Allan Simonsen: Mine hænder rystede
England – Danmark, 1983. Danmark vandt 1-0 i EM-kvalifikationen på et mål af Allan Simonsen.”Vi fik straffesparket i slutningen af første halvleg. Det var et indlæg ude fra højre side. Jeg tror, at det var Michael Laudrup, der slog den ind, og så tog deres forsvarer hånden til hjælp. Med det samme, der blev fløjtet, gik jeg væk fra det hele og begyndte at koncentrere mig om at sparke. Det var næsten altid mig, der sparkede på landsholdet. Da jeg tog bolden og lagde den på pletten, rystede mine hænder. Det var første gang, det var sket før et straffespark. Jeg havde ikke på forhånd bestemt mig for, hvor jeg ville sætte den henne. Jeg ventede, indtil målmanden gik til den ene side, og placerede den så stille og roligt modsat. Da den gik ind, kom alle følelserne frem. Alt presset forsvandt, og jeg kan bare huske en enorm lettelse over at score.”
Michael Laudrup: Jeg nåede lige at tænkte ’satans osse’
Danmark – Spanien, 1984. Michael Laudrup sparkede i straffesparkskonkurrencen i EM-semifinalen, som Danmark tabte. ”De gange, jeg har deltaget i en straffesparkskonkurrence, er det altid blevet besluttet lige umiddelbart før straffesparkene, altså efter selve kampen, hvem der skulle sparke. Det skete også her. Sepp (Piontek, red.) spurgte, om jeg var klar til at sparke. Vi fandt ud af, at jeg skulle sparke som nummer tre. Først brændte jeg. Målmanden reddede, og jeg nåede lige at tænke ’satans osse’, inden dommeren dømte omspark. Så var det store dilemma: Skulle jeg sparke i den samme side eller skifte? Målmanden havde jo læst mig på det første spark. Jeg prøvede at sætte mig ind i hans tankegang: ’Det er en semifinale ved EM, jeg står over for en ung spiller på 20 år, der netop har brændt ved at skyde til højre for mig. Hvad gør han nu? Jeg tror, at han skifter side’. Derfor valgte jeg at sparke i den samme side. Og scorede heldigvis.”
Den engelske dommer, George Courney, dømmer omspark under straffesparkskonkurrencen mellem Danmark og Spanien i 1984. Michael Laudrup sparker i samme side og scorer.
Jesper Olsen: Det var Cruyffs ide
Ajax Amsterdam – Helmond Sport, 1982. Jesper Olsen og Johan Cruyff scorer på en særlig straffesparksvariant.”Vi havde forberedt en speciel kombination til træning. Vi havde ikke snakket om det i et par måneder, men da vi fik et straffespark i den kamp, gik Johan hen til bolden for at lægge den bedre til rette. Det var signalet til mig om, at ’nu gør vi det’. Så da han lagde bolden ned igen, vidste jeg, at han ville trille den til siden ud til mig, som kom løbende ind i feltet. Målmanden gik ud for at dække mig af, og så spillede jeg på tværs til Johan, som sparkede den ind. Bagefter var det hele lidt mærkeligt. Ingen vidste, om der var mål eller ej. Men vi havde undersøgt det hele på forhånd, og målet blev anerkendt. Vi gjorde det kun den ene gang. Folk spørger selvfølgelig, hvis ide det var, og det var ikke min. Jeg var kun 21 år, det var Johan Cruyffs ide. Han var 37 år og havde prøvet alt i sin karriere. Han havde en enorm selvtillid og var aldrig bange for at gøre noget, der var anderledes.”
Morten Wieghorst: Brændte med vilje
Danmark – Iran, 2003. Morten Wieghorst brænder med vilje et straffespark. ”Det var under Carlsberg Cup i Hongkong, hvor jeg var holdets anfører. På et tidspunkt mod slutningen af 1. halvleg havner bolden i iranernes straffesparksfelt, og en af deres forsvarsspillere samler bolden op, da han hører en fløjte, men fløjtet kom ude fra publikum. Alle stoppede op og kiggede på dommeren, som ikke havde anden mulighed end at fløjte for straffespark. Så brød helvede løs. Iranerne blev vildt sure, og jeg går ud fra, at det var deres træner, der dirigerede dem ud fra banen og sagde, at de ikke ville spille mere. Morten Olsen kaldte mig ud og spurgte, hvad der foregik, og så sagde han, at jeg skulle gå ind og brænde. Og det gjorde jeg så. For mig personligt havde episoden det efterspil, at jeg fik den Internationale Olympiske Komites Fair Play-pris året efter, og vi fik en masse god eksponering til både DBU og Carlsberg. Jeg tror, at klippet gik verden rundt.”
Kim Christofte: Målmanden havde det psykologiske overtag
Holland – Danmark, 1992. Kim Christofte scorer i straffesparkskonkurrencen i semifinalen under EM i Sverige. ”Deres målmand van Breukelen havde været meget tæt på at redde Flemmings (Povlsen, red.) spark, og jeg kunne se, at han var ovenpå. Allerede på vej ned til pletten begyndte jeg at spekulere over, hvor jeg skulle sparke. Jeg var nervøs. Jeg råbte til dommeren, at målmanden skulle blive inde på stregen, så jeg ikke kom i den samme situation som Flemming, hvor de stod og skubbede til hinanden. Derfor gik jeg også bevidst meget langsomt derned. Da jeg skulle til at sparke, tog jeg først et langt tilløb og gjorde mig klar til at skyde højt i målet. Men da jeg stod der, kunne jeg mærke, at det var ham, der havde det psykologiske overtag. Jeg var nødt til at gøre noget for at knække koden. Derfor bad jeg om lov at gå hen og rette på bolden. Det var først, da jeg gik tilbage igen og tog et kort tilløb, at jeg kunne mærke, at jeg var der. Jeg vidste, at han ikke kunne nå at læse mit tilløb, og at han derfor var nødt til at lave sit udfald først. Jeg så, at han lagde vægten på sit venstre ben, og så sparkede jeg den modsat. Han var helt væk. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede, da jeg snurrede rundt bagefter. Det kom bare.”
Kim Christofte har scoret i straffesparkskonkurrencen i EM-semifinalen mod Holland i 1992. Danmark er i finalen.
