Rupert Murdoch nægter at dø. Han holder sig i form, han har en 38 år yngre kone, er far til to små børn og farver sit hår over vasken på et badeværelse i sin 44 mio. dollar-lejlighed i New York. Hvis han får det ordnet hos en frisør, er han bange for, at historien om, at han vil se yngre ud end sine 81 år, slipper ud og hans forfængelighed bliver afsløret.
Efter hårfarvningen tager han sin undertrøje på, der altid er synlig under den hvide skjorte, og går ud og regerer sit vaklende medieimperium. Hjemmefarvningen giver nogle gange håret et auberginefarvet skær, og hans ældste datter har konfronteret ham med, at han ikke skjuler noget som helst på den måde, tværtimod, men hendes far har altid gået sine egne veje og er vant til at få det, som han vil have det.
Selv da han blev ramt af prostatakræft, skulle det holdes hemmeligt for ikke at påvirke forretningen. For Rupert Murdoch er News Corp., og News Corp. er Rupert Murdoch. Derfor fik hans fire voksne børn først besked om sygdommen, da historien slap ud i de medier, han ikke selv kontrollerer. Selv for Murdoch er visse ting svære at skjule, også historiens største medieskandale, der lukkede en 168 år gammel avis og gjorde ham endnu mere udskældt end nogensinde før.
Gennem 60 år har han skabt sig masser af fjender, men også nem adgang til præsidenter og premierministre. 16-timers arbejdsdage, en voldsom aversion over for dem, han ser som kloge-Åger, og en enestående overlevelsesevne har drevet ham frem. Der findes kommentatorer, der mener, at Murdoch via sine aviser og tv-stationer har bestemt, hvilke politikere, der skulle vælges i hjemlandet Australien, Storbritannien og USA.
Allerede som 21-årig overtog Rupert Murdoch ledelsen af avisen The Adelaide News efter sin afdøde far. I dag indeholder News Corp.-koncernen bl.a. tv-stationerne Sky og Fox, filmselskabet 20th Century Fox samt 175 aviser, bl.a. New York Post, Daily Telegraph, Wall Street Journal, The Times, The Sun og indtil for nylig News of the World.
Undervejs har Murdoch klaret sig gennem en tilværelse, der, efter eget valg siger han selv, er blottet for venskaber, fordi al hans tid er gået med arbejde. Han har også navigeret sin koncern gennem en økonomisk krise omkring 1990 og er blevet beskrevet som ondskaben selv for sine sensationsprægede aviser og ultrakonservative tv-station Fox News. Fx da chefredaktøren på New York Times Bill Keller engang spurgte en højtstående News Corp.-ansat: ’Hvordan kan du arbejde for Antikrist?’.
Per Mikael Jensen, øverste chef for aviskoncernen Metro International, har mødt Murdoch flere gange privat og har lagt mærke til de egenskaber, der har gjort ham så magtfuld, selv om mange netop ikke bryder sig om hans magt og sensations-medier.
”Han er ekstremt fokuseret, selv om han kan virke distræt i betragtning af, at han driver så stor en virksomhed. Og så har jeg indtryk af en mand, der får endnu mere appetit, når han møder modstand. Han er som en af de ænder i Tivoli, der popper op, og man skal slå med en hammer. Han bliver stærkere jo flere, der slår på ham, og jo hårdere de slår. Han har helt tydeligt ingen problemer med at være upopulær.”
Et cirka 30 år gammelt Murdoch-citat, der kun er blevet mere sandt med tiden, understreger Per Mikael Jensens opfattelse.
”Jeg er en katalysator for forandring. Og man kan ikke være en outsider og have succes i årevis uden at efterlade en vis mængde arvæv rundt omkring.”
Han havde dog næppe forestillet sig de slag, der skulle regne ned over ham i den skandale, der har ramt News Corp. En sag, der involverer de fleste ingredienser til en god forsidebasker. Der er både telefonaflytninger, bestikkelse, en myrdet skolepige og selvfølgelig det spørgsmål alle stiller: Vidste Rupert Murdoch, hvad der foregik i alle afkroge af hans organisation, eller handlede journalisterne på egen hånd, da de brød loven og alle moralbegreber. Murdoch har afvist ethvert kendskab til, hvad der foregik, og, for at understrege det, ofret nogle af sine nærmeste allierede, også sønnen James er fjernet fra ledende poster. Men kan hans far overleve endnu engang?
