Far er den bedste i verden. Men nogle gange er han lidt for god, og det kan være svært at leve op til en far, der har været socialdemokratisk stemmesluger, en af verdens bedste fodboldspillere eller hele landets nationalskjald.

For selvom et velkendt efternavn åbner mange døre, er det ofte svært at skabe sit eget navn, hvis din far har kastet en for stor skygge. Så når en søn synes, han er sin egen, er det ikke altid, resten af verden er klar over det. Det kender minister for sundhed og forebyggelse Nick Hækkerup alt til:

”Min far (tidligere borgmester og folketingsmedlem Klaus Hækkerup, red.) er et af mine største politiske forbilleder. Især da jeg var yngre og nyere i gamet kunne jeg sparre med ham. Derudover kan jeg hente inspiration fra mange af de andre politikere i familien. Men det er ikke entydigt positivt at være Hækkerup. Der var helt klart et stort forventningspres på mig, da jeg først gik ind i politik, på grund af mit efternavn.”

For ikke bare Nick Hækkerups far, men hele ni Hækkerup’er har siddet på tunge poster i det politiske system lige siden oldefar H.K. Hækkerups indtræden i Folketinget i 1920. Man taler ligefrem om Hækkerup-klanen, der for Socialdemokraterne har repræsenteret det kendte navn i dansk politik.

”Tidligere tænkte jeg tit på den arv, jeg skulle løfte. Navnet Hækkerup er som en stafet, man har løbet med i et stykke tid, og så giver videre. Nu hvor jeg har været borgmester og har besiddet flere forskellige ministerposter, synes jeg, jeg har levet op til navnet. Jeg har leveret varen.”

Foto: Thorkild Christensen

”Politik fyldte meget i mit barndomshjem, men der var aldrig noget pres fra min far for, at jeg skulle være politiker. Med mit navn var det dog nemmere at komme ind i politik, fordi vælgerne går ud fra, at en Hækkerup er en markant politiker. Deri ligger også en forventning om, at man ikke bare er en pæn metervare. Der skal præsteres,” siger Nick Hækkerup, der langt fra er den eneste politiker med en far i samme firma.

Fx har tidligere Statsminister Poul Schlüters søn, Peter, givet politikerkarrieren et skud, da han uden held stillede op til folketingsvalg i 2007. Han sad dog i borgerrepræsentationen i København for de Konservative fra 2006 til 2009. Ifølge professor i psykologi ved Aarhus Universitet Jan Tønnesvang er det forbundet med visse risici at efterfølge samme karriere som sin kendte far:

”At følge i sin fars fodspor kan være ekstra sårbart, når ens far er kendt, fordi man automatisk vil blive sammenlignet med ham. Hvis man overtager sin fars identitet og ikke overgår ham, kan man endda få en følelse af, at ens liv ikke er lykkedes.”

”Bliver man derimod bedre end sin far, kan det være lykken. Også for en far er det positivt at blive overgået af sin søn. Unge fædre kan måske blive misundelige på deres eget barn, mens ældre vil være mere udelt glade over at have sat gode gener i verden.”

Jan Tønnesvang fortæller, at det ofte begynder i barndommen. Præcis som når Klaus Hækkerup har talt politik omkring middagsbordet med sine børn, kan fædre i andre brancher mere eller mindre bevidst påvirke deres sønner.

Eksempelvis har Michael Laudrup spillet fodbold med sine to sønner Mads og Andreas, ligesom Michaels egen far, den tidligere landsholdsangriber Finn Laudrup, har spillet med ham. På den måde har sønnerne haft noget sammen med faren, der har givet dem et tæt bånd.

I identitetsperioden, som typisk kommer omkring 14-årsalderen, vil teenageren forsøge at løsrive sig fra faren, og hvor man som barn har spejlet sig, vil man som teenager lægge afstand til faren. Det kan føre til en identitetskrise, for ’hvis jeg ikke er som min far, hvem er jeg så?’ Det kan så paradoksalt nok undgås ved at overtage sin fars identitet. Det mener Jan Tønnesvang:

”Det kan skyldes forskellige ting. Der kan være en snert af Ødipuskompleks i det, hvor man, i overført betydning, prøver at dræbe sin far. Og det kan være for at gøre ham stolt. Bliver man bedre end sin far, bliver faren stolt, og således har man vist sig værd som menneske.”

”Men når sønnen bliver ældre, kan det give identitetsproblemer, hvis man hele livet ureflekteret har forsøgt at være bedre end sin far. Måske er man blevet bedre end ham, og hvad skal man så nu?”

”En mand, der aldrig har kendt sin far, kan ved at følge i hans fodspor efterstræbe en form for samhørighed, der aldrig har været der. På den måde skaber man så at sige en fiktiv nærhed,” siger Jan Tønnesvang.

Især for børn af kunstnere kan det være et stort issue at skulle sammenlignes med far, når man prøver at vinde land med et personligt udtryk. Dette kan være en hæmsko for karrieren, selvom det i starten er en fordel, fordi publikum allerede kender dit navn, fortæller Jan Poulsen, musikanmelder ved Gaffa.

”Hvis jeg fx anmelder Kim Larsens søn, Sylvester, ville det være underligt ikke at nævne hans far. For læseren er det interessant, fordi de lige skal høre, om han lyder som sin far. Mange tror også, at evnen til at være en god musiker er noget, der går i arv, men det gør det selvfølgelig ikke,” siger Jan Poulsen.

”Adam Coen har gjort et stort nummer ud af at adskille sig fra sin far, men på hans We Go Home fra sidste år nærmer han sig Leonard. Det er faktisk hans bedste album til dato, fordi han ikke lægger så meget energi i ikke at lyde som sin far, men bare frit laver musik. Tidligere var det ret kunstigt, og en musiker skal helst kunne udtrykke sig frit.”



Forventningspresset var også enormt for Sean Lennon, eksbeatlens yngste søn, da han pladedebuterede i 1998. Der var mange, der håbede på, at han var en ny John Lennon. Det var han jo selvfølgelig ikke, og han har ikke fået nogen stor, international karriere, da han ikke kunne leve op til publikums forventninger.

”Anderledes godt er det gået sådan en som Rasmus Seebach. Hans far, Tommy, var jo også kæmpestor i sin tid, først som pigtrådsmusiker og siden inden for dansktop. Rasmus’ fordel er, at størstedelen af hans publikum ikke er gamle nok til at huske, hvem hans far er,” siger Jan Poulsen.

Ifølge Jan Tønnesvang fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet er det farligt, hvis man i overdreven grad overtager farens identitet og undertrykker sin egen:

”Det er vigtigt, at man ikke gør sig til en kopi af sin far. I fagsproget taler vi om at ’internalisere’ sin identitet. Det betyder, at man gør identiteten til sin egen og mikser sine egne behov og værdier ind i den. Kort sagt skal man balancere det, man har overtaget fra sin far og måden man selv er på.”

”Hvis far fx var en seriøs politiker, men man selv er mere humoristisk anlagt, kan det betyde, at man som politiker lader humoren blive derhjemme, fordi man efterligner sin fars måde at være politiker på. Når man så bliver ældre, kan man opdage, at man har mistet en del af sig selv. Det er vigtigt, at man gør sig det klart, at selvom man måske ligner sin far, så kan man aldrig være ham.”



LÆS OGSÅ: Sådan føles det at redde sin egen far

LÆS OGSÅ: Nysgerrigheden omkring min far har forurenet publikums måde at se mig på

LÆS OGSÅ: Euroman-klassiker: Michael Laudrup interview '93