Tiden med Oasis er forbi, og Liam Gallagher er for længst videre. En af verdens største rockstjerner har (vistnok) skiftet kurs, startet et tøjmærke og brænder mere end nogensinde for at vise, at han kan selv. I foråret 2010 mødte vi Liam Gallagher i London, og her kan du læse artiklen i sin fulde længde.
Egentlig er han ikke dukket op for at tale om fodbold. Men når en af Liam Gallaghers store passioner er Manchester City, og de dagen forinden har slået ærkerivalen Manchester United 2-1, er det svært at undgå. Om det er gårsdagens sejr, der har fået Liam i godt humør, er svært at bedømme. I hvert fald er den 37-årige brite imødekommende og uddyber med professionel rutine sine svar. Som han sidder der iført sorte jeans, ørkenstøvler og knælang blazerjakke, er det svært at kæde ham sammen med den ignorante og not-giving-a-fuck Liam Gallagher, man kender gennem medierne.
Sproget er dog det samme. Han bander og svovler stadig som en arrig havnearbejder. Også når han skal forklare, hvorfor hans hold er City og ikke United. Med respekt for Citys præstationer gennem tiderne havde det måske været sjovere at være United-fan, deres utallige trofæer taget i betragtning. Med en hurtig bevægelse ryger Liam Gallagher op fra stolen og placerer sig midt i suiten på Londons Gore Hotel Kensington. Hans aggressive holdning gør skuldrene bredere, end de egentlig er, og selv om han er lavere i virkeligheden end på musikvideoer, fylder han nemt hele hotelværelset ud.
”Mate, det er ikke så kompliceret. Det er det samme med kvinder. Du har en smuk pige, og du har en grim pige. Du har valget mellem dem begge to. Fuckin-a du vælger den smukke.”
Analogien demonstrerer en simpel logik, der synes at gå igen i Liams syn på langt de fleste elementer i hans liv. På musikken, på familien, på tøjet og altså også på fodbolden. Han kan godt lide musik, så det er det, han laver. Han kan godt lide fodbold, så det er det, han ser. Han kan også lide tøj, så nu har han startet sit eget tøjmærke, Pretty Green. Men inden vi kommer til det, skal Liam lige have en kop sort kaffe, mens han redegør for situationen i Oasis. Den kan beskrives meget kort: ”Oasis er slut.”
Storebror Noel Gallagher er skredet. Tilbage står Gem Archer og Andy Bell – og altså Liam. De vil gerne stadig lave musik, men det bliver uden storebror Noel, og det bliver ikke under navnet Oasis. Trods diverse udglattende udtalelser om hinanden har forholdet mellem Noel og Liam altid rummet mere krudt end kærlighed. De har kastet kaskader af verbalt mudder efter hinanden og stort set ikke snakket sammen, medmindre de var på tour. Liam var kendt for at forlade scenen, når Noel var vokal på få af bandets numre.
Oasis – Tony McCarroll, Paul McGuigan, Liam Gallagher, Noel Gallagher og Paul Arthurs – solgte mere end 70 mio. album og toppede den britiske singlehitliste otte gange.
Noel har udtalt, at den værste form for psykisk terror, han kunne forestille sig, var, da han engang fejlagtigt blev placeret ved siden af Liam på et 13-timers fly til Tokyo. Hvad der definitivt fik Noel til at forlade Oasis, få øjeblikke inden de skulle spille koncert på Rock en Seine i Paris, undgår Liam at kommentere, men ifølge flere kilder skulle Liam have smadret Noels guitar, efter at Noel havde snakket mindre pænt om Liams kone, Nicole Appleton. Fortællingerne er mange, og hverken Liam eller Noel har nogensinde vist interesse i at opføre sig på andre måder, end de lige netop selv har haft lyst til. De har krydset klinger, og deres broderlige forhold har været i alvorlig hårdknude op til flere gange, men nu er det slut, definitivt (måske).
Noels brud med de øvrige medlemmer har dog ikke fået Liam til at gå i stå, slet ikke. Liam lyser op på spørgsmålet om hans tro på det nye projekt, der hedder Beady Eye.
”Vi har mere energi end nogensinde,” siger han.
