De fleste har formentlig prøvet at få en halvflad punch. En underlig blanding af sprut og sodavand, der tilsammen bliver en slags drinkens romkugle. Men det behøver ikke være sådan.

Her er 3 opskrifter på punch. Den første er den klassiske og formentligt en af de ældste, de to sidste er mine egne. Jeg garanterer dig succes, hvis du serverer en af disse ved din næste fest.

Oxford Punchen (oversat fra én af de oprindelige opskrifter fra 1835)

Bland følgende i en kande og rør godt sammen:

•    Udvind saften fra skallen af tre citroner ved at gnide den mod en sukkertop eller sukkerknald
•    Skallen af to Sevilla-appelsiner og to citroner - skåret meget tyndt 
•    Saften af fire Sevilla-appelsiner og ti citroner
•    Seks glas kalvefodsgelé i flydende tilstand (her kan du sikkert bruge gelatine)

Hæld to gang 1, 8 liter kogende vand på blandingen, dæk kanden nøje til, og placér den et lunt sted i et kvarter.

Si væsken gennem en sigte i en punchskål eller -kande, og tilsæt:
•    En flaske Capillaire
•    250 ml hvidvin
•    500 ml fransk cognac
•    500 ml Jamaica rom
•    En flaske appelsin shrub

Blandingen skal omrøres, mens du hælder spiritussen i. Hvis den ikke er tilstrækkelig sød, tilsættes sukker gradvist i små mængder, eller en skefuld eller to af Capillaire (sirup smagt til med appelsinblomstvand). Kan serveres enten varm eller kold.

LÆS OGSÅ: Smag på København med Action Bronson

Mine (moderne) Punch opskrifter:

Mimosa Punch – opskrift af Humberto Marques
(12 personer)

Kom følgende i en punchbowle:

•    2 limefrugter skåret i tynde skiver
•    2 appelsiner skåret i tynde skiver
•    2 citroner skåret i tynde skiver
•    ½ ananas skåret i tynde skiver
•    750 ml mørk rom (Angostura 1919 rom)
•    250 ml mimosa sirup (fås på www.thebartist.com)
•    120 ml appelsin Curaçao likør
•    250 ml champagne

Rør alle ingredienserne, bortset fra champagne, godt sammen i punchbowlen. Stil det på køl i et par timer. Hæld champagne på, rør rundt, og server det i punchkopper.

Pomander Punch – opskrift af Humberto Marques
(12 personer)

Kom følgende i en punchbowle:

•    2 appelsiner skåret i tynde skiver
•    2 citroner skåret i tynde skiver
•    200 gram knust havtorn
•    200 gram knuste tranebær
•    750 ml Tanqueray gin
•    120 ml Cointreau
•    250 ml hjemmelavet nellikesirup
•    250 ml sød mousserende muskatnød-vand (hjemmelavet muskatnød sirup mixet med danskvand)

Rør alle ingredienserne godt rundt i punchbowlen - bortset fra det mousserende vand. Stil det på køl i mindst to timer, tilsæt det mousserende vand lige før serveringen, og rør godt rundt. Servér i punchkopper.

Tip: Sirup laves af 500 gram sukker og 500 ml vand tilsat krydderiet (enten 20 nelliker eller en muskatnød). Kog vandet, og tilsæt sukker og krydderi. Skru ned for blusset, og lad det stå og trække.

LÆS OGSÅ: 3 gode vine under 170 kr.

Punchens historie



Navnet punch betyder fem og stammer fra Hindi. Punch er nemlig balancen mellem fem smagsoplevelser; stærk, svag, bitter, sur og sødt. Den perfekte balance.

Derfor var den også den første rigtigt populære drink og har over 400 år på bagen. Det var formentligt oprindeligt en indisk opskrift, som takket være engelske sømænd og købmænd blev bragt til Europa. Den blev drukket i rigelige mængder fra en skål, der gik på tur rundt om kaptajnens bord efter en lang dags sejlads. Sømændene havde nemlig ret til fem liter øl om dagen, men når øllet blev dårligt i tropevarmen kunne de i stedet lave punch.

I 1600-tallet var krydderier og citrusfrugter dyre at skaffe, så på fastlandet var punchen fortrinsvis forbeholdt den engelske overklasse. Charles Dickens, den engelske forfatter, var blandt andre lidt af en punch-feinschmecker. Han inviterede ofte sine venner over til en punchbowle og beskrev med malende ord, hvordan han havde sammenbrygget den.

Den klassiske opskrift var ganske simpel bestående af spiritus baseret på rørsukker eller cognacdruer, citrussaft, vand, sukker og et krydderi. Krydderiet kunne være hvad som helst, man lige havde ved hånden, fx te, muskatnød eller en ubestemmelig klump kaldet “ambra”, som er tarmsten fra kaskelothvalens fordøjelsessystem. Ambra bliver nok svært at finde på det lokale marked i dag, men resten kan du nemt skaffe, hvis du vil lave din egen punch.

LÆS OGSÅ: Her er kuren til stærke mænd - 20.000 kalorier om dagen