KUNAR, 2007 

"Mørket har slugt de afghanske bjerges silhuetter og lagt et kanvas af stjerner over Watapoor-dalen, da en gruppe mænd uden for huset pludselig begynder at råbe og skrige. I gæsteværelset, hvor jeg slænger mig i puder på gulvet, skeler jeg til min afghanske fixer, Malik.

Vi er i Kunar, en af de farligste provinser i Afghanistan, for at interviewe lokale om amerikanske luftangreb, der har dræbt civile. Malik er en hærdet kriger fra den militante bevægelse Lashkar-e-Taiba, men har nu et stresset blik i øjnene. ”Udlever ham! Udlever amerikaneren!” råber mændene udenfor. Det er mig, de mener. 

”Der er nogle talebanere, der har fulgt efter os,” siger Malik. ”De er kommet for at kidnappe os eller for at slå os ihjel.”En ældre mand styrter ind i lokalet. ”Bare rolig, vi skal nok få styr på det. De gør jer ikke noget,” siger han. Så griber han et gevær og løber tilbage ud i mørket. Pashtunere er stolte af deres æreskodeks, nanawatai. Selv om de kun har kendt deres gæster i et døgn, vil de gå i ildkamp for dem.

Jeg kan høre kvinderne i bygningen ved siden af. De græder i forventning om et forestående blodbad. Vagten med riflen i døråbningen er vel 14 år, stadig med dun på overlæben. Han ryster og får tårer i øjnene. ”Fuck, hvad er det, jeg har udsat dem for?” tænker jeg.  Jeg begynder at gå i cirkler, mens Malik sætter sig på gulvet og giver sig til at bede." 

------------------------------------------------

KABUL, 2015.

DET ER HISTORIER som den fra Kunar i 2007, der kan ændre luften i et rum. Også selv om det er fyldt med internationale journalister. I sine 10 år som dokumentarist har Nagieb Khaja fået ry for at gå længere end stort set alle sine udenlandske og danske kolleger.

Så denne fredag aften i Kabul, som ved andre anledninger, hvor han fortæller om et af sine nære strejf med døden, skifter tyngdepunktet omkring bordet, og et kobbel krigsreportere vender opmærksomheden mod ham. Det er en relativt ny følelse for 36-årige Nagieb Khaja.

I mange år rejste han i krigszoner for egen regning og måtte trygle for at sælge sine reportager. Hvis han overhovedet fik noget med hjem.

For otte år siden, efter en risikabel tur i bjergene med Taleban, blev han arresteret af den afghanske efterretningstjeneste, hvilket betød, at hans fixer måtte skylle alle videobåndene ud i lokummet. Året efter blev han kidnappet i Helmand, fik stjålet sit gear og kom derfra med intet andet end en hårdkogt adrenalin-anekdote og en reprimande fra Udenrigsministeriet. Men de seneste tre år har været gode for Nagieb Khaja.

Filmen ’Mit Afghanistan’, hvor han uddelte 30 mobilkameraer til afghanere, så de selv kunne skildre deres land, tiltrak international opmærksomhed. Siden er medier som BBC, Al Jazeera og Vice begyndte at betale rundhåndet for hans reportager.

Nagieb Khaja tager ikke i krig med vestlige soldater. Han hænger ud med terroristerne. Ud over hans Taleban-reportager har han interviewet lederskabet i al-Qaedas Nusra Front og fulgt den danske gangster ’Store A’ på jihad (hellig krig, red.) i Syrien. 

”Nagieb får en adgang til Taleban og al-Qaeda, som ingen andre får, og han skildrer det for nogle af verdens bedste medier. Det er kun en meget lille gruppe af internationale journalister, der kan gøre det,” siger Matthieu Aikins, en prisvindende magasinjournalist for blandt andre Rolling Stone og GQ, som har boet i Afghanistan i syv år.

 Foto: Rasmus Linaa

Nagieb Khaja er i Kabul i forbindelse med optagelser til en dokumentar for Al Jazeera om massedrab på civile i Logar-provinsen. Bag pigtråd, metaldøre og kropsvisitationer serverer en af Kabuls trendy cafeer burgere i dæmpet belysning. Men der er ikke mange gæster i de håndskårne træmøbler. Efter to massakrer sidste år, på en populær restaurant og et luksushotel, får de fleste udlændinge mad bragt til døren af deresbefæstede boliger.

Diplomater forskanser sig i stadigt mindre enklaver bag bombesikrede betonmure. Deres kontakt med afghanere er minimal. Isolationen er så total, at den danske ambassade ved månedlige danskeraftener kun tager mod dollars for drikkevarer. Ingen af personalet lader til at kende kursen på den afghanske møntfod. 

INFORMATION FRA AFGHANISTAN afhænger i stigende grad af folk som Nagieb Khaja, men han mener, at informationen fra starten af krigen var forvrænget. Krigen endte som en fiasko, fordi Vesten ikke forstod Taleban. Det forsøger han at ændre på. Men hvor begynder man, hvis man vil ind på livet af en talebaner? Hvis man vel at mærke skulle befinde sig over for en.

”Du åbner op og viser, at du er oprigtigt interesseret. Du snakker om dagligdagsting. I Logar sad de fx og så tyrkiske sæbeoperaer. De var sådan: ’Husk det nu, det er kl. 8 hjemme hos ham.’ Det er ligesom en flok gutter, der skal se fodboldkamp,” griner han. 

Nagieb Khaja har filmet Talebans selvmordsbombere i stormløb på afghanske militærbaser og set deres domstole udmåle straf i landsbyer, de kontrollerer. Så han forsøger ikke at frikende dem, men han mener, at få af dem er egentligt onde.

”Der skal nogle omstændigheder til, før folk bliver drevet ud på et plan, hvor de bliver meget voldelige, hvor de misbruger andre mennesker. Økonomisk pres, fattigdom, socialt pres. Mange af de talebanere, jeg taler med, kan jeg godt lide. Det kan godt være, at en person har lavet noget forfærdeligt, som jeg ikke har kendskab til, men over for mig har vedkommende været behagelig og underholdende. De mennesker, jeg møder, er ikke de store talsmandstyper. De er almindelige talebanere, der måske bare har en butik til daglig. De fleste af dem er ikke de store ideologer.”

Og så fortæller Nagieb Khaja en historie om en Taleban-leder, der friede til en pige, han havde set sig lun på. Pigens far ville ikke gifte sin datter væk til Taleban, og af frygt for konsekvenserne flygtede han med hele sin familie. Tilbage stod den hjertesyge talebaner, uforstående og misforstået, syntes han selv. ”Hvorfor stak de af?” spurgte han sin danske gæst. ”Troede faderen, at jeg ikke kunne tage et nej?” 


Foto: Rasmus Linaa
--------------------------------------------------------

KUNAR, 2007. 

"Jeg har mistet tidsfornemmelsen, da råbene uden for huset stilner af. En ældre mand fra landsbyrådet træder forpustet ind i værelset.

”De tror, I er amerikanere. Det er der nogen, der har fortalt dem. Men vi har lavet en aftale. De kan få lov at afhøre jer, men vi lader dem ikke tage jer. I skal ikke være bange,” siger han.

På taget af bygningen venter omtrent 20 talebanere på ham. Nogle af dem maskerede, andre med langt hår og amerikanske militærjakker.

”Krigsbytte,” tænker jeg. 

”Jeg tror, det er mig, I leder efter,” siger jeg.

”Men jeg er ikke amerikaner, jeg er afghaner.” 

En aggressiv talebaner beordrer mig til at fremsige den muslimske trosbekendelse, mens en anden oprører filmer. I mit indre tænker jeg på al-Qaedas videooptagelser af halshugninger af vestlige journalister. Trosbekendelsen sidder på rygraden, men forhørslederen er ikke tilfreds. 

”Du lyver,” snerrer han.

”Enhver kan lære at tale dari og sige småting om religionen. Du er spion.”

----------------------------------------------------- 

NAGIEB SKÆRER OFTE ansigt, selv når han slapper af. Han rynker øjenbrynene, misser med øjnene og strammer læberne. Han ligner en mand, hvis hjerne kører på fuldt smadder, og at det, han ser derinde, bekymrer ham. Han ligner også en mand, man ikke fucker med.

Måske er det et levn fra Avedøre Stationsby, hvor Nagieb voksede op som skolens tænkende alfa-han. De andre børn kaldte ham for ’Fessor’, og de havde i 6. klasse en rutine med at vædde en fridag med vikaren, hvis han kunne nævne flere hovedstæder end Nagieb.

”Så snart vi nåede til hovedstaden i Papua Ny Guinea eller Burkina Faso, var de hægtet af,” husker han, så hans ansigt løsnes i et stort smil. 

Men han var også stædig og stolt og kom tit op at bokse med ældre drenge. Bare for at vise, at de ikke kunne tryne ham. Stoltheden havde han fra sin far, der kom til Danmark som gæstearbejder omkring 1970. Få år senere tog faderen tilbage til Afghanistan og giftede sig med en kvinde, hans familie havde valgt. Sammen tog de tilbage til Danmark, hvor de fik fem børn. Nagieb var nummer tre. Faderen var Nagieb Khajas første og vigtigste rollemodel. 

”Min far sagde altid: ’Du skal ikke være en kujon. Hvis der er en i klassen, der bliver drillet, så skal du skride ind, du skal ikke bare stå og kigge.’ Jeg skulle ikke bare stå og se til, hvis der var noget, der ikke var fair,” siger han. 

Denne børnelærdom fulgte Nagieb, da han i sine tidlige tyvere arbejdede som dørmand i København. Da det diskotek i Indre By, han arbejdede for, begyndte at diskriminere mørklødede mænd, fik han alle klubbens dørmænd til at strejke uden varsel.

Nagiebs far forsøgte også at indpode en global bevidsthed i sin søn. Han forklarede ham om konflikten i Palæstina og Israel og om, hvordan medierne fik palæstinenserne til at fremstå som skurke.

”Nogle gange spillede han lidt dum og sagde: ’Kan du ikke lige oversætte for mig?’ Så skulle jeg sidde og oversætte BBC og CNN. Han manipulerede mig til at følge med i ting ved at lade, som om han ikke fattede, hvad der blev sagt,” siger Nagieb Khaja.Han kan ikke huske præcist, hvilket år hans far døde af kræft, men regner sig frem til, at det må have været sommeren 1993, fordi de to nåede at juble over Danmarks EM-sejr året før.

”Jeg så meget op til ham, da jeg var barn. Nogle gange tænker jeg på, om han ville være tilfreds og stolt af det, jeg laver.”


Foto: Rasmus Linaa

DA FADEREN DØDE, begyndte Nagieb Khaja at fede den og hænge ud med ’de hårde drenge’, som han siger. Indtil han mødte sin anden vigtige livsguide.

”Han var dygtig, men doven,” husker Christian Iversen, der var Nagiebs klasselærer i 9. klasse på Enghøjskolen.

”Han havde en enorm viden. Han kunne fortælle, hvor kurderne egentlig kom fra, og hvor han selv hørte til i det her afghanske kludetæppe. Da man gik ind i Afghanistan, begyndte man at høre om en af krigsherrerne. Ham havde Nagieb fortalt mig om dengang.”

Selv sammenligner Avedøre-drengen sin tidligere klasselærer med Robin Williams’ skolelærer i ’Døde poeters klub’.

”Han fik mig ned på jorden. Han satte sig ind i det, jeg interesserede mig for. Jeg kunne godt lide hiphop. NWA og Ice-T og sådan noget. Han spurgte: ’Kan du ikke komme og spille det i musiktimen?’ Så vi lyttede til hiphop i stedet for de andre hippielærere, der alle sammen elskede Beatles,” griner Nagieb.

Nagieb Khaja kom på ret kurs, men holdt kontakten til mange af sine barndomsvenner, hvoraf nogle blev tiltrukket af internationale jihadistmiljøer. Herigennem vandt han senere tilliden hos medlemmer af eksempelvis al-Qaeda. Efter gymnasiet flirtede den politisk indignerede Nagieb selv kortvarigt med Hizb ut-Tahrirs revolutionsromantik og kom i deres studiekreds i halvandet år. 

”Jeg var religiøs, men kom der mere af politiske årsager. Det blev portrætteret som en antiracistisk bevægelse, der ville gøre op med diktatorerne i den arabiske verden, men det begyndte at blive klaustrofobisk, fordi det kun var et fællesskab for muslimer,” siger han.

”Jeg syntes, det var alt for sort og hvidt.”

FOR 10 ÅR siden afviste tre store danske medier hans gennembrudsreportage om Triple A, hvori han pillede TV 2’s historie om en hardcore indvandrerbande, der var klar til at erobre hele Sjælland, fra hinanden. Reportagen kostede en TV 2-chef jobbet og blev indstillet til en Cavling, men blev kun trykt i gratisavisen Urban, fordi han kendte en journalist der. Han hentyder selv til, at nogle redaktører så hans historie om en indvandrerbande som usaglig, fordi han selv havde indvandrerbaggrund.

Det samme gjorde sig gældende i Afghanistan-krigens tidlige år, siger han, hvor han havde svært ved at afsætte sine første kritiske reportager om krigen. Han mener, at danske redaktører dengang ikke så ham som objektiv.

”Dansk journalistik var farvet af en klaphatmentalitet,” siger han.

”Det var, som om Danmark var i krig mod hele Afghanistan, og så skulle vi ned og heppe. Mine indslag blev opfattet som farvede, men jeg sagde: ’Det er jer, der er farvede. I ser krigen som en fodboldkamp. Sådan er verden altså ikke. Der er en masse nuancer, og midt i det hele sidder den afghanske civilbefolkning. Og hvis der er nogen, man skal holde med, så er det dem.” 

Mens Nagieb Khaja selv mener, at hans evne til at komme tæt på karaktererne i hans dokumentarer er hans største styrke, mener andre, at netop dét er hans problem. At han ikke er kritisk nok over for sine subjekter. Nogle kaldte hans dokumentarfilm om Nørrebro-gangsteren Abderrozak Benarabe, ’Store A’, der rejser til Syrien for at afsværge sine kriminelle veje og kæmpe i en højere sags tjeneste, et imagefremstød for Abde.

Hovedpersonen skildres i flere scener som en kærlig far og en omsorgsfuld mand, der kysser syriske børn på kinden og bruger over en halv million kroner på våben og materiel til oprørerne. Og det er sandt, at filmen ikke bekymrer sig meget om Abdes lyssky aktiviteter i København, inklusive voldsdomme og narkohandel. Men Nagieb Khajas mål var ikke at afsløre den københavnske kriminelle underverden, men derimod at lave et nuanceret portræt, siger han.

”At forstå et menneske er ikke det samme som at retfærdiggøre personen,” siger Nagieb Khaja. 

”Jeg oplevede ham jo ikke kun i de øjeblikke, som er klippet ind i dokumentaren. Jeg oplevede ham i en lang sammenhængende periode, hvor jeg gik op ad ham næsten 24 timer i døgnet. Og han fremstod ikke som en, der foregav sit ærinde, men derimod som en, der forsøgte at blive religiøs og stoppe sine kriminelle aktiviteter. Det kan folk mene om, hvad de vil, men jeg var den, som var tættest på ham i den periode, og jeg ville være illoyal over for mine egne observationer og også over for seerne, hvis jeg påstod noget andet,” siger Nagieb Khaja. 

”Ingen er perfekt. Det kan godt være, at jeg har lavet nogle ting, hvor jeg i momenter ikke har været kritisk nok. Men jeg synes som helhed, at jeg er kritisk.”

----------------------------------------------------
KUNAR 2007.

"Talebanerne på taget er ikke tilfredse med min forklaring om, hvad jeg laver i Kunar. Malik, fixeren, taler vores sag. Imens tænker jeg, at hvis talebanerne har besluttet sig for, at jeg er spion, er der ikke meget, jeg kan gøre. Pludselig føler jeg en hånd på min skulder og vender mig om. En camouflageklædt talebaner hiver sit tørklæde til side, smiler bredt og stikker tommelfingeren i vejret.

Jeg genkender ham fra Peshawar i Pakistan, hvor jeg få uger forinden har lavet en aftale med oprørslederen Sheikh Aminullah om at embedde med en lokal Taleban-enhed i Kunar. Jeg havde troet, at oprørerne foran mig tilhørte en rivaliserende gruppe, men nu hiver jeg mit brev frem fra Sheikh Aminullah.

”Hvorfor sagde I ikke noget? Vi har tabt ansigt, fordi vi har behandlet jer på den måde. I er jo vores gæster!” udbryder talebanerne. Og byder os velkommen."

--------------------------------------------------


Foto: Rasmus Linaa

EPISODEN I KUNAR var første gang, Nagieb Khaja følte, at hans held kunne slippe op. Men ikke den sidste. Året efter, i 2008, kom den rigtige kidnapning. Mens han sad indespærret i Helmand, og Taleban ringede til hans kone og krævede en løsesum på to mio. dollars, tænkte han, at han denne gang var gået for langt. 

”Jeg forbandede mig selv og tænkte: ’Det er utroligt, at de skal igennem alt det her lort pga. mig.’ Selvfølgelig er det her overhovedet ikke det værd. Jeg forsøgte at sætte mig i min families sted. Min kone og min mor og mine søskende.” 

10 sekunders tavshed går der, så svarer han på spørgsmålet, om han også tænkte på sin far.

”Jamen, selvfølgelig. Jeg tænkte, at det var sørgeligt, at det Afghanistan, han havde beskrevet som sådan et smukt sted, havde udviklet sig til det her.”

Endnu en lang pause. 

”Og jeg tænkte, at det var godt, han ikke oplevede, at jeg var i den her situation. Han huskede Afghanistan som et sted med smuk natur, med gode mennesker. Mennesker, der gik meget op i principper og ære. Og det, jeg så, var den værste del af Afghanistan. Der var hverken ære eller principper.”

Selv erkender Nagieb Khaja, at han er splittet mellem sit journalistiske kald og familien, hvor savnet af børnene på otte og ni plager ham mest, men som han siger:

”Jeg kommer aldrig til at finde en balance, hvor jeg hviler i mig selv.”

Men hvorfor bliver han så ved? Måske skal man tilbage til Danmark, til hans kone Karima, for at finde noget, der ligner et svar. Efter at det lykkedes ham at flygte fra sine kidnappere, lovede Nagieb Khaja både sig selv og sin kone, at han ikke ville tage af sted igen. 19 måneder senere var han tilbage i Afghanistan.

”Han troede selv, at han mente det. Efter min mening tog han tilbage alt for kort tid efter sin kidnapning,” siger Karima, der havde håbet, at hendes mand måske ville opgive Afghanistan.

Omvendt har hun vidst, lige fra hun mødte Nagieb Khaja i byen på Strøget i København for 13 år siden, og han stak hende sit visitkort fra TvDanmark, at det var det her, han ville.

”På den ene side kunne jeg godt tænke mig, at han blev herhjemme, men på den anden side ville han gå helt ned med flaget, hvis han ikke kunne komme af sted. Sagen med Nagieb er bare, at han ikke kan lade være.” 


Nagieb Khaja foran den danske Syrien-kriger Kenneth Sørensens grav i Latakia, Syrien. Stillbillede fra dokumentaren 'Store A - Fra bandekrig til Jihad'

Efterskrift

To måneder efter det første interview er Nagieb Khaja tilbage i Afghanistan. Helikoptere cirkler lavt over den restaurant, der nu serverer dårlig kaffe i en lummer sværm af myg, efter at en serie Taleban-angreb har rystet den afghanske hovedstad. På én enkelt dag i starten af august blev mere end 50 mennesker dræbt og over 300 såret. Det var de blodigste 24 timer for afghanske civile, siden krigen startede i 2001. Krigen er rykket tættere på hovedstaden. 

LÆS OGSÅ: Dansker i krig i Syrien: "Det er skræmmende nemt at slå IS ihjel"

LÆS OGSÅ: Kvinde i krig: "At dø i Afghanistan er bestemt ikke meningsløst"

LÆS OGSÅ: Tre danske chefredaktører om deres mest og mindst stolte øjeblikke