Ikke så meget pis. Men et stort spørgsmål trænger sig alligevel på: Noel har altid været drivkraften bag Oasis’ succes. Noel har skrevet tekster og komponeret og ikke mindst givet indtrykket af, at det var ham, der var hjernen bag Oasis. Han er flere gange blevet kaldt ’the wisest man in rock and roll’. Liam kan synge og spille på tamburin. Adspurgt, om det nye band tager meget af hans tid, svarer han afvisende. Et par timer hver dag, hurtigt ind, hurtigt ud, lav noget godt, optag den plade. Han tror tydeligvis på talent frem for hårdt arbejde. Liam er åbenlyst ikke typen, der nørkler med musikken i timevis – det er han for rastløs til. Han er kendt for kun at indsynge sin vokal en enkelt gang, når der optages. Hvorfor bruge unødvendig tid på mere? Sidder den der, så sidder den der, og indtil nu har det virket ganske glimrende. Og så forspilder Liam i øvrigt ikke muligheden for lige at sende en bredside af sted mod Noel:
”Energien i bandet er fantastisk, absolutely rocking. Vi har ingen leder mere nu, hvor Noel er væk, så nu har vi alle respekt for hinanden. Noel har altid lavet det sjove alene. Skrevet tekster og melodier, uden vi var med. Og alligevel har han altid lignet en forskrækket nonne.”
Artiklen fortsætter på de næste sider...William John Paul ’Liam’ Gallagher kom til verden i Manchesterforstaden Burnage som den yngste af tre brødre. Hans far var voldelig, og Liam skulle blive ti år, før drengenes mor flyttede væk med børnene. Teenageårene gik i den søvnige forstad, og tiden blev fordrevet med slåskampe og cykeltyverier. Først da Liam nærmede sig de 20, fattede han interesse for musik, og især Stone Roses, The Jam og The Who rykkede på grammofonen. Og naturligvis den ultimative inspiration: The Beatles og ikke mindst John Lennon, som Liam flere gange har fremhævet som sit store idol. Liam begyndte at nørkle med lidt sangskrivning i bandet The Rain, men der skete ikke rigtig noget, før Noel kom med i bandet, fik suverænitet over lyrikken og trumfede et navneskifte til Oasis igennem.
Oasis gav med ’Definitely Maybe’ i 1994 England, hvad nationen hungrede efter. Den 22-årige Liam, der iført runde Lennon-briller og rigeligt med attitude stod lidt nede i knæ med hænderne på ryggen og sang kommende klassikere som ’Rock’n’Roll Star’, ’Cigarettes and Alcohol’, ’Supersonic’, ’Live Forever’ og ’Slide Away’, gik rent ind hos engelske rockfans. Året efter ’Definitely Maybe’ udkom ’(What’s the Story) Morning Glory?’, som blev det store kommercielle gennembrud og manifesterede bandet. som det største, England havde produceret i meget lang tid.
Oasis eksisterede i 15 år, udgav yderligere fem album og har solgt ikke mindre end 70 mio. plader. Men selv om salgstallene vidner om succes, var pladerne efter ’(What’s the Story) Morning Glory?’ udsat for megen kritik. Noel blev som sangskriver kritiseret for ikke at holde niveauet og for ikke at videreudvikle lyden af Oasis. Der var mangel på kunstneriske visioner, men samtidig var det måske det, der var med til at holde Oasis på toppen. Deres fans ville ikke have eksperimenterende sange eller se Oasis hoppe med på underlige musikalske strømninger. De ville have rockmusik, der kunne fylde stadioner, uanset hvor Oasis spillede. Oasis behøvede ikke leve op til noget, de ikke var, og sådan var der rigtig mange, der kunne lide det.
Men det var heller ikke Noels olie, der fik Oasis-maskineriet til at køre rundt. Havde det været for ham alene, var Oasis’ fans blevet gamle sammen med bandet. Nej, Liam var grunden til, at stadig yngre forstadsknægte i England klædte sig som bandmedlemmerne. De kopierede hans nonchalante måde at gå på og gjorde en dyd ud af at efterligne hans beskidte sprog. Det var Liam, der som rapkæftet frontmand, talentfuld sanger og attraktivt stilikon blev ved med at holde Oasis til ilden. Fans har elsket ham for at foreslå Coldplay som Best New Female Act, for sine krasse udtalelser om amerikanere og australiere og for at proklamere, at Oasis en dag vil blive større en Beatles. Der er dem, der mener, at han har en af vor tids bedste rock’n’roll-stemmer, og dem, der mener, at hans eskapader for længst burde have undergravet hans ego. Han er både forgudet og forhadt, men hans person har uden tvivl været til både inspiration og forundring gennem de seneste 15 år.
