Sportscheferne er fodboldens grå eminencer, strategerne, der styrer slagets gang fra en tilbagetrukket position på tribunernes VIP-afsnit. I en meget omskiftelig branche er det sportschefens fornemste opgave at sikre klubben sportslig og resultatmæssig kontinuitet. 

Men hvilke evner skal en dygtig sportschef besidde? Og hvem er egentlig Danmarks bedste sportschef? (Som en cliff-hanger på sidstnævnte spørgsmål kan allerede nu afsløres, at Danmarks mest kompetente sportschef de seneste 10 år i øjeblikket er arbejdsløs). 

Det var en revolution, da FCK’s sportschef Carsten V. Jensen blev fyret i april 2014. Dels havde han været ansat i klubben i en menneskealder, dels var han personificeringen af den ledelsesmæssige kontinuitet, som er en grundsten i FCK’s succes. 


Carsten V. Jensen (tv).

Når fyringen alligevel utvivlsomt er den rigtige beslutning for FCK, selv om den bryder med traditionerne, skyldes det, at CV er en forvalter og ikke en ideolog. Han var fremragende som Don Ø’s og Ståles tro discipel. Men nogen Jesus er han ikke. 

En dygtig sportschef kender sit eget hold ud og ind, men retter konstant blikket udad. Mod nye spilleremner, andre ligaer og agent-netværket. En dygtig sportschef ved bedre end nogen anden, hvad hans hold mangler for at blive komplet, og kan derfor agere med stor selvsikkerhed i sine indkøb. En god sportschef køber billigt og sælger dyrt. 

CV så næsten ingen kampe i udlandet, og han købte notorisk spillere, der var på toppen. Sidstnævnte med det resultat, at spillerne var dyre og havde toppet. I mange tilfælde kunne de ikke udvikles og gøres markant bedre, når de kom til FCK. 

CV var tilskuer til alle FCK’s kampe og må have kendt sit hold ud og ind. Men netop derfor må man undre sig over, at så mange af de dyre spillere, han hentede de sidste par år, aldrig fandt vej til start-11’eren. Fanendo Adi, Mostafa Abdellaoue, Pape Paté Diouf og Marvin Pourie for bare at nævne for 30-40 mio. kr. blandede bolsjer. 

Danmarks bedste klub har ikke haft Danmarks bedste sportschef. Men hvem kan så smykke sig med titlen?


Brian Steen Nielsen.

AGF’s Brian Steen Nielsen var indtil sin fyring umiddelbart efter sæsonafslutningen en hårdtarbejdende type. Præcis som vi husker ham fra banen. Men til trods for et stort lønbudget formåede han ikke at etablere AGF i toppen af dansk fodbold. Egenavl af talenterne i klubben var ikke primært hans fortjeneste, men derimod et resultat af en velfungerende ungdomsafdeling. Og at hive aldrende typer som Martin Jørgensen, Søren Larsen og Søren Berg hjem til retræteposter var muligvis en god idé, men ikke udtryk for innovativ og god scouting. 

Ole Nielsen skabte i sin tid i SønderjyskE kontinuitet for næsten ingen penge. Klubben lever notorisk livet farligt omkring nedrykningsstregen, men overlever sæson efter sæson som følge af indsigtsfuld ledelse og rettidig omhu. Ole Nielsen formår dog sjældent at sælge spillere til udlandet, og det trækker ned i bedømmelsen. Nielsens største bedrift er nok Quincy Antipas, der blev hentet i HB Køge og solgt videre til Brøndby for ca. 5 mio. kr. 

Jesper Hansen i OB, der kom fra AC Horsens, er en seriøs og målrettet sportschef, der ikke gør tingene sværere, end de er. Han får dog heller ikke solgt mange spillere til udlandet, nok som en konsekvens af, at de spillere, der hentes, mangler x-faktor. Gilberto Macena til Kina er indtil videre Jesper Hansens moment of fame. 

Jan Laursen, der fungerede som sportschef i FCN i hele klubbens opgangsperiode, har helt klart næse for at spotte unge, specielt danske talenter og sælge dem videre til udlandet. Ghanesiske Adu, der blev hentet på reserveholdet i franske OGC Nice og solgt videre til Club Brügge for et tocifret millionbeløb, er en genistreg. Jan Laursen mangler dog et vindende væsen og en udadvendthed for at kandidere seriøst til en titel som chef.


Jacob Nielsen (i midten). 

