Hvis man ønsker at begå et mord og slippe af sted med det, er den bedste metode ifølge undersøgelser i USA, at begå mordet ved hjælp af en bil. Risikoen for at blive dømt er nemlig under 5 %, og denne risiko bliver vel at mærke mindre desto flere trafiklove, der indføres.

På samme måde forholder det sig med lovgivning og beskatning af det danske samfund. Måske er vi ved at begå det perfekte mord på det danske velfærdssamfund. Det virker måske som en skør tanke, for når man lytter til debatten, så taler politikerne, ikke mindst fra venstrefløjen, kun om den elskede danske velfærdsstat.

Problemet er bare, at de ikke erkender grundlaget for velfærd. Grundlaget er nemlig skabelsen af velstand – og den foregår i den private sektor.



Hvis du taler med en selvstændig, så kan han eller hun kan fortælle om myriaderne af regler, afgifter og skatter, som ikke just fremmer privat foretagsomhed. Ligesom de kan fortælle om konstant øgede omkostninger, der medfører at danske arbejdspladser flyttes ud af landet.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan bliver du statsminister

Vi har herhjemme i årtier systematisk reguleret og beskattet vores vigtigste bidragsydere, de private virksomheder, ud af landet. Når man langsomt udhuler det, der skaber muligheden for at betale for vores velfærd, så forbløder velfærdsstaten stille og roligt.
Danmark har således siden år 2.000 mistet mere end 120.000 produktionