1973 - Ziggy Stardust

Ziggy Stardust døde den 3. juli 1973 ved en koncert i Hammersmith Odeon i London. David Bowie aflivede sin mest berømte persona for at kunne komme videre. Ziggy havde tjent ham godt, og den guitarspillende, venstrehåndede rockstjernefigur med en tosset frisure ”like some cat from Japan” havde vakt så meget opmærksomhed, at David Bowie på kort tid bevægede sig fra en status som lovende sangskriver i London til kulturelt fænomen.

LÆS OGSÅ: Mig og Bowie: 11 mænd om mødet med stjernen

Ziggy var en del af glamrockbølgen, men hans kostumer og hår, farvet syntetisk rødt, var længere ude end The Sweets tyggegummiversion. David Bowies glamperiode var inspireret af filmudgaven af ’A Clockwork Orange’, af New Yorks dekadente undergrundsscene, og der gik en klar stribe eyeliner fra hans leg med makeup til Lou Reed, New York Dolls og Andy Warhol.



Et andet vigtigt element var Japan, og David Bowie og Ziggy var klædt i stramtsiddende jumpsuits lavet af designeren Kansai Yamamoto. Designeren hældte også rocksangeren i vinyl-dragter, plateaustøvler, strikkede heldragter og quiltede sæt, der mest af alt lignede nattøj, men så ekstraordinært raffineret ud, når David Bowie optrådte i tv-programmet ’Top of the Pops’ med fx ’Starman’.

Med til Ziggys look hørte i en periode et lyn malet ned over højre øje.Kort inden Ziggy døde, indspillede David Bowie en musikvideo til sangen ’Life on Mars’. Han var klædt i et strålende turkis jakkesæt, vanvittig strittende rødt hår og tung, tung makeup. Klippet blev mange popfans’ første møde med David Bowies dybt personlige stil. I 2003 fik Vogue lov til at låne det originale jakkesæt, og Kate Moss bar det i en fotoserie som hyldest til Ziggy og Bowies indflydelse på mode. Modehuse som Gucci og Balmain har kigget nøje efter glam.

1971 - Kjoletid

Mænd i kjole er bare aldrig blevet en stor ting uden for Skotland. David Bowie var klar over, at der ville blive lagt mærke til ham, når han slængede sig på en silkedraperet chaiselong iført figursyet kjole med blomstermønster. Sådan så coveret til albummet ’The Man Who Sold the World’ ud. Kjolen var designet af London-legenden Mr. Fish, der allerede i 1969 sørgede for, at Mick Jagger optrådte i en feminin kreation ved Rolling Stones’ store koncert i Hyde Park.



David Bowie indledte med kjolen den flirt med køn, der fulgte ham tæt gennem 70’erne. Det åbnede for spekulationer om hans seksualitet, som han selv pustede livligt til i den første del af karrieren. På dette tidspunkt havde han gennem nogle år studeret japansk dans og var gennem kabuki-traditionen blevet interesseret i ceremonielle kimonoer og andre flagrende gevandter i stil med kjoler.

Billedet af en kjoleklædt mand med langt lyst, krøllet hår var for hård kost for hans amerikanske pladeselskab. I USA udkom ’The Man Who Sold the World’ med en tegning af en cowboy på forsiden. 22 år senere indspillede den ligeledes kjoleglade Kurt Cobain og rockbandet Nirvana en udgave af titelsangen. 

1976 - The thin white duke

Der er ét David Bowie-look over dem alle, når det gælder samspillet med mode. The Thin White Duke-figuren trækker stadig friske spor ned ad catwalken. De har været der alle sammen de seneste år: Celine, Lanvin, Dries Van Noten, og så sent som ved sommerens modeshow var Bowies stil fra midten af 70’erne igen tydelig hos bl.a. Hedi Slimane og Saint Laurent Paris. Den tynde, hvide hertug klædte sig i sort jakkesæt, men lagde ofte jakken, så man så ham i højtaljede bukser med læg, vest og hvid åbentstående skjorte med store, stive flipper.Stilen var for David Bowie essensen af Hollywoods glamour og europæisk kultur. Tænk på Marlene Dietrich i sort herrejakke og hvid skjorte.

Den søgende rockstjerne overtog udtrykket med hjælp fra designeren Ola Hudson og blev til The Thin White Duke i forbindelse med indspilningen af albummet ’Station to Station’ i Los Angeles. Parallelt havde han hovedrollen i Nicolas Roeg-filmen ’The Man Who Fell to Earth’ med orange hår, sære øjne og meget bleg hud.

Det var i denne periode, Bowie begyndte at gå med hvide skjorter lavet af den unge Bowie-begejstrede designer Paul Smith. De to mødtes dog først i 1982, fortæller Paul Smith i bogen ’A-Z’: ”Han præsenterede sig som Paul Smith-fan. Det betød utrolig meget for mig. Bowies look har altid været opfindsomt.” The Thin White Duke var elegant og enkelt klædt. Det var nemt for Bowies fans at efterligne stilen uden at blive blanket af, ingredienserne er i alle secondhandbutikker. Blandt de mange, der er blevet inspireret af figuren, er sangerinden Annie Lennox og skuespilleren Tilda Swinton. Androgyne kvinder, som i David Bowie fandt en inspirerende, alternativ rollemodel. 

1977 - Berlin

Berlin. David Bowie flygtede fra det solbeskinnede kokainparadis i Los Angeles for at genopfinde sig selv – igen – i den delte by. Den kuldslåede stemning i Berlin-murens skygge kom til at gennemsyre hans musik og stil. Kraftwerk og de tyske krautrock-grupper inspirerede ham til langsomme instrumentalnumre og en øget brug af synthesizere. Det maskinelle udtryk blev bakket op af et moderne look med plads til lys og skygge, historie og nutid.

LÆS OGSÅ: Den musiske kamæleon: 9 nedslag i David Bowies karriere

Det var den japanske fotograf Masayoshi Sukita, der tog sort-hvid-fotoet på omslaget til ’Heroes’. Det skulle ligne noget fra Berlins dekadente historie. Der var to ting, som Bowie-fans straks tog til sig: læderjakken og håret. Frisuren var en videreudvikling af det tunge pandehår, man så på ’Low’-pladen, der udkom tidligere i 1977. Korte, smalle læderjakker er altid cool, og han bar den også – lynet ned til navlen – i musikvideoen til ’Heroes’.

Ude i virkelighedens bundfrosne Berlin supplerede David Bowie coverstilen med tunge overfrakker. Den slags, som senere blev et adelsmærke for postpunkens musikere og poserende unge mænd i 80’ernes københavnske natteliv.

Masayoshi Sukita var den fotograf, der var tættest på David Bowie i 70’erne. Tidligere i år blev hans billeder fra perioden udstillet i London. 

1980 - Ashes to Ashes

David Bowie går på stranden. Himlen er sort, og der er en stemning af undergang i de forvrængede farver. Musikvideoen til ’Ashes to Ashes’ er et af rockhistoriens ikoniske øjeblikke og afslutningen på den flamboyante periode i Bowies karriere. Han er klædt ud som Pjerrot – klovnen, der er rap i replikken, men alligevel ender med aldrig at få sin Columbine. 

David Bowies dragt blev designet af Natasha Korniloff, som han lærte at kende allerede i 60’erne, mens han optrådte som mimer i Lindsay Kemps dansetrup. Bowie havde en affære med både Natasha og Lindsay (som er en mand). Truppen arbejdede med japansk kabuki og franskinspireret pantomime og spillede bl.a. forestillingen ’Pjerrot i turkis’.



Selv om man ikke så folk på gaden klædt ud som Pjerrot, fik ’Ashes to Ashes’-videoen stor betydning for flere generationer af musik- og modefolk. Særligt Londons stilbesatte New Romantic-scene sugede ideer fra iscenesættelsen med dramatisk makeup og kølighed. Grupper som Visage og Japan og scenen omkring natklubben Blitz var Bowies børn. Mon ikke en goth eller to har fundet ideer til ansigtskuløren hos de blege monstre og super creeps på Bowies strand? 

80'erne - Mainstream 

Efter stormen, stilheden. David Bowie oplevede i begyndelsen af 80’erne karrierens største kommercielle succes, og ’Let’s Dance’-albummet gjorde ham til et stadionfænomen med brede pophits. Samtidig sendte han 70’ernes vilde kostumer og skiftende roller på tidlig pension. ”Mit scenetøj er meget mere funktionelt nu end tidligere. Dengang designede jeg karakterer, det er jeg holdt op med. Da jeg var The Thin White Duke og alle de andre, klædte jeg mig altid, så det passede til rollen,” forklarede David Bowie til magasinet Lucky i 2005.



Der var 80’er-friske pastelfarver til jakkesættene, men det var langtfra avantgardistisk og bare en del af det generelle modebillede sammen med højtaljede busker med læg kombineret med seler og en skødesløs ubundet butterfly om halsen. O.k., der var lige de voldsomt flagrende haremsbukser i musikvideoen til ’Blue Jean’, men ellers var rockens kamæleon nu i camouflage, forklædt som almindelig popstjerne.Senere i 80’erne blev klædestilen endnu mere formel, og i sideprojektet Tin Machine klædte David Bowie sig i sorte power-suits fra bl.a. Giorgio Armani med brede skuldre. 

1986 - Vildspor

Man tror det næppe, men David Bowie kan se kikset ud. Det sørgede Jim Henson for, da skaberen af ’The Muppets’ brugte den cool brite som blikfang og goblin-konge i filmen ’Labyrinth’. Det var særligt David Bowies afblegede strithår, der rystede en fanskare, som ellers var vant til lidt af hvert. Men det her var en bad hair day ud over det sædvanlige. Han lignede Kathleen Turner med for meget makeup og hår, der ville have passet på et medlem af sleazerock-gruppen Mötley Crüe i fuldt 80’er-flor.



Kritikerne var hårde ved David Bowies indsats i filmen. ”Han er ikke stiv som træ – mere som et stykke plastic,” skrev den amerikanske avis St. Petersburg Times, og ’Labyrinth’ udviklede sig til et med god grund overset hjørne af karrieren. Ikke mindst pga. looket.I promotionvideoen til filmsangen ’Underground’ optrådte David Bowie i mere passende påklædning med læderjakke og kort hår, og det eneste link til filmen var nogle dansende dukker. Det var åbenbart ikke kun fans, der opfattede ’Labyrinth’-looket som en fiasko.

1997 - Genrejst 

Union Jack er et af de mest genkendelige symboler i verden, og det britiske flag har spillet en central rolle i rockhistorien. 60’ernes Mods adopterede flaget side om side med luftvåbnets berømte target-symbol, og det blev til mode, da bands som The Who optrådte i Union Jack-jakker.

Designeren Alexander McQueen gav flagjakken et nyt udtryk på albummet ’Earthling’ i 1997. Det var Bowies forslag. Han havde været Mod som ung og ønskede sig en jakke i stil med den, Pete Townshend fra The Who havde haft dengang. Den skrædderuddannede Alexander McQueen var Bowie-fan og syede en elegant jakke i frock-snit – som han bagefter rev i stykker og brændte huller i.

LÆS OGSÅ: Se video: Mick Jagger og David Bowie uden lyd

2002 - Mr. Tweed

Selv om verdens bedste herredesignere står på spring for at klæde David Bowie på, valgte han på omslaget til ’Heathen’-albummet at bære et jakkesæt fra 20’erne. Det var rødbrun tweed med vest. Dertil hvid skjorte og blåt slips med gule og røde skråstriber. På fødderne bar han brune brogues. Ved at bære vintage kom David Bowie til at ligne noget fra en anden tid, der var beamet frem til det nye årtusind. En alien. Men mere diskret end i 70’erne, hvor han var manden, der faldt ned på jorden.



Til turneen efter udgivelsen af ’Heathen’ i 2002 fik han scenetøj leveret af bl.a. Hedi Slimane, som havde genopfundet jakkesættet hos Dior Homme. Hans største idol har altid været David Bowie, og der er i Slimanes syletynde silhuetter og bukser, der er så smalle, at de kun passer rockstjerner, en enorm gæld til 70’ernes rockmytologi. ”Jeg er født med et David Bowie-cover i hånden. Han var min Adam, og hans daværende hustru, Angie Bowie, var Eva,” har Hedi Slimane forklaret.

Hans opdaterede udgave af David Bowie rejste i 2002 verden rundt i skinnende blå og sorte jakkesæt med skråt skåret jakke i stil med en gammeldags frock og en pyntekæde fra revers til brystlomme. David Bowie blev så begejstret for sin fans design, at han i årene efter talte varmt om Hedi Slimane og gik i Dior Homme. 

2013 - Comeback

Det er ikke meget, man har set til David Bowie i år. Det vakte opstandelse, da han udgav ’The Next Day’, det første nye album i 10 år, og hans udseende var omdrejningspunkt for den store ’David Bowie Is’-udstilling i London. Alligevel har manden bag et af de mest omtalte comeback i lang tid været stort set usynlig. Ingen interview (i skrivende stund), ingen koncerter og kun ganske få officielle fotos.

Singlen ’Where Are We Now?’ blev ledsaget af et pressebillede, hvor David Bowie er enkelt klædt i sort hat, jakke og jeans med huller på knæene. Han sidder under et berømt foto taget af ham som ung sammen med forfatteren William Burroughs. De har hat på.



66-årige David Bowie har brugt det seneste årti på at leve et så godt som almindeligt familieliv i New York. Han har forladt rampelyset og viser sig kun sjældent offentligt sammen med modelhustruen Iman. Hans anden store 2013-musikvideo, ’The Stars (Are Out Tonight)’, spiller på denne normalitet, og man ser ham købe ind i enkelt gråt jakkesæt og trenchcoat. David Bowie er i selskab med skuespilleren Tilda Swinton, der er klædt som en falmet filmstjerne.

Det viser sig, at de har en glamourøs fortid, og Bowies egen historie dukker op i form af en række fortolkninger af klassiske Bowie-figurer. Den androgyne herremodel Andrej Pejic er i dametøj, og den drengede topmodel Saskia de Brauw er i herretøj. En hilsen til det spil med køn, der prægede David Bowies påklædning i 70’erne, men i dag er langt fra hans hverdag. 

Artiklen har første gang været publiceret i Euroman november 2013. 

LÆS OGSÅ: He's back: Nyt nummer fra David Bowie

LÆS OGSÅ: ”Hvis du er svag, er du på vej væk. Schæferhundene går altid efter det blødende dyr i flokken”

LÆS OGSÅ: Den vrede historie om punk