Den amerikanske journalist og forfatter Michael Wolff, der gennem ni måneder fulgte lederen af News Corp. for at skrive biografien ’The man who own the news’, kom en morgen ind på Murdochs kontor i New York. Koncernens øverste chef sad bøjet over skrivebordet med telefonen i den ene hånd og bjæffede spørgsmål ned i røret, mens den anden hånd ivrigt skrev på en notesblok. Rupert Murdoch, der ellers kan virke uartikuleret, fraværende og genert, havde lugtet blod.
Aftenen før havde Murdoch været til et middagsselskab og opsnappet, at en person ansat af Hillary Clinton var medejer af en porno-hjemmeside. Den gamle avismager kunne ikke lide Clinton, så den madding var for fristende til at lade ligge. Han satte en New York Post-reporter på sagen, og selv om der viste sig ikke at være hold i historien, fortæller episoden alligevel to ting om Rupert Murdoch: Han er selv i en høj alder stadig voldsomt engageret i arbejdet, og han er bevidst om sin store indflydelse, hvis han kan smide noget snavs efter en politiker på forsiden af en avis. Det har gjort ham både frygtet og upopulær i ’de kendte’-segmentet og blandt politikere.
Allerede som barn blev han foragtet af sine omgivelser og havde heller ikke meget valg. Den 10-årige Rupert blev sendt på prestige-kostskolen Geelong Grammar uden for Melbourne, stedet, hvor Prins Charles senere blev elev, og hvor korporlig afstraffelse var en del af skemaet helt op i 90’erne. På skolen gik sønnerne af nogle af landets fremmeste magthavere, der ofte havde set sig sure på hans far, Keith Murdoch, der var en af de førende avisudgivere i Australien. Drengen blev den forhadte søn af den forhadte far.
Senere, da Murdoch begyndte på universitetet i Oxford, hvor han læste filosofi, politik og økonomi, gjorde han en dyd ud af at være i opposition til det bedre borgerskab. Han havde en Lenin-buste på sit værelse og erklærede sin støtte til Labour-partiet, selv om han senere i livet skulle blive ejer af de mest konservative medier, man kan forestille sig.
Kampen mod eliten har været med hele vejen. Som han sagde, da han havde købt sig ind på det britiske avismarked:
”Jeg er træt af snobber, der siger, mine aviser er dårlige. Snobber, der kun læser aviser, ingen andre gider læse.”
Journalist Michael Wolff mener, at en barndom og ungdom, hvor Murdoch ikke passede ind, gav ham læresætningen ’til helvede med dem alle sammen’. Og netop den indstilling har været med til at føre ham frem, mener Michael Wolff.
”Han har haft mere magt i længere tid end nogen anden i vores tid. Han har været i gang i 60 år og har muligvis været den mest indflydelsesrige privatperson i verden. Det er en karriere uden sidestykke. På godt og ondt er han en historisk person. Han har været drevet af kærlighed til aviser og kærlighed til det at have magt. Han kender jo mange politikere. Ikke, at han nødvendigvis bryder sig om dem, men han holder møder med dem, og så gør de, som han siger.”
Som 19-årig havde Rupert Murdoch sit første møde med en amerikansk præsident, da han var med sin far hos præsident Truman. Omtrent samtidig døde William Randolph Hearst, der inspirerede Orson Welles til filmen ’Citizen Kane’ om en stenrig avisudgiver, der, ligesom Hearst gjorde, blæser historierne stort op for at få opmærksomhed og magt. Rupert Murdoch overtog stafetten fra Hearst, både med hensyn til sensationer, at få sin egen politiske dagsorden i medierne og skaffe sig indflydelse.
Murdoch har mødt samtlige USA’s præsidenter siden Truman. Dog måtte han arbejde for sagen for at få et møde med Barack Obama, der under valgkampen havde været under voldsom beskydning fra Murdochs konservative tv-kanal Fox News. Til sidst fik han som sædvanlig, hvad han gik efter og mødtes hemmeligt med Obama på Waldorf-Astoria i New York. Her luftede Obama sin utilfredshed med, at han og hans kone blev latterliggjort af Fox News, men USA’s præsident måtte indse, at han var oppe imod en uimponeret modstander. Beskeden fra Murdoch og lederen af Fox News var, at præsidenten bare kunne være mere samarbejdsvillig og stille op til interview, når de bad om det.
Anderledes nemt har det været med britiske premierministre. Murdoch indtog England med et mål om at forandre de aviser, han havde købt. Det lykkedes i en grad, så the stiff upper lip vibrerede nervøst hos de mest konservative englændere. Ifølge Lasse Jensen, mangeårig journalist og vært på P1’s Mennesker og Medier, skabte han aviser, der stadig går meget længere, end vi ser i Danmark.
