Alle troede, det var en vittighed, undtagen Nik og Jay. Den utrolige historie om to forstadsdrenge, der så sig selv som rockstjerner, inden de var det, og erobrede scenen på sjusser, opsving og selvtillid. Men hvor gik de to venner hen, da festen var slut?

DET VAR EN af de lange nætter i august, hvor luften havde fået noget skarpt og køligt og klart over sig og mindede om, at noget andet var på vej. Det var lørdag, klokken var halv to, måske lidt mere , men ikke meget, og som så mange andre lørdag nætter i så mange andre byer, hvor unge mennesker mødes og driver rundt med kroppen fuld af elektriske perler og venter på, at noget skal ske, så var der også noget særligt i vente denne nat i Skanderborg.

Efter koncerten spredtes skikkelserne videre ud til de små boder, barer og scener inde mellem træerne, mens andre søgte tilbage til teltene. De to mænd var trukket ud bag scenen, hvor kun bandmedlemmer, familie og venner havde adgang, men der var ikke andre end de to. De stod op ad væggen, halvt sammensunkne ved siden af hinanden, udmattede, gennemsvedte, tavse. Niclas med de firkantede kæber, som pigerne elsker, og som fra en særlig vinkel får ham til at ligne en skuespiller fra en af de soap-serier, der kører om formiddagen på amerikansk tv. Hans lange hår klistrer i panden, når han sveder. Jannik med de blå øjne og det korte, maskinklippede hår er den mere tilbageholdende fyr på scenen. Ham den søde. Jannik kan udpege sig en pige blandt publikum, holde øjenkontakten og synge kun for hende og mene hvert et ord. Når Niclas bliver fanget af øjeblikket, kan han lægge sig på scenen, dybt berørt af sangen, publikum og sig selv.

Ude bagved siger hverken Niclas eller Jannik noget. På det lange bord foran dem er det hele sat frem på den hvide dug. Champagne, vodka, whisky, Red Bull, frugt og chokolade. Der skal ikke mangle noget på drengenes store aften. Efter flere års venten har Nik og Jay, Danmarks vel nok største popfænomen i nyere tid, fået den eftertragtede lukketid, mørketiden, som afslutter lørdagens festivalprogram i 2009 med et kæmpemæssigt show. De er blevet forfremmet fra de familievenlige eftermiddagskoncerter i dagslys til voksenfesten sent om natten. ”Tillykke, drenge. Fandeme godt gået!” Jakob Sørensen er den første ude bag scenen. Han har set koncerten med sin kollega fra pladeselskabet, Christian Backman og hans kæreste. De to kolleger har fulgt Nik og Jay, siden de troppede op på kontoret med to producer-venner og præsenterede sig som et boyband fra Værløse. Det er næsten ti år siden. I aften er det hele holdets aften. At Politikens anmelder så aldrig vil lære at elske dem, er ikke deres problem. Man skal være blind og døv, hvis man ikke kan se, når 30.000 mennesker holder fest. Men i rummet bag scenen finder Jakob Sørensen ikke, hvad han har regnet med. Synet fylder ham med ubehag. For enden af buffeten står Nik og Jay og kigger tomt ud i luften. En af dem siger, at de ikke kan mærke noget. Jakob Sørensen er beruset og i festhumør, og nu er han også forvirret. Ikke mærke noget? Hvordan kan de ikke mærke bare en lille bitte form for glæde efter sådan en aften, efter alt det, de har været igennem? Det er på det tidspunkt, Jakob Sørensen indser, at Niclas og Jannik står med noget, de kun selv forstår, hvad handler om. Muligvis har de ikke engang selv forstået det endnu.

Den aften gør Niclas og Jannik noget, de aldrig har gjort før. De tager hjem.

NICLAS GENCKEL PETERSEN sidder på en trappesten i solen i korte bukser, T-shirt og bare tæer. Han kigger på et usynligt punkt et sted over hækken. Hans øjne fokuserer. Han ligner en mand, der prøver at orientere sig i en bygning, der alt for hurtigt er blevet fyldt med røg. Han ryster på hovedet. Det er væk. Der er 20 grader i skyggen denne formiddag i Los Angeles i februar 2011. Udenfor kører en brandbil forbi, den har sirener på. Snart efter er der stille igen på villavejen. På bunden af poolen er en blå og hvid robot på to hjul ved at støvsuge for alger. Den tager en bane ad gangen, vender om, starter forfra. Det er halvandet år siden, at Niclas Genckel Petersen og Jannik Brandt Thomsen, bedre kendt som Nik og Jay, på smertefuld vis forstod, at festen var slut, uden helt at vide, hvad der ville komme i stedet. Det hele kulminerede den lørdag på Skanderborg. Aftenen står sløret for dem begge, akkurat som årene inden, hvor de første symptomer meldte sig. Niclas og Jannik blev ramt samtidig, men på hver sin måde, og i en periode så det ud, som om en særlig gren af den danske underholdningsbranche var på vej til at lukke. På under ti år havde Niclas og Jannik opnået, hvad kun få musikere opnår i løbet af en hel karriere. De var blevet billedet på en generation af unge. En generation af før-finanskraks-teenagere, der gik i byen på en cocktail af vodkabamser, lommepenge, forældrekøb og en udvidet form for selvtillid, som hovedpersoner i deres eget realityshow. Ældre generationer så forbløffet til.

Artiklen fortsætter på de næste sider...