Den mest lukkede mund i dansk showbusiness åbner op og fortæller om sit nye liv, og hvorfor han er færdig med at være på. Nu vil han erobre verden. Bag scenen.

”Hvorfor er du kommet til USA?”

Toldbetjenten bladrer i passet og kigger uinteresseret på Casper Christensen, der står ved lufthavnsskranken med sin taske.

”For at holde ferie,” lyver han.

Han er landet med Virgin Atlantic i Los Angeles for lidt under en time siden, veludhvilet efter syv timers søvn i sin business-køje, stadig med sovepillen i kroppen. Hvorfor er han kommet til USA? Det er en lang og indviklet historie, som betjenten næppe vil forstå. Casper Christensen er utålmodig. Han vil gerne videre. Det gør ham nervøs at stå der og blive udspurgt. Han har før prøvet at blive ført til afhøring på et kontor, fordi toldbetjentene blev mistænksomme. Det skete i samme lufthavn for nogle år siden, da han var rejst til Californien med sin kæreste Iben Hjejle, der skulle til en reading i Hollywood på en film med Bruce Willis, Sean Penn og Sally Field. Betjentene syntes, det virkede underligt, at det danske par var taget helt til Los Angeles med en returbillet til Danmark blot tre dage senere, og det undrede betjentene, at parret ikke havde booket et hotelværelse. Hvad var de to rejsendes forehavende egentlig i USA? Det endte med, at Iben Hjejle måtte ringe til Bruce Willis’ filmselskab Cheyenne og bede dem forklare sagens sammenhæng over for lufthavnsmyndighederne. Først efter flere timers forsinkelse fik parret lov til at komme ind i landet. Turen gjorde indtryk på Casper Christensen på mindst to punkter. Det ene var synet af Sean Penn, der umiddelbart før læseprøven kom til at vælte en skål popcorn ned i skødet på Iben Hjejle og forfjamsket måtte have hjælp fra Bruce Willis til at børste dem væk. Det andet var ubehaget ved amerikanske lufthavne.

”Hvad er din profession,” spørger toldbetjenten, stadig uden tegn på interesse.

”Jeg er forfatter,” svarer Casper Christensen.

”Hvad skriver du for noget?”

”Jeg skriver comedy til tv,” siger danskeren.

Samtalen, der i virkeligheden er et forhør, tager nu en overraskende drejning. Mødet med en komiker fra Danmark får betjenten til at live op. Han retter sig veloplagt i stolen.

”Nå, skriver du så for Benny Hill?” siger han og griner.

På dette tidspunkt er Casper Christensen ikke længere nervøs, han er irriteret. Og fornærmet på sine europæiske komikerkollegers vegne. Er det sådan, amerikanerne ser på europæisk humor? Benny Hill? En fed mand, der render ind i bare bryster og ikke ret meget andet. Hvordan ville en amerikansk komiker have det med at ankomme til Københavns Lufthavn og blive spurgt, om han har skrevet vittigheder for Gøg & Gokke? Casper Christensen har lyst til at give tolderen ren besked, sætte ham på plads og fortælle at ...

”Noget i den retning,” siger han og smiler venligt.

”Velkommen til USA,” siger betjenten, nu i strålende humør. ”Nyd opholdet.”

Det er en mandag eftermiddag i juni 2009. Casper Christensen er ankommet til Amerika på samme måde, som han i store træk er sluppet igennem tilværelsen som offentligt kendt ansigt i Danmark: ved at grine høfligt og skynde sig væk.

TAVSE, TILBAGETRUKNE Casper Christensen. Landskendt fra tv-serien ’Klovn’ som tarvelig, manipulerende og dybt underholdende. Set i bladenes kornede billedserier, formummet med fuldskæg og øjnene gemt væk under kasketten. Altid på vej væk. Hvorfor er han i USA? Tydeligvis ikke for at slå igennem som komiker og få sit eget show i Las Vegas. Han er ikke naiv. Han ved godt, han ikke har en chance. Den drøm opgav han for sådan ca. 20 år siden.

