Danmarks højest rangerende fodbolddommer Kenn Hansen lægger fra nytår fløjte og ostemad på hylden. Christian Martinez mødte ham i tillægstiden
Du stopper på toppen. Hvorfor?
”Jeg havde ikke kræfter til både at være selvstændig og køre en topdommerkarriere ved siden af. Det kræver helt vildt meget tid til træning, forberedelse osv. at være dommer på det niveau, og eftersom jeg ikke kunne blive halvtidsprofessionel dommer, var der kun ét valg. Det skal føles rigtigt, og det gjorde det ikke mere.”
Kan du huske, da du startede? Din første kamp?
”Jeg var 17 år og dømte en B1903-drengekamp i Gentofte. Jeg var totalt uforberedt og måtte låne en tier af en af de andre dommere, fordi jeg havde glemt, at man skulle trække lod. Jeg var skidebange for forældrene, der stod ude på sidelinjen og råbte ad mig. I flere år syntes jeg, at det var decideret frygteligt at dømme. Jeg elskede at gå fra en kamp. Så kunne jeg sige til mig selv, at der var hele tre uger til næste kamp.”
Hvad fik dig til at blive ved?
”Jeg ved det ikke. Jeg blev bare ved. Jeg har altid været stædig. Da jeg startede i Superligaen, havde alle travlt med at sige, at jeg var dårlig og aldrig skulle være rykket op. Nogle gange har jeg tænkt på, om der var en mening i, at jeg skulle igennem alle de pinsler. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var tilfredsstillende få år senere at stå med en Årets Dommer-pokal og være den højest rangerende dommer i Danmark. På kroppen fik jeg tatoveret ’Uden kamp, ingen sejr’ på sanskrit. Det er de ting, som er hårdest at opnå, man er mest stolt af.”
Hvad har du lært om konflikter ved at håndtere sure fodboldspillere?
”At være meget bevidst om, hvordan jeg agerer i en konflikt. Det at dømme fodbold handler ikke kun om, hvorvidt der er frispark eller ej. Det handler om, at de skal tro på mig. Det gør spillere ikke, bare fordi jeg har den formelle magt. Den skal jeg vinde. I hver kamp.”
Hvordan vinder du dem over på din side?
”Der er ikke noget så effektivt som indrømmelsen. Hvis en spiller brokker sig højlydt over, at jeg ikke dømte et frispark, og jeg så siger: ’Ja, du har ret, beklager’, er det ligegyldigt, om jeg faktisk synes, at der var frispark eller ej. Folk vil nogle gange bare have ret, og der kan en indrømmelse gøre underværker. Nu bor jeg sammen med en kvinde og kan sige så meget, at det redskab også kan bruges derhjemme.”
Efter devisen ’Du får ret, jeg får fred’?
”Ja, men jeg får mere end bare fred. Jeg får en allieret. Da jeg dømte det spanske landshold og gav modstanderne et hjørne, kom Sergio Ramos fra Real Madrid over og skabte sig. Jeg afbrød ham: ’Hvis du siger, at der var målspark, så er det sikkert rigtigt. Det er jeg sgu ked af.’ Det havde han fandeme aldrig hørt fra en dommer før. Resten af kampen brugte han på at svine sine medspillere til, hvis de brokkede sig til mig. ’Hold nu kæft, og lad ham være,’ sagde han. Han blev en rigtig dommer-ambassadør.”
Bruger du andre tricks til at afvæbne en potentielt sprængfarlig situation?
”Jeg har sagt groteske ting til topspillere rundt om i verden – kun for at få dem lidt ud af deres selvsikre rolle og vinde dem over på min side. Ting som ’Du ser tyk ud i blå’ eller ’Jeg har gået i skole med din mor.’”
Virker det?
