Selv om jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at prøve at glemme. Og først i dag, hvor jeg næsten har levet lige så længe siden, som jeg gjorde forinden, har jeg turdet tænke tilbage herpå.

Jeg tænker tilbage på det lille års tid, jeg tilbragte på KUA (Københavns Universitet Amager), hvor jeg læste filosofi i slutningen af 90erne, Jeg gør det med en dyb grad af alvor, for når jeg atter genkalder mig de tanker, indtryk og følelser fra dengang, er jeg som for et kort øjeblik tilbage i det, der stadig tegner sig som mit livs værste periode.

Jeg var 19-20 år gammel og flyttet hjemmefra. Jeg var så småt ved at vænne mig til voksenlivet, men indrømmet skal det være, at det endnu gik langsomt. Store bunker af rudekuverter og endnu større bunker af snavset vasketøj hobede sig op i min lille lejlighed.

Jeg forsøgte ofte at overbevise mig selv om, at jeg levede en bohemetilværelse ligesom Charlie Parker, Otto Brandenburg eller Ole Jastrau, men dybest inde vidste jeg nok godt, at der på ingen vis var noget romantisk herover. Det var bare uhumsk.


Foto: Sploosh.dk

Siden gymnasiets afslutning havde jeg drevet lidt hvileløst omkring uden mål og med, men nu glædede jeg mig atter til at returnere til en tilværelse med mere struktur, vaner og orden, for samtlige begreber var hårdt tiltrængte i min tilværelse.

Som så mange andre i den alder var jeg efter gymnasiet blevet sluppet ud i tilværelse uden måske at være helt klar hertil. Sådan var det, og sådan skal det også være, men efter 12 års rutinemæssig skolegang var der et skræmmende element ved selv at skulle administrere sin tilværelse uden at have en skemalagt virkelighed foran sig. Jeg var måske med Jean-Paul Sartres ord pludselig blevet fordømt til frihed. Sådan forsøgte jeg i hvert fald selv at udlægge det.

Jeg genkaldte mig med et melankolsk savn den første skoledag i 1. klasse. Det havde vel været mit livs første rituelle højtid, dengang jeg en solbeskinnet sommerdag langs Sortedams Dosseringen havde spadseret med hele min familie ved siden til første skoledag.


Foto: Sploosh.dk

I mit penalhus havde ligget nyspidsede blyanter, en blyantspidser og to viskelædere, hvoraf det ene var lilla og duftede, mens det andet lignede en burger. Måske for at genkalde mig lidt af den tabte glæde fra dengang, havde jeg møjsommeligt pakket min taske lidt på samme vis og sågar medtaget et grønt æble, endskønt jeg faktisk aldrig spiste frugt. Æblet udmærkede sig alene rituelt.

Jeg kan huske, at jeg spadserede ud til universitetet på Amager den dag. Da jeg gik ud over Langebro den tidlige mandag morgen, stoppede jeg et kort sekund op på dens midte netop der, hvor den kunne åbne sig for de store skibe på vej ud i verden. Nu er du blevet voksen, min dreng, tænkte jeg helt for mig selv, og havde måske dybest set håbet at høre nogen sige mig det.


Foto: Sploosh.dk

Jeg vidste dog, at min mor var meget stolt over, at jeg skulle læse på universitetet. Jeg havde i gymnasiet fået et temmelig højt gennemsnit, og det var ikke enhver beskåret at komme ind på netop filosofi, som var temmelig eftertragtet. Nu måtte jeg derfor vise mig tapper og ikke se tilbage mod byen, men kigge frem mod min bestemmelse på Biløen Amager.

Jeg gik videre op ad Njalsgade, der forekom mig at have meget høje etageejendomme på trods af, at den var relativt smal, og således kunne lyset ikke rigtigt trænge ned i gaden. Ude foran Fakta stod tre-fire alkoholikere med en stor og forpint udseende hund bundet i butikkens ophængte krog til formålet. De drak Harboe-øl, det gjorde man dengang, hvis man var fattig.

En grønlands dame fra forsamlingen skændtes højlydt med en kvinde, der også ønskede at binde sin lille hund i krogen, mens hun skulle ind for at handle. På sin vis var der tristessen til trods noget, der charmerede mig en anelse ved hele scenografien og dens autenticitet, der virkede befordrende for min romantiske veneration. Den grønlandske kvinde hylede hæst, men hun lignede lidt Anisette fra Savage Rose. Hun havde så skønne øjne.

