Thomas Pynchon er en særpræget forfatter. I over 50 år har forfatteren skrevet nogle af de mest definerende amerikanske romaner med blandt andet ’V’, ’Vineland’, ’Mason & Dixon’ og ’Det dybe net’ som hovedværkerne. Selv har forfatteren ikke trådt frem i offentligheden siden 1960’erne, og derfor læses hans bøger da også med stor vellyst som en kommentar til den buldrende kommercialisme, der er vokset frem siden da.
På trods af Pynchons betydning har ingen instruktør turde give sig i kast med filmatiseringer af hans bøger. Altså lige ind til amerikansk films mest anerkendte, krøllede hjerne, Paul Thomas Anderson (der er kæmpe Pynchon-fan), gav sig i kast med ’Inherent Vice’. Den er én af Pynchons mindre komplicerede bøger – selvom den nu ikke er letlæst på nogen som helst måde. En roman fra en fiktiv virkelighed i Los Angeles med surfere, pot og en gennemstenet kriminalgåde.
Filmen blev godt modtaget, men alligevel blev Andersons mesterskab ikke anerkendt til fulde. At filmatisere en Pynchon-bog vil nærmest svare til at læse ’Ulysses’ baglæns. For hvordan kondenserer man en handling, der konstant stikker af i alle mulige retninger, når en privatdetektiv ved navn Larry ’Doc’ Sportello skal forsøge at opklare en gåde, som mest af alt bliver mere og mere mystisk i hans eget hoved?
LÆS OGSÅ: Der er sort humor, stoffer og buskede bakkenbarter i traileren for Paul Thomas Andersons nye film
Det gør man ved at trække på alle sin Pynchon-erfaringer og gøre dem til sine egne. Andersons film har nemlig altid været fyldt med forfatteridolets udsyrede karakterer og universer. Verden er konstant på kanten af sig selv hos Paul Thomas Anderson, og det greb er uden tvivl nappet direkte fra Pynchon. Uanset om det er i Andersons ’Boogie Nights’ om pornoindustrien eller i ’The Master’ om en sekt, der til forveksling minder om Scientology, så skriger begge film på stenet handling a la Pynchon og en verden, der på forunderlig vis står et par meter ved siden af sig selv.
Dette ser man bedst i dialogerne. Uanset om man ser Andersons ’There Will Be Blood’ om en spirende oliemoguls kampe i det forhenværende vilde vesten, eller om man læser den konspiratoriske 9/11-roman ’Det dybe net’ fra Pynchons hånd, fornemmer man stærke fortællinger med masser af kærlighed til ord- og replikkunst – og ikke mindst masser af kulsort humor. På en enormt stenet måde, forstås. Netop her ligger det kulturkritiske hos begge kunstnere. Det, vi siger til hinanden, har ikke længere den store betydning. Ord er kun en væg, vi sætter op foran os selv, så de kan lige så godt være stenede, for på den måde at sløre vores handlinger i livet.
LÆS OGSÅ: 5 stærke serier du skal skynde dig at se
Derfor er ’Inherent Vice’ også en tour de force i instruktør Andersons mesterskab. Han kan som ingen anden kline seeren fast til skærmen i en film, hvor plot er udskiftet med pot. Historien er nemlig ganske uklar. Joaquin Phoenix spiller privatdetektiven Doc, som skal hjælpe en ekskæreste ud af en underlig knibe, der involverer gangstere og byggematadorer. Vores helt kommer igennem det ene underlige miljø efter det andet, og det er svært at sige, hvad hele udkommet af denne rejse ind under USA’s dystre overflade skal gøre godt for.
Alligevel er svaret nu nok, at rejsen skal skærpe vores sanser – alle os, der normalt får serveret letfordøjelige historier, som vi kan glemme kort efter. Ligesom Pynchons bøger sidder Andersons ’Inherent Vice’ fast, og når man først har fået den på afstand, opdager man, at man pludselig ser verden lidt på hovedet. Man ser altså alting gennem Andersons billeder af 1970’er-trippene, og ikke mindst formår instruktøren at indramme og indfange os alle sammen i Pynchons kulturkritiske, dybe net.
LÆS OGSÅ: 2015’s bedste serier – der kan streames i Danmark
LÆS OGSÅ: Mord, rock’n’roll og julegodter - alt du skal bruge i dit tv til ferien
LÆS OGSÅ: Hold fast: 5 serier der kun bliver bedre