Han vil gerne mødes og fortælle, hvor han er henne, og hvad der er sket i hans liv. Det er tirsdag formiddag i Los Angeles. Vagten på North Formosa Avenue, en stille sidevej til Santa Monica Boulevard, nikker bag ruden og åbner bommen ind til filmbyen The Lot, et vidt forgrenet område af lave huse med kontorer, lange asfalterede gader, store studier, hvorfra rekvisitører, kamerafolk og teknikere går ind og ud gennem høje porte, og en udendørs kantine, hvor man, hvis man er heldig, kan se Al Pacino sidde og spise frokost i skyggen under træerne. Ved indgangen til Formosa Building står Casper Christensen, slank, smilende og trænet med markerede overarme, i T-shirt, cowboybukser og sneakers, en påklædning, der får ham til at ligne en fyr i midten af trediverne og ikke en mand, der snart fylder 41. Han viser op på anden sal, hvor en lang tæppebelagt gang fører ind gennem bygningen med små kontorer på hver side. På hvert kontor sidder filmtilrettelæggere, forfattere og producere og arbejder med film og tv-serier. Casper Christensen nikker ind til en fyr, der sidder bøjet over sit computertastatur. Fyren løfter blikket og hilser igen. ”Det er forrygende,” siger Casper Christensen, opstemt ved synet af hårdtarbejdende amerikanske kolleger på små kontorer: ”De sidder i hvert sit lille rum med en drøm, de fylder ud.”

Casper Christensen er på arbejde i USA. De næste 14 dage skal han mødes med manuskriptforfattere, tv-folk og filmproducere. Han skal networke og hente inspiration fra verdens største filmby og finde kolleger, han kan arbejde sammen med. I februar 2009 startede han sit eget firma i en baggård i København. Han vil leve af at skrive film, tv-serier og comedy, primært til det skandinaviske marked. Han er i gang med sit måske mest ambitiøse projekt til dato. Belært af erfaring har han vedtaget med sig selv, at han kun vil lave projekter, han brænder for. Han har også vedtaget en anden ting: Han er færdig med at være på skærmen. Helt færdig. Mæt. Det eneste sted, man for tiden kan se Casper Christensen optræde, er på en lille klub på Amager. Hans ven og kollega Frank Hvam leder stedet, hvor komikerne går på scenen et par gange om ugen og prøver deres materiale af. Casper Christensen har ikke nogen planer om at lave stand-up-shows igen, han har prøvet rigeligt af den slags, men det interesserer ham at udforske genren og se, om han kan tilføre den noget nyt. Indtil videre er det en privat undersøgelse forbeholdt komikeren og de 50 tilskuere, der er plads til i salen.

Casper Christensen foretrækker at operere i kulissen. Indtil videre har hans firma kun én fastansat medarbejder, 25-årige Emil Nyløkke Thorup, en frisk, veltalende fyr, som ikke er uden komisk talent, men primært står for økonomi, aftaler og forhandlinger (alt det, der keder Casper Christensen). Firmaet har lige nu en liste på ca. 20 projekter, som er under udvikling. Et af dem er en dansk version af det legendariske comedy-show ’Saturday Night Live’. Casper Christensen er hovedredaktør på ’Live fra Bremen’, som showet hedder på TV 2. Der er premiere i september, og Casper Christensen har samlet et hold af skuespillere, gæsteværter og skribenter, som skal arbejde intensivt på sketcher i fem dage i træk frem til fredag aften, hvor indslagene kører foran et live publikum. Mens Casper Christensen er i Los Angeles, skal han mødes med en amerikansk komiker, Jason Reed fra comedy-rock-bandet Tenacious D, som har vist interesse for at være med til at skrive for showet.

Andre projekter er en sit-com til svensk tv, en svensk spillefilm med Sveriges store, unge comedy-navn Björn Gustafsson og en dansk tv-serie om løgn og forfængelighed baseret på Lars von Triers biograffilm ’Direktøren for det hele’. Og så er der filmen om Se og Hør. Casper Christensen har købt filmrettighederne til bogen ’I sandhedens tjeneste’, skrevet af en tidligere journalist på Se og Hør. ”Jeg har haft et mærkeligt forhold til bladet,” siger Casper Christensen. ”Gennem 90’erne var jeg en del af hele det der. Jeg var med til festerne, og der var druk og solskinspiger. Og pludselig ændrer det sig til paparazzi, de kendte mod journalisterne, afsløringer og løgnehistorier. Manden, som har skrevet bogen, bliver som ung lullet ind i et underligt univers af druk og mærkelige aftaler, og så kommer Qvortrup og ændrer det hele. Jeg er lidt ligeglad med Qvortrup, men jeg interesserer mig for den menneskelige udvikling, journalisten gennemgår. Han når frem til et punkt, hvor han stopper op og siger: ’Jeg er gået for langt.’ Det er en spændende historie.”

Komikeren er gået i gang med at skrive manuskriptet sammen med en kollega. Rollelisten er ikke lavet endnu, men han har snakket med flere mandlige skuespillere.

”Der er ikke nogen, der har sagt nej. Alle vil gerne portrættere Se og Hør.”

