.
”Mate, det er ikke så kompliceret. Det er det samme med kvinder. Du har en smuk pige, og du har en grim pige. Du har valget mellem dem begge to. Fuckin-a du vælger den smukke.”
Analogien demonstrerer en simpel logik, der synes at gå igen i Liams syn på langt de fleste elementer i hans liv. På musikken, på familien, på tøjet og altså også på fodbolden. Han kan godt lide musik, så det er det, han laver. Han kan godt lide fodbold, så det er det, han ser. Han kan også lide tøj, så nu har han startet sit eget tøjmærke, Pretty Green. Men inden vi kommer til det, skal Liam lige have en kop sort kaffe, mens han redegør for situationen i Oasis. Den kan beskrives meget kort: ”Oasis er slut.”
Storebror Noel Gallagher er skredet. Tilbage står Gem Archer og Andy Bell – og altså Liam. De vil gerne stadig lave musik, men det bliver uden storebror Noel, og det bliver ikke under navnet Oasis. Trods diverse udglattende udtalelser om hinanden har forholdet mellem Noel og Liam altid rummet mere krudt end kærlighed. De har kastet kaskader af verbalt mudder efter hinanden og stort set ikke snakket sammen, medmindre de var på tour. Liam var kendt for at forlade scenen, når Noel var vokal på få af bandets numre.
Oasis – Tony McCarroll, Paul McGuigan, Liam Gallagher, Noel Gallagher og Paul Arthurs – solgte mere end 70 mio. album og toppede den britiske singlehitliste otte gange.
Noel har udtalt, at den værste form for psykisk terror, han kunne forestille sig, var, da han engang fejlagtigt blev placeret ved siden af Liam på et 13-timers fly til Tokyo. Hvad der definitivt fik Noel til at forlade Oasis, få øjeblikke inden de skulle spille koncert på Rock en Seine i Paris, undgår Liam at kommentere, men ifølge flere kilder skulle Liam have smadret Noels guitar, efter at Noel havde snakket mindre pænt om Liams kone, Nicole Appleton. Fortællingerne er mange, og hverken Liam eller Noel har nogensinde vist interesse i at opføre sig på andre måder, end de lige netop selv har haft lyst til. De har krydset klinger, og deres broderlige forhold har været i alvorlig hårdknude op til flere gange, men nu er det slut, definitivt (måske).
Noels brud med de øvrige medlemmer har dog ikke fået Liam til at gå i stå, slet ikke. Liam lyser op på spørgsmålet om hans tro på det nye projekt, der hedder Beady Eye.
”Vi har mere energi end nogensinde,” siger han.
Ikke så meget pis. Men et stort spørgsmål trænger sig alligevel på: Noel har altid været drivkraften bag Oasis’ succes. Noel har skrevet tekster og komponeret og ikke mindst givet indtrykket af, at det var ham, der var hjernen bag Oasis. Han er flere gange blevet kaldt ’the wisest man in rock and roll’. Liam kan synge og spille på tamburin. Adspurgt, om det nye band tager meget af hans tid, svarer han afvisende. Et par timer hver dag, hurtigt ind, hurtigt ud, lav noget godt, optag den plade. Han tror tydeligvis på talent frem for hårdt arbejde. Liam er åbenlyst ikke typen, der nørkler med musikken i timevis – det er han for rastløs til. Han er kendt for kun at indsynge sin vokal en enkelt gang, når der optages. Hvorfor bruge unødvendig tid på mere? Sidder den der, så sidder den der, og indtil nu har det virket ganske glimrende. Og så forspilder Liam i øvrigt ikke muligheden for lige at sende en bredside af sted mod Noel:
”Energien i bandet er fantastisk, absolutely rocking. Vi har ingen leder mere nu, hvor Noel er væk, så nu har vi alle respekt for hinanden. Noel har altid lavet det sjove alene. Skrevet tekster og melodier, uden vi var med. Og alligevel har han altid lignet en forskrækket nonne.”