Selv om det føltes, som om alle døre åbnede sig for Liam og Oasis, fandt de aldrig nøglen til det måske største marked i verden, USA. En kombination af uregerlig opførsel og useriøsitet har givet kontant afregning i landet, hvor der sjældent gives flere chancer. Ved en koncert i 1994 i Los Angeles oplevede de amerikanske fans Liam stærkt påvirket af crystal meth. Hans optræden var både pinlig og amatøragtig, og han satte selv trumf på ved at tilsvine amerikanere og angribe Noel med en tamburin.
”Amerikanere vil kun se på snuskede musikere, der slår sig selv i hovedet på scenen. Her kommer et par flotte fyre som os, duftende af parfume – de fatter det nok ikke,” sagde han efterfølgende til sit forsvar.
Noel fløj hjem til hotellet i San Francisco i arrigskab, men blev senere overtalt til at slutte sig til entouraget igen. Året efter gentog en lignende fiasko sig, da Liam ikke ville flyve med de andre til USA for at spille koncert, fordi han påstod, han havde brug for tid til at købe et hus. Nogle år senere fik Liam livsvarig karantæne fra flyselskabet Cathay Pacific, fordi han i luftrummet over USA lavede så meget ballade, at han var til fare for de andre flypassagerers sikkerhed. ”Jeg vil sgu også hellere gå end flyve,” var hans genmæle. I England solgte Oasis plader, uanset hvordan de opførte sig, men USA skulle forblive uerobret territorium.
Og så var der fejden med Blur. 90’ernes Battle of Britpop stod mellem Englands to mest populære bands, der både førte verbal og musikalsk krig. Blur som de pæne drenge, Oasis som de mere rå forstadsknægte. Den 14. august 1995 udgav Blur singlen ’Country House’ og Oasis ’Roll with It’. Den første uge solgte Blur 274.000 og Oasis 216.000, et faktum, der senere blev forsøgt bortforklaret fra Oasis’ side med en lang række undskyldninger om, at deres single var dyrere, og stregkoden vist heller ikke havde været læsbar.
Striden mellem de to bands toppede, da Noel i et interview udtalte, at han håbede, Damon Albarn og Alex James fra Blur ville få aids og dø. Han undskyldte senere i et brev til flere nyhedsmedier, men kemien mellem de to bands blev aldrig venskabelig.Liam Gallagher vil helst ikke stå ved, at han har skruet ned for det hæsblæsende tempo, der kendetegnede tiden med Oasis, men det har han. I dag bor han med Nicole Appleton – fra All Saints – og sine to børn i Hampstead Heath i det nordlige London. Gem og Andy bor lige om hjørnet. Hans dag starter kl. 6.30 med en løbetur i den nærliggende park. Derefter afleverer han børnene i skole, tager hjem og ser lidt tv, spiser frokost med Nicole, mødes med de øvrige bandmedlemmer og spiller lidt frem og tilbage.
Smøgerne er lagt på hylden, og stoffer har han ikke rørt i mange år. Han drikker for det meste kun alkohol i moderate mængder og gør sig umage for at være en god familiefar. Et simpelt liv, kan man sige. Alligevel er Liam Gallagher typen, der ikke går ned i gear, selv om interesserne er blevet mere jordnære.
Sammen med designer Nick Holland har han søsat tøjmærket Pretty Green, der sælger, som man kan forvente, når en af verdens største rockstjerner står bag. Ideen var at lave noget af det tøj, han altid var på udkig efter.
”Jeg elsker tøj og sko, så i stedet for altid at finde noget, der var næsten perfekt, kunne vi lige så godt lave noget, der var helt perfekt, og det gør vi. Om folk kan lide det eller ej, er deres problem, jeg er ligeglad, men indtil nu har de taget godt imod det.”
