Mit navn er Asschenfeldt, jeg  er 47  år gammel, og dette er mit portræt. Det var lige før, det ikke blev skrevet, for dagen efter festen ringede du til mig og sagde, at du var kommet i tvivl, om du ville fortsætte. Du kunne stadig mærke realitetsspændingerne i hovedet, da du kørte hjem i metroen klokken fire om natten, hvor du følte, du var blevet medlem af en hemmelig loge, du aldrig måtte svigte. Du forstod ikke rigtigt, hvorfor jeg havde taget dig med til sammenkomsten i min lejlighed i København, og det var ikke rart for din journalistiske integritet, at du på forhånd havde lovet mig ikke at nævne navne. Din lille hykler, din voyeur, din ... Hvad tror du, det er?

JEG VAR ISKOLD og sagde, at du var uprofessionel, hvis du opgav ævred nu. Næh, jeg lod dig ikke slippe så let, som du håbede. I modsætning til andre journalister lukkede jeg dig ind i min private verden. Det var en tillidserklæring, var det. "Jeg har kun sagt ja til det her, fordi det var dig, der skulle skrive historien ... ellers takker jeg næsten altid nej til de store interview," sagde jeg til dig i telefonen. Du kom på bedre tanker, og vi blev enige om at gå videre. Du ville komme hjem til mig fire dage senere, hvor jeg ville servere sushi og salat for dig, og så skulle du interviewe mig, og jeg kunne fortælle om min nye virksomhed, som nok skal få folk op af stolene. "Og du må spørge mig om alt," lovede jeg dig. Den aftale lavede vi, og til sidst begyndte du at tale om Simon Spies. Jeg sagde til dig, at Spies var en kyniker, som foragtede andre mennesker, mens jeg elsker dem. "Jeg kan godt lide mennesker," erklærede jeg, og det står jeg ved.



MEN HVORFOR ikke få det overstået med det samme? Festen, du ved. Jeg holder den slags fester mindst en gang om måneden, men for dig var det første gang. Du ankom klokken 20, og du gav mig en biografi om Gutenberg i gave. "Han var alle bogklubbers fader," sagde du til mig. Skulle det være morsomt? Du drak champagne, mens resten af gæsterne dukkede op. Vi var mere end 30 mennesker, men nogle af mine bedste venner manglede denne aften: Bille, Helena, Pernille og Jan. Jeg var klædt i sort tøj og bar briller, som var tonet støvblå. Under min skjorte havde jeg et støttebind, som var påkrævet efter den fedtsugning på sidebenene, som jeg fik lavet to dage inden. Det kløede meget. Vi satte os ind til langbordet med alle de gennemsigtige saltkværne og peberkværne, der er lige så store som havenisser. Jeg sad for bordenden, og du var placeret et par pladser til højre for mig. Din hjerne kørte på dig. Du var forbløffet over, hvor mange kendte ansigter du var omgivet af. Det forvirrede dig, at der var kendisser fra flere forskellige tidsaldre og sfærer, og det eneste, du kunne sammenligne det med, var Louis Tussauds voksmuseum, hvor man kan træffe Adolf Hitler, Boy George og Marilyn Monroe i samme rum.

ELLER MÅSKE ... måske tænkte du på forsiden på Magasins julekatalog fra sidste år, hvor Lars Bom, Kjeld Hillingsøe, Johannes Møllehave og pigerne fra Creamy sidder og poserer som en lykkelig familie i en dagligstue? Det pinte dig, at du ikke måtte skrive om, hvem du sad til bords med. Forudsigelig som du er, havde du lyst til at demaskere hele forsamlingen, men samtidig mærkede du også en varm følelse af at være med til en konfirmation eller et sølvbryllup hos en dekadent og spacet, men alligevel elskelig familie. Og det gibbede i dig, da en af gæsterne rejste sig op og holdt en tale, hvor han hyldede min generøsitet og herpå understregede det enestående ved mine fester, nemlig at her kan de kendte mennesker rigtigt være sig selv. Du tog mentale noter om, at du sad på toppen af de kendtes Gibraltar, celebriteternes yderste forbjerg , "til tabernakel hos den gode fyrste Peter, som giver voksdukkerne tryghed, bekræftelse og beskyttelse," som du formulerede det inde i dig selv. Du var lige til at se igennem. "Og heroppe, i Peter Asschenfeldts 600 kvadratmeter store borg, kunne intet ondt nå os, ingen telelinse zoome ind på os," planlagde du at skrive i din medbragte notesblok, når du så dit snit til at liste dig ud på toilettet. Den er god med dig.