”Han syntes, at englænderne var nogle arrogante overklasseløg. Det han har gjort med News of the World og The Sun, får jo det, at Ekstra Bladet roder i en ministers skraldespand til at fremstå som rene drengestreger. Jeg mener ikke, hans medier i udlandet har haft en afsmitning på danske medier. Der er sket en tabloidsering af tv, men det er en naturlig konsekvens af, at der kommer kommercielle kanaler. Der skal tjenes penge. Måske er der sket en afsmitning fra skandalen i den forstand, at mange politikere i Danmark synes, at reglerne skal strammes i forhold til, hvad medierne kan tillade sig.”
Tilsyneladende har de engelske politikere accepteret ham som et nødvendigt onde. I hvert fald har de, ifølge Rupert Murdoch, ofte selv taget kontakt til ham. Fx Tony Blair, der angiveligt fløj helt til Australien for at opsøge Murdoch, og som belønning fik opbakning fra News of the World og The Sun under valgkampen i 1997 samt opbakning fra de fleste Murdoch-aviser op til valgene i 2001 og 2005. Forholdet mellem de to blev så tæt, at Blair blev gudfar til et af de to børn, Murdoch fik, da han var godt oppe i bedstefaralderen. Blair tog også kontakt flere gange for at sikre sig medieopbakning, inden han sendte britiske tropper til Irak.
Med relationen til Tony Blair fortsatte Murdoch sin tradition for stærke forbindelser til britiske premierministre. Allerede tidligt i 1980’erne fik han Margaret Thatcher-regeringen til at strække konkurrence-lovgivningen, så han kunne få lov til at overtage aviserne The Times og The Sunday Times, selv om han i forvejen sad på en stor del af avismarkedet med The Sun og News of the World. Senere, da John Major i 1992 stod til at tabe valget til Labour-leder Neil Kinnock, så Murdoch for sig, hvordan en Labour-regering ville ændre reglerne for ejerskab af medievirksomheder.
På valgdagen kom The Sun på gaden med forsiderubrikken ’Hvis Kinnock vinder i dag, vil den sidste, der forlader Storbritannien, så venligst slukke lyset?’. En overskrift, der fik en stor del af æren for, at Major vandt. Blairs efterfølger Gordon Brown var, ifølge Murdoch, også ivrig efter at invitere til te i Downing Street, ligesom Brown var blandt gæsterne ved News of the World-chefredaktør Rebekah Brooks’ bryllup. Samme chefredaktør skulle siden få en fremtrædende rolle i skandalen. Den nuværende premierminister David Cameron fik besøg af Murdoch allerede få dage efter, han var blevet valgt i maj 2010. I øvrigt det eneste officielle møde han holdt i Downing Street den måned bortset fra udenlandske delegationer.
Som den tidligere formand for Federal Communications Commission, der regulerer radio- og tv-markedet i USA, har udtrykt det:
”Politikere regner med, at Murdoch alligevel får sin vilje i sidste ende, så hvorfor lægge sig ud med ham?”
Svaret på, hvorfor de skulle gå imod News Corp., kom, da det viste sig, at News of the World havde aflyttet omkring 6.000 personers telefonsvarere, og The Sun havde bestukket embedsmænd og politifolk til at udlevere oplysninger. David Cameron fik travlt med at tage afstand fra News Corp. Han var i en ekstra presset situation, fordi ministerens spindoktor, en tidligere ansat på News of the World, blev anholdt i forbindelse med aflytnings-sagen. En sag, der begyndte, længe før den eksploderede mellem hænderne på Murdoch.
Den britiske kongefamilie undrede sig den dag i 2005. Kun de nærmeste vidste, at Prins William var kommet til skade med sit knæ og skulle opereres, men alligevel var historien i News of the World. Klager fra hoffet satte gang i en politiundersøgelse, som førte til, at avisens redaktør måtte forlade jobbet, selv om han afviste, at han kendte noget til aflytninger.
Også filmstjernen undrede sig en dag i slutningen af 2010. Hugh Grants Ferrari var brudt sammen i nærheden af en golfbane i Sydengland. Kort efter holdt en varevogn ind til siden og ud trådte den tidligere News of the World-journalist Paul McMullan og begyndte at tage billeder. Han havde et kamera liggende i bilen ’bare til den slags heldige sammentræf’, som han forklarede. På dette tidspunkt var sagen om aflytninger af kendte allerede ude i medierne.