Jacob Nielsen i Randers FC er heller ikke til at komme uden om. Manden, der varetager stort set alle opgaver i klubben og nærmest egenhændigt har transformeret landsbyklubben Randers Freja til fodboldvirksomheden Randers FC, er uhyggelig dedikeret. Blandt de fremmeste kvaliteter er hans købmandsskab og evnen til at spotte angrebstalenter. Baye Djiby Fall og Yura Movsisyan blev hentet for pebernødder og solgt videre for millioner. 2014-topscorer Ronnie Schwartz er næste mand i den kø. På minussiden tæller svingende slutplaceringer (herunder en enkelt nedrykning) og et iltert temperament, der gør det svært for omgivelserne ukritisk at tilbede den store leder. 


Per Rud (bagerst). 

I Brøndby hedder sportschefen i skrivende stund Per Rud. Han er en kræmmertype, der lige så vel kunne have solgt landbrugsmaskiner eller avisannoncer. For et par år siden faldt det Per Rud voldsomt for brystet, at en spiller tillod sig at bede om mere i løn. Spilleren blev lagt på is, og Rud spillede Egon Olsen-fornærmet med korslagte arme og kig-væk-finte. Et troværdigt rygte siger, at han på forsoningsmødet udtalte de flotte ord: ”Jamen, så må vi jo se, om vi kan sutte den op fra slap” (underforstået: relationen mellem spiller og sportschef). Ikke just Martin Luther King-format. 

Kendetegnende for store ledere er det tomrum, de efterlader sig, når de er væk. De løfter niveauet til nye højder og gør succes til en del af hverdagen. Men den dag, de stempler ud, starter derouten, og de gode resultater ophører. 

Et sådant fænomen har fundet sted på Fyn for ikke så længe siden. Seks sæsoner i træk fra 2005 til 2010 sluttede OB i dansk fodbolds top 4. Med ikke mindre end tre sølvmedaljer på stribe i 2008, 2009 og 2010. Odense var Vestdanmarks eneste seriøse modtræk til FCK-dominansen og en magtfaktor, der voksede sig større og større. 

Men en septemberdag i 2010 stoppede festen, da klubben valgte at fyre den åndelige leder, chefstrateg og undertegnedes bud på Danmarks bedste sportschef: Kim Brink. 


Kim Brink (bagerst) sammen med bl.a. succesindkøbet Peter Utaka (forrest). 

Kim Brink er født til at være sportschef. Han er den type, der daglig ringer rundt i netværket med indgangskommentaren ”Hva’ så?” Bare for at holde sig ajour og være på forkant. Kim Brink kendte sit eget produkt tilbundsgående. I et tv-interview med journalist Peter Møller blev han spurgt om balancen på OB-holdet. Kim Brink svarede noget i retning af: ”Vi har lige nu 23 % ikke-EU-spillere, 37 % over 30 år, 15 % egen avl og 52 % over 184 cm. Så den spiller, vi kigger efter, skal være skandinav, 26 år og minimum 185 cm høj.” 

Kim Brink havde analyseret sit hold på kryds og tværs. Han drømte om det hver nat – også når han var på krydstogtferie i Middelhavet med sin kone og børn. Kombinationen af dedikation og analytisk evne satte ham i stand til at handle rigtigt næsten hver gang. 

Også Kim Brinks købmandsskab er uden for kategori. Han gennemtrawlede konstant de udenlandske fodboldligaer i jagten på uslebne diamenter. Og han stolede – modsat eksempelvis Carsten V. Jensen i FCK – 100 % på sin egen intuition. Han købte spillerne billigt, når de var nede i en bølgedal, indfriede det potentiale, han vidste, de besad, og solgte dem dyrt videre, når de toppede. 

Eksotiske lottokuponer som José Junior, Djemba-Djemba, Njogu Demba-Nyrén, Peter Utaka, Baye Djiby Fall og Kalilou Traoré blev alle økonomiske og sportslige gevinster for OB. Kim Brinks altoverskyggende genistreg var dog den serbiske målmand Nenad Novakovic, der blev hentet i HB Køge og solgt til Udinese for 12 mio. kr. Blot 30 dage og nul OB-kampe senere.

Da Kim Brink stoppede, kom OB ned på jorden igen, og med placeringer som nummer 10, 10 og 7 er magien nu helt væk i Ådalen.

Flere prominente danske klubber søger i disse dage ny sportschef. Det altoverskyggende spørgsmål er dog, om Ståle Solbakken alene kan stive FCK af. Eller om han får brug for Kim Brink til at hjælpe sig.