Huxi Bach arbejder i øjeblikket på sit kommende one-man-show, der bærer arbejdstitlen 'Valg'. Jeg har talt med ham om hans faste nyhedskilder,  hans yndlingsprogram i radioen, Søren Pind og meget mere. 
___________________________________________________

Nyheder og Søren Pinds første tweet som minister


Foto: Søren Christian Bech

“Jeg kan godt lide at følge med. Hver morgen tjekker jeg DR Politik, Politiken, Ekstra Bladet, BT og Politiko, der er Berlingskes side om dansk politik. Det er lige meget for fornøjelsen og hvor underholdningens skyld. Et par gange om ugen drøner jeg også forbi livescience.com for at se, om der er sket noget crazy på det videnskabelige område. Det er der tit. Jeg synes, det er sjovt at følge med, men det er også på en måde mit job at være opdateret - både i forhold til, hvad jeg går og skriver og i forhold til mit radioprogram. Hvis jeg skal fremhæve én ting, jeg har læst i en sidste uge,  må det være Søren Pinds første tweet efter han blev udnævnt til minister. Der er helt utrolig meget materiale til sådan en som mig i den her artikel.”
___________________________________________________

Mit radioprogram på Radio24syv



“Hedder 'Huxi og det Gode Gamle Folketing' Det er politisk analyse. Men med den store, lysende fordel, at det bliver foretaget af rigtige politikere, der har siddet i Folketinget, men har den fordel, at de ikke længere sidder der. Og derfor kan tale frit, og er fri fra partidisciplin og pressestrategi. De har intet at tabe. Hvis jeg skal fremhæve ét program, skal de være vores program fra sidste uge. Bølgerne gik rimeligt højt. Mogens Camre (DF) er en mand af sin mening, og det er Helle Degn (S) i den grad også. Og de to kan godt komme op at toppes. Det sad sgu ret godt i solar plexus i forhold til, hvad vi vil med programmet."
___________________________________________________

Noget, jeg har tjekket på YouTube



“Er komikeren Hannibal Buress. Han har lavet et show, der hedder ‘Animal Furnace’, som er sindssygt godt. Og der er en bid fra det show, hvor han snakker om sikkerhed i lufthavnen. Det er sådan et emne, som alle standupkomikere har været igennem. Og han starter med den der klassiske pointe om, at man ikke må tage vand med ind gennem security. Men han tager det et nyt sted hen, som er helt bizart. Det kommer der noget ret sjovt ud af.”
___________________________________________________

Jeg vil meget gerne anbefale



"... 'Den Korte Radioavis', som jeg deler radiokanal med. Det er et program, som er ramt lige i røven. Jeg sidder ved siden af dem hver tirsdag, og er derfor lidt med på indersiden af projektet. Jeg kender også drengene fra før, så jeg havde glædet mig ret meget til at høre, hvad de havde fundet på.  Det er jo en parodi på det moderne nyhedsbillede koblet med en parodi på et gammelt radioprogram, hvor en ældre kvindelig journalist himler over sit unge sidekick. Det minder mig om et eller andet. Nå, men faktum er, at Frederik Cilius og Rasmus Bruun hver dag gør et forbilledligt stykke arbejde ud i at skrive aktuel satire."
___________________________________________________

"Det sidste, du kan linke til"



"... Er det her. En gammel bit, jeg lavede om Danske Folkeparti, som på mange måder er aktuel igen nu."
____________

Huxi Bachs kommende one-man-show 'Valg' får premiere til januar.
___________________________________________________

Det var alt for i dag. Vi håber, du får en god dag.

Morgenpostens redaktør, Oliver Enné, kan følges på Twitter og Instagram, og kan kontaktes direkte på oliver(at)verdensbedstenogensinde.dk

Du kan altid følge Euroman på Facebook her.