Selv om hans bil var brudt sammen i Slagelse, og han havde været nødt til at tage en taxa for med nød og næppe at ankomme til tiden i TV 2’s studie i København for at medvirke i et indslag i programmet Kulturen på News, var Michael Mühlebach Christiansen stort set så afslappet, som folk kommer til en live transmission.

Michael Mülenbach Christiansen går også under kunstnernavnet Jøden, og som rapper og musiker optræder han med bandet Johnny Hefty & Jøden. Han var hevet i studiet for at diskutere, at fire store danske festivaler, herunder dem i Roskilde og Skanderborg, har valgt at boykotte de to bookingbureauer Beatbox og Skandinavian. 

Jøden er selv repræsenteret af Skandinavian, men han havde svært ved at se den dramatik, som intervieweren forsøgte at etablere omkring boykot-situationen.

Bogstavelig talt tilbagelænet, med armene bag nakken og et bredt smil over ansigtet virkede han tværtimod både pragmatisk og fortrøstningsfuld.

”Ro på homie, det er september, det her. Der er over et halvt år, til festivalsæsonen starter igen. De skal nok nå at blive gode venner igen,” sagde Jøden til studieværten.

LÆS OGSÅ: De rigeste hip-hop-kunstnere i 2014 

Rapperen, der selv bliver berørt af boykotten, hvis den står ved magt, bekymrer sig altså ikke på forskud.

”De skal nok finde ud af at holde nogle møder, drikke noget snaps sammen, gå i byen og tale sammen,” sagde Jøden med adresse til de involverede parter.

Han uddybede fredsslånings-retorikken:

”Bare rolig, homie, piben er fremme hele tiden, det er slet ikke det, der er problemet.”

Festivalerne Jelling Musikfestival, Roskilde Festival, Smukfest og Nibe Festival har valgt at boykotte bookingbureauerne, fordi de er medejere af den nye og konkurrerende festival Tinderbox, der bliver lanceret i Odense næste år. 

Beatbox’ direktør har kaldt det for et urimeligt angreb , mens Skandinavians direktør har nægtet at kommentere boykotten offentligt.

Ovre på TV 2 Nyhedernes hjemmeside kan du se Jøden pille højtideligheden ud af interview- og boykotsituationen.

LÆS OGSÅ: Peter Falktoft afbryder Berlingske-Chefredaktør