Jeg har et par gode kolleger i Sverige, som fremhæver, at det bedste eksempel på den for dem udbredte danske selvovervurdering er vores landsholds spillestil. Det sker hver gang, vi taler fodbold. Forsvarsspillere, der tør have bolden og spille sig ud af pressede situationer. Fløjenes fremtrædende plads i systemet. Stor boldbesiddelse, der også er en del af holdets defensive strategi ud fra devisen: Så længe vi har bolden, kan modstanderen ikke score.
”Kom igen” (g’et udtales som j), plejer svensken at himle op. Det er smukke tanker om fodboldspillet, men på papiret. I har jo slet ikke spillerne til at føre tankerne ud i det virkelige liv på banen.Jeg holder mig for god til at tage til genmæle med en gennemgang af historien om den typiske svenske skovhugger af en midterforsvarer, der ikke kan andet end at høvle bolden langt væk. Dels er det en ret lang historie, dels har svenskerne til tider haft ret. Vi har nok ikke altid haft spillerne, i Morten Olsens 14 år lange regeringsperiode, til at spille det spil, der i hvert fald er lagt højere an end fx Sveriges. Det er trods alt sværere at have bolden end at losse den væk.
Morten Olsen og hans skiftende assistenter har på deres side altid fremhævet, at de har valgt spillestil og -system ud fra det materiale, de har haft til rådighed. At de netop har haft spillerne til det. Tilstedeværelsen af Dennis Rommedahl, Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen fordrede fra begyndelsen af Olsen-æraen en stil med hurtige fløje.
Og når landstræneren nu har været så vedholdende og tydelig i sit valg af system, har det været så indarbejdet på holdet, at gode danske Superliga-spillere (men middelmådige navne i international sammenhæng) som Jakob Poulsen, Anders Møller Christensen, Søren Larsen, Peter Møller, Morten ’Duncan’ Rasmussen – fortsæt selv listen – er blevet klædt på af landstræneren til at føle sig trygge på holdet og spille over evne i en række afgørende kvalifikationskampe. I mangel af bedre pga. skader og karantæner eller ringe konkurrence på pladsen har Olsen måttet ty til dem – og fået dem til at funkle.
Mange af disse spillere er sigende nok faldet igennem, når de, måske opdaget i en stor præstation i en landskamp, er blevet solgt til udenlandske klubber. Kanske de har manglet Morten Olsen til at fortælle sig, hvordan de skulle spille deres ligakampe?Så husk at tage materialet i betragtning, når I bedømmer landstræneren, hans mandskab og hans tid. Mange af spillerne, og ikke mindst holdet, har Olsen fået til at præstere mere, end talentet har berettiget til.
Nu er situationen en anden. For første gang i Morten Olsens tid på landsholdet er der mindre middelmådighed og flere stjerner og stjerner in spe at sætte hold med. Viktor Fischer, Pierre-Emile Højbjerg, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen, som alle er en del af det nye landshold, vi har hjulpet landstræneren med at sætte i denne udgave af Euroman, og som lige om lidt spiller de første kvalifikationskampe til EM-slutrunden i 2016, kommer med talent i international klasse og vindermentalitet. En god del af dem også med store personligheder.
Kasper Schmeichel under venskabskampen mod England d. 5 marts på Wembley. (Getty Images)
Spørgsmålet er, om Morten Olsen er mand for at slippe grebet om systemet lige præcis så meget, at individualisterne får plads, og de mindre talentfulde stadig bliver hjulpet op på et højere niveau.Dette kuld har i hvert fald format til at blive det bedste i Morten Olsens landstrænerkarriere.