Oplysningerne stammede bl.a. fra McMullan, der havde åbnet for posen i et interview. Han arbejdede kun lejlighedsvist som journalist og havde i stedet åbnet en pub. Han var gået med til at fortælle om aflytningerne til en avis, hvis hans pub blev nævnt på forsiden. Selv om han blev svinet til af Hugh Grant, da han tog billeder af Ferrarien, inviterede han skuespilleren til at besøge hans pub en dag. Nogle dage senere mødte Grant op med skjult mikrofon, spurgte ind til arbejdsmetoderne og offentliggjorde udskriften fra samtalen. McMullan fortalte, hvordan han kunne sidde uden for Buckingham Palace med en scanner til 500 kr. og fange Prins Charles’ telefonsamtaler, og hvordan man nemt kunne hacke ind på en mobil-telefonsvarer.
McMullan udtrykte ingen anger, men kunne godt se paradokset i, at Murdoch-koncernen både brugte penge på at producere en film med Nicole Kidman —20th Century Fox stod bag Moulin Rouge i 2001 — og samtidig brugte ressourcer på at rode igennem hendes affald under filmfestivalen i Cannes. ’Hvor perverst er det?’ spurgte McMullan, der selv var manden, der forfulgte Kidman i Cannes.
Metoderne var perverse nok til, at News of the Worlds chefredaktør Andy Coulson måtte gå af i 2007, mens den ansvarlige for dækningen af kongehuset fik fire måneders fængsel. Rupert Murdoch benægtede alt kendskab til aflytningerne, for ”det går imod alt, hvad jeg står for.” Sandheden kan dog være mere nuanceret, mener både Michael Wolff og Per Mikael Jensen.”Han styrer sine aviser med en utrolig passion og opmærksomhed. Derfor ved han udmærket, hvad der foregår rundt omkring,” som Michael Wolff fx siger.
I 1969 havde Murdoch netop købt den tabsgivende avis The Sun og meddelt, at den skulle ændres fra bredformat til tabloidformat. En dag var han på besøg i trykkeriet, hvor nogle medarbejdere sagde, at trykmaskinerne slet ikke kunne omstilles til det nye format. Chefen reagerede ved at kravle op på en af maskinerne, åbne en låge og trække en dims ud, som, hvis den blev vendt rigtigt, ville ændre formatet på avisen. Sådan blev det, og derfra gik det stærkt for The Sun.
Murdoch introducerede Side 3-pigen og ændrede avisen i retning af sensationer, nøgenhed, kriminalitet, kendte personers utroskab, misbrug og lignende klassiske sensationsvinkler. For at dække hele ugen købte Murdoch året efter søndagsavisen News of the World. Hans daværende kone kunne i 70’erne fortælle, hvordan hendes mand tjekkede, om News of the World lå øverst i bunken af aviser i bladkioskerne og rykkede rundt på aviserne, hvis ikke News of the World var den første, kunderne så.
Især The Sun og News of the World skubbede bag på den sensationskultur, der accelererede frem mod News of the World-kollapset i 2011. Per Mikael Jensen vurderer, at Murdoch ikke har vidst konkret, hvad der foregik på News of the World, men heller ikke er helt uskyldig.
”Som forretningsmand ville det være ekstremt risikabelt, hvis han vidste, at sådan noget foregik, og lod være med at gribe ind. Omvendt tror jeg ikke, han har gjort noget særligt for at finde ud af, hvad der foregik. Det sidste er jo også kritisabelt, for selvfølgelig bør en topchef vide, hvad kulturen i virksomheden fører til. Han har så store forventninger til præstationer – og præstationerne er meget firkantede, altså oplags- og læsertal og finansiel succes – at kulturen risikerer at blive langt mere fokuseret på målet end på midlet.”
Skandalen kulminerede, da et drab på en skolepige tilbage i 2002 blev kædet sammen med News Corp. Murdoch var ikke længere fredet af de politikere, der havde frygtet at blive uvenner med ham.
Med et atletisk spring, der var en livvagt værdig, fik Wendi Murdoch kastet sig imellem, inden lagkage-angriberen nåede frem til hendes mand. Sagen om aflytningerne var skiftet fra en vis forargelse til et verdensomspændende raseri rettet mod News Corp. Mistanken om at News of the World havde aflyttet en forsvunden, og skulle det vise sig myrdet, skolepiges telefonsvarer, var slem nok i sig selv. Da det også kom frem, at avisen tilsyneladende havde slettet telefonbeskeder, så der var plads til nye, var klyng-dem-op-stemningen mod Murdoch & co. total.