FOR ENDEN AF gangen i Formosa Building viser et skilt ind til Fuse Management. Erik Algreen rejser sig fra sin computer og byder velkommen. Han må være nogenlunde jævnaldrende med Casper Christensen. Hans arme har taget farve efter den californiske sommer. Erik Algreen er Casper Christensens manager. Han har specialiseret sig i at rådgive kreative mennesker – filminstruktører, filmproducere, arkitekter og kokke m.fl. – i at vælge rigtigt, forløse deres evner og tage kontrol over deres eget liv. Det er det, Casper Christensen har brug for. Tage styring på sit eget liv. De to mødte hinanden for tre år siden til en filmfest i Grand Teatret i København. Da Erik Algreen blev introduceret for komikeren, sagde han det, som det var. Han forstod ikke, hvad der var blevet af ham den sjove mand fra ’Mandrillen’ og ’Tæskeholdet’. ”Jeg synes, du spilder dit talent,” sagde Erik Algreen. Tre uger efter var han ansat som Casper Christensens manager. Hvis der er noget, komikeren respekterer, så er det folk, der tør tale ham imod, dog primært, hvis han fornemmer, de har noget at have det i.

Erik Algreen ramte mere rigtigt med sin kommentar, end han selv kunne vide. Casper Christensen var på det tidspunkt vært på quizprogrammet ’Deal No Deal’ på TV 2, et populært underholdningsprogram, hvor gæsten kan vinde to millioner kroner ved at vælge rigtigt mellem et antal kufferter, som vises frem af samme antal kvindelige modeller. Det var et af de mest velbetalte job, han nogensinde har haft. Han kunne indspille ti programmer på en uge. Til sammenligning tog det tre måneder at skrive en sæson af ’Klovn’ og tre måneder at indspille den. Det sære ved hele ’Deal No Deal’-affæren var, at han selv havde sagt ja til jobbet. Og nu stod han så der i et studie med syv kameraer og leverede varen, dybt professionel, begejstret på deltagernes vegne og med den erfarne showmands betoninger og pauser, hvor en spænding skal optrappes. Ingen kunne se, at Casper Christensen indvendigt var en mand i vildrede med sit liv. Han husker en af aftnerne sådan her:

”Der er fuldt tryk i øresneglen, og jeg står med en midaldrende dame, som er ved at vinde en million, og samtidig har jeg tid til at stå og tænke: ’Hold kæft, hvor er det kedeligt, det her. Det er spild af min tid.’ Samtidig står damen og tænker: ’Skal jeg tage kufferten eller ej?’ og jeg står og siger: ’Du skal tage en beslutning nu, du har en halv million, hvis du vælger rigtigt, har du en hel million.’ Jeg hører mig selv stå og snakke til hende, og inde i hovedet sidder jeg i en lænestol og ser det hele udefra: ’Nej, hvor er det dumt, det her. Det er spild af mit talent. Er det, hvad det er endt med efter 20 år i branchen?’”

Kort efter sagde Casper Christensen op på TV 2. To år før kontraktens udløb. Han fuldførte sæsonen på ’Deal No Deal’, men derefter var det slut. Også med TV 2 radio. Det var også på det tidspunkt, han, meget betegnende for sin mentale tilstand, førte en af sine mere surrealistiske samtaler, da tørklædedesigneren Charlotte Sparre under et arrangement hos FCK-bossen Flemming Østergaard i Parken nærmede sig komikeren:
”Hvor er gnisten, Casper?”

”Undskyld mig?” svarede han.

”Gnisten. Den er væk,” sagde hun og gik, efterladende Casper Christensen desorienteret.

Det værste var, at hun havde ret.

I SJETTE OG sidste sæson af ’Klovn’, der blev sendt under titlen ’Røvtur’ i foråret 2009, har Casper Christensen stort, mørkt fuldskæg og er dybt deprimeret. Fuldskægget var den ægte vare, og det var depressionen til en vis grad også. Optagelserne til de afsluttende episoder af dansk tv’s største komedieseriesucces i nyere tid lå i efteråret 2008. De stod på i en periode af Casper Christensens liv, han håber, han aldrig oplever igen. Han vil heller ikke være den foruden. Det hele startede, da han var 38-39 år. Derfra blev det kun værre.

”Det var en følelse, der kom snigende. Det var ligesom om … ” Han tøver. Leder efter ordene, ubekvem ved at vise en side frem, han hidtil har forbeholdt sin familie og nærmeste kolleger. ”Det gik op for mig, at livet ikke er uendeligt. Det tror man jo, når man er ung. Da jeg nærmede mig 40, indså jeg: Hvad fanden, jeg kan ikke nå det hele. Jeg kan ikke nå at blive balletdanser. Det løb er kørt. Om 20 år er jeg 60. Så er det slut, jeg er færdig. Man går på pension, bliver 80, og så er man død, hvis man er heldig. Det gik op for mig, at man kan bygge en hel masse op i sit liv, og så ender det alligevel med, at det bliver taget fra dig.”

Casper Christensen røg ned i et mørkt hul. Alderen var det mindste af det hele. Langt mere voldsom og chokerende var følelsen af at være gået i stå som professionel komiker og entertainer. Som menneske. Han havde været på skærmen hele sit voksne liv. Siden han kom hjem fra et studieophold i USA som 18-årig, var han gået fra opgave til opgave. Det var på Bonanza High School i Las Vegas, at enebarnet Casper Christensen havde fået troen på, at han kunne drive det til noget. Han boede hos en våbenglad, men kærlig værtsfamilie og hørte Eddie Murphy og Steve Martin på kassettebånd. Han så Bill Cosby gå på scenen i Las Vegas og lægge hele salen ned, og på skolen opførte eleverne skuespil. Casper var med i forestillingen ’Den sure prins’, der spillede for 700 mennesker fem aftener i træk. Den danske udvekslingselev fra Birkerød vandt en præmie for sin birolle som stykkets skurk. Da Clark County, der dækker Las Vegas og yderkommunerne, inviterede borgerne til mime-mesterskab, stillede han op og vandt for sin fortolkning af begrebet tid. Året i Las Vegas blev et af de vigtigste i Casper Christensens liv.

”I Danmark fik jeg altid at vide, at jeg var en idiot, når jeg sagde, jeg ville være skuespiller. I USA oplevede jeg, at folk satte pris på, at man kunne et eller andet. Jeg fik en tro på, at det at lave komik, skuespil, er lige så godt som alt muligt andet. Sådan noget betyder meget, når man er i den alder, hvor gryderetten bliver kogt til.”

DA HAN KOM hjem fra USA, blev han ansat på DR, og få år efter fik han sit store folkelige gennembrud med ’Husk lige tandbørsten’ i 1995. Showet blev optaget foran et hujende publikum i et studie i Københavns Lufthavn, hvor Casper Christensen, med hornbriller og sortfarvet hår, sendte vinderparret på ferie til Bali og taberne til Brovst. Showet var en kæmpesucces. Der var bud efter ham. Telefonen ringede med tilbud. Quizprogrammer, tv-serier, radio, reklamer, julefrokoster, music awards. Det var svært at sige nej.

”Som ung oplever man, at der kommer nogen og siger: ’Hallo, du er pissegod, du skal lave noget for os, du får den her pose penge, så kan du købe en bil.’ Nå for søren, så gør man det. Tre måneder senere kommer der nogen og siger: ’Ej hvor var det godt, mand. Du skal over hos os i stedet for, der er gratis juice.’ Det er sådan, det fungerer. Man rakker rundt fra sted til sted. Der er hele tiden nogen, der klapper én på ryggen, og man tjener nogle penge og laver noget, der er godt, og noget, der er uinteressant, i et mærkeligt zigzag-mønster.”

Han ramte ikke plet hver gang. ’Safari’ var DR’s stort anlagte efterfølger til ’Tandbørsten’. Forventningerne var enorme, men danskerne forstod ikke programmets absurde satire (først senere, på DR 2, fandt formen sit publikum med ’Casper og Mandrilaftalen’). På premiereaftenen på ’Safari’ blev seertallene fulgt ude i producerrummet. Tallene blev målt minut for minut. De startede på en million. Efter under en halv time var de faldet til 400.000. Aldrig har et dansk tv-program oplevet så stor seerflugt på så kort tid. Da fiaskoen var en realitet, gik produceren ud på toilettet og kastede op. Syg af stress og forventninger.

Manageren Erik Algreen lytter til Casper Christensens historie. Han mener, at komikerens karrierekvaler er typiske for kreative mennesker: ”Man bliver overrumplet, smigret og duperet over at blive rost og få tilbud om at være med i alle mulige projekter. Tilbuddene føles som kærlighedserklæringer. Folk kommer i realiteten og siger, at de elsker én. Det er selvfølgelig rart, men det er svært at navigere i. Det svarer til at ville være kæreste med alle dem, der gerne vil være kæreste med én. Det kan blive en temmelig besværlig tilværelse.”

Erik Algreen arbejder med en blanding af filosofi, managementteori og almindelig sund fornuft. Han har brugt de seneste to år på at diskutere med Casper Christensen, hvad det er for en type arbejde, der gør komikeren glad, og hvor han føler, han udnytter sine evner bedst – den absurde humor, den ætsende satire, lysten til at fortælle historier om mennesker, og hvordan vi omgås hinanden. Når han som dreng var på tur med sine forældre og ventede på Storebæltsfærgen, kunne Casper og hans far få halve timer til at gå med at betragte folk og opdigte drillende, fabulerende historier om dem.

Han har vundet sine sejre og taget sine tæv på skærmen, og han har lært, hvad det vil sige at være et offentligt kendt ansigt i Danmark. Der var favoritfester og glas og galla på Se og Hør. Han tog for sig af retterne og fik et chok, da Henrik Qvortrup indførte en ny, aggressiv ugebladsstil med fotografer, der ventede i hækken. Casper Christensens forhold til ugebladet nåede et højdepunkt under en ishockeykamp mellem Rungsted Cobras og et kendishold bestående af bl.a. Iben Hjejle, René Dif og Ida Corr. Midt under kampen kunne man se Casper Christensen sætte efter en fotograf fra Se og Hør. Fotografen flygtede hen over isen efterfulgt af Casper Christensen på skøjter.

Komikeren var ved at få nok. Parrets lejlighed på Nytorv, tæt på den farverige ende af Strøget, føltes pludselig klaustrofobisk. ”Det var som en stor, tyk grød, der begyndte at klistre til kroppen. Jeg følte, at alle kiggede på mig som lige præcis den person, jeg ikke har lyst til at være. Som en skiderik.” 

Det kulminerede, mens han arbejdede på ’Klovn’ og ’Deal No Deal’. Han var gået i stå, kørt fast. Der var dage, hvor Casper Christensen vågnede om morgenen, kørte børnene i skole og tog hjem og gik i seng igen.

”Jeg har aldrig tjent så mange penge, som da jeg var allermest ulykkelig,” siger han om årene som quizvært. ”Det er serious shit, det her. Hvis man ikke kan se meningen med det, man laver, så kan man lige så godt gå i seng igen.”

Mikkel Nørgaard, instruktør på ’Klovn’, og medspilleren Frank Hvam kunne se, at den var gal. Holdet besluttede at udskyde optagelserne en uge og beordrede i samråd med Iben Hjejle en mørbanket Casper Christensen på ferie 14 dage i Thailand. Det var første gang, han var alene på rejse. Han gik lange ture, sad og stirrede ud over vandet og læste ’Vejen’ af Cormac McCarthy om en far og søn, der kæmper for at overleve i USA, efter at en stor, unavngiven katastrofe har fundet sted. Turen gjorde underværker. 40 år gammel tog Casper Christensen sit liv og sin karriere op til revision.

MAN BEHØVER IKKE gå længe rundt i Los Angeles’ tungt trafikerede gader for at bemærke flere ting om Casper Christensen. Han går stort set aldrig over for rødt (hans far Lars Christensen var direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed og opfandt Børnenes Trafikklub og ’Trafikskeen’). Han kan godt lide at se på butikker: Han prøver en brugt læderjakke med mohikanerflæser hos Jet Rag, ser på tatoveringer hos Spotlight Tattoo, køber gaver til sine børn og studerer underlige objets de mort hos ’Necromance’ på Melrose Avenue, en butik med billeder og genstande fra anatomiens rædselskabinet, skabe med døde natsværmere, fugleskeletter, smykker, røgelsespinde, falske kranier og uhyggelige hologrammer af smukke kvinder, der forvandles til grinende ådsler. Stedet er gennemsyret af en morbid humor, der undertiden minder om Casper Christensens egen.

Nogle gange stopper han op og stivner midt på fortovet og ligner en, der er kommet i tanke om, at han er gået hjemmefra med komfuret tændt. Han griber bagud med venstre arm og tager sin notesbog frem fra baglommen. Det er en Moleskine-bog med sort læderomslag. Han har den med overalt. Casper Christensens læge har engang sagt til ham, at han associerer lige så hurtigt som et manisk menneske, som en sindssyg. Men i modsætning til den sindssyge har de vildtvoksende tanker hos Casper Christensen en rationel struktur, en intellektuel form for lysregulering, så han ikke går fra snøvsen. ”Han kan tage låget fuldstændigt af,” fortæller hans kæreste Iben Hjejle senere, hjemme i København. ”Han har et ekstra gear, som ikke ret mange mennesker har. Når jeg er i et bestemt hjørne, synes jeg, han er virkelig sjov og fantastisk, og når jeg er i et andet hjørne, må jeg sige: ’Nu er du simpelthen nødt til at lukke røven.’ Fx kan jeg sige til ham: ’Det nytter ikke noget, at du har fyldt opvaskemaskinen uden at starte den, det er drønirriterende.’ ’Ja, men det er fordi, jeg er en golden retriever.’ Og så kommer der en lang sang om, hvordan det er at være en golden retriever, som har glemt at tænde for opvaskemaskinen. Tit kan det få mig ud af en stemning, andre gange er jeg nødt til at gå ud i haven og sidde for mig selv.”

Casper Christensen står på fortovet i Los Angeles og skriver i sin notesbog. Det er en form for automatskrift, forklarer han. Han skriver alt, hvad der falder ham ind. Det skal ikke nødvendigvis bruges til noget. Han bruger bogen til at tømme hovedet, aflevere tankerne et sted. Notaterne kan opdeles i forskellige kategorier:

En stemningsbeskrivelse: ”L.A. En langstrakt kildren af ensomhed og muligheder. Tiden bevæger sig ikke. Alle er et andet sted, men fysisk for meget til stede. Sidder på en diner. Flot.”

En observation: ”Valet girl. Hendes lethed, drengethed. Hun kører alle biler uimponeret. Ingen nervøsitet. Som en mand. Hun er fra Brasilien. Godt smil. Men røven bærer præg af mange år som valet-parker. Bred af bilsæder. Men hun smiler og er iført drengetøj. Det har jeg altid godt kunnet lide. Brasilianske piger i drengetøj.”

Tankespind: ”Jeg er det ældste menneske på hotellet. En kvalmende hyldest til ungdommens forfængelighed og egoisme. Jeg forelsker mig efter nogle øl i den eneste pige, som jeg regner med lugter af sved. Grateful Dead-T-shirt, tatoveringer og stålbriller er pludselig en befrielse. Hendes undertrøje med ulv og måneskin er fucking sexet. Hun er virkelig. Alder er intet problem. Men ungdommens øjne og deres indskrænkethed. En provokation, som de vinder på stram hud og stiv pik.”

Stikord til en vittighed, som han måske vil bruge en dag: ”Økonomisk kriminalitet. Jeg har voldtaget min revisor.”

HER ER EN anden scene fra Amerika. Den finder sted onsdag formiddag. Stedet er Venice Beach, Los Angeles. Casper Christensen har parkeret sin lejede sportsvogn, et drøn af en sort Camaro med 420 heste. Han er taget ud til stranden for at gå en tur og for at læse fem filmmanuskripter, som han har med i tasken. Manuskripterne har han fået af Erik Algreen, som har kontakt til hundredvis af forfattere i byen. Meningen er, at Casper Christensen skal læse historierne og vurdere, om forfatteren er talentfuld og værd at samarbejde med på andre projekter. Casper Christensen kommer gående på det smalleste sted af stranden, lige ved tennisbanerne. Han er en smule desorienteret og irriteret over, at der er så mange turister, da en sort fyr henvender sig til ham. Det er som taget ud af en film. Men det er sandt nok. Her er, hvad der hændte:

 

 

                  SORT FYR

”Hvor er du fra?”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Vender sig om, på vagt)

”Jeg er fra Danmark. Jeg er ikke interesseret i noget.”

 

                  SORT FYR

”O.k., men vil du ikke lige høre min cd?”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

”Det er jeg faktisk ikke interesseret i. Er det hiphop?”

 

                  SORT FYR

(Forarget)

”Selvfølgelig er det hiphop!”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

”Jeg kan ikke så godt lide hiphop.”

 

                  SORT FYR

”Det er jeg ked af at høre. Men hør her. Nu får du cd’en med hjem som gave, så kan det være, du vil sætte pris på musikken.”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Vinker afværgende med begge hænder)

”Nej, det skal jeg ikke.”

 

                  SORT FYR

”Jo, du skal have en gave.”

(Han rækker cd’en til Casper Christensen, som tøvende tager i mod den)

”Hvad hedder du?”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

”Jeg hedder Casper.”

 

                  SORT FYR

(Signerer cd’en og giver den til danskeren)

”Værsgo, Casper. Tag den med til Danmark, lyt til den. Måske kan det være, mit gennembrud kommer derfra.”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Lettet over, at det er overstået, så han kan komme videre)

”Tak skal du have.”

 

                  SORT FYR

”Jeg kunne godt tænke mig at få 20 dollars for den. Det ville være fair.”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Forvirret og utålmodig)

”Det synes jeg ikke, jeg har lyst til, for jeg kan jo ikke lide pladen. Jeg kan med det samme sige, at jeg ikke bryder mig om den.”

 

                  SORT FYR

(Bedende)

”Årh, men bare lige for …”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Gentager sit nej, men er klar over, at han ikke kan give cd’en tilbage til fyren, nu hvor han har skrevet Casper på den. Danskeren stikker hånden i lommen og finder en ti-dollar-seddel. Han gør klar til at gå videre, da der kommer endnu en sort fyr. Han er noget større end den første)

 

                  SORT FYR II

(Peger glædesstrålende på cd’en i Casper Christensens hånd)

”Har du givet ti dollars for den der? Hold kæft, hvor er det godt. Det er fantastisk, du er en guttermand. Du skal have en gave.”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Ivrig)

”Virkelig?”

 

                  SORT FYR II

(Rækker Casper Christensen en cd. Det er også hiphop)

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Skuffet)

”Det er pænt af dig, men jeg skal ikke have mere end én cd.”

 

                  SORT FYR II

(Forurettet)

”Jo, da. Hvorfor vil du ikke tage imod den? Er hans musik bedre end min eller hvad?”

(Nikker over mod den første sorte fyr, der forholder sig tavs).

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Overbærende)

”Nej, jeg vil da gerne tage din også.”

(Tager imod cd’en).

 

                  SORT FYR II

”Så synes jeg egentligt, det ville være fedt, hvis du også gav mig ti dollars. For hvis du støtter mig …”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Afbryder, hidsig)

”Nej, nu må det stoppe. Jeg kan slet ikke lide hiphop. Og i øvrigt mener jeg, at jeres salgsmetoder muligvis er bedre end jeres musik.”

 

                  SORT FYR II

(Fortsat)

”… så støtter du også dem …”

(Nikker over mod en gruppe på ca. ti sorte fyre i midten af 20’erne. De er alle tætbyggede og i basketballtøj)

”… Men hvis du ikke støtter mig, så støtter du heller ikke dem.”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Pludselig utryg)

”Ved du hvad, du kan få fem dollars, og så er jeg

færdig, så er jeg ude herfra.”

(Han finder en fem-dollar-seddel i lommen.

I samme øjeblik kommer en tredje fyr hen)

 

                  SORT FYR III

(Glædesstrålende)

”Gav du ham fem dollars?”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Nu for alvor på vagt)

”Æhm.”

 

                  SORT FYR III

”Så skal du have en gave.”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

(Udmattet, vred)

”Jeg vil simpelthen ikke have flere gaver. Jeg kan ikke lide jeres musik. Jeg vil ikke have mere.”

 

                  SORT FYR III

”Du skal have en cd.”

 

                  CASPER CHRISTENSEN

”Nej!”

(Løfter afværgende hænderne og løber baglæns væk fra gruppen af fyre med sin taske indeholdende fem filmmanuskripter og to hiphop-cd’er. Da han kommer hjem til sit hotel, The Beverly Laurel Motor Hotel, smider han cd’erne i skraldespanden. ”Jeg store idiot,” tænker han. Han ærgrer sig også over, at han ikke fik sagt til fyrene, at Obama næppe ville bryde sig om deres metoder. Men han turde ikke. Senere kommer han i tanke om, at han måske kan bruge episoden som stand-up-materiale. Der er noget at arbejde videre med. Måske vil han teste det foran et publikum i klubben på Amager).



TORSDAG SKER DER lidt af hvert i Los Angeles. Michael Jackson dør, og Casper Christensen skal til et vigtigt møde. Mødet finder sted på Warner Brothers. Det er svært at referere fra samtalen, fordi den omhandler filmprojekter, som er under udvikling, og omgærdet af et massivt hemmelighedskræmmeri. Men vi kan sige så meget, at Casper Christensen sidder i en sofa på et kontor med gardinerne trukket for. Produceren Dan Lin har inviteret danskeren til en snak og for at se, hvad han har at byde på. 35-årige Dan Lin er lidt af en komet i Hollywood. Han har etableret sit eget produktionsselskab under Warner Brothers og har produceret ’The Departed’ med Jack Nicholson, ’Terminator Salvation’ og ’Sherlock Holmes’ med Robert Downey Jr. Måske er der basis for et fremtidigt samarbejde med danskeren, som har forberedt sig nøje. Han har nærlæst tre manuskripter til film, som Dan Lin har under udvikling, og han fremlægger nu sine bemærkninger på et formfuldendt engelsk-amerikansk. Veloplagt og i fuld kontrol. Han ved godt, at han har noget at byde på. I en by, hvor manuskriptforfattere lever i årevis uden at få sendt så meget som et halvt minut af deres materiale på tv eller i biografen, vækker det interesse at møde en dansk komiker, som har adskillige lange serier på cv’et (’Mandrillen’ kørte i 67 afsnit, ’Langt fra Las Vegas’ i 53 afsnit og ’Klovn’ i 60 afsnit). Det er et uhørt bagkatalog i Los Angeles. Jo, tak, man vil gerne tage en snak med Mr. Christensen. Han fremlægger sine indvendinger mod de tre manuskripter, mens Dan Lin og to producerkolleger lytter. Det gør indtryk, at Casper Christensen har fanget en graverende fejl i en af historierne. En dramaturgisk brøler.

”Dan Lin var glad for, at det blev opdaget. Den ene af hovedskriverne var ikke så glad,” bemærker Casper Christensen efter mødet. Han er godt tilfreds. Om samtalen munder ud i et senere samarbejde med Dan Lin og Warner Brothers (fx kunne man forestille sig, at danskeren blev hyret som manuskriptkonsulent på en film), er ikke til at vide. Det betyder ikke så meget. ”Det, der betyder allermest, er, at sådan et møde som i dag bekræfter mig i, at det, jeg har gang i, kan lade sig gøre i et eller andet henseende. At de gider lytte, og at man ikke er en eller anden idiot, der bor i et lille land og skal holde sig der.”
 
EFTER MØDET PÅ Warner Brothers ændrer Casper Christensen planer. I stedet for at køre hjem til hotellet sætter han kurs mod UCLA-hospitalet. Der er en mærkelig summen i Los Angeles efter nyheden om Michael Jackson. ”The King of Pop is dead,” siger de i radioen. Casper Christensen vil gerne hen og se, hvad der foregår. ”Lad os komme af sted.” Foran hospitalet har tv-vogne med hvide paraboler og kvindelige nyhedsværter med rød læbestift taget opstilling. En mor har taget sin søn med, klædt ud som Michael Jackson med hvid handske og sort hat. Drengen er vel fem år. Folk tager billeder af ham med deres mobilkameraer. En gruppe på ca. 100 mennesker er gået sammen i et sørgeoptog, ’March for Michael’, foran hospitalet. De spiller ’Thriller’ fra en ghettoblaster, og lyder som om de er på vej til koncert. På et hjørne står en mand og sælger Michael Jackson-T-shirts til 20 dollars stykket. Casper Christensen noterer sig, at få timer efter popstjernens død har nogen forstået at gøre en forretning ud af den.

Den danske komiker vedkender sig at være drevet af den samme nysgerrighed som alle andre og af at befinde sig midt i en tv-transmitteret verdensbegivenhed. Men han ser ikke det, alle andre ser hjemme foran fjernsynet. Folk sørger, eller gør de? Tre teenagerpiger står halvt ude på kørebanen og omfavner hinanden, grædende. De løfter blikket, vender sig rundt og spejder efter kameraerne. Casper Christensen bemærker den tavse, indforståede aftale mellem kameramanden og de sørgende. Folk spiller komedie for at komme i fjernsynet. Begge parter får noget ud af det. Ingen lader til at være oprigtigt kede af det ud over en fyr, der sidder forstenet under et træ og laver et V-tegn. Han er her slet ikke. Han er et helt andet sted.

Casper Christensen kan ikke lade være med at føle en vis kollegial sympati for Michael Jackson. En instinktiv tro på, at historierne om sangerens privatliv er opdigtede. Elefantmandens knogler. Og hvad så? Casper Christensen trækker på skuldrene. ”Prøv lige at høre, mænd køber alt muligt pis. Jeg bruger penge på at leje en dyr bil, selv om jeg ikke har råd til det. Jeg samler på kaffekopper med dødningehoveder. Havde jeg haft pengene, havde jeg muligvis selv købt Elefantmandens knogler. Det kunne da være en meget sjov ting at have.”

Han køber en hvid Michael Jackson-T-shirt og tager den ud over skjorten, han havde på til mødet med Warner Brothers, og sætter sig hen på en mur sammen med en gruppe sørgende, som har taget opstilling foran fotograferne. Casper Christensen, der hele sit voksne liv har levet af at genopfinde sig selv foran et kamera, er i gang med at lave sin egen event ud af årets største tv-begivenhed. Hans øjne er fulde af sorg, mundvigene vender nedad. Det er ’Casper og Mandrilaftalen’ opført live midt i Hollywoods svar på Hjallerup Marked. Der er ikke et øje, der genkender danskeren, han har det forrygende. ”Det er fantastisk, hvis der er billeder af mig i Singapore News i morgen, sørgende,” siger han med hemmelig triumf i stemmen.

Det er en sen torsdag eftermiddag i Los Angeles. Hjemme i Danmark er det nat. Casper Christensen går hen for at finde sin bil. Han skal hjem til hotellet og være klar til en ny arbejdsdag i morgen. Han er en mand på 40 år, som tilfældigvis er sjov. Han synger med på countrysange i bilen, når han er i godt humør. Han kan også være utålmodig, grov og temperamentsfuld. Hans kolleger siger, at det er, fordi han brænder for det, han laver, og ikke kan holde ud at gå på kompromis. Han elsker sin kæreste, fordi hun ser en side af ham, andre ikke ser. Han kan ikke tåle spinat. Om to måneder fylder han 41. For første gang i lang tid føler han, at han er på vej.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman