I anledning af at Mads Brügger i denne måned er på forsiden af Euroman, kan du her læse Mads Brüggers artikel fra Euroman nr. 190, hvor han rejste med Mads Holgers entourage Klub Jet til Istanbul.

---

Det var det stik modsatte af tvangshjemsendelsen af de irakiske asylansøgere. Det var det omvendte af finanskrisen. Det var på trods af selve tidsånden. Anført af den selvudråbte ’romantiske provokatør’ Mads Holger boardede 150 smoking- og gallakjoleklædte danskere en privatchartret flyver i Kastrup for at rejse til Istanbul og feste, som var der intet i morgen. Med på turen var Mads Brügger. Han har skrevet sin reportage som et åbent brev til produceren Remee, der valgte at melde afbud. Det var forbudt at fotografere på turen, men vi sendte tegneren Michael Rytz.

Kære Remee,
Dette kommer nok bag på dig, men fordi du valgte at melde afbud til Mads Holgers selskabsrejse med Klub Jet til Istanbul, vil jeg gerne dele det hændte med netop dig – så du ikke går glip af noget. Du havde sikkert dine grunde til at blive nede i Alanya. Så vidt jeg forstår, er du blevet kæreste med Janni Spies’ datter, og hun krævede måske din opmærksomhed? Der havde også lige været episoden med René Dif, der blev bedøvet og bestjålet, mens han besøgte dit tyrkiske ferieparadis, og jeg forestiller mig, at det har været en ganske udmattende oplevelse. Din ven børnemilliardæren rejste til gengæld op fra Alanya, og han  gjorde et vist indtryk, skal jeg love for.

Jeg var med på turen til Istanbul, fordi jeg ville skrive et portræt af libertineren og livstykket Mads Holger. Du er formentlig klar over, at han kalder sig ’romantisk provokatør’ og bekender sig til den gamle stil. Derfor synes jeg, det åbne brev er en god ramme for min beretning. Som bachelor i teologi må Mads Holger i hvert fald være vidende om, at det er en udtryksform, der går tilbage til Bibelen.

Jeg vil gerne gentage, hvad jeg lovede Mads Holger, da vi mødtes på trattoriaet Fiat ved Kongens Nytorv i København dagen før afrejsen til Istanbul med hans kohorter: Jeg ønsker ikke at begå et karaktermord på ham. Men faren for det uagtsomme manddrab ligger selvfølgelig og lurer i horisonten, og jeg kan ikke garantere, at du ikke alligevel sidder tilbage ved vejs ende og tænker, at Mads Holger er skingrende skør. I skrivende stund er det i hvert fald svært for mig at overskue, hvilket indtryk min samlede fremstilling af turen til Istanbul vil gøre på dig og andre. ”Dont trust a teller, trust a tale,” siger man på engelsk, og som sådan må denne historie stå sin prøve.

Selv skrev Mads Holger dette til mig, før vi mødtes på Fiat: ”Min eneste bekymring er sådan set den, at sidst jeg læste om mig selv i Euroman, var det vist noget med, at jeg skulle æde lort og var en total nar, der bare skulle slås ihjel, og det skaber jo uvægerligt et vist element af forsigtighed, men lad os tage en snak om det.”

Så vidt jeg kan se, har der aldrig stået i Euroman, at Mads Holger skulle spise afføring eller dræbes, men han har godt nok fået lunet rygstykkerne mange andre steder – men det er jo et grundvilkår, når man har valgt at spille rollen som grev Strand, som han kalder sit alter ego. Jeg husker bl.a., at hans debutroman ’Alle går rundt og forelsker sig’ blev anmeldt i Politiken under overskriften ’Alle går rundt og brækker sig’. Der stod også, at den var forbryderisk dårlig’. Anmelderen, Mikkel Bruun Zangenberg, var blevet så vred på Mads Holgers epos, at han havde ligget søvnløs, og det er i sig selv en bedrift. Hvis man browser rundt på nettet, er det heller ikke svært at finde indlæg fra folk, der hader Mads Holger som et ondt år. ’Mads Holger, Danmarks svar på Joan Collins’, er der en, som skriver. Hvis man spørger Mads Holger om, hvorfor de er så sure på ham, svarer han: ”Jeg puster ballonen op i stedet for at pifte den.”

Engang da jeg interviewede Mads Holger til tv, fik jeg flere henvendelser fra seere, der gratulerede mig med, at jeg havde fundet på så langt ude en figur som Mads Holger. De havde troet, at det var en skuespiller. Det mest foruroligende var, at flere af de seere, som troede, at Mads Holger var et fantasifoster, alligevel var rasende på ham.

Men jeg kan som udgangspunkt godt lide Mads Holger, eller Mads Holger Norgaard Madsen, som hans fulde navn lyder. Han er glimrende selskab, og jeg beundrer ham for, at han bliver ved med at være Mads Holger, selv om alt taler for, at han burde folde kortene og finde sig en anden persona. Han er blevet 31, har et forlist ægteskab med tv-værten Paula Larrain bag sig, og hvis man godtager den påstand, det er, at alt, hvad manden foretager sig, er en evindelig,  traumatisk tilbagevenden til den store gallafest på gymnasiet, hvor der køres i limousine og danses lanciers, burde han være stoppet med sit forehavende for længst. Han er blevet for gammel til at være Øregårds førsteelsker.

Og som du sikkert allerede ved, Remee, er Mads Holger jo en rolle, han spiller, selv om han i en vis forstand er smeltet sammen med figuren Mads Holger. Han er ikke født med en sølvske i munden, men er vokset op på Nørrebro hos en enlig mor, der er sygeplejerske. Og når han taler med hagen sænket, som om han tilbageholder et gigantisk ræb, der kan blæse Jorden ud af sin bane, hvis det først slippes løs, er det noget, han har lært sig selv i forsøget på at simulere en permanent champagnebrandert. Det havde ikke været svært at købe sig til rollen som Mads Holger, det ville være det nemmeste i verden, hvis man ellers har guld nok på kistebunden og har læst ’Brideshead Revisited’ et par gange. Det er noget ganske, ganske andet at skulle bluffe, fifle og hutle sig frem til det. Derfor er der kun én Mads Holger i Danmark.

Du skal heller ikke glemme, at det til tider er et hårdt liv at være Mads Holger – uagtet at han har fået lov til at bestige flere hundrede piger og stadig tager godt for sig af retterne. I mange år har han været nødt til at suge på labben og har sågar drukket vand for at holde sulten fra døren. Og selv om han på afstand fremstår som en fotogen, tuberkuløs Dorian Gray, ser man en noget patineret skønhed ved nærmere eftersyn. Cigaretterne og sprutten har plantet deres kainsmærker i hans smalle ansigt, og en kostpyramide, som mest består af snow cones, McPlains (en hamburger kun med bøffen) og pinnochiokugler, har givet hans hud en særegen grå, kviksølvisk finish. ”Du ligner en argentinsk lokalpolitiker,” har en veninde til Mads Holger engang sagt til ham – skæl på skuldrene og et glimt i øjet. Men han bliver utrætteligt ved med at være Mads Holger, og det har jeg stor respekt for. Verden ville være et kedeligere sted uden den sociale installation Mads Holger.

Artiklen fortsætter på næste side...