Jeg løj meget som barn. Jeg ville gerne have, at jeg boede i et cirkus, selv om jeg boede i Søborg.

Da jeg var 18 år, opdagede jeg, at jeg ikke var udødelig. Før det troede jeg, at min krop var en maskine, der kunne gå igennem alt. Jeg havde trænet ballet i ti år og ikke passet godt nok på mig selv. Jeg fik en form for diskusprolaps og en fraktur på rygsøjlen. Jeg troede, jeg bare skulle træne mig varm, og så ville det gå i sig selv. At jeg rent faktisk kunne miste noget, tog jeg slet ikke alvorligt.

En ting er at have ondt, men så alligevel være i stand til at smile over nogle ting. Når man ikke engang kan grine, fordi den fysiske smerte er for stor, er det umenneskeligt. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Læs resten af interviewet på de følgende sider.Der er ikke altid vej, hvor der er vilje. Min rygskade satte en stopper for min drøm om at danse ballet. Oplevelsen af at have mistet alt, der betød noget for mig, og derefter igen at finde noget, jeg brænder for, og kæmpe mig op igen, er det, der har formet mig mest som menneske.

Da jeg som lille skiftede skole, sagde mine venner, at de blev nødt til at købe en ghettoblaster som erstatning for mig. Jeg har altid sunget meget.

Vi hørte sjældent radio eller plader derhjemme. Vi sang i stedet. Et af de klareste minder fra min barndom er fra en ferie i Italien med min familie. Vi havde været på stranden hele dagen og kørte hjem gennem bjergene i fantastisk smukt vejr. Min mor sang ’En yndig og frydefuld sommertid’, og det gik op for mig, at jeg var en del af noget specielt. Der oplevede jeg første gang, hvor stort musik og sang kan være. Nu er det selvfølgelig min yndlingssang.

Jeg har besluttet mig for at tage mig selv og mine muligheder alvorligt. Alting kan forsvinde når som helst. Jeg lever virkelig i nuet. Lige om lidt kan det være væk.

Den sjoveste mand, jeg har mødt, er min far. Hans humor er ret grotesk. For nylig sagde han: ”Jeg er rimelig hardcore, når det kommer til grød.” Han siger ting, der er helt skæve, det kan jeg slet ikke stå for.

Som oftest tænker kvinder ikke på noget, selv om I tror, hjernen kører på højtryk.

Jeg kan godt lide, at mænd ikke forstår kvinder. Der er noget fint over, når mænd prøver at finde ud af én. Min kæreste har bestemt ikke fundet ud af alt om mig endnu, men det er sjovt at prøve at blive fundet ud af.

Jeg er omgivet af mænd. I musikbranchen og i mit band, og mænds afslappethed passer mig rigtig godt. Forleden, da vi skulle køre 20 timer fra Chicago til Austin, bemærkede jeg, hvordan vi i bilen først snakkede om noget sjovt, så noget alvorligt, og så tog en af drengene fra bandet en bog op og begyndte at læse. Der er ikke noget behov for at holde noget hyggeligt kørende eller for at gøre andre glade. Det har jeg det vildt godt med.

Mænd klarer sig bedre i forhold, hvis de er i stand til at aflæse, hvornår kvinder er kede af det. Mænd skal ikke ignorere, hvis vi er kede af det, eller blive bange, hvis vi fælder en tåre. Spørg ind til det.

En mand skal være sig selv og lade være med at tænke over, hvordan han ser ud, eller hvad han siger. Vær ikke bange for at provokere eller sige noget, der overrasker. Og klar situationen, hvis noget går galt. Ring til flyselskabet, få mig ud af en knibe, tag hånd om sagen.

Kvinder kan være ret kyniske. I starten var der flere kvinder, der arbejdede på mit team, og ingen af dem var de der bløde, moderagtige figurer, som folk ofte forventer.

Man skal ikke bebrejde sig selv, hvis man ikke kan blive forelsket. Det er noget fis. Jo, du kan. Du har masser af følelser, du har bare ikke mødt den rette.

Kærlighed har ingen vilje, den falder på en lort som på en lilje. Det var min faster, der sagde det til mig, engang jeg var forelsket i en idiot.
Dengang jeg dansede, var mine helte typiske balletstjerner som Rudolph Nureyev og Martha Graham. Efter jeg er blevet ældre, er mine helte ikke længere personer, men snarere produktet. Jeg har set alt, hvad David Lynch har lavet, men som person interesserer han mig ikke. Det samme med Tim Burton. Jeg aner ikke, hvordan han ser ud, men jeg elsker hans film.

Jeg bor i New York. Jeg vil gerne bo lidt i L.A., lidt i Paris, lidt i London og lidt i New Orleans. Jeg tror, jeg er lidt en nomade. Nogle gange bliver jeg bange for, om jeg overhovedet kan leve anderledes. Man bør vel slå sig ned på et tidspunkt, og jeg kommer måske til det, men lige nu er det en abstrakt tanke.

Jeg spiser rigtig meget beef jerky og rigtig mange ostehapser. Chips. Måske vingummibamser. Når vi er på landevejen, får vi primært næring fra tankstationernes udvalg, og når vi så når frem til hotellet, er det eneste, der har åbent, en diner med cheeseburgere og pomfritter. Det er ikke sundt at være på tour.

Dansk mad mangler jeg. Leverpostej, Piratos, blå Klovborg på rugbrød, ristet rugbrød med honning, koldskål. Jeg savner endda rullepølse, selv om jeg ikke kan lide det.

Jeg savner rigtig meget og rigtig ofte. Det er en af de ting, man ofrer med det her liv. Savn er blevet en etableret del af mit liv, og jeg har accepteret, at jeg bruger store dele af mit liv på at undvære dem, jeg holder mest af.Mit billede af Danmark er meget romantisk, og jeg hygger mig altid, når jeg er på besøg derhjemme. Jeg er lykkelig for at være vokset op i et land, hvor vi er så privilegerede. Mine amerikanske venner opfatter Danmark som et paradis, hvor folk kører rundt på cykel og smiler. Og så er alle utrolig talentfulde.

Efter jeg havde spillet på ’Letterman’, tog jeg direkte hjem. Jeg sad i en taxa over East River på vej til Brooklyn, helt alene, helt stille, helt tom. Så kom jeg hjem og prøvede at lade, som om alt var normalt. Min hund kiggede på mig og tænkte slet ikke på ’Letterman’. Det var en meget underlig kontrast. Da det blev vist i tv om aftenen, inviterede jeg alle mine venner hjem og så det og drak champagne. For lige at få det igennem systemet.

Han var sød, tror jeg. Jeg husker ham bedre fra tv end i virkeligheden. Det blev en vild ting, fordi alle snakkede så meget om, at jeg skulle spille på ’Letterman’. Det eneste, jeg husker, er, at jeg var ved at dø af skræk.Nogle af de største øjeblikke rent prestigemæssigt og karrieremæssigt er nogle af de ting, der betyder allermindst rent følelsesmæssigt. Og så kan man omvendt spille på en bar på Lower East Side og få den vildeste ud af kroppen-oplevelse. Jeg hader mig selv for, at jeg ikke kan huske, da jeg stod og modtog Kronprinsparrets Kulturpris. Men jeg kan ikke rumme det i situationen.

Der findes mange barer i New York, der har en lille scene med livemusik med kunstnere, der gerne vil slå igennem. Inde bagved har de så et lillebitte rum, hvor de allermindste navne spiller. Den har jeg fandeme stået på mange, mange gange.

Det var små skridt i starten. Man må acceptere, at man ikke bare kan gå ud med sin guitar under armen og spille koncerter for flere hundrede mennesker. I starten er der ti. Men hvis der til den næste koncert står 11 og så 12 og 13 og 14, så er det jo en sejr. Hver gang jeg vandt en fan, vandt jeg virkelig stort.Ultimativ lykke opleves momentvis. Det er ikke en tilstand, det er øjeblikke, hvor jeg glemmer, hvor jeg er, hvad jeg laver, og hvad klokken er. Musik kan få mig til at blive ét med den, jeg er, det, jeg er i, og være 100 % til stede.

Jeg er god til at gøre mig selv bange. Følelsen af, at alt, hvad jeg har opbygget, kan forsvinde, er meget angstfremkaldende.

Jeg er meget alene. Nogle gange er jeg ensom. Jeg har været alene en meget stor del af mit liv, men jeg kan sagtens håndtere det. Jeg har behov for alenetid. Musikken gør, at jeg ikke føler ensomhed som en smerte, men i stedet, at jeg har noget ud over mig selv. Jeg sidder ikke bare og keder mig.

Min hund hedder Ujan Slikkerias den Første. Min næste hund skal hedde Keld Slikkerias den Anden.
Nanna Øland, 25 år, tidligere balletdanser, nu succesfuld sangerinde. Debuterede med ’Fauna’ i 2008 og udgav i foråret 2011 opfølgeren ’Oh Land’, der udkommer i hele verden. Født og opvokset i Søborg nord for København, flyttede alene til Sverige som 16-årig. Bor i en lejlighed i Williamsburg i New York og er kæreste med billedkunstneren Eske Kath.