Ud af den snævre og højt bebyggede del af Njalsgade trådte jeg så om sider til KUA, der lå mere frit og særdeles lavt bebygget i en stilart, som man har benævnt brutalisme. Det er en stærkt marxistisk æstetik, eller måske snarere mange på samme, der har fået mange til at udnævne bygningerne til Danmarkshistoriens grimmeste byggeri.

 Der sad metal overalt på betonvæggene, og mange steder var malet i en lidt falmet rød farve, der gik igen. Men den mest gennemgribende nuance var afgjort betonens grå, der matchede farven på himlen over Biløen. Det regnede ikke den dag. Det var bare gråvejr og småkoldt, for universitetet begyndte en måned senere end den ’rigtige første skoledag’ dengang på Sortedams Dosseringen i en fjern solbeskinnet fortid, som jeg nu prøvede at huske den tidlige efterårsdag i september.


Foto: Sploosh.dk

Jeg trådte igennem et utal af parkerede cykler. Jeg havde næppe nogensinde før set så mange cykler samlet på ét sted, inden jeg trådte ind på det brune flisegulv, hvor jeg skulle forsøge at finde vej til mit bestemmelsessted.

Jeg stoppede en forbipasserende for at bede om direktioner. Det var en høj fyr med en lang fletning i skægget, der forklarede mig, at alle trapperne havde numre ligesom, etagerne og lokalerne. Jeg skulle måske så til 19,2,9, hvilket så betød, at jeg skulle finde trappe 19, gå op ad denne til 2. etage og så finde lokale 9.

 Det tog mig overordentlig lang tid at tilbagelægge de mange gange, trapper og arealer, der få år forinden havde fået professor Erika Nielsen til at udtale til Weekendavisen: ”Enhver der tilbagelægger strækningen igennem de uendelige gangarealer vil fyldes af en æstetisk ulyst, en tunghed i sjælen over en sådan monotoni og principiel grimhed”.

Jeg var ikke undtaget for professorens regel, men fandt dog efter forbavsende lang tid frem til mit bestemmelsessted i et lavloftet lokale på 2. sal.

Her mødte jeg så de mennesker, med hvem jeg forventede at skulle læse de næste fem år. Jeg kiggede rundt i lokalet for at undersøge, om der mon nogle kønne piger, men det var der ikke.


Foto: Sploosh.dk

Ud af de måske 80 mennesker, der sad under det lave loft, kunne jeg ikke få øje på en eneste, og jeg var som en rask ung mand ellers almindeligvis relativt imødekommende i så henseende, men måske var der en spinkel rødhåret én nede bagved. Jeg kunne ikke rigtig se hende, fordi en tyk jysktalende asiatisk fyr med kropsnær sort Nirvana T-shirt blokerede mit udsyn.

Jeg småsludrede med en sidemand og fik lidt selvironisk nævnt, at jeg havde glædet mig til ’første skoledag’, men han belærte mig, at vi ikke gik i skole, vi var ikke elever, men studerende, og det gav jeg ham naturligvis lidt forskræmt ret i.

Her begyndte det for første gang at slå mig, at livet her på stedet var sat ud af kraft. Man havde anstrengt sig gevaldigt for at sikre, at bygningen ikke lignede en bygning, og det var lykkedes, pigerne lignede ikke attraktive unge kvinder, de var klædt ligesom mændene i orange cowboybukser og T-shirts. Måske havde de en ørenring eller to, men det havde mændene også ligesom næseringene også var rundhåndet og kønsligt lige uddelt.

Det var et moderne universitet, og begrebet moderne er et udtryk, der alene udmærker sig ved at neutralisere ordet, til hvilket det lægger sig. En moderne præst tror således ikke på Gud, en moderne konge regerer ikke over sit land, en moderne mand er ikke maskulin og en moderne kvinde ikke feminin.

Netop en sådan moderne og aldeles ufeminin kvinde tiltvang sig adgang til lokalet. Hun skulle byde os velkommen, men jeg hørte ikke efter, fordi jeg var mere optaget af at undersøge hende. Hendes hår var kort og selvsagt hennafarvet i en mestendels orange nuance, der matchede hendes overordentligt kulørte tørklæde, som faldt ned over en overordentlig svagt markeret flad barm bag noget mørk lilla frotte.

Det var mig ikke en overraskelse, for sådan havde næsten alle de mennesker, der gennem mit liv i undervisningssystemet set ud. De var kvinder, men havde tydeligt bestræbt og dygtiggjort sig for ikke at fremtræde som så.

Deres feminine strukturer var udvisket, om end ikke alene af almindelig slitage, men af bevidst og tilstræbt udviskning. Den moderne magt ville ikke vedkende sig magtens strukturelle kendetegn, ligesom den nedslidte og sundhedsskadelige bygning.

KUA var nybyggeri, og der fandtes rundt om i verden utallige smukke bygninger, som var op til 50 gange ældre, men dog den dag i dag tog sig langt smukkere og mindre nedslidte ud. Dette gjaldt ikke mindst universiteter, og Københavns Universitet var jo som institution et af verdens ældste, men KUA var et af verdens yngste og bygget kun 25 år forinden, men dog måske dette til trods også et af de mest nedslidte og grimmeste, hvis ikke det grimmeste.

Til forskel fra grønlænderen med de smukke øjne, der som kul var slebet og presset til isklare diamanter, rummede KUA og forelæserens ulyksalige fremtoning intet element af autenticitet, der kunne dulme smerten ved at kategoriseres som romantisk. Dette var instrueret tristesse, tilstræbt sorg.


Foto: Sploosh.dk

Gennem de næste måneder erfarede jeg, hvordan netop denne lidelse og sorg rummede en ambivalens for de studerende, for lidelsen var identitetsskabende for dem. Den definerede dem, og de ville defineres herved - ved deres smerte - men så sandelig også ved udmærkelsen som ofre.

De talte altid om, at bygningerne var sundhedsfarlige og indeklimaet forfærdeligt, men de kunne godt lide det, det gav dem noget at tale om. Det gav dem en bestemmelse og en rolle i tilværelsen. De udvekslede lignende martrede erindringer fra årets Roskilde festival, hvor de havde været så stive, at de brækkede sig i flere dage og havde haft tømmermænd i ugevis efter mødet med ukendte rockbands og forpinte guitarstrenges flåen. Intet klingede i disse lokaler, for lyren betjener sig af samme spænding som buen, men hverken Artemis eller Eros kunne virke her. Livet var sat ud af kraft, og man kunne end ikke få rejsning på matriklen.

På samme vis emmede også det hele af modstand, som oftest blev det omsat i ironi og stærk sarkasme, herunder ikke mindst selvironi. For man vogtede på hinanden og overvågede minutiøst, at ikke nogen kom til at introducere livet i lokalerne.

 Livet skulle her forstås som virkelighed, som noget så umoderne som at ligne noget, at ville noget, at være noget.

Man kunne derfor ikke træde i karakter ved at udmærke sig eller hævde noget, man kunne kun vinde fremme ved at være bedst til at latterliggøre dem, der havde sagt eller ment noget, hvad enten det var i den konkrete forsamling, i offentligheden eller måske allerbedst i historien. Den historie, som netop i de år hævdedes afsluttet for aldrig at vende retur.

KUA var et sådant ahistorisk sted, hvor livet ikke gjaldt. På mange måder var KUA et kondensat af samfundet som helhed betragtet. Her lever samme ængstelige princip i bedste velgående og kan blandt andet opleves ved at kigge på navnlig journalister og mediefolks popularitet som den kommenterende og sarkastiske klasse, hvis ofte eneste fortjeneste, det er at udstille, kritisere og bedrive satire over folk, der på mere traditionel vis – eller blot i umiddelbar forstand – virker.

I mangel af bedre måtte jeg søge at socialisere med en af pigerne fra klassen (det hed naturligvis ikke klassen). Vi drak Harboeøl til et koncertarrangement, hvor et band, der vist nok hed Chillumklud spillede rockmusik, som havde været progressivt 30 år tidligere, men dog i forsamlingen stadigvæk blev regnet som så.

Det, der på helt universelt plan kendetegner tabere, er, at de ofte tror gårsdagen uhyre progressiv. De har ikke indset, at det, der engang var progressivt, siden visner, forgår og bliver reaktionært. Sådan var 90ernes reminiscens af for længst overstået ungdomsoprør, hvor man forsøgte at udmærke sig ved at nedbryde det allerede og for længst nedbrudte.