TIL MIDDAGEN sad du ved siden af fotomodellen Veronica, hvorom ugebladene har skrevet, at hun er min kæreste. Selvom jeg havde sagt til hende, at hun ikke skulle fortælle dig personlige ting om os, kunne hun ikke lade være. Jeg tror også, hun ville teste dine motiver for at skrive om mig, og godt det samme. Hun fortalte dig om, hvor rart og givende et menneske jeg er, og du blev blufærdig og forsøgte at skifte emne, men Veronica holdt fast, og selvom jeg ikke kunne høre alt, hvad der blev sagt, kunne jeg se overraskelsen i dit ansigt, da det gik op for dig, at Veronica virkelig mente det alvorligt. Du spurgte dig selv, om hun var ved at græde, og du tænkte igen på situationen, da du stod ude på mit badeværelse sidst på natten og kiggede på dit udflydende ansigt i spejlet. Var du mon klar over, hvor stiv du var? Ovenpå, i mit penthouse, spillede orkestret, og flere venner var stødt til, og der var gang i baren, hvor man kunne lave alle slags drinks, og det kørte fuldstændigt efter mit hoved. Hvis man skal se det lidt fra oven, var det som en udgave af 'Big Brother VIP', hvor der var skruet fuldt op for alle knapper. Selv nøjedes jeg med at drikke to-tre glas øl. og jeg sendte de sidste gæster hjem klokken fem. Som regel fortsætter vi til syv om morgenen, men det kløede for meget under støttebindet. 

MIT NAVN ER Peter Asschenfeldt, og dette er mit portræt. I dagene op til interviewet gik du og spekulerede over, hvad problemet med Peter Asschenfeldt egentlig er. Grundig som du er, hentede du artikler om mig hos Infomedia, og du fik fat i gamle numre af Se & Hør. Du skrev noget i retning af: "Han blev fremstillet som en slags Pjerrot, en tabloid-Pjerrot, der var kommet til penge og nu havde råd til at ansætte Harlekin som sommelier eller udsmider på Cafe Ketchup, mens han selv gav den gas med alle byens Columbiner, fra Maria Hirse og fremefter. Mellem linjerne mærkede man en smålig og ondskabsfuld holdning til ham. Skønt han aldrig havde begået noget kriminelt, blev han behandlet som en mand, der var lidt flosset. En taskenspiller, som snart stod for fald. Ingen kunne acceptere, at en type som Peter Asschenfeldt havde tjent alle sine penge på redelig vis, selvom det faktisk er tilfældet. Og samtidig, på journalisternes rygtebørs, vrimlede det med historier om Peter Asschenfeldts privatliv, der langt overgik hviskekampagnerne om politikerne og medlemmerne af kongehuset. Han var både biseksuel. pæderast og kæreste med Bille August, og lagde man alt dette utrolige sladder sammen, stod man med en mand, som var en frapperende blanding af Lars Larsen, Liberace og Michael Jackson," eller noget i den stil.

DU SATTE DIG også til at se gamle tv-programmer med mig, og herom forfattede du en passus, som du selv var vældig tilfreds med:

"Når han optræder i de elektroniske medier, kan han virke som en overgearet androide på den følsomme iagttager. Måske skyldes det hans kunstige smil. Så glad kan han simpelthen ikke være! Man kommer nemt til at tænke på en japansk undersøgelse, som hævder, at mennesker ikke har det fjerneste imod robotter, så længe det bare er tydeligt, at de er maskiner. Men jo mere robotterne ligner mennesker, des mere uhyggelige bliver de, og lige før de er komplet humanoide, er der et punkt, som kaldes the uncanny valley, hvor robotterne er allermest skræmmende. Når Peter Asschenfeldt optræder på fjernsyn, tangerer han dette punkt, fordi mediet twister hans ærlige og følsomme væsen og forvandler ham til en gækker, der spiller en rolle, han ikke magter at gøre troværdig. I virkeligheden er Peter Asschenfeldt alt for menneskelig til den verden, han slår sine folder i," skrev du, og det tager jeg som et tegn på, at du godt kan lide mig, selvom jeg stadig er i tvivl.



OG SÅ, en uge senere, sad vi igen over for hinanden ved langbordet i min lejlighed. Jeg var klædt i jeans og en sort pullover, og endnu en gang blev du forbløffet over, hvor høj og atletisk jeg er. Foran os stod et rundt lerfad med sushi. Der var to af hver slags sushi, og måske brugte jeg lidt for lang tid på at finde det nøjagtige sted i cirklen, hvor linjen skulle trækkes, hvis vi begge skulle have lige meget sushi.

Da vi var færdige med at spise, bød jeg dig på grøn te. "Der er masser af antioxidanter i," sagde jeg, og det er godt for dig, så meget som du ryger. Men du ville hellere have kaffe. Du tændte for din båndoptager, og først snakkede vi om min nye virksomhed, som hedder Asschenfeldt Invest A/S. Efter to års sabbat, to års tænkepause, hvor jeg har afviklet mine gamle forretninger, lukket min bogklub, solgt fra og droslet ned, kaster jeg mig nu ind i spillet igen. Det er nyheden i mit portræt, sådan som jeg selv ser det. Du er kun en lægmand, når det kommer til finans, så jeg gjorde mig umage med at forklare dig forretningsplanen. Ideen er at samle en kreds af velbeslåede investorer, der opkøber eksklusive high street-ejendomme i England og herefter udlejer dem over en længere årrække. Forskelle og fordele i dansk og engelsk lovgivning giver deltagerne en fornuftig skatteafskrivning og sikrer dem en pensionsopsparing, der virkelig batter. For at være med skal man minimum have en indkomst på 600.000 kroner. Jeg er selv med som investor i alle ejendomme, og samtidig er jeg formand for bestyrelsen i koncernen. '''Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed' er vores mantra," sagde jeg vist til dig.

FRA LANGT INDE i ejendommens mave kunne vi høre min datter lege med sin nanny. Min datter hedder Victoria, og jeg fik hende sammen med Maria Hirse. Hendes nanny er 65 år gammel, og jeg er stolt af, at hun ikke er en laber fotomodel. Det tror folk ellers, hun er. Hun er den mormor, jeg ikke kunne give min datter, og når hun er på besøg, er hun også lidt min mor, hvis du forstår. Men så gik du til stålet. Du ville gerne snakke om, hvorfor jeg tog en sabbat på to år. Jeg fortalte dig om tiden efter Maria Hirse, hvor jeg mistede lysten til at være forretningsmand. Jeg gad ikke mere. Jeg havde altid troet, at resten ville komme af sig selv, hvis jeg bare tjente penge nok, men det gjorde det ikke. Jeg forstod, at jeg ikke havde prioriteret rigtigt. Jeg besluttede mig for at tænke over livet, og hvad det vil sige at være et menneske. "Ligger vanviddet ikke og lurer der," spurgte du, og hertil svarede jeg: "Det håber jeg sgu ikke ... Jeg synes, tomheden er der, og du skal hele tiden stille dig selv spørgsmålet: 'Hvad er du her egentlig for?' Det er ikke et vanvid, det synes jeg ikke. Det er et relevant spørgsmål."

"Og hvad er du nået frem til?" spurgte du så.
"Jeg synes, kærlighed er det vigtigste i tilværelsen," sagde jeg og fortalte om bruddet med Maria Hirse og min næste kæreste Kate Hall, som medierne gakkede ud over. Hun var kun 19, da vi mødte hinanden, og selvom vi ikke er kærester længere, er vi stadig venner, og mere er der ikke at sige om det. 

MEN DU GAV ikke slip. Du vidste på forhånd, at jeg havde været gift, før jeg mødte Maria Hirse. Jeg traf hende, da hun var 22. Hun hedder Ann Nordahl, og vi var sammen i syv år, mens vi boede i udlandet. I USA, England og Sverige. Vores kærlighed kiksede. Vi blev mere venner end kærester. Jeg arbejdede også for meget. Til sidst rejste vi til Las Vegas og blev gift for at blive skilt. Det var for at sikre hende økonomisk. I dag er vi stadig venner, og hun er blevet gift igen og arbejder som sygeplejerske, og hun er det mest loyale menneske, jeg kender. Som du ved, betyder loyalitet meget for mig. Du ville gerne vide, hvordan hun så ud, og jeg gik ind på mit kontor og hentede et indrammet billede af hende. Det er den slags billeder, som man ser i vinduet hos fotografer i provinsen. Hun sidder i en hvid kjole og har langt blondt hår, og i baggrunden hænger en studenterhue. Kulissen er gråmeleret. Du sagde, hun så smuk ud, og det blev jeg glad for.

AD OMVEJE kom vi til at tale om mit barndomshjem. Jeg voksede op på en præstegård ved Årby. Min oldefar var en stor mand i Indre Mission, og arven fra ham resonerede i blodet i min farfar og min far, som også var præster. Det tager lang tid at få Indre Mission vasket ud af arvemassen, og selvom min far var grundtvigianer, havde han stadig en flig af det sorte. Tager jeg fejl, eller husker jeg rigtigt, når jeg erindrer vores samtale således: "Der var kærlighed i hjemmet, men jeg fik en streng opdragelse, som ikke var særlig tidssvarende - specielt med hensyn til seksualitet, så det er et begreb, jeg har haft vanskeligt ved at forholde mig til siden hen."

Hvordan gav det sig udtryk?
"Sex skulle du kun have med en person, hvis der var kærlighed, modenhed og penge - sådan blev jeg opdraget, og hvis du så ikke havde det, så skulle man ikke have sex. Alle tre ting skulle være til stede. Det har jeg stadig siddende i baghovedet, dybt inde i baghovedet. Jeg forestillede mig, man skulle være 35, før man havde alle tre ting på plads."

Var det i gymnasiet, du første gang blev forelsket i en pige?
"Jeg tror ikke, jeg var så interesseret i det. Det lå i min opdragelse, og jeg syntes, det var vanskeligt at forholde sig til det. Jeg ved ikke, om du skal skrive det her, men jeg mistede faktisk min mødom til translokationsfesten. Der var en eller anden pige, som var træt af at gå og vente på mig, og så blev jeg simpelthen forført af hende, og jeg har ærgret mig over det lige siden, for det var en skidegod fest. Jeg syntes, jeg gik glip af festen. Jeg kan huske, vi gik tilbage fra der, hvor hun boede, og så mødte vi rektor, der stod og vinkede til os, og nu var festen slut, og det var så ærgerligt, syntes jeg. Det er nogle af de ting, jeg har kæmpet mod lige siden. Den moral der ... Altså hvad er rigtigt, og hvad er forkert?"

Er det rigtigt, at du besluttede dig for, at du ville være millionær, inden du blev 30, da du sad i kirken om søndagen som barn?
"Ja, og det blev jeg så også. Jeg blev tvunget til at gå i kirke, og det var kedeligt for en lille dreng på fem-seks år, så tankerne fik jo frit løb, og man spekulerede på, hvad man vil her i livet, og jeg besluttede mig for at blive millionær for at få noget frihed, for jeg fik meget få lommepenge. Min far mente, at vi selv skulle tjene pengene," berettede jeg, mens du tændte en cigaret.



DU SPURGTE SÅ, om jeg nogensinde havde overvejet at ændre identitet. Nyt navn, nyt liv, nyt udseende. Din formue giver dig jo mulighed for det," som du sagde. Efter en smule betænkningstid svarede jeg:

"Jo, det har jeg faktisk ... Jeg har snakket med Helena Christensen om at starte en forretning i New York, og jeg ville selv stå i butikken, for der er jeg slet ikke kendt. Forretningen skulle handle med brugskunst og chokolade og blomster ... og det kunne jeg godt tænke mig, alene af den grund, at jeg gerne vil forbedre mine engelskkundskaber, men også fordi jeg godt kunne tænke mig at lave nogle way out ting, hvis jeg får tid til det. Så kan det være, at jeg ville blive rigtig glad for at være finansmand bagefter," sagde jeg, og så var det pænt af dig, at du ikke spurgte, om det så ikke var en falliterklæring, at jeg nu kastede mig ud i nye forretnings eventyr med investeringsselskabet, når jeg netop gik på sabbat, fordi jeg var træt af det. "Jo, det er det måske," havde jeg svaret dig. "Men jeg er jo god til det med penge. Jeg er god til at få dem til at yngle. Jeg forstår penge." 

MIT NAVN ER Peter Asschenfeldt, og dette er mit portræt, og jeg er ligeglad med, at Ekstra Bladet gør grin med, at jeg er for ærlig i de interview, jeg gi'r, for hvem kan bruge et skønmaleri til noget? Jeg mener: Det er der ingen, som lærer noget af. Jeg er også usikker og svag og forvirret, og det vil jeg gerne fortælle om, så derfor klappede jeg ikke i, da du begyndte at spørge til alle rygterne, som går om mig. Måske kom du til at tænke på alle rygterne, da jeg fortalte om butikken i New York, der jo lyder som en bøsses våde drøm.

På din båndoptager kan man høre os tale om det:
"Jeg er vant til så massiv rygtedannelse, at du tror, det er løgn. Skal jeg fortælle nogle af de rigtig fede? Det er rygter, der er kommet så tæt på, at jeg er blevet konfronteret med dem. Jeg har mange forskellige bekendte, også nogle, som er rigtigt homoseksuelle, og fordi jeg har homoseksuelle venner, går der massive rygter om, at jeg er bøsse ... Jeg har aldrig nogensinde været sammen med en mand i mit liv, og i min verden er det noget, jeg aldrig nogensinde kunne forestille mig at være."

Der er rygter om, at du har en affære med Bille August ...
"Det er jo simpelthen så latterligt på alle mulige måder. Jeg har slet ikke lyst til at prøve at være sammen med en mand på nogen som helst måde. Men jeg vurderer ikke mennesker efter deres seksualitet, og jeg deler sgu ikke mennesker op efter, om de er homoseksuelle eller ej. Jeg kigger heller ikke på, om mine venner er mænd eller kvinder. Jeg kigger på, om jeg kan lide at være sammen med den pågældende person. Et andet massivt rygte var, at grunden til, at Maria og jeg var gået fra hinanden, er, at hun var kommet hjem og havde fundet mig i seng med en 16-årig dreng. Det var så massivt, at hun blev konfronteret med det alle mulige steder fra. Selv nogle af de nærmeste kom og spurgte om det. Ligesom der er gået rygter om mig og Jarl Friis-Mikkelsen. Jeg hører kun overfladen af rygterne, så jeg vil gerne høre nogle nye rygter om mig, hvis du har nogen."

Jeg ved ikke, om jeg har mere at byde ind med ...
"Men så kan jeg sige til dig, at jeg spiste middag med en kendt skuespiller for nogle år siden, som sad og sagde til mig, at han syntes, det var et fedt liv, jeg levede. Jeg takkede og spurgte, hvad han mente med det, og så sagde han, at det imponerede ham, at jeg både havde Maria Hirse og så en homoseksuel kæreste ved siden af. 'What,' udbrød jeg. Den pågældende fyr havde jeg kendt i årevis, og jeg tænkte bare: 'Hvordan kan folk få den tanke?' Der kommer folks snæversyn ind. Jeg tænder kun på kvinder. Sådan er det. Der er ingen andre ting, jeg tænder på. Og så er der det med alder ... Jeg tænder ikke specielt på meget unge kvinder, altså meget unge kvinder. Ideelt set skal det være en kvinde i trediverne, for dybest set vil jeg gerne have flere børn, så på den måde betyder alderen noget."

Jeg har lagt mærke til, at når du og Bille August er til premiere sammen, så har I meget det samme tøj på ... Er det, fordi I leger med rygtet?
"Nej! Jeg kan slet ikke huske, at vi har haft det samme tøj på. Bille er en af mine bedste venner. Vi mødte hinanden på et tidspunkt, hvor det kørte skævt mellem mig og Maria og ham og Pernilla. Vi havde nogle ungkarle år, som jeg er sikker på, mange vil misunde os, for vi havde vores eget univers, og vi var enige om en masse ting, og vi gik og snakkede om vores selvvalgte ensomhed. Det var ikke, fordi der var mangel på tilbud, men vi valgte ensomheden, fordi vi gik og bearbejdede tingene. Vi er begge nogle følsomme mennesker, som reflekterer over livet, og sådan er det jo."

Genkender du Peter Asschenfeldt, når du ser dig selv i medierne?
"Det er ikke sandheden, der står der. Jeg ved godt, at jeg er ekstremt privilegeret med damer, og i forhold til min alder har jeg nogle muligheder, som andre ikke har. Men jeg kan ikke genkende, at jeg bliver kørt frem som en playboy. Jeg synes ikke, jeg er en playboy. Jeg synes, jeg har nogle muligheder, hvor jeg endda er opmærksom på, hvor lidt og hvor meget jeg tager for mig af retterne. Jeg har ikke lyst til at være specielt playboy, jeg har ikke lyst til at være sammen med specielt mange damer ... Det ligger ikke til min psyke at gøre det der," sagde jeg, og føjede dette til:

"Jeg har lært, at man ikke skal finde sin identitet gennem sit arbejde eller sin partner eller medierne. Det skal man ikke. Man må få sin egen identitet. Jeg er ligeglad med anerkendelse, og jeg har altid sagt nej til 'Kraks blå bog'. Jeg undrede mig dog over, at Ekstra Bladet ikke inviterede mig med til festen i anledning af deres lOO-års-jubilæum. Jeg er meget opmærksom på det med identitet ... Medier er et drug, og hvis du selv begynder at tro på alle de ting, de skriver om dig, så er du virkelig ilde stedt."



KAN DU SE mig ligge på hospitalet med leverbetændelse? Jeg er stadig i tyverne, og i flere år har jeg levet af orgelspil. Hyren var så god, at jeg droppede at blive revisor eller advokat. Men det var for hårdt. Jeg drak måske for meget? Min afføring blev grå. Jeg blev indlagt. Som jeg lå der på hospitalet, vidste jeg, at jeg måtte lægge mit liv fuldstændigt om. Da jeg blev udskrevet, købte jeg en døgnkiosk på Frederiksberg, som hed Roxy Servicekiosk. I dag er der en hårsalon, så den findes ikke mere. Herfra tog det fart. Jeg begyndte at sælge mine bøger fra kiosken, og snart var jeg på vej til at blive en af landets største forlæggere. Jeg proppede de danske hjem med romaner af Ed McBain og Fredrick Forsyth, og jeg skal give dig. Det næste vendepunkt var min fars selvmord. Det var dagen før min 35-års-fødselsdag, jeg modtog faxen. Jeg stod i mit hjem i Brighton i England. De havde forsøgt at ringe til mig, men jeg talte i telefon, så de kunne ikke komme igennem. I faxen stod, at min far var død. Han havde hængt sig, selvom jeg troede, jeg talte ham fra det, sidste gang jeg så ham. Vi sad og spiste stegt ål og fik snaps og øl, og jeg sagde: "Far, du kan da ikke diskutere dit selvmord med din egen søn!" Men han ville dø. Han var træt af livet og bange for at miste min mor. Hun var senil dement - om natten gik hun væk fra huset, hen langs Vesterhavskysten, uden at vide, hvor hun skulle hen, og hvor hun kom fra . Dørsøgende, kalder man det. "Hun var dørsøgende," sagde jeg til dig. Da min far døde, blev jeg voksen, og hvis dette er mit portræt, og mit navn er Peter Asschenfeldt, skal det med.

Glem det ikke. 

SENERE PÅ DAGEN tog jeg dig med ind på mit kontor og viste dig de fire bøger, jeg altid giver til mine venner i gave. Anledningen var, at vi talte om min filosofi. Der var mange hyldemeter af de fire samme bøger, og fordi du opfatter mig som en folkelig Andy Warhol, en business artist, blev du glad. Andy Warhol kunne også have haft reolerne fulde af de fire samme bøger, tænkte du. Jeg forærede dig tre af dem, bortset fra 'Spis dig slank', som jeg giver til folk, der har problemer med vægten, men det kan man jo ikke sige om dig. Du ryger dig slank. De tre bøger var 'Kærlighedens Kunst' af Don Miguel Ruiz, 'Mirakler i hverdagen for Mars & Venus' af John Gray og 'Kunsten at leve lykkeligt' af Dalai Lama.

Vi satte os ind igen. Du ville tale om festen hos mig forleden aften. Min salon. Du spurgte, om "der ikke var meget plastic, meget overflade i arrangementet." Det var et dumt, pseudokritisk spørgsmål, men jeg svarede alligevel:

"Sådan ser jeg det ikke, men det skyldes, at jeg tager det for, hvad det er. Jeg synes, der er meget mindre plastic i det, end du nok ser som udenforstående. Men så vil jeg gerne vide: Synes du, der var meget plastic?"

Nej .. . jeg synes faktisk, det var meget varmt ... afslappet.
"Jeg var kontaktperson med alle gæsterne, så jeg synes jo, det var hyggeligt. Jeg mener ikke, det var plastic, men hvordan andre mennesker oplever det, ved jeg ikke ... Der var jo en koncentration af mange kendte mennesker, men det er ikke negativt for mig."

Ser du en kvalitet i, at folk er kendte?
"Ved du hvad, jeg tror mange gange, at folk er kendte, fordi de har et vist talent, så det, jeg er fascineret af, er sgu ikke, hvor kendte de er, men hvor talentfulde de er. Fordi man er kendt, behøver man ikke at være et skidt menneske eller mindre talentfuld."

Det kan jeg godt se, men ...
"Jeg tænker på, om det er en god fest, og jeg gør mig umage med det, og det er forkert af dig at kritisere det, og det må du slet ikke opleve som noget negativt. Da du er meget ny i den forbindelse, syntes jeg, det var vigtigt, du sad ved siden af Veronica, fordi hun har kendt mig i lang tid. Og du ved ... Selvom vi ikke er kærester, er hun en meget god ven af mig, og hun er ikke valgt, fordi hun er topmodel. Hun er et fantastisk menneske, og ... "

Men du sagde, der var noget, som var forkert af mig?
"Ja, jeg synes, det er forkert, at i stedet for at se, hvad tingene er, så sætter du spørgsmålstegn ved det, bare fordi folk er kendte. Jeg er sikker på, at du også har rendt rundt og snakket med nogle af gæsterne på din egen måde, og du har garanteret fået et eller andet at vide om mig, og hvad de synes om mig, og jeg har haft så meget pli, at jeg ikke har spurgt dig om det, hvis du lægger mærke til det."

Det har jeg faktisk lagt mærke til ...
"Jeg er sådan set skideligeglad ... "

Men det gjorde jeg ikke ... Jeg tænker også på, om der er nogen, der møder op til dine fester som voyeurer, kun for at se girafferne.
"Jamen, det tror jeg da, nogen gør, og er der noget galt i det? Det ville jeg måske også selv gøre. Og jeg kan ikke laste dem negativt for det, så længe de bidrager med et eller andet til festen."

Tænker du over, hvilke motiver folk har for at være sammen med dig?
"Jeg har lært, at sådan vil jeg ikke se på tingene. Jeg vil ikke tænke over folks motiver. Jeg gider ikke engang tænke over spørgsmålet, for så skal jeg ikke holde sådan nogle fester. Så sætter paranoiaen ind, og så bliver penge jo en belastning. En gang imellem plejer jeg at sige, at golddiggers har følelser ... Det har de selv fortalt mig." Det hjælper ikke at rende rundt og tro, at alle kvinder er golddiggers. Jeg tror ikke, man kan være sammen med andre mennesker, uden man har en dyb interesse for hinanden."

Hvem var Peter Asschenfeldt til festen?
"Den aften var jeg den private Peter ... Sådan er jeg, jeg prøver på at skabe en god stemning for de mennesker jeg har glædet mig til at se, og sådan var det. Men jeg spiller ikke nogen rolle i det. Jeg synes, jeg er ekstremt privilegeret, altså ... Jeg håber også, du synes, det var nogle af de smukkeste piger i Danmark, der var her."

Helt sikkert, det synes jeg ...
"Og nogle af de mest interessante mennesker i Danmark. Det er jo sammenblandingen af det, ikke? Det er nogle af de smukkeste kvinder, som var samlet der, og nogle af de største kunstnere i Danmark, inden for hver deres område. Det er jo talentet, jeg bliver tiltrukket af, hvis du kigger på det på den måde. Jeg er jo gammel barmusiker og har lidt et kunstnergen i mig, og jeg forstår, hvad de udsætter sig for, de mennesker. Jeg forstår deres angst. Jeg er virkelig glad for, at jeg som 47-årig ikke skal leve af at være musiker eller komiker eller kunstner, det kan jeg godt fortælle dig."



DA INTERVIEWET var slut, spurgte du, om du måtte opleve mig i fri dressur en gang til. En aften på Cafe Ketchup måske? Uden fotograf, naturligvis. Jeg sagde, jeg ville tænke over det, og et par dage senere ringede jeg og inviterede dig til fest hjemme hos mig selv igen. Du mødte op, og du virkede mere nervøs end sidst, men måske var det bare træthed, fordi du havde brugt natten på at skrive samtalen med mig ud fra bånd? Flere af de andre gæster genkendte du fra den forrige fest, men der var også nye ansigter på banen. Bl.a. Se & Hørs tidligere chefredaktør Peter Salskov, som lige var kommet hjem fra Brasilien. Du og han bryder jer ikke om hinanden, men det giver jeg pokker i, for jeg er mine venners ven, og jeg er ligeglad med, hvad andre synes om ham. Senere kom Salskov hen til mig og rådede mig til at smide dig ud. "Du skal ikke indlade dig på noget med ham, han slagter dig ... slagter dig!" sagde Peter Salskov til mig. Det håber jeg ikke, du gør.

Menuen var thai-mad, og for mit vedkommende toppede middagen med suppen med kold tun og reduceret sojasovs. Jeg ved ikke med dig - hvad du mente om maden, mener jeg - men du havde også travlt med så meget andet. Jeg kan levende forestille mig, at du sad og digtede på en slutning til historien, som gik på, at jeg ikke har brudt den kæde af præster, som løber i min familie. Forskellen er bare, tænkte du for dig selv, at jeg anfører en alternativ kirke, hvor kendte mennesker finder sammen om troen på, at der findes et middel mod den sot, medierne har smittet os med. Noget, der kan fjerne det sorte cellofan, vores sjæle er hyldet i. Du lod dig rive med og forestillede dig, at gudstjenesten i denne menighed var disse fester hos mig, men det er langt ude og fortænkt, og det ved du da godt, gør du ikke?

VED SIDEN AF DIG sad den borddame, jeg havde udvalgt til dig. Hun er en kantet og underfundig rocksangerinde, som er svær at tackle, men det vidste jeg, du ville være mand for. Hun er født med en misdannet hånd, og jeg er sikker på, at hun gav dig historien om dengang, jeg inviterede hende ud og spise, og midt under maden tog jeg hendes deforme hånd og puttede den ind i min mund. "Og det var alt, hvad jeg havde brug for, faktisk. På den måde viste han mig, at min hånd ikke fejler noget," ville pigen garanteret sige til dig, såfremt hun fortalte dig historien, og du lyttede efter. Hvis hun fortalte dig historien, håber jeg, du spurgte om lov til at gengive den i mit portræt, for det skal skrives efter bogen.

OG SÅ GIK selskabet ovenpå, hvor der var jazzorkester og sjusser til alle. Vi mængede os med hinanden, og det åndede rigtigt, og du blev mindst lige så stiv som forrige gang. Måske mere endda. Sent på natten sprang du rundt og råbte til pianisten, en kendt komiker, at han skulle spille 'Mr. BojangIes' for dig, og pianisten forklarede gentagne gange, at han ikke kunne spille den sang. Men du blev ved, og til sidst sagde pianisten så: "Ved du hvad, jeg synes, du skal slappe lidt af," og det var ikke så lidt pinligt for dig. Før du gik hjem, fik vi os en snak om portrættet. Du fortalte, hvad overskriften skulle være, og jeg berettede, at Kate Hall var på besøg, den dag billederne blev skudt, og så fik jeg hende overtalt til at være med på et af dem. "Det er de første rigtige pressebilleder af Kate og mig sammen," sagde jeg, og du var fin nok til ikke at spørge, om det betød, vi er kærester igen, for det ved du, jeg ikke kan svare dig på. "Men Peter ... Jeg mangler stadig en kort formulering af, hvad det vil sige at være Peter Asschenfeldt," sagde du så. Jeg tænkte mig om og svarede: "Misundelse ... Der er mange mennesker, som er misundelige på mig." Nærmere sandheden kommer vi ikke i mit portræt.