Hej,

Det skriver jeg, for sådan hilser vi på hinanden i Danmark. Det, tænker jeg, er åbenlyst. Men jeg havde aldrig tænkt over, at vi, på bedste Hawaiianske aloha-vis bruger det samme ord i forskellige mængder, alt efter om vi kommer eller går.

Det havde jeg i hvert fald ikke, før min kæreste og jeg havde været i butikker en dag, og han, da vi kom hjem, sagde “det er egentlig sjovt, at når I siger hej én gang betyder det hej, og når I siger hej to gange betyder det farvel”. Hej! Hej hej! Jeg kunne ikke helt være i mig selv. Men det gør det jo.

Det er en af de ting, jeg i løbet af det sidste halve år har opdaget om mig selv og mit land. Min kæreste fra England er ved at lære Danmark at kende, og jeg har haft den øjenåbnende, og til tider lettere vanskelige opgave at forklare, hvad Danmark går ud på.

Noget, vi i Danmark er afsindigt stolte over, er vores cykelkultur. I hvert fald i København, hvor Klaus Bondam på mange måder ville brænde alle biler, hvis han fik lov. Cykling er sundt, miljøvenligt og praktisk.

Og derfor var det en af de ting, min kæreste for alvor havde glædet sig til, ved at komme herover - han skulle have en cykel, og når han nu havde opdaget, hvor sindssygt lille København er, så ville det jo ingen tid tage at komme fra den ene ende til den anden.

Og det gør det heller ikke. For den almindelige cyklist. Men for min kæreste er det lidt anderledes. For selvom hans begejstring for cyklen som transportmiddel er og forbliver høj, så har han lært, at København en skræmmende by at cykle i.

For sagen er jo den med københavnere, at alle de aggressioner, de fik holdt inde ved middagsbordet aftenen før, kommer ud på cykelstien om morgenen, og som ny cyklist har man en lille smule lyst til at græde, hver gang man når frem til sin destination.

Min kæreste tør ikke cykle ved siden af mig. Heller ikke om natten kl. to på en tom vej. Han cykler konstant to-10 meter bag ens gruppe, for at være sikker på, han ikke er i vejen, når han kører forkert, og man er 8 ud af 10 gange lidt bange for, at man har mistet ham til et rødt lys, fire kryds bagude.

Han gik på cykelhjelmscouting en dag ved Københavns søer, og vi måtte erkende, at han ikke ville få meget inspiration fra de nøgne københavnerhoveder. Fuck sikkerhed, vi er skandinaver - alt for smukke til det dér.

Til gengæld havde han hørt så meget om cykeltyverierne i København, at han fra dag 1 var klar på, at den nok ville blive taget (nærmest i et stolt tonefald, men lad os lade det ligge). Og da han en eftermiddag forsigtigt spurgte, hvorfor folk så ofte lod barnevogne stå foran caféer, mens de var derinde, og jeg forklarede, at de jo kunne kigge ud på dem gennem vinduet, forsøgte han sig med logik (rookie mistake) og spurgte, om det ikke var lidt risky, i forhold til, hvor ofte københavnerne fik stjålet deres cykel.

Og det var her, jeg nænsomt men ærligt måtte forklare ham, at i København er cykler mere værd end børn, sådan er det.

Som en del af den kulturelle uddannelse tog jeg ham med til koncert på Plænen i Tivoli i København en aften. Et stort, dansksproget band - et af mine yndlings - skulle spille, og jeg tænkte det var en god måde at lade ham høre noget god, tydeligt artikuleret, dansk lyrik pakket ind i lækker musik - i en genre, jeg vidste han kunne lide.

Hvad kunne gå galt?

Under hele koncerten sang jeg med, dansede, udviste en ekstrem entusiasme, som jeg var sikker på, han ville dele. Men igen var sproget en barriere. Ikke på den negative måde som sådan. Men han er og bliver stadig ikke særlig stærk i det danske sprog, og når man som englænder hører det danske sprog, er det et uidentificerbart virvar af europæiske ord.

Og hvad er en af de meget få sammenhænge, hvor man som englænder hører det i musikalsk regi? Det er Eurovision. Naiv som jeg var, troede jeg, at musik var musik, og at lyrikken, uanset sprog, var en del af pakken, af oplevelsen.

Men vores sprog er småt, ikke eksponeret, og selvom min kæreste var begejstret for bandet og deres musik, kunne han ikke lade være at synes, de mest af alt lød som “det seje land i Eurovision”. DET SEJE LAND I EUROVISION.

Men så kan man jo altid blive hjemme og se en film. Og det er i den sammenhæng, at jeg har opdaget, hvor svært det er at få danske film med engelske undertekster. At underteksterne ikke er at finde online på Netflix og Blockbuster, kan jeg forstå.

Der er et minimum af anstrengelse fra seerens side i den situation. Men ikke engang på dvd’er er der i mange tilfælde andet end norsk og svensk tekstning, hvilket jeg har haft svært ved at forstå. Hvor kunne det være fantastisk, hvis andre folk end nordmænd og svenskere kunne tage del i vores kultur, selvom de ikke talte vores sprog.

Da vi kom forbi et reklamebanner en aften, og min kæreste spurgte “Who’s ‘durtch’?”, og jeg kiggede op på en plakat for teaterstykket Dirch, ville jeg så gerne vise ham, hvem durtch var. Jeg gik direkte ud efter dvd’en med filmen, stykket er bygget på, men det lod sig ikke gøre. Så må han jo bare tro, at Dirch Passer og Andreas Bo er samme person.

Indtil videre holder vi os til Matador og Borgen, hvis dvd’er kommer med engelske undertekster. Det må også være nok om Danmark.

I den mere alvorlige ende er jeg spændt på, hvordan vinteren bliver. Danmark er virkelig mørkt og koldt, hvis du ikke skulle have opdaget det, og eftersom englændere altid hører om, hvor latterligt deres vejr er, er det måske især englænderne, der overraskes, når de kommer hertil.

Han skal opleve ishockeykampen, mærke julehyggen og generelt føle, at Skandinavien også findes, når lyset er slukket.

Hej hej.

LÆS OGSÅ: Radiovært Signe Amtofts integration af sin engelske kæreste: ”Her giver vi penis-tønder til folk, når de fylder 30”

LÆS OGSÅ: Thomas Skov Gaardsvig: ”Der er for mange møder i verden”

LÆS OGSÅ: 9 spørgsmål du altid får, når du er fra Nordjylland