Er du nogensinde blevet interviewet?

Altså ikke af en veloplagt Gallup-type over telefonen, men om de store personlige spørgsmål, som i bund og grund skulle afklare, hvorfor du er, som du er. Det har jeg, og jeg havde absolut intet at byde på.

Da jeg for snart to år siden nærmede mig min 40-års fødselsdag, blev jeg kaldt op på Nils Thorsens kontor. Politiken-journalisten, som i de seneste 10-15 år har krydsforhørt det halve af det Danmark, der er noget ved musikken. Lars von Trier, Suzanne Brøgger, Jørgen Reen-berg. Nu skulle han skrive mit lille fødselsdagsportræt og ville gerne have det basale på plads: Hvor kom jeg fra, hvad lavede mine forældre, hvorfor var jeg blevet journalist? Den slags. Bare en halv time.

LÆS OGSÅ: Mick Øgendahl: "Kør mig til psykiatrisk afdeling"

Det var op ad bakke. Alt, hvad jeg som hans redaktør forventede, at han skulle have ud af folk, skulle jeg nu selv levere. Han lagde båndoptageren foran mig. Jo, æh ... Jeg havde altid godt kunnet lide at skrive … Ca. tre minutter senere slukkede han den igen. Vi kunne ikke, og vi grinede småhysterisk lettet over, at vi nu kunne finde tilbage i vores vante spydige grundtone.


Euromans chefredaktør Kasper Steenbach. Foto: Magnus Ekstrøm

Problemet var ikke bare, at min historie var for lille, almindelig og ufarlig til, at vi kunne lade båndet køre videre, men lige så meget, at jeg ikke var i stand til at give noget som helst af mig selv. Jeg var simpelthen utilpas i interviewofferrollen.

LÆS OGSÅ: Krasnik-metoden

Det er der andre, der har været før mig. Men ofte folk med en bedre, bredere appellerende og farligere historie end min. Og hvor Nils Thorsen kunne lade mig slippe af krogen, er det vigtigt, at interviewstanden insisterer på at tilbyde de mennesker, der har præsteret noget i en større sags tjeneste og har noget at byde på, tid, plads og tryghed til at folde deres historie ordentligt og nuanceret ud. Som en lille biografi, hvor der efter endt læsning ikke er meget mere at komme efter. Et liv på godt og ondt levet hen over 8-10 sider.

Mick Øgendahl har modet og har fået tiden og pladsen til at dele sin historie om bl.a. det store sammenbrud, han oplevede sidste år. Med efterfølgende indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Snot og tårer, som komikeren siger i Henrik Nordskildes interview på s. 42.
Den historie er vigtig, fordi de fleste mænd har det som mig: Vi kæmper alle med et eller andet, men vi har svært ved at dele historierne om vores psykiske skavanker.

LÆS OGSÅ: Mads Holgers forunderlige rejse

Siden Euromans fødsel har det velfortalte portrætinterview været magasinets varemærke, og det handler ikke om nyfigenhed – at vi vil tættere på de kendtes privatliv. Nej, vi vil tættere på de mennesker, skurke som helte, der tegner vores samfund, fordi vi i sidste ende deler grundvilkår. Vi er mennesker, mænd, sønner, ægtemænd, fædre, karrieremennesker, der forsøger at forme vores eget liv, men først efter, at vi er blevet formet af et liv, et sæt forældre eksempelvis, vi ikke selv har valgt. Hvad gør det ved vores karrierer, ambitioner, drivkræfter, valg? Alle de store ting.

Det handler om, hvordan et menneske bliver til et menneske, og den historie er så eviggyldig, at vi måned efter måned skal tilbyde jer læsere personlige historier, I kan spejle jer i. Ikke på den idoliserede måde, men på den menneskelige måde. Når det lykkes, lever vi videre med interviewet og kommer nærmere svarene på de spørgsmål, vi alle sammen i større eller mindre grad daglig tumler med.

Jeg skal ikke lede længe i mig selv eller i min nærmeste familie eller omgangskreds for at finde eksempler på stress, depression, mentale vildspor, alle de kræfter, som har med Mick Øgendahls historie at gøre, og derfor er interviewet med ham mere end den underholdning, det også er, for vi kan se os selv eller nogen, vi kender, i det.

LÆS OGSÅ: Euroman-klassiker: Thomas Gravesen