Det er få år siden, jeg mødte min biologiske mor. Min biologiske lillebror ville gerne skabe en kontakt og havde skrevet til Familiestyrelsen, og de havde skrevet et brev til mine forældre. Det, synes jeg, er faktisk stort af mine forældre, at de bare lagde det frem foran mig. Så kom vi i kontakt.

Det var selvfølgelig specielt, men det var slet ikke, som man ser det i ’Sporløs’. Jeg er ellers et meget emotionelt menneske, men jeg havde slet ingen følelser i klemme der. Slet ikke. Det var ikke nogen skelsættende begivenhed for mig.

Jeg var 12 år, da jeg blev fænget. Jeg sad og så Erhard Jakobsen (tidl. formand for Centrum-Demokraterne, red.) i fjernsynet. Jeg blev vildt fascineret af hans engagement. Ikke det han sagde, men måden han sagde alt på. Så begyndte jeg at læse lidt om politik.

Der var altid nogen hjemme hos mig. Jeg havde altid nogen at komme hjem til. Tryghed, tryghed, tryghed.

Jeg elsker Melodi Grand Prix og musicals. Alle stereotyperne passer på mig. Jeg kan ikke forklare, hvorfor homoseksuelle mænd er tiltrukket af det. Men vi er gode til at feste. Og jeg vil være voldsomt fristet, hvis jeg en dag bliver spurgt, om jeg vil være med i ’Vild med dans’.

LÆS OGSÅ: 11 geniale jyske vendinger alle burde bruge

Vi skulle have besøg af socialministeren i Viborg, fordi byen var kommet på ghettolisten. Det ville jeg ikke have siddende på Viborg, så jeg inviterede ministeren over. Jeg havde tænkt meget over, hvad jeg skulle have på den dag, og jeg endte med en skjorte og en blazer.

Jeg ville ikke tage slips på, bare fordi der kom en minister, det ville se helt forkert ud at gå rundt i den såkaldte ghetto med slips på. Så kom der et læserbrev: ”Det er for dårligt, at borgmesteren ikke havde slips på, når ministeren kom på besøg.” Og et opfølgende:

”Det er nok, fordi han ikke kan knappe sin skjorte med alle de frokoster, han spiser.” Så var det, Mogens skrev til mig. Han er personlig træner. Vi lagde en plan, der varede fire måneder, frem til min 40 års fødselsdag. Jeg nåede at tabe 25 kg.



Jeg er født 31. december, og jeg blev adopteret i april. Jeg var på børnehjem. Jeg ved ikke, hvem min biologiske far er, men min biologiske mor blev gravid med mig, da hun var 16, og dengang var det noget med, at hvis hun skulle have beholdt mig, ville hun ikke kunne bo hjemme længere.

Men jeg har sagt hende tak for, at hun tog det valg. Jeg har følt mig begunstiget over at kunne vokse op i det hjem, jeg er vokset op i.

LÆS OGSÅ: 7 ting der er bedre end deres ry

Min kristendomslærer fru Rousseau var en af den slags lærerinder, der satte sig spor hos børn. Hun malede med farvekridt på tavlen, mens hun fortalte historier fra Bibelen. Det var fortryllende. Det var med til at danne nogle grundsynspunkter hos mig. Senere gik jeg til konfirmationsforberedelse hos pastor Louman, som jeg også havde meget stor respekt for.

Jeg erkendte min homoseksualitet, da jeg var i begyndelsen af 30’erne. Der gik et år eller to, fra jeg erkendte det, til jeg sagde det til andre. Og da jeg endelig fik fortalt mine venner det, vidste de det jo alle sammen i forvejen. Min største fortrydelse er, at jeg ikke erkendte det før og levede efter det for 20 år siden. Hvis jeg kunne lave det om, så ville jeg gøre det.

Jeg vil påstå, at der ikke findes det adoptivbarn i verden, der ikke tænker over, hvad de kommer af. Man har en nysgerrighed, og det havde jeg også. Men aldrig noget behov, for jeg har ikke savnet noget.

Troen giver mig ro. En ro i sindet og sjælen og en bekræftelse på, at når det stormer, og der er meget blæst, så er det godt at vide, at det betyder så uendelig lidt.

Når du vokser op et sted som Vejerslev, en meget lille landsby uden for Bjerringbro, så vil du gerne ligne de andre, så jeg havde pigekærester lige som alle mulige andre. Også i mit voksne liv.

Det handlede ikke om, at jeg var bange for, at der var nogen, der ville fordømme mig, for det var slet ikke en del af mit univers, at man kunne være homoseksuel. Jo, jeg hørte da også Pet Shop Boys i 80’erne, og jeg vidste godt, at de var det, men det gav slet ikke anledning til nogen erkendelsesproces hos mig. Jeg ved godt, at det måske er lidt mærkeligt, men det gjorde det bare ikke.


LÆS OGSÅ: Anders Samuelsen: "Jeg kan se symptomerne på en alkoholiker på 1.000 kilometers afstand"

Den helt store forskel på at være borgmester og partileder er medietrykket. Jeg har lige skullet vænne mig til, at en gammel historie om en politisk beslutning, jeg var med til at træffe som borgmester i Viborg om et sponsorat til byens fodboldklub, en historie som har været bragt i flere medier før, pludselig kan blive en stor nyhed, fordi jeg er blevet partileder.

Jeg er nok kommet dertil, at det løb er kørt. Det med børn.

Midt i juni ringede Lars Barfoed (daværende konservativ leder, red.) og spurgte, om det måske kunne være noget for mig at blive formand for partiet. ”Wow” tænkte jeg. Men sprang jo ikke lige på den med det samme.

Jeg var glad for at være borgmester. Så tænkte jeg videre. Hvad får det af konsekvenser? Kan jeg løfte den opgave? Og så begyndte det at vokse i mig. Tænk nu, hvis jeg sagde nej og så fortrød det om 10 år. Man skal hellere hoppe ud i noget, det nytter ikke at være så forbeholden.

Kort efter, at jeg var blevet partiformand, var der en ung mand, der skrev til mig: ”Det kan godt ske, at du synes, det er træls eller voldsomt, at aviserne skal skrive, at du er homoseksuel, men du skal vide, at det betyder enormt meget for mig.” Så giver det alligevel en slags mening, når man får sådan et brev. Jeg svarede, at han skulle huske at være sig selv og lade være med at gå og gemme på det. Jeg skrev til ham igen for nylig for at høre, om han var okay. Det var han. Han havde fået det fortalt, og alle havde været okay med det.

Jeg har været med til at lukke skoler i Viborg. Folk demonstrerede imod mig og kaldte mig ’idiot’ og ’svin’. Der blev holdt en fest i en landsby, hvor bordpynten var nogle plastikbøtter med tidsler i og et animeret billede af mig med djævleører.

Jeg fik trusselsbreve, hvor der stod, at jeg skulle passe på, hvor jeg gik hen. Når jeg kommer i sådan et stormvejr, får jeg en trodsreaktion af den anden verden. Jeg står ret stærkt, når det blæser, har jeg fundet ud af. Og ved det efterfølgende valg mere end fordoblede jeg mine personlige stemmer.

Hvis jeg beder om noget, så beder jeg om styrke til at kunne håndtere en situation eller at stå noget igennem. Jeg kunne ikke drømme om at bede Gud om at få et problem til at forsvinde. Jeg beder aftenbøn, men ikke hver eneste aften.

Husk nu, at prioritere dine kammerater og din kæreste, for der kommer en dag, hvor du ikke er formand længere, og så er der ingen, der kommer og siger tak for noget som helst. Det er et godt råd, jeg prøver at leve efter.

Alle stereotyperne passer på mig. Jeg kan ikke forklare, hvorfor homoseksuelle mænd er tiltrukket af det. Men vi er gode til at feste.

LÆS OGSÅ: ”Kære statsminister: Jeg håber, at du tager os alvorligt denne her gang. Mest af alt håber jeg, at du giver en fuck.”

LÆS OGSÅ: 16 eksempler på at lokaljournalistik er det bedste

LÆS OGSÅ: Morten Vammen:"Jeg har det lidt som en vegetar i en slagtehal, når det gælder politik. Det er næsten umuligt at vælge mellem de usexede sager på menuen, der alle virker, som de er over sidste salgsdato"