Vi havde meget vanskeligt ved at føre en dialog, for hver gang jeg havde sagt hende noget, smilede jeg i forventningen om et svar, men blev altid mødt af replikker såsom”…siger du” eller ”det siger du kun fordi…”

Hun havde ingen replikker i tilværelsens forestilling, hun talte kun i kursiverede regibemærkninger og redegørelser for kausalitet, der umuliggjorde et kontinuum. Hun hed Signe og tilstræbte absolut objektivitet ud fra en alt andet lige forståelig ambition om at bortviske sig selv fra tilværelsen, så sværtet denne var af både historien pyntegenstande og behandlingen af indianerne. Jeg kaldte hende for mig selv Intet-Signe.

Den aften foretog hun sig dog alligevel noget karakterafvigende, idet hun betroede mig noget og tilmed behæftede det med noget så menneskeligt som glæde. Hun havde fået et kollegieværelse på det eftertragtede Grønjordskollegie, der lå på Amager og ganske vist også kaldtes selvmordskollegiet, fordi det overgik selv Domus Vista i antallet af selvmord.


Foto: Sploosh.dk

Folk hoppede konstant ud ad vinduerne og i døden, men Intet-Signe var glad. Hun forstod nu sig selv privilegeret og næsten en anelse skamfuld herved som anoreksipigen, der alligevel tager en lille bid af riskiksen, når ingen kigger.

Der var også de ældre studerende, som skulle tage imod os. De klædtes også ligesom socialt udsatte, men igen var tristessen fingeret og instrueret. De skulle introducere os, men dem kunne man slet ikke tale med, for de begyndte efter første replik at tematisere, om man overhovedet kunne tale sammen, om sproget overhovedet havde gyldighed mere, og om vi fandtes. Det ville jeg ellers så gerne.

En af dem tog sit eget liv, og overbragt nyheden sagde den tykke asiat med Nirvana T-shirten, at han nok havde gjort klogt heri, fordi hans forestående liv måske ville have været værre.

Jeg kan huske, at pigerne græd, men der var dog også et smil bag tårerne, for det skabte noget identitet, og der kunne dermed arrangeres en demo eller aktion mod systemet, politikerne og de korthårede kvinder, der underviste.

Disse støttede og opildnede i øvrigt som regel den slags aktioner uofficielt, og de fleste studerende brugte langt mere tid på at udforske SU systemets regler og iværksætte sådanne studenterpolitiske initiativer snarere end at studere.

Jeg studerede heller ikke, men opdagede hurtigt, at det kunne være det samme. Niveauet var forbavsende lavt, og selv de fagligt ringeste klarede sig igennem alligevel. De bedste hertil var 9-pigerne, der altid fik 9-taller.

De mødte altid til tiden og havde altid læst dagens lektier to gange. Så satte de sig på forreste række og skrev absolut alt, hvad underviseren sagde, ned i deres notater. Sagde underviseren ”Godmorgen” anførte 9-pigerne ”Godmorgen” i deres notater, som de siden memorerede for så at gengive rapsodisk ved eksamen, hvor de vanen tro belønnedes med et 9-tal.

Selvmordet gav os anledning til i plenum at drøfte, om ikke dette blot var en hård tid, vi skulle igennem, men dette til trods en dag ville se tilbage på med varme minder og glæde. Jeg forsøgte at overbevise mig selv herom og begyndte måske at høre en enkelt strofe af Cavalleria Rusticana for så blot atter at blive fanget af virkeligheden, da én fyr bare råbte ”Fuck!”

Han forklarede sig ikke yderligere, det behøvede han ikke, det var bare hans værk, og så måtte beskueren lægge i det, hvad han ville, eller lade være, eller være ligeglad, eller have glemt, hvad der var derinde og være ligeglad.

Det slog mig, at jeg aldrig ville tænke tilbage på den tid med længsel. Jeg ville bruge store anstrengelser og kræfter på netop at glemme al den sorg og tristesse, jeg ville overmale den og fortrænge den med alle mine kræfter.

Knægten, der råbte fuck, betegnede blot sig selv som ’en fattig studerende’. Han bommede altid klip på andres klippekort ovre på den anden side, hvor bussen holdt i regnvejret. Fattigdom var meget vigtig som identitetsmarkør, og endskønt atter igen alle klagede over den alt for lave SU, som de autoritære og fascistiske magthavere (for daværende Poul Nyrup med windbreaker og cykelhjelm) havde tildelt dem, så kunne intet tænkes værre end en forhøjelse af SUen for så ville offermentaliteten gå fløjten og det ugentlige debatindlæg til Politiken måtte kasseres, måske endda sågar af avisens debatredaktør.

Mange på studiet havde læst der i umindelige tider. De vidste nøjagtigt, hvordan man bedst muligt udnyttede SU systemet, og selvom man dengang kunne få dagpenge i mange år, følte de fleste sig alligevel bedre tjent med at forblive i systemet længst muligt.

Der var heller ikke arbejde at få efter den uddannelse. Nogle få kunne blive gymnasielærere og måske undervise andre steder i undervisningssystemet, hvilket var en af de bedste forklaringer på, at dette marxistiske sorgfulde parallel univers levede videre ti år efter murens fald - og i nogen grad stadig gør det i dag.

 Jeg mødte for nyligt en pige, der læste på KUA i dag. Hun fortalte, at hun med sig i sin taske altid havde miniaturespiritusflasker, som hun mellem timerne indtog i smug på toilettet for at kunne komme igennem dagen.

Fuck-knægten konsulterede de meget travle tilknyttede psykologer og fortalte åbenhjertigt, at han med dem talte om en barndom, der faktisk lød helt almindelig, men også, at de havde anvist ham at ændre indstilling, hvilket forekom mig tragikomisk.

Jeg kan huske, at jeg for mit indre tegnede en satiretegning med en mand, der til sin læge klager over hovedpine, mens det på intet tidspunkt falder lægen ind at tematisere den økse, som patientens pande er kløvet med, og som endnu sidder i hans hoved.

Sådan var det også med fuck-knægten, han kunne aldrig drømme om at lade de ydre omstændigheder tjene som forklaring på sin forståelige og efter mine begreber kliniske depression. Det kunne jo ellers også tænkes, at han var deprimeret, fordi han fem timer dagligt på sine store høretelefoner hørte aggressiv grungerock med kopibandet Pearl Jam Jam fra RUC.

Fordi han lignede lort, aldrig fik noget på den dumme, boede et sted, hvor folk med god grund sprang ud ad vinduet og i døden konstant. Havde 300 kroner til eget forbrug om måneden og kun spiste pastaskuer med ketchup. Om søndagen kogte han dem måske forinden, inden han drak en halv liter kærnemælk opblandet med eddike og læste Die Welt als Wille und Vorstellung på tysk.

Jeg holdt ganske længe, hvilket vil sige til juleferien, fordi jeg huskede, at min mor havde været så stolt, og jeg betragtede det som et nederlag at skifte studie, men det kunne ikke være anderledes.

Juleferien knækkede i øvrigt de fleste af os, for i denne havde folk været hjemme. Mange af disse mennesker kom i sagens natur fra Jylland, hvor de simpelthen havde været for irriterende og venstreorienterede til at kunne forblive, men ved lysenes fest havde de atter for nogle dage atter fået deres mors flæskesteg erstattet af den økologiske linsesuppe og måske et slag fisse på det lokale diskotek Crazy Daisy, og så blev det for mange for svært at vende retur til regnvejret ved busstoppestedet for at tikke et klip fra de andres bøjede klippekort i den ruskindsimiterede og tomme tegnedreng.

Jeg har siden det halve år aldrig mødt nogle af dem fra dengang, jeg har aldrig hørt om dem eller læst om dem. De findes ikke mere, det er ved at være slettet af min erindring, og jeg vil aldrig tale om dette igen, for nu er det slut. Nu skal det ikke huskes mere.

LÆS OGSÅ: Mads Holger: Breakfast in America

LÆS OGSÅ:  Seks danske mænd: Den bedste bog jeg har læst i år

LÆS OGSÅ: Euromans far: "Jeg er våd, jeg har ikke noget kørekort, jeg kører på cykel, og jeg er personligt konkurs. Hvordan kan det så være, at jeg er så glad?”

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok