Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg får det fysisk dårligt af at høre Aretha Franklins ’Think’. Bare introen giver mig en mild hovedpine, og kommer jeg længere ind i nummeret, hvis jeg fx er på en café, hvor jeg ikke kan skifte musikken, bliver mild hovedpine til insisterende hovedpine og hen imod slutningen kommer også kvalmen.
Og det er selvom, jeg holder meget af Aretha Franklin. Jeg er vild med ’I Say a Little Prayer’, jeg kan lide ’Respect’ og selv hendes ’Blues Brothers’-version af ’Think’ er fast inventar på min Spotify-spilleliste, men originalversionen gør mig skidt tilpas.
Det skyldes, at det nummer ikke længere er musik for mig. Jeg havde nemlig begået den store fejl at vælge musik på højniveau i gymnasiet og brugte derfor 14 dage af min ungdoms flotteste sommer på at analysere hver eneste node i ’Think’.
Og jeg havde selv valgt det nummer, fordi jeg syntes, det var alle tiders sang, og jeg var sikker på, at de to ugers musikanalyse ville føles som fritid, hvis jeg bare valgte et nummer, jeg var glad for.
Men for hver gang jeg lyttede det igennem, for hver gang jeg brækkede det op i stumper og smed stumperne i et skema, og for hver gang jeg satte en node på mit aflytnings-partitur, lød det mindre og mindre som musik.
Til sidst lignede soulklassikeren fra ’68 Frankensteins monster: Delelementerne hang ikke naturligt sammen, nummeret vraltede og havde skruer i halsen. Det var ikke længere musik, men snarere en temmelig uharmonisk matematisk formel.
Engang var musik mit frirum, som min klasselærer sagde til en skole-hjem-samtale, og jeg brugte timer i kælderen på at prøve at aflytte Charlie Parker. I dag er det flere år siden, jeg sidst har rørt en saxofon, for ligesom ’Think’ blev korsfæstet på et skema, blev den umiddelbare glæde ved at spille saxofon også druknet i teori.
Og det samme er jeg bange for er ved at ske med tekst.
Se, hvis du ikke kender mig, kan jeg hurtigt fortælle, at jeg er forfatter og journalist. Jeg har skrevet et hav af artikler og digte, sidstnævnte bl.a. udgivet i tre digtsamlinger.
De første tre bøger kom nærmest af sig selv med 10-11 måneders mellemrum, sådan at de blev udgivet om sommeren, tre år i rap. I virkeligheden behøvede jeg ikke gøre ret meget andet, end sætte mig foran et tastatur, og så lade fingrene skrive af sig selv.
Men den fjerde er ikke kommet et år efter den tredje. Faktisk har den indtil videre været to år undervejs. Det samme gælder mine artikler. For ikke så længe siden væltede idéerne til dem direkte ind i hovedet på mig, når jeg åbnede min hoveddør, men sådan er det ikke længere.
Jeg begyndte nemlig at studere tekst. PT er jeg tre år inde i min journalistuddannelse, og dermed velsagtens alt i alt 10-12 pensum-bøger om tekstopbygning, struktur, modeller, metoder, nyhedskriterier, målgruppeanalyser og så er der ikke meget plads til passion.
Dan Turèll skrev i et digt, at 10 fugle på taget faktisk er bedre end én i hånden. For hvad kan man med en fugl i hånden, andet end at kvase den?
Og det samme gælder for fugle som for det, man elsker: Det er yderst sjældent, noget bliver særligt meget smukkere at af blive analyseret og undersøgt: Der er ifølge IMDB 95 fejl i ’Casablanca’, og stirrer du længe nok på din kæreste, kan du måske finde en skønhedsplet, der ikke sidder pænt. Ingen af delene gør noget bedre.
I starten handlede det egentligt bare om ikke at blive revisor, hvilket af en eller anden grund var det åbenlyse valg for mig (spørg ikke hvorfor), og derfor søgte jeg netop en uddannelse og et job, der bedre matchede mine interesser end revision.
Nu ville jeg ønske, jeg havde læst revision eller ingenting i stedet, og at musik og poesi stadig var mit frirum og ikke et studium. At mine passioner stadig var umiddelbart smukke, og at de aldrig var skemalagt.
Derfor er mit råd til dig, der gerne vil lave noget, de brænder for: Læs til revisor. Lad være med at gøre din hobby til et arbejde, som alle ellers går og siger, de drømmer om, for før du ved af det, begynder selv Dan Turèll og Aretha Franklin at ligne regneark.
LÆS OGSÅ: Thomas Skov Gaardsvig: ”Der er for mange møder i verden”
LÆS OGSÅ: Klumme: København er flyttehelvedets festfestNy side
