Tobias Kippenberger er en mand af mange talenter. Han er bogholder, podcaster og måske mest kendt som forsanger i The Floor is Made of Lava. Han er også min gode ven, og i øvrigt lydteknikker og medvært på Programmet om Ingenting. Jeg har stillet ham nogle spørgsmål for at blive klogere på nogle af hans yndlingsting på internettet.
____________

Du har boet i København de sidste mange år, men du voksede op i Esbjerg. Hvad betød internettet for dig i din opvækst?

Internettet var knapt opfundet i min opvækst, og mit første møde med det var på en slags læsesal hos HK, hvor min skolekammerats far arbejdede. Vi lavede projekt om Prodigy, og fik lov til at printe en masse billeder ud til en plakatsøjle af papmaché. Senere brugte vi det til chat og AltaVista-søgninger på biblioteket, og de har faktisk en side i dag, som er ganske anbefalingsværdig: Filmstriben.dk - det kræver lige en tur på et bibliotek i den virkelige verden, at få aktiveret en konto, men når det først er overstået, så har de ret mange underlige film liggende i arkivet, som man så kan streame gratis.
____________



Vi taler tit om vores fælles forkærlighed for Oasis. Hvis du skulle anbefale én video med dem, hvad skulle det så være?


Der er jo så sygt meget guld med Gallagher-brødrene på YouTube, så det er en anbefaling værd i sig selv at bruge et par timer på, at hoppe rundt derinde. Mit personlige favorit-klip er et japansk lyn-interview om ti ting, Liam elsker og hader.
____________



Det lyder lidt tåkrummende, men vi mødte hinanden via Twitter. Hvem er nogle af dine yndlingsfolk- og medier at følge?


Conte/Nestor er lidt en acquired taste, som i første omgang kan være alt, alt for meget, men når man vænner sig til, at han har en mening om fucking alt, så er han ret underholdende. Dit gamle site Apropos synes jeg også er værd at følge, og så har jeg fået lidt en samler-mani med billeder, så jeg har fulgt Antique Football og Classic Pics. Altså, hvis man godt kan lide billeder, som måske også har en værdi når ugen er omme.
____________


(Foto: Rasmus Weng Karlsen)

I 2011 figurerede du på Euromans ‘bedst klædte’-liste, har jeg fundet ud af. Hvad er det sidste stykke tøj, du har købt?


Haha. Det var ikke længe, jeg fik lov at holde en plads derpå, men internettet glemmer jo aldrig! 90 procent af mit tøj bestiller jeg hjem fra Liam Gallaghers tøjmærke Pretty Green, men én gang om året køber jeg et nyt par kobøjder bukser fra Levi’s, og det gjorde jeg så for en uges tid siden. I ånden af posten her, så må anbefalingen dog være www.prettygreen.com, og tricket er, at de som udgangspunkt kører ret store størrelser, og at man skal holde sig fra deres jakkesæt og bukser.
____________



Og til sidst: Har du en anbefaling til noget, du har set på internettet i år, der har gjort indtryk på dig?

Jeg tror faktisk, at det var noget, du anbefalede til mig. Vice' musikkanal Noisey laver nogle musikprogrammer med en knastør akademiker-type. Ham har de så sendt rundt til en flok smacked up gangstere og rappere i Atlanta. Især de sidste seks minutter af episode 4 “Trouble with The ATL Twins” er temmeligt episke.
____________

Oliver Enné på Twitter / Instagram
____________

Bliv ven med Euroman på Facebook