'
Jens Vilstrup

Jens Vilstrup om bagsideklummen

Jens Vilstrup var manden bag Euromans bagsideklumme: "Jeg skrev bare uindpakket om pinagtighederne i min egen virkelighed"

Journalist og forfatter Jens Vilstrup var i mange år manden bag Euromans bagsideklumme, hvor han ætsede samtiden og ikke mindst sig selv. Det havde sin pris.

Spytklatten var samlet i hans mund gennem lang tid. Stor og splattet ramte den mig på kinden og på næsen, hvorfra den strakte sig elastisk nedad som verdens langsomste bungee-jump. Han trak stakåndet vejret, og så skreg han: ”Dit dummøh svin.”

Jeg havde ikke set ham, siden jeg var rykket til København, men engang var vi de bedste venner, BFF, vi havde delt de sårbare overgangsrite-øjeblikke, han introducerede mig for Kierkegaard, Matinique-skjorter og The Who, men hvad jeg gav ham, var jeg ikke sikker på – ikke ud over at jeg kunne lide ham på sådan en dyb, uforklarlig måde og vel bare var ret god til at larme og være den sidste, der gik hjem.

Det var i starten af 90’erne, årtiet famlede stadig rundt i et identitetsløst ekko af slut-80’ernes følelsesløse forbrugerisme og havde endnu ikke fundet den ironiske og selvironiske klang, der i den grad kom til at kendetegne det – og mig.

Et halvt år tidligere havde jeg som journalistpraktikant på Politiken skrevet en klumme på avisens bagside om at gå til en billig indvandrerfrisør og være angst for at blive opdaget gennem ruden af ens sindssygt tjekkede storbyvenner.

Det var sådan, jeg på mange måder var: En velmenende, men lidt for kikset figur fra provinsen, der prøvede at indtage København med manér, men som ikke kunne løbe fra sig selv og derfor på trods af – og på grund af – alle anstrengelserne altid blev afsløret. En slags tidlig Frank Hvam i ’Klovn’.

Og pludselig ringede nogen fra et nyt magasin, der kaldte sig noget så 80’er-yuppieagtigt som ’Euroman’. De havde læst, hvad jeg havde skrevet, og spurgte, om jeg mon kunne lave noget lignende til dem, for de var lige startet, havde akkurat udgivet deres første nummer, og sådan noget bagsidehumor som i de internationale blade ville de gerne have fremover.

Jeg blev så forfærdelig smigret over det opkald, at jeg ikke kunne finde på andet end at gøre grin med mig selv og min bedste ven og hans bryllup, som jeg netop havde været til. Selvfølgelig anonymt, men åbenbart ikke nok.

I klummen luftede jeg de forbudte tanker, der til alle bryllupper til alle tider løber gennem alle gæster. Dumt og uerfarent bildte jeg mig ind, at udleveringen af ham og hans bryllup blev nulstillet af min egen selvudlevering. Men nej.

Det, der så ud som forstillelse for mig, var kærlighed for ham. Det kunne jeg bare ikke se, ikke dengang, og derfor endte vores venskab så voldsomt og så brat med den spytklat og det råb.

Jeg fortsatte, om ikke ufortrødent, så i hvert fald i samme spor, for efterhånden som 90’erne begyndte at finde sig selv, gjaldt det bare mere og mere om at dyppe sig selv og andre i ironiens frituregryde. Og på mange måder fortsatte de samme problemer. For jeg fandt nærmest aldrig på, jeg skrev bare uindpakket om pinagtighederne i min egen virkelighed.

En ekskæreste overfaldt mig, fordi hun mente, at jeg havde pisset på vores forhold, en ven følte sig i årevis uforløst fortørnet, fordi jeg i en klumme havde kaldt hans forældre ’Elgen’ og ’Fælgen’ (faderen gik på jagt, og moderen blev beskrevet som en cykel, der kørte på fælgene), men da jeg skrev om mine forældres besøg i min usle københavnerlejlighed, blev der godt nok ikke sagt noget. Til gengæld var tavsheden sigende i mange år efter.

I dag, efter at den redigerede, positive selvfremstilling ikke bare har begravet selvironien, men stenet den vredt til døde, virker det hele sgu pænt bedaget – alle klummerne, alt det, der dengang blev skrevet, alt det, der dengang skulle være så skide Steffen Brandt-skægt. Så jeg vil gerne sige jubilæums-undskyld. Til alle. Og så alligevel. Det var jo bare for sjov, for fanden.

Med tilhørende illustrationer af Claus Riis skrev Jens Vilstrup bagsideklummer for Euroman fra 1992 og ca. 10 år frem. Mange af klummerne er udgivet i bogform – i ’Villers verden’, i ’Bliv voksen Viller’ og i ’Den store Viller’.

LÆS OGSÅ: Erling Jepsen: "Jeg var engang ved at få tæsk på et værtshus, fordi jeg havde skrevet om en af de lokales far"

LÆS OGSÅ: Forfatter og musikanmelder Klaus Lynggaard: "Uden dope og druk gik det op for mig, at jeg ikke var festens midtpunkt"

LÆS OGSÅ: Peter Øvig Knudsen: "Der er lighedspunkter mellem et interview og et samleje. Inden man har stillet det første spørgsmål, er det meste allerede afgjort"

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok