Tårer, slagsmål, brækdruk, backstabbing og sex for åben skærm. Aldrig tidligere har tv-stationerne bekriget hinanden så hårdt på danskproduceret reality- og følelses-tv som netop nu. Hvad er det, der sker med vores tv-skærme og med os? spørger Jens Vilstrup i dette brev til 24-årige Nadia fra Aalborg, der deltager i TV3-programmet ’Fristet – hvor langt vil du gå?’

KÆRE NADIA, du hørte ikke latteren, men da Ellegaard frejdigt trak bukserne ned i ’Fristet – hvor langt vil du gå?’, og kameraerne zoomede ind på hans hvide røv, rungede den højt fra produktionsholdet i huset ved siden af ’Fristelsernes villa’. Og mens du bed dig i underlæben og kiggede forvirret og forgæves omkring efter et holdepunkt, blev tilrettelæggerlatteren hængende, plat og længe i den knastørre tyrkiske aftenluft.

Og da ponytail-tatovøren fra Alanya begravede sin sitrende nål i Ellegaards dengang 17-årige balle og begyndte at tegne en grim, skeløjet ged på den, blev latteren derude i tv-tilrettelæggerrummet endnu højere, endnu mere skolegårdsmobbende. Og dem, der lo, var voksne, veluddannede mennesker, og selv om ikke en eneste af dem kunne drømme om at medvirke i det, de selv laver, kunne ingen få øjnene fra den bare røv på monitor-skærmene. De havde alle sammen travlt med at dele et øjeblik af godt tv.

”Det’ eddermame svedigt, det der,” råbte en af produktionsholdets fotografer, og da en af de skrivende underholdningsjournalister – der af TV3 var fløjet ned til Alanya for at overvære optagelserne – i et sjældent øjebliks ægte undren spurgte: ”Filmer I virkelig dét der?”, svarede tv-folkene højt, i kor og lige så undrende tilbage: ”Ja da, det er jo reality.”

Og senere, da jydekække, halstatoverede Andreas fra Viborg og evigt selvspejlende Rune fra København stod ved siden af hver sin blender med en guldfisk i, og begge for 30.000 kr. var så parate til at vride knappen og lave fiskene om til fucking makrelsalat, sagde du: ”Må man vise det dér på fjernsyn?” Det røg ud af munden på dig, du vidste ikke, at der ikke var strøm på de blendere, og det skulle du ikke have sagt. For det, at du udadtil virker så uberørt, og det, at du juridisk set havde fuldkommen ret i dit spørgsmål, det gjorde, at kvinderne derude i tilrettelæggerrummet ikke kunne lide dig. Du skulle ikke komme her med dit filter og dine manerer og tro, at du kunne rokke ved konceptet.

Du havde selv meldt dig, og du skulle eddermame ikke rende rundt og tro, at det var en badeferie, det her. Du skulle skrælles ned til en simpel, dyrisk grundfølelse, seerne kan forholde sig til, din skidesmukke, skideirriterende Aalborg-pige. De var så trætte af alt dit lillepige-shit og ”Hold da kæft for nogle white-trash-sko,” du i øvrigt havde på.

    
En kort optagepause i ’Fristelsernes villa’. - ”Smil, I er på.”

DU UNDRER DIG selvfølgelig over, hvorfor jeg skriver til dig, Nadia. Men det gør jeg, fordi du var den eneste ud af de ti deltagere i startcastet, der luftede skrupler, da jeg talte med jer på det danske ferie-resort Oasis Club i Alanya, lige inden optagelserne til ’Fristet’ gik i gang. Vi sad der ved poolen mellem ferievillaerne, der tilhører Remee og Kandis-Johnny og Dennis Knudsen og Alexandra og Martin og Stein Bagger, før han blev afsløret, og du sad dér i solen og tvivlede på, om du mon havde gjort noget dumt.

Forinden havde du ligget alene på et steghedt hotelværelse nede i Alanya, fordi du ikke måtte tale med de andre deltagere, og mens du lå og stirrede op i loftet, plagede det dig, at du ikke havde tænkt det ordentligt igennem, at du bare havde fulgt en pludselig indskydelse, da du så, at TV3 søgte deltagere til et helt nyt reality-program. Du havde alligevel planlagt at tage ud at rejse, så hvorfor ikke i stedet tage til Tyrkiet og prøve dig selv af i et reality-program? Men ville tv-folkene udlevere dig og din person, ville de vise dig nøgen, selv om de havde lovet, de ikke ville, og hvad mon dine forældre ville sige til det hele?

Og du lå og spekulerede på dengang, to fra din gamle folkeskole havde meldt sig til ’Paradise Hotel’, og du havde tænkt: ”Eijj, la’ nu vær,” for inderst inde vidste du jo godt, at der er en personlig pris at betale for at være med i den her slags tv-programmer, og nu var du bekymret over, hvilken regning der skulle skrives til dig. Og du anede det ikke, for ud over at I ville blive fristet på jeres moral med penge og mærkevarer, havde ingen af jer på forhånd fået noget at vide om, hvad I skulle igennem. Tv-folkene ville ikke have, at I skulle forberede jer mentalt. Jeres ægte følelser skulle direkte på skærmen.

Og da vi sad der ved poolen, og også dagen efter, da vi kort mødtes igen, forekom du så uspoleret, så rigtig, som en, man gerne ville lære at kende – sådan i virkeligheden, uden tv-kameraer. O.k., måske er jeg bare en naiv, gammel idiot, der skulle lukke arret og tage og wake up to reality, og selv om det er svært at tro det, så er din sødme måske bare noget, du har øvet dig på hjemmefra, noget, du bare går rundt og spiller, det kender jeg dig ikke godt nok til at vide.

Uanset hvad kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad du mon ville have tænkt, hvis du, ligesom mig, to dage inden optagelserne begyndte, havde siddet til middag på sådan en danskejet restaurant i Alanya, hvor vi journalister skulle møde tv-folkene bag ’Fristet – hvor langt vil du gå?’. Alle var vi venner og lo og drak, og på det personlige plan var de jo søde, de fleste af de der tv-folk, og meget af det, de siger, er selvfølgelig også faglig jargon, men alligevel var der ved bordet sådan en skræmmende smilende enighed om ikke at gøre verden til et bedre sted at være. Folk er jo, når alt kommer til alt, nogle idioter, så hvorfor ikke dyrke og lave tv på det? Pyt nu med, at tv-mediet er det mest magtfulde af alle, det er jo kun underholdning, ikke andet. Så mens en optrædende kvinde færge-croonede hen over en aftenbelyst, klorskinnede swimmingpool, løftede tv-folkene stemmerne og sagde, at ”det her bliver det ondeste program.” Og lidt efter sagde en af dem, en ledende tv-mand: ”Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Vi lever i et overflodssamfund, derfor laver vi tv om menneskedyret – det er dét, vi er nysgerrige på,” og bagefter, da der var kommet mere hvidvin i glassene, lavede en kvindelig tv-medarbejder kyshånd mod himlen, mens hun eksalteret råbte: ”Tak, Amalie, taaak,” og så gik vi alle sammen op i baren og fik flere drinks, mens vi løftede armene og sang med på danske ’Skub, skub, skub til taget’, som bragede ud af højttalerne.


Den tyrkiske varme viftes væk. Det er Nadia yderst til højre.

DU KAN IKKE huske det, Nadia, men det hele startede for 20 år siden. Jovist, der har gennem tiderne altid været skæggede damer, dværge og stærke mænd, der har optrådt på markeder på den måde, som du og de andre i dag optræder på tv, men dengang for to årtier siden skete der alligevel noget, der blev en folkelig katalysator for det, tv-folk i dag kalder fascination – et begreb, der har skabt uendelige mængder tale- og tv-tid til typer som Sidney Lee og ’Dumme Amalie’ og ’Bøsse-Gustav’ og Michael ’Penis’ Bjørnson.

Oppe på toppen af det Nordjylland, hvor både du og janteloven kommer fra, optrådte et besynderligt ægtepar på restaurant Skansen i hjemmesyede skriggrønne Robin Hood-dragter. Hun med skørt hår, lavthængende guitar, selvsiddende strømper og sparkende spjætben, han med keyboard, marcipanmave, puddelhundehår og store, skævtsiddende stålbriller. Udenfor på gaden i Skagen var der lange køer, og indenfor i den tætpakkede kro- og kropsvarme masede publikum sig frem mod den lille scene. Alle skulle se det skøre ægtepar, de måtte ved selvsyn konstatere, om det virkelig kunne passe, at de var så dårlige, at de fik penge for det. Og ja, det var de, de ramte sjældent en tone rigtigt, til gengæld var de grimme og spøjse og optrådte hæmningsløst derudad, som om de faktisk selv troede, at de kunne noget. Og det var så pissehamrende befriende skægt, at danskerne, med kongefamilien og hele uge 29-sølvtøjet i spidsen, strømmede ind på Skansen i årevis.

Og hagegnidende journalister fra alle de seriøse medier drog nordpå for at afdække hemmeligheden bag Sussi og Leo. Der måtte være en, andet kunne simpelthen ikke passe, man får ikke en kontrakt på 5,8 mio. kr. over fem år og så ekstremt meget exposure i medierne, blot fordi man stiller sig op på en bodegascene med sjovt hår og spjætben.

Så der blev lavet tv og udgivet bøger om fænomenet – selv toppolitikeren Inger Støjbjerg skrev en – men forfattere og journalister kunne ikke finde anden forklaring, end at duoen bare var ’ægte folkelig’. Hvad de ikke dengang vidste, var, at janteloven var i gang med at blive afmonteret ikke så langt fra det sted, hvor den blev skrevet. Og det er så underligt med den jantelov, Nadia, for det er, som om ingen rigtigt har tænkt på, at Aksel Sandemose måske kun skrev den, fordi han blev skidesur over, at morsingboerne ikke gav ham nok opmærksomhed.

Artiklen fortsættes på de følgende sider...