”Ja, man skal skabe en følelse af ’Hvad fanden snakker han om?’ Jeg har lært meget af Peter Mikkelsen, min mentor i mange år. Jeg husker stadig en landskamp, hvor en stjernespiller løb over til ham for at brokke sig. På billederne kan man se, at Peter siger et eller andet, helt kort, og spilleren går derfra fuldstændig afvæbnet på et splitsekund. Man tænker: ’Hvilken guddommelig trylleformular kan han have sagt?’ Det viste sig, at Peter havde sagt: ’Du har en bussemand i næsen.’ Det er jo det geniale, hvordan man som dommer med et enkelt udsagn kan få den anden fanget på det forkerte ben. Det har jeg brugt meget tid på.”
Hvad er forskellen på at dømme superstjerner og serie 3-spillere?
”Ret beset ingen. Jeg har dømt Buffon, Nani, Gerrard, Higuaín, Zlatan og mange andre stjerner. Som topdommer har jeg indset, at selv om stjernerne har millioner af fans og gigantiske lønninger, er deres reaktionsmønstre og psykologi ufattelig tæt på alle andre menneskers. De reagerer også positivt på et klap på skulderen og en kæk bemærkning. Og sommetider har de behov for at blive bange for én og tænke: ’Oh no, den dommer er vanvittig.’ Zlatan fik dog skovlen under mig engang under den obligatoriske udstyrskontrol. Jeg kom ind i svenskernes omklædningsrum inden kampen, hvor hver spiller skal vise sine støvler. Zlatan var ved at tage bukser på, grinede det store smørrede grin og viste mig selvfølgelig sine badesandaler i stedet for støvlerne. Der fik han mig sgu. Den stod 1-0 til ham. Da jeg kom hjem, udlignede jeg dog, fordi jeg kunne fortælle min kæreste, der er stor Zlatan-fan og synes, han er ååh så meget mand, at han ikke har en særlig stor diller. Så stod den 1-1.”
Vi lover ikke at sige det til Zlatan. Hvad er hemmeligheden bag dit fag?
”Jeg har haft meget sjov ud af spillet med tilskuerne. Under opvarmningen har jeg gjort det til en vane altid at gå roligt forbi den tribune med flest hardcore fans. Så tæt som muligt på dem for at vise, at de måske ejer tribunen, men at jeg ejer banen i de næste 90 minutter. De er ofte efter én i 10 minutter og buher og synger ’søn af en luder’ og kaster deres bajere efter mig, men rammer kun manden på rækken foran. Får holdet så et frispark lige bagefter, jubler de, og jeg smiler lidt indeni. Det er da sjovt. Det tog mig dog lige et par år at lære at værdsætte denne tango af 20.000 mod 1.”
Hvilke fans er de mest vanvittige?
”Jeg har dømt i England et par gange, i Tottenham og Liverpool, og der har jeg oplevet, at tilskuerne var lidt afventende. Men i Skotland var de helt sindssyge. Især Celtic var vildt. Vi kunne slet ikke høre, hvad vi sagde, fordi de larmede så meget. 42.000 mand, der bare råbte deres lunger ud.”
Bliver du bange i sådan en situation?
”Jeg ser det lidt som en vejarbejder, der har lyden af et bor kørende i baggrunden. For mig er det lyden af stadion. Hvis man har 42.000 mennesker, der råber aggressivt efter én, burde man nok være nervøs. Men når jeg vågner om morgenen på kampdagen, ved jeg, hvad der venter. Det er ikke sådan, at man tænker: ’Fuck, bare de nu kan lide mig!’ Det kan de jo aldrig. Når man kommer ind til de store kampe, og man tænker: ’Whoa, de larmer’, kan man mærke, at man lever. Det kick vil jeg savne.”
Hvad er det værste, folk har kaldt dig?
”Jeg har aldrig hørt noget, jeg ikke selv syntes var sjovt. Når vi dommere er sammen, elsker vi at svine hinanden til. Mine linjedommere ringer og synger smædesange som fx ’Dommer, hvad er det, der drypper fra din røv, vaseliiine!’ Hvis jeg har dømt dårligt, kan jeg være sikker på, at der på min mobil bagefter vil være sms’er fra kollegerne, hvor der med store bogstaver bare står: ’DÅRLIG! DÅRLIG! DÅRLIG!’ Det kan godt være, at man synes, fans og medier og spillere er hårde, men det er ingenting sammenlignet med kollegerne.”
Er det rigtigt, at du bliver kaldt Barbie-Ken?
”Ha! Det er jeg blevet kaldt hele livet. Der skal nu mere til at provokere mig. At man gider finde på øgenavne til folk, må være fordi, man betyder noget for dem.Jeg sætter da håret, inden jeg dømmer. Men forfængelighed er jo ikke kun, hvordan man tager sig ud. Det er også en drivkraft til at ville gøre tingene bedre. Det irriterer mig grusomt, når jeg laver fejl. Det vil jeg meget nødig have på min kappe. Alligevel sker det jo ofte for en dommer. Og lidt sjældnere for en bedre dommer.”
Er du kontrolfreak?
”Jeg har altid sat en ære i at være ultraforberedt. Hvis du skal lykkes som dommer, bliver du nødt til at have styr på detaljerne. Hvis jeg kommer ud til en kamp uden at kende spillerne eller taktikken eller har glemt, hvilken lomme jeg har det gule kort i, er jeg bagud på point. Jeg er en type, som ikke gør tingene halvt, så jeg nærlæser den slags. Det vil nogen måske kalde at være kontrolfreak.”
Hvordan kommer det til udtryk uden for banen?
”Min kone kalder mig nogle gange Anders Fogh, fordi jeg har levet det her puritanske atletliv. Hun synes, at jeg drikker for lidt vin og spiser for lidt kage. Men som fodbolddommer bliver man fysisk testet i ét væk, også fedttestet, så for mig har den første kage altid været den nemmeste at sige nej til. Det kræver selvdisciplin at kunne løbe om kap med nogle af verdens hurtigste spillere. Måske får jeg et kick ud af den askese, af det lidt masochistiske ved træningen. Dedikationen bliver et mål i sig selv.”
Det lyder hårdt. Har du så nogle ritualer?
”Jeg dømmer med det samme sæt boksershorts, som jeg har haft i rigtig mange år. De er så hullede, at de nærmest ikke kan kaldes shorts mere. De er næsten noget, jeg bare binder om livet. Bundløse. Helt vildt kinky. Men det var, som om det virkede med dem. Jeg har prøvet at løbe i nogle andre, men det føltes bare ikke rigtigt.”
Det lyder som en lille tvangstanke?
”Ja, det er OCD i indkapslet form. Den mønt, jeg trækker lod med, har jeg også brugt i årevis. Det er en speciel 10-euro-mønt med en ørn på den ene side og et stadion på den anden. Jeg fik den i gave af formanden for min dommerklub, da jeg blev divisionsdommer. Inden kampstart spørger jeg altid spillerne, om de vil have stadium eller crazy eagle? Det har jeg spurgt Gerrard om og alle de andre. De nikker bare opgivende og siger: ’Crazy eagle.’ Mit team hader den mønt og har prøvet at stjæle den med jævne mellemrum. Ørnen er blevet min besættelse. Den har 10-års jubilæum. Måske lader jeg den flyve væk efter min sidste kamp. Så er cirklen sluttet.”
Nu vi er ved det: Hvad skal der ske nu?
”Jeg skal ikke til at opfinde et nyt liv. Jeg skal til kun at føre ét af de to liv, som jeg har ført hele tiden. Med større fokus på min familie og min virksomhed. Jeg glæder mig til at holde en helt almindelig weekend med min familie, sidde i en park og kaste en bold til mine børn og ikke hele tiden skulle hjem og koordinere rejser til den næste internationale kamp. Du ved, bare blive et lidt mere normalt menneske. Måske åbne en flaske vin og spise en kage.”
LÆS OGSÅ:
