Tidligere i dag overhørte jeg to midaldrende damer, på vej ned til supermarkedet.
De havde taget opstilling på en trappe imellem to byger med en pakke rugbrødskiks fra Irma, og jeg hørte den ene sige til den anden, at det undrede hende, at unge i dag klynker så meget.
Det er efterhånden noget, jeg hører oftere og oftere, både, som her, live, men også i hvad man kalder ’debatten’ synes der at være en konsensus om, at de unge har det alt for nemt, og piber så snart der er det mindste bump på vejen.
Jeg tror, jeg ved, hvorfor det kan se sådan ud, men jeg er sikker på, jeg ved, hvorfor vi unge klynker. Måske gør jeg det endda selv. For at forstå det, må vi gå tilbage til starten:
”I har alle muligheder i verden, Berlinmuren er faldet,” var min klasselærers mantra. Min generation og jeg er nemlig født i en tid, hvor Danmark endnu ikke havde fået hænderne ned efter triumfen ved EM i fodbold. Jeg gik i børnehave i en tid, hvor Spice Girls og Aqua konkurrerede om at cementere hvor sorgløs tilværelsen var, når nu Berlinmuren og Sovjetunionen var væk, og hvor kun heavy metal og computervira på skolens første computer kunne ødelægge hyggen.
Jeg gik i skole i en tid, hvor mine egne og andres forældre skiftedes til at få nye køkkener i sydfransk landstil, og hvor vi ifølge statsministeren skulle passe på, at det ikke gik for godt.
Sidenhen gik jeg i gymnasiet, hvor vi lærte, at alle de store kampe var taget for os for længe siden:
68’erne gjorde op med professorvældet, således at vi som studerende nu blev taget alvorligt. Rødstrømperne gjorde op med mandstyranniet, sådan at vi ikke behøvede at tænke mere over ligestilling. Punkerne gav pænhed og karriereræs en stor fuckfinger for os for lææænge siden.
For endnu længere tid siden havde en modig generation bekæmpet nazisterne og en havde bekæmpet racisme og havde lavet love og regler, der skulle sørge for, at den slags aldrig kom igen. En klog generation havde sørget for et skudsikkert økonomisk og socialt system, med hvilket vi aldrig ville komme til at sulte, mangle tag over hovedet eller arbejde eller en god solid uddannelse, der var roden til alt godt, som min førnævnte klasselærer også tit var inde på, når hun altså ikke havde travlt med at minde os om Berlinmurens skelsættende fald.
Så vidt så godt: Livet og verden er lige til at springe på.
Så hvorfor al den klynk?
Det er ikke underligt, at man kan se sådan på tingene, givet at tidligere generationer, som allerede beskrevet, har redt sengen og klippet plænen for os. Så hvorfor går der ikke tyve minutter mellem hvert debatindlæg fra den ene efter den anden 18-25-årige der klynker over, at det skiftevist er for nemt at få 12-taller i skolen og for svært at leve op til kun at få 12-taller?
Hvorfor er Børnetelefonen gået fra at være yndlingsoffer for telefonfis, til nu at være en travl telefonnødhjælp, der årligt modtager over 1.100 opkald alene fra børn og unge, der overvejer at begå selvmord?
Hvorfor er selvmord blandt 15-29-årige stigende år for år? Alene i år har to af mine venner begået selvmord – venner med en god, solid uddannelse i øvrigt.
Hvorfor bukker unge under med stress, hvorfor vil unge have lykkepiller og study drugs, og hvorfor søger unge et eller andet, vi ikke engang selv ved hvad er eller hvordan lugter, men som vi stædigt mener at kunne kende, når vi finder det. Dette noget er under alle omstændigheder noget andet. Noget andet end det, vi fik.
For så skete der to ting: Først fløj der fly ind i to højhuse i USA, og siden kom finanskrisen og fik det hele til at smuldre, som råd i det sydfranske landkøkken.
Så nok er Berlinmuren faldet, men alt hvad den stod for – adskillelse, frygt, had – lever stadig i bedste velgående.
Der er terror og flygtningestrøm i Europa. Der er arbejdsløshed blandt veluddannede, og der er ulønnede praktikanter der slaver den for noget godt på cv’et. Derudover stiger verdenshavene sådan, at det kun til sidst kun er forældrekøb på 3. sal, der beholder værdien.
Vi har også indrettet en verden, der mere end nogensinde før hylder det perfekte menneske på en måde, der skaber en selvforstærkende mindreværdsvirus.
På sociale medier bliver vi konstant mindet om andres fede liv og succes, der tvinger os til at spille med og prale med vores eget fede liv i en evig cirkel, ingen kan følge med i eller holde til i længden. Derfor intet under, at mange kan få den opfattelse, at alle andre lever et meget bedre liv end en selv.
Vi er blevet opdraget til at være en generation, der konstant føler os utilstrækkelige, fordi toget rullede, og kun den dumme blev stående. Fordi der skulle være så mange muligheder, at man nærmest ikke behøvede strække armene for at plukke dem af træerne.
I starten blev vi fortalt, at vi kunne gøre hvad vi ville, bare vi selv var lykkelige. Nu blæser vinden en anden vej, og nu er man egoist, hvis man gør det. Ikke at få en uddannelse, et pænt job og et boliglån er usolidarisk og asocialt.
Vi blev lovet en nypudset Tesla men fik en smadret diesel-hakker med fire flade dæk og tom tank, og nu undrer det jer, at vi ikke er jublende over sædevarmen.
Vores forældre råbte ’No future’ og var vrede over dét. I dag er vi forbandet med en fremtid. Vi har vi alt for meget future. Vi er den mest skuffede generation i nyere tid, og det er derfor vi, som de to rugbrødskiksspisende damer ude foran Irma havde bemærket, klynker så meget. Og det vil vi blive ved med at være.
I hvert fald indtil vi får rystet skuffelsen af os og forkaster de værdier, vi er blevet opdraget med, som passer på en verden, der ikke eksisterer længere. Vi må starte fra scratch. Rydde op i det eksisterende og bygge op på ny, på vores egen måde, sådan at der aldrig igen kan bygges en ny Berlinmur.
LÆS OGSÅ: 14 ting vi legede med i 90'erne
LÆS OGSÅ: Michael Laudrup i Euroman-klassiker: Derfor vendte jeg tilbage til landsholdet