Pretty Green blev lanceret i Japan i juni 2009 og derefter i det meste af resten af verden. Kollektionen består af primært klassiske dele med inspiration fra bl.a. Modskulturen. Ørkenstøvler, parkacoats, skjorter, poloer. Opvæksten i Manchester har ifølge Liam Gallagher haft betydning for hans sans for stil. Økonomien var knap, men påvirkningen fra hans forbilleder var med til at forme, hvad Liam Gallagher syntes var cool. Bands som Stone Roses og Happy Mondays spillede god musik og klædte sig efter hans smag, så de blev naturlige ikoner for ham. Hans venner gik i joggingtøj og hørte Beastie Boys og Run DMC, så han røg med på dén vogn, men det var især med Paul Weller fra The Jam, George Harrison fra The Beatles og Brian Jones fra Rolling Stones, at hans virkelige idé om påklædning blev skabt.
Maj 1994: Godt humør efter koncert I Portsmouth på Oasis’ ’Definitely Maybe Tour’.
”Vi rendte rundt og hørte god hiphop, ikke det lort, de laver nu til dags. Jeg bevægede mig over mod Mods-kulturen, alt det der med scootere udstyret med masser af lygter og spejle. Det synes jeg stadig er fucking cool. Mods passer på deres ting og deres tøj. Der er en masse inspiration fra hele Mods-kulturen, som vi prøver at føre videre i Pretty Green. Vores ideelle kunde passer på sit tøj og går op i kvalitet. Der er tydelige britiske linjer i det. Folk skal ikke købe det, fordi det er mig, der står bag, folk skal købe det, fordi de synes, det er godt.”
Liam Gallagher er klar over, at han aldrig bliver hverken skrædder eller designer, så arbejdsfordelingen er tydelig. Nick Holland og Liam Gallagher finder inspiration i gamle fotografier af Mods. Men de konkrete ideer udspringer, når de sammen gennemgår Liam Gallaghers omfattende garderobe, der efter sigende skulle være større end hustruens.
”Jeg finder nogle ting, jeg godt kan lide, og siger til Nick, at han skal lave det samme, bare bedre. Den er ikke længere. Og folk kan lide det, så vi har jo fundet en rigtig opskrift.”
Med Pretty Green vil Liam Gallagher ikke genopfinde den dybe tallerken, og han gider ikke gøre forsøget. Han gider ikke alt det ståhej, nogle mennesker forbinder med at designe. Gør det simpelt, for fuck’s sake. Han elsker tøj, men foragter modebranchen. Han kommer straks i sit velkendte element, da jeg spørger ham, hvad hans opfattelse af mode er.
”For mig at se er folk i modebranchen en flok hystader. De opfører sig, som om de er ved at finde en kur mod kræft. Slap af, det er et stykke tøj. Tøj er vigtigt, men det er jo ikke så fucking vigtigt. Hvis det koster 2 pund, køb det, hvis det koster 200 pund, køb det – så længe det gør dig glad.”
Liam Gallagher smiler ikke. Han har ikke fortrukket en mine, uanset om han har snakket varmt om sin familie, rakket ned på modebranchen eller vist begejstring for sit nye band. Selv om han kalder sin bror en forskrækket nonne eller sammenligner Manchester United med barens grimme pige, siger han det ikke for at være sjov. Noel Gallagher har engang kaldt Liam for ”en mand med en gaffel i en verden fuld af suppe”. Flere musikkritikere har peget på Liam Gallaghers manglende talent for sangskrivning og instrumenter. Nogle mener, at han kun manifesterede sig i Oasis i kraft af sin vokal. Liam Gallagher vil vise, at han kan selv med det nye band. Det kan godt være, at Pretty Green sælger som ind i helvede, men det er stadig musikken, der får Liam til at føle sig hjemme. Selv om han har ændret kurs, går han stadig uimponeret til kødet med en jernvilje og en selvtillid, der kun kan være Liam Gallagher værdig.
I første omgang må han nøjes med at slå fast, at selv om det er sjovt at have et tøjprojekt kørende, er og bliver musikken det evige omdrejningspunkt i hans liv:
”Den bedste tid i mit liv er uden sammenligning, når jeg er på scenen. Jeg har mine børn, min kone og alle de der hverdagsting, som jeg er glad for, men der er ikke noget, der kommer op på siden af koncerter. Alt omkring mig forsvinder. At spille med et band slår alt. Nu griber jeg chancen og skaber det selv. Jeg vil ikke bytte det for noget andet. Det er det fucking bedste job i verden.”
I det aktuelle nummer af Euroman (nr. 213) kan du læse et langt portrætinterview af Noel Gallagher.