At der blev slettet beskeder, havde givet politiet og ikke mindst forældrene håb om, at pigen stadig var i live. Senere viste politiets undersøgelser, at det sandsynligvis var telefonen selv, der automatisk slettede beskederne, men mistanken var mere end nok. Derfor blev Rupert Murdoch angrebet under en høring om aflytningssagen. Lagkagen, der godt nok bestod af barberskum, skulle plantes i ansigtet på den øverste leder af News. Corp. Symbolet på ondskaben og den grænseløst dårlige moral virkede dog upåvirket og tænkte muligvis mere på, at hans forsøg på at opkøbe 100% af BSkyB var blevet bremset.
Han kan ikke længere erobre nyt terræn, som det passer ham. Nogle kommentatorer i britiske medier har ligefrem talt om et britisk forår, fordi magtbalancen i medier og politik kan blive demokratiseret med mindre magt til News Corp. Men det er for tidligt at afskrive ham, mener Per Mikael Jensen.
”Det er lykkedes at kommunikere, at skandalen kun handler om tabloidaviserne. Han har også bragt nogle ofre, fordi omverdenen krævede en reaktion. Rebekah Wade (tidligere Brooks, red.), som han nærmest er besat af, blev ofret, og da det ikke var nok, måtte også sønnen James smides på bålet. Men jeg tror ikke, sagen får langsigtede konsekvenser, for der vil opstå andre sager, vi kan koncentrere os om, fx som den om Jayson Blair, der opdigtede historier på New York Times. Jeg tror godt, sønnen James kan komme tilbage.”
Tre af Murdochs voksne børn har selv valgt et andet liv end News Corp., og da James nu er blevet ofret, er det svært at se et Murdoch-barn i chefkontoret, mener Michael Wolff.
”Jeg tror nærmere, James kommer i fængsel. News Corp. tjener penge og har en god fremtid, men jeg ser ingen umiddelbar fremtid for Murdoch-familien i selskabet. Det vil være en enorm skuffelse for Murdoch, hvis ikke et af hans børn kan tage over en dag,” siger Wolff.
Paralellerne mellem Murdoch og William Randolph Hearst ligger lige for. Mod slutningen af sit liv mistede Hearst indflydelse og kæmpede forgæves mod, at ’Citizen Kane’ kom ud i biograferne. Nu kæmper Murdoch for sin indflydelse, og han kæmpede forgæves mod Michael Wolffs bog ’The man who owns the news’. Da forfatteren sendte de første kapitler af bogen til Rupert Murdoch, ringede han op og krævede ændringer i teksten. Da Wolff nægtede, sendte ejeren af News Corp. journalister og paparazzi-fotografer efter Wolff, der havde været sin kone utro og var på vej mod en skilsmisse. Først da Michael Wolff truede med at offentliggøre samtlige sine optagelser fra interview-sessionerne, stoppede hetzen.
”Jeg blev en smule overrasket, for jeg synes, at bogen tager ham seriøst. Der er stadig mange ting, jeg godt kan lide ved ham. Han er meget direkte og – på mange måder – ærlig. Han er et af de virkelig bemærkelsesværdige mennesker i vor tid. År efter år har han bare kæmpet sig fremad.”
Da Rupert Murdoch blev afhørt af undersøgelseskommissionen i slutningen af april, sagde han, at han havde oplevet skandalen som at stå på sit kontor og se en trykbølge trykke vinduerne ind. Ja, han havde fejlet, men det var, fordi arbejdsmetoderne blev holdt skjult for ham og andre i ledelsen. Rupert Murdoch lægger sig stadig ikke ned. Både han og hans børn ser sammen med resten af News Corp. den gamle chef som udødelig, mener Michael Wolff. De har tilsyneladende ikke engang turdet indse, at en anden en dag skal tage over. Heller ikke sønnen Lachlan, der allerede i 2005 trak sig fra News Corp. for at blive en del af ledelsen på en tv-station i Australien. I bogen ’The man who owns the news’ kommer han dog ind på emnet og fortæller, at hans far har svært ved at slippe kontrollen. Et vævende svar slutter med ordene:
’Jeg svarer vist ikke rigtig på spørgsmålet, men … er du ikke klar over, at min far aldrig dør?’
Ud over de mundtlige kilder er artiklen baseret på en række artikler fra internationale aviser og magasiner, BBC-arkivmateriale samt bogen ’The man who owns the news. Inside the secret world of Rupert Murdoch’.
LÆS OGSÅ: Dokumentarfilm om Ekstra Bladet går bag om facaden på en avis i krise
LÆS OGSÅ: Thomas Skov Gaardsvig: Du vil altid være nogens Emil Thorup...
LÆS OGSÅ: Beklager Obama, amerikanerne vil hellere have en tv-præsident
