Han lavede filmen ’Øjet i natten’, Danmarks første techno-cd og romanen ’Efterfesten’. Men nu han har egentlig trukket sig fra klubbernes dunkende rytmer. Euroman.dk har dog slæbt ham ud igen, og vi vil følge hans eventyr i en artikelserie.

DISCLAIMER: Jeg er ked af at skuffe dig, kære læser, hvis du tror, jeg stadig sidder fast i en evig efterfest til nøgenballet med næseblod i en champange-jacuzzi. 

Jeg har - for en tid  - forsaget hedonismen for en kvinde, der gør selv overgangsriter i Ikea mere syrede end en Bollywood-film. Rolig, jeg er ikke gået normcore, men er blevet mere åben for skønheden i det tilsyneladende banale. Jeg renser ud, dyrker tantra og træner ninja igen.

TILBAGEFALD: Dog sker det, at denne gamle cirkuselefant - i det københavnske glas-galehus - lugter savsmuld og fiskeskæl og de gamle rutiner fra Saturday night fever kalder. 

Derfor griber jeg min - snart stjålne - rustne cykel og surfer rundt i natten. Og her er mine anbefalinger: 

Jeg starter på SMK fridays på Statens Museum for Kunst med at lure på masser af excentrisk stylede katte-kvinder. Kultur er ofte lavet af fulde mænd, men dyrkes mest af farverige kvinder. De lurer på ’New Materialism’ og andet formalistisk indholds-drænet art-bras, men i det mindste er de relativt ædru, og der er altid noget at tale om. Samtidig kan der dykkes ned i samlingens skatkammer. Lige nu er jeg vild med  Cornelis Norbertus Gijsbrechts (født 1630). En rar organisk pre-fest fra 17.00.

Jeg orker ikke at skrive om smarte gastrosexuelle micro-restauranter i denne artikel, så jeg napper lynhurtigt en afskåren elefantfod/barber-rester fra aliens puppe på Shawarma No. 1 på strøget, og tager på Floss, der er så røgfyldt, jeg græder, som var der tåregas. 

Her møder jeg gamle punks, der deler musiksmag med deres venners børn. Et smut på Blue Velvet…(nu må den Lynch/80er fascination snart stoppe)…en mindre, men mere hipsteragtig udgave af Madvig´s gamle house-kælder TS  i Studiestræde. 



Hopper ud på Nørrebro på Vibes apotek, der minder om en Berlinsk loppemarkeds lattergas-bar, hvor der spilles underlige plader. Videre på Drone, der er en genindspilning af 24 hour party people scenerne fra Hacendia i 1988. Blot med et cast af Soundvenue-læsende studerende jyder, der først nu har lært at rave.

De er last movers til tonerne af bænkevarmer indie-aner elektrisk barometer klon muzak. Det er sjovt at stå midt i - også ædru. Mødte hyggelige Guf fra Baby Woodrose, der mente, Drone var det nye Barbue, og jeg bare var sur og erfaringsramt. 

Jeg ved godt, jeg burde tage på Mayhem og i det halvnye ungdomshus og se noget ’ægte sort undergrund’, hvis det findes efter internettet har gjort alt tilgængeligt for alle der orker? Jeg springer Kødbyen over, den fungerer bedst for mig om sommeren, eller når Superhoe fester og ender tilbage i mit elskede København K. 

Klosteret fra 1200-hvidkål er lige åbnet med svingende Infernal-Lina og Laura P. som bagkvinder bag/under Kultorvet. En cool hemmelig rustik grotte-lokation, der ikke helt har fundet en rød tråd endnu, så rastløsheden overtog. 

Jeg løb spidsrod mellem liderlige børn gennem Jupiter, der prøver at være ’Simons i gamle dage’ version 2.0. Hurtigt videre via den grimt neonoplyste arkade ved PS og Bar O, der spiller herlig 12” vinyl i mørket for de ældre, der også har overtaget fetish-musketeren Angellos Lucco ved siden af mit uforanderlige yndlings-plejehjem Victor. Der er dømt nordlig rosin-fjæs-ferie-disco, en slags eksklusiv blid-SM-stylet Klub Nord, men med mad til. 

Hurtigt forbi køen på Sunday, hvor folk stadig lyver og kæmper, som var det adgangen til Noas ark. 

Sjovt at hele liste-dørmands-dynamikken, og det at blive målt og vejet af en picker, stadig er attraktivt for masserne. På mange måder minder Sunday om gamle Nasa. En strip-bar uden strippere, men samme bord/flaske-ritualer. 


Foto: Alesya Gulevich

Generation hest (Ralph Lauren polo/nord-wannabees) har skiftet til noget dyrt stramt sort designergøgl, og blander sig med callcenter-crews, der laver bas-arm til tam-radio-trap-rap iført blazere, jeans og blinkende 6 liters designervodka.


Foto: Alesya Gulevich

Tilsæt en smule Nørrebro-gentleman-bagmænd, en sjat kreative, rappere og standups og så alle de rige folks dumme børn og weekendnarkomaner, der bare ikke kan eller vil have en kæreste. 


Foto: Alesya Gulevich

Pigerne er markant yngre og bobbet op og har tydeligvis byttet modetips med stedets faste stab af ladyboys. Der er heldigvis ikke nogle reality-typer og sportsfolk. De er vist på Zen. 

Det lyder som et klamt menneske-mix, men det herlige er, at alle fester, som var det Roms sidste dage, og på en god lørdag er Sunday vores eget rare Studio 54. Casper, Ingels, Sivas, mine drenge fra London - alle vælter rundt for fulde gardiner, og Emma gasses, så vi får forfrysninger på fingrene af sifonerne.

I loungen kører en mere samtale-baseret socialitet og mere esoteriske DJs, thi en god fest skal have et køkken. Sunday har stadig bolden og forlænger deres levetid ved at lave ekstravagante loge-agtige middage og sindssyge stunts som sidste års fake studenterræs for gamle bytosser i 10 militærlastvogne eller den let opkrudtede Tour de Tisvilde, der har pisset de gamle selvfede tomme 90er ironikere fra Politiken og Østerbro så herligt af.

Jeg takker nej til privat nachspiel og cykler på Cafe Malmø ved The Standard på vej hjem, hvor selveste Ole Larsen (der før suverænt var “menneske-dj” legendariske Andys bar) har overtaget med sin nye Robin - den smukke musketer Christoffer. Og det er er et rart og medmenneskeligt sted at komme ned efter en poppet nat, selvom man ikke har været på institution som lille og mestrer div. bodegaspil.


Foto: Café Malmø.

De har skabt et reservat fra Olsenbandens tid, der handler mere om lumre historier og druk end selfies, showoff, pulver og positionering. 

Værten Ole kan finde på at hoppe i havnen og stå nøgen i baren eller lave udsøgte gratis laksemadder, hvis det er det, vi trænger til. På alle måder en personlig betjening på et sted, hvor det er umuligt at spille smart, og der er pakket med underspillede originaler. 

Klubscenen skal virkelig spænde snublekysen nu, ellers kan de kun overleve som tryg mainstream vodka-burhønse-farme for usikre forstadskyllinger. Vi mangler en ny musikgenre, et nyt stof, en ny måde at være sammen på, tak?

Det er simpelthen for dumt og dyrt og døgnrytmeforstyrrende at leve for weekenden i 2015, og der er så mange andre fantastiske ting, man kan lave - også for at få et kontroltab og et ukendt knald - før normal sengetid. 

Morten Vammen laver film, tekst og musik. Dette er den første i en artikelserie for Euroman.

LÆS OGSÅ: Rune RK: Her er verdens bedste natklubber

LÆS OGSÅ: Test: Drikker du for meget?

LÆS OGSÅ: Mads Holger: Den politiske korrekthed vidner om vores tabte fællesskab