Rune Lykkeberg er en af landets mest toneangivende skribenter.  I 2013 tiltrådte han som kulturredaktør på Politiken, og inden da arbejde han i 12 år for Dagbladet Information. Han har i øvriget modtaget flere priser for sit virke - blandt andre Georg Brandes-prisen og De Berlingske Journalisters Pris. Her fortæller han om e-mails, NBA og andre ting på internettet.
___________________________________________________

Når dagen starter
 


"Når mine hold i NBA, Boston Celtics og San Antonio Spurs, har spillet om natten, går jeg direkte på NBA.com og ser resultatet, når jeg står op. Jeg ser tit det første kvarter og måske det andet, inden jeg går i seng, men det bliver som regel for sent at se hele kampen. Så samler jeg op om morgenen.

Ellers afhænger det lidt af, hvad der sker i verden. Som regel tjekker jeg kultursektionerne på New York Times, Guardian og Politiken, efter jeg har spist morgenmad. Vores netredaktion på kulturen møder allerede klokken 8, så vi skal ret tidligt være opdaterede.

Efterhånden bruger jeg dog mest Twitter. Jeg tweeter ikke selv, men følger de store internationale avisers bogsektioner, så man hele tiden ved, hvad der kommer. Før i tiden tog det rigtig lang tid at følge med i hvilke bøger, der kommer og siger noget nyt, men det er blevet overskueligt nu. Det er en intellektuel luksus, som må gøre verden klogere. At det er blevet så nemt at cirkulere ideer. Jeg mener den succes, som for eksempel
Thomas Pikketys bog 'Kapitalen' fik, skyldes den utroligt hurtige udveksling af ideer via sociale medier og den for mig stadig fantastiske tilgængelighed af ebøger. Du læser om en bog fra USA og kan have den på din iPad 30 sekunder senere. Det er helt ny, stærk global samtale, som skabes, når ideer cirkuleres og informationer spredes så hurtigt på. Jeg er meget spændt på at se, hvor meget den nye globale samtale kan udrette demokratisk."

___________________________________________________

E-mails

"Jeg vil gætte på, at jeg sender omkring 50 om dagen. Men mange af dem sender jeg bare videre, fordi de er sendt til mig, men ofte skal besvares eller håndteres af nogle af mine kolleger. Det svarer altså ikke til selv at skrive 50 mails om dagen. Jeg skriver vel 25 selv og mange er bare udveksling af information."

___________________________________________________

En anbefaling fra YouTube




"Jeg har lige selv set Günter Gaus' legendariske interview med filosoffen Hannah Arendt fra 1964. Det er sådan et interview, man har læst om en masse gange i forord til Hannah Arendts og bøger, men som jeg ikke anede, man faktisk kunne finde på YouTube. Hun forklarer i en samtale på over en time, hvorfor hun ikke tænker sig selv som filosof. Selve scenen med tænkeren der sidder ryger i en lænestol i et sort tv-studie, mens hun svarer på alle de store spørgsmål, er fantastisk."

___________________________________________________

"Mit spansk er så tilpas dårligt, at jeg synes alt, hvad jeg læser, er enormt velskrevet"

"Det er delt op mellem intellektuelle ting og sport. Jeg holder med Brasilien og følger de brasilianske spillere ret tæt. Jeg læser derfor en del sport.es og as.com, nu hvor Neymar spiller i Barcelona. Mit spansk er så tilpas dårligt, at jeg synes alt, hvad jeg læser, er enormt velskrevet.

Ellers gennemgår jeg tit links fra tweets, som jeg modtaget i løbet af dagen. Der er næsten altid henvisninger til en eller anden sjov artikel et eller andet sted fra, som jeg gerne vil læse."

___________________________________________________



Det sidste, jeg læste, som jeg fandt anbefalelsesværdigt

"Jeg læste et portræt af Jon Stewart af David Remnick i The New Yorker, som jeg i øvrigt modtog via Twitter. Det er en slags status over Stewarts 16 år på The Comedy Show, hvor han giver et svar på noget, som jeg selv har tænkt lidt over: Hvordan kan det være at Jon Stewart fungerer som en nogenlunde troværdig journalist, der kan kritisere til alle sider, når han er så åbenlyst venstreorienteret. Han er både radikal ironiker og venstreorienteret aktivist. Det er ret godt gået. Remnick giver et fint svar, synes jeg. Han siger, det skyldes, at Stewart er endnu mere anti-bullshit end han er pro-venstrefløjen."

___________________________________________________

Politisk skepsis over for Facebook

"Jeg bruger en del tid på Twitter. Det er vildt, at man kan følge nogle af sine yndlingsforfattere og intellektuelle, så man ved, hvad de læser og anbefaler. Det var helt utænkeligt for tyve år siden, at man kunne holde sig orienteret i, hvad Francis Fukuyama læser og publicerer.

Facebook er en anden historie. I starten orkede jeg ikke rigtig Facebook. Jeg synes egentlig, man bør afsøge sin samtids nye muligheder, men jeg havde det stadig sådan, at der allerede var ufatteligt meget social kommunikaton med sms og mail. Nu er jeg efterhånden blevet politisk skeptisk over for Facebook. Det er en ny subtil form for udbytning.  De tilbyder en service, som om den er gratis. Du får lov til at kommunikere med alle dine venner og finde gamle skolekammerater uden at betale nogen penge.

Men du betaler med noget andet: De får så alle dine private oplysninger og billeder, som de kan sælge videre. De appellerer til vores almindelige drift mod det, der gør vores liv nemmere, og så giver vi en masse privatliv til gengæld. Det er en handel med uhyggelige perspektiver, synes jeg. Og så har de oven i købet nærmest monopol, hvilket betyder, at vi selv har givet dem en urimeligt stor magt, som vi ikke har nogen kontrol med."

___________________________________________________

Det var alt for i dag. Tak fordi I læste med.

Morgenpostens redaktør, Oliver Enné, kan følges på Twitter og Instagram, og kan kontaktes direkte på oliver(at)verdensbedstenogensinde.dk

Du kan altid følge Euroman på Facebook her.