Hovedpersonerne i tidens mest populære tv-serier har en flosset moral. De er utro, slår ihjel og sælger stoffer. Alligevel – eller måske derfor – er tv-serien som genre blevet genfødt.
I sengen ligger Jesse og hans kæreste tæt indslynget i hinanden. De er begge faldet i dyb søvn efter at have sprøjtet blodårerne med heroin. Walter White er brudt ind i huset og sidder i soveværelset, hvor han prøver at vække Jesse for at tale ham til fornuft. Da han rusker i Jesse, vender Jane sig, så hun ligger på ryggen. Pludselig kaster den unge pige op i søvne. Walter løber om til hendes side af sengen, mens han hvisker: ”Nej, nej, nej.” Da han skal til at hjælpe hende, fryser hans hånd få centimeter fra hendes ansigt. Han trækker hånden tilbage og står i stedet og kigger på hende, mens hun bliver kvalt i sit eget bræk. Det var Janes skyld, at han var blevet uvenner med Jesse, og hun var en potentiel trussel mod hele hans forretning med at producere det forbudte stof crystal meth. Nu er truslen elimineret. Walter tager hånden op foran munden, mens tårerne triller ned ad hans kinder.
Efter denne scene i tv-serien ’Breaking Bad’, hvor Walter White lader Jane dø, fordi det er lettest, hvis hun forsvinder, ved seerne ikke længere, om han er god eller ond. I dag er det opskriften på mange af de mest succesfulde tv-serier: En hovedperson, som optræder ulovligt, stødende og umoralsk, men som vi stadig holder med. Det er kabelkanaler som HBO, AMC, FX og Showtime, der står bag mange af serierne. Det er betalingskanaler, der ikke er lige så afhængige af seertal, annonceindtjening eller underlagt samme stramme regler for indholdet som de landsdækkende kanaler, som alle amerikanere har adgang til.
LÆS OGSÅ Seks tv-serier, vi glæder os til i 2014
I tidsrummet 6-22 er bandeord eller uanstændigt og blufærdighedskrænkende indhold ulovligt på de store netværkskanaler som ABC, CBS og NBC. I praksis betyder det nul sex, ingen ’fuck’ og ’bitch’ eller bestialske mord.
Kabelkanalerne er ikke underlagt samme regler, fordi de ikke er tilgængelige for alle, og ifølge filmskribenten Mark Hughes fra Forbes Magazine fandt de hurtigt ud af, at hvis de skulle konkurrere med de landsdækkende kanaler, måtte de spille på det kontroversielle og give deres manuskriptforfattere, instruktører og producere frit spil. Resultatet er grænseoverskridende, anmelderroste og Emmy-vindende dramaer. Ofte med karakterer, der adskiller sig fra dem på de traditionelle kanaler i USA, hvor man som regel spiller det sikre kort for ikke at støde seerne. I de nyere populære serier har hovedpersonerne ofte en flosset moral. I ’House of Cards’ følger vi en politiker, der ikke skyer nogen midler for at få magt. I ’Mad Men’ følger vi en reklamemand, der har stjålet sin identitet og er sin kone utro til højre og venstre, og i serien ’Dexter’ er hovedpersonen retsmediciner, men seriemorder i sin fritid.
Ifølge psykologerne bag rapporten ’Rooting for the Bad Guy’ er der flere forklaringer på, hvorfor vi holder med figurer fra skurke-kategorien. Seriernes bagmænd sørger for at dreje sympatien i retning af en bestemt person, bl.a. ved hjælp af kameravinklerne. Hvis kameraet er zoomet helt ind på en person – det, man kalder et ekstremt closeup – er chancen for, at vi mister sympatien for karakteren stor. Derfor vil der ofte være zoomet ind på hovedrollernes modstandere. Der er stort set altid karakterer, der er lidt mere ondskabsfulde end vores hovedroller, som vores antipati kan søge mod, lyder forklaringen. I ’Breaking Bad’ tager de skridtet videre, forklarer seriens kameramand Michael Slovis.
”Et varemærke for serien er, at vi ofte ikke ser hovedrollernes ansigter. Vince Gilligan (idémanden til serien, red.) siger, at alle ved, hvem de her mennesker er, så der er ingen grund til at se deres ansigter. Mange andre kanaler ville blive sure, hvis man kun kan se hovedpersonens omrids, eller der kun er lidt lys i hans ansigt. For os handler det om følelserne i scenen i stedet for at se ansigtet. Jeg vil hellere fortælle historien i et bælgmørkt lokale, hvis det kan lade sig gøre. Vi repræsenterer virkeligheden, vi reproducerer den ikke bare.”
’The Sopranos’ blev tilbudt til flere af de store tv-kanaler i USA, men de takkede pænt nej.
HBO ville til gengæld gerne have den, og det har de nok ikke fortrudt.
En anden forklaring er den mængde information, vi får om hovedrollens motiver og indre følelsesliv. Fx via en voice over som i tv-serien ’Dexter’, psykologbesøg i ’The Sopranos’ eller flashbacks får vi ekstra information om karakterens motiver for at udføre onde handlinger. Vi sætter os i karakterens sted og begynder at lave undskyldninger for personen. ”Walter White har kræft, men ingen penge til behandling, så det er o.k., at han fremstiller crystal meth. Han gør det jo for sin families skyld.”
LÆS OGSÅ Chewbacca-skuespiller deler masser af billeder fra Star Wars
Ifølge den psykologiske rapport er det samme tendens, man ser hos personer, der bliver kidnappet. Overlevelsesinstinktet bliver tændt, og de begynder at sætte sig ind i kidnapperens verdensbillede. På den måde kan de bedre forstå og acceptere, hvorfor de er blevet kidnappet.
En tredje psykologisk forklaring er, at vi godt kan lide at se hævnen ske fyldest. Hovedkaraktererne er ofte på hævntogt, fordi nogen har behandlet dem uretfærdigt. Flere studier viser, at især mænd er hævnlystne, og det smitter af, når vi ser fjernsyn. Derfor gør det ikke så meget, at en karakter som Jane i ’Breaking Bad’ dør, for hun har tidligere behandlet Walter White dårligt. Man kunne argumentere for, at hun i Walter Whites verdensbillede fortjente at dø. Selv skuespilleren Krysten Ritter, der spillede Jane, hepper stadig på Walter.
”Man skulle tro, at jeg ville bære seriøst nag til Walt, fordi han stod og så Jane dø, men jeg håber stadig på, at alt spiller ud til den mands fordel,” sagde hun til New York Magazines blog Vulture, inden serien sluttede. 
I de typiske ’bad guy’-serier er hovedpersonerne oftest mænd, men kvinderne har også fået lov at indtage de umoralske hovedroller. I Netflix’ originalserie ’Orange Is the New Black’, der blev udgivet i sommeren 2013, møder vi den lyshårede og velfungerende hovedperson Piper Chapman (spillet af Taylor Schilling), der afsoner 15 mdr. i fængsel for en forbrydelse, hun begik for 10 år siden. I fængslet begynder hendes sande jeg at vise sig. Præcis som med Walter White begynder hun at breake bad, jo længere serien skrider frem. Som hun siger i serien: ”Jeg er bange for, at jeg ikke er mig selv herinde. Og jeg er bange for, at jeg er.” Hun er manipulerende, smålig, overfladisk, men ikke mindst kompleks, realistisk og menneskelig. Og det er netop et mantra for tv-forfatteren Jenji Kohan, der står bag serien. Hendes karakterer skal være komplekse som rigtige mennesker. Hvis en anden karakter kan sige replikken, skal den skrottes. Hele holdet bag ’Orange Is the New Black’ er sikre på, at serien ikke kunne være vist på en landsdækkende kanal, for som i de andre ’bad guy’-serier får karaktererne i ’Orange Is the New Black’ lov til at udvikle sig, og den viser verden som et mere komplekst sted. Kampen mellem det gode og onde er ikke bare sort-hvid. Den kan godt være grå. Og netop i gråzonen finder vi de fleste populære karakterer fra serierne.
Serierne nævnt i teksten kan ses enten på HBO Nordic eller Netflix.
LÆS OGSÅ Jordan Belfort er virkelighedens Wolf of Wall Street
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
