Rettelse: Den fremgangsmåde, der bliver beskrevet nedenfor, gælder for den amerikanske produktion. I Danmark bruger McDonald's ikke nøjagtigt de samme ingredienser. Blandt andet bruger kæden i Danmark ikke kødaroma og citronsyre for at give sine pommes frites smag, ligesom de benytter sig af et andet stof for at undgå, at kartoflerne bliver grålige.

Er der overhovedet kartofler i McDonald’s’ pommes frites?

Og hvordan sikrer fastfoodkæden, at de gule, friturestegte stave altid har den præcist samme korngule farve, sprøde ydre og bløde indre, uanset hvornår på året du køber dem?

Det svarer fastfoodkæden selv på i en kampagne, hvor de forsøger at komme fordomme om deres produkter i forkøbet.

I et videoklip gennemgår tv-værten fra programmet Mythbusters, Grant Imahara, sammen med en McDonald’s-ansat ved navn Koko processen.

Den gode nyhed er, at der rent faktisk ER kartofler i kædens stegte kartofler.

Den mindre delikate nyhed er, at McDonald’s bruger hele 19 ingredienser til at lave pommes frites mod de klassiske tre; kartofler, olie og salt.

Det starter med en kartoffel, der bliver gravet op af jorden. På en fabrik i Idaho bliver de vasket, skraldet og blancheret, inden et vandtryk på over 110 km/t skyder dem gennem en lang ’kanon’ med et blad for enden, der skærer kartoflerne i stave.

Stavene føres gennem en olieblanding, der blandt andet er tilsat kødaroma og citronsyre og et silikonestof, der forhindrer olien i at skumme, når kartoffelstykkerne siden friteres.

Stavene sprøjtes med sukkerstoffet dextrose, der sikrer dem en gylden farve året rundt. For at forhindre de lange kartoffelstykker i at blive grålige, får de et skud natriumhydrogenpyrophosphat.

De bliver forstegt på fabrikken og tilsat salt.

Bagefter fryses de ned og fragtes til fastfoodkædens restauranter, hvor de bliver friturestegt igen, inden du køber dem og spiser dem med pommes frites-sauce og ketchup.

Velbekomme.

LÆS OGSÅ: Video: Når smagsdommerne ikke ved, de spiser McDonald's

LÆS  OGSÅ: Burger King sender kulsort burger på gaden

LÆS OGSÅ: Nej, McNuggets er ikke lavet af lyserødt alien-fars