I det nye nummer af Euroman har vi samlet landets toppolitikere, hvor de taler ud - om alt andet end politik. Og der kommer flere sjove og mærkværdige ting frem. Nu kan du teste dig selv eller dine nærmeste på, hvor godt I egentlig kender landets magthavere.

1. Hvilke to partiledere har den samme tilbagevendende drøm om at kunne flyve?

”Jeg har en drøm, der har fulgt mig gennem livet, om at jeg kan flyve. At hvis jeg springer tre meter hen ad vejen og bevæger armene, kan jeg lette. Jeg tør ikke fortælle en psykolog om det.”

- Anders Samuelsen

”Jeg har en tilbagevendende drøm om, at jeg kan flyve. Hvis jeg løber og bevæger armene, så flyver jeg. Jeg kan mærke luften, og at jeg letter. Jeg tænker, det er en frihedsdrøm.”

- Pia Olsen Dyhr

2. Hvem bor i sit barndomshjem?

”Jeg overtog mit barndomshjem, da min far døde. Det er et helt almindeligt parcelhus fra 60’erne med vinkelstue. Jeg bor på den vej, hvor der stadig bor folk, der har set mig gå med ble. Jeg er stærkt knyttet til det hus, på godt og ondt. Det er min base, og i den grad derfra min verden går. ”

- Anders Samuelsen

3. Hvem begyndte at ryge som 12-årig?

”Jeg begyndte at ryge, da jeg var 12. Det er lige præcis på landet, man gør sådan noget. De, jeg kender, der er vokset op i København, gik til drama. Vi stod i busskuret og drak øl og røg smøger.”
- Johanne Schmidt-Nielsen

4. Hvem har været på 5:2-kuren siden nytår 2014?

”Jeg har tabt 7,5 kg på 5:2-kuren, siden jeg kom på den lige efter nytår i 2014. Man overraskes over, hvor hurtigt kroppen vænner sig til det.”

- Morten Østergaard

5. Hvem er blevet anholdt for mord?

”Jeg blev engang anholdt på et hotel i Pakistan. Vi var fem-seks stykker, der var af sted med Venstres Ungdom. Midt om natten bankede det på døren, og så væltede det ind med pakistansk politi med rifler. ”You’re under arrest,” råbte de, og så blev vi gennet ud i nogle pick-ups, der kørte os til politigården og ind i et lille rum med tremmer for vinduet, hvor vi fik lov at sidde i nogle timer uden at ane, hvorfor vi var der. Så kom en pakistansk kriminalkommissær med et kæmpe overskæg og fortalte, at vi var mistænkt for mord. En schweizisk hjælpearbejder var blevet myrdet på vores hotel. Vi prøvede at forklare os, og jeg havde også et brev med fra Uffe (Ellemann-Jensen, red.), der var udenrigsminister på det tidspunkt, men det var de da fuldstændig ligeglade med. Det viste sig, at der var nogle unge fyre, der var forsvundet fra hotellet om natten. Og på et tidspunkt gik det op for det pakistanske politi, at det var mere oplagt at prøve at finde dem.”

- Lars Løkke Rasmussen

6. Hvem hænger selv valgplakater op?

”Ja for fa’en, selvfølgelig hænger jeg da valgplakater op. Ikke så meget som jeg har gjort tidligere, men jeg betragter det som en ædel disciplin og noget, man skal kunne. De kegleformede lygtepæle er lidt svære at kravle op ad, det er bedst, hvis man har en stige, ellers må man stramme stripsene fast, og så bruge dem til at trække plakaten op med. Hvis man er lidt sent ude, skal man kravle ud over de andre plakater, og det kan godt være lidt tricky, hvis det er en af de lygtepæle, der svajer op i toppen. Det er egentligt vildt, at det overhovedet er tilladt.”

- Morten Østergaard

7. Hvem har lært sine børn, hvordan man gør et toilet rent?

”Jeg har hjælp til rengøring, men jeg gør nu også rent selv. Jeg er faktisk rigtig god til at gøre rent. Grundigt og effektivt, og jeg har lært mine børn, hvordan man vasker et toilet. Hvordan man kommer hele vejen rundt.”

- Helle Thorning-Schmidt



8. Hvem taber altid i Trivial Pursuit?

”Jeg ville så gerne have paratviden. Jeg taber altid i Trivial Pursuit, men har efterhånden lært at sørge for, at jeg kommer på hold med andre.”

- Johanne Schmidt-Nielsen

9. Hvem er bange for en dag at kollapse?

”Min far var radikal og røg ud af Folketinget ved valget i 1973. Kort efter blev han skilt, og så kollapsede hans liv. Uanset hvor træt jeg kan blive af politik, ved jeg godt, at den dag, jeg ikke længere er i det, kommer jeg til at savne det. Det var det, der skete for min far. Mit liv har haft visse paralleller til hans liv. Jeg sidder endda i det samme hus, han sad i, da det gik galt for ham. Jeg kan godt blive bange for, at jeg også har den bløde side, som min far havde, og som betød, at han ikke havde nogen modstandskraft. At der sker et eller andet, så jeg mister kontrollen og kollapser.”

- Anders Samuelsen

10. Hvem blev politisk vakt efter at have set Erhard Jakobsen på tv?

”Jeg var 12 år, da jeg blev fænget. Jeg sad og så Erhard Jakobsen (tidl. formand for Centrum-Demokraterne, red.) i fjernsynet. Jeg blev vildt fascineret af hans engagement. Ikke det han sagde, men måden han sagde alt på. Så begyndte jeg at læse lidt om politik.”

- Søren Pape Poulsen

LÆS OGSÅ:
Euromans Leder: Valgsprog

LÆS OGSÅ: Seks danske mænd: Den bedste bog jeg har læst i år

LÆS OGSÅ: Sådan investerer du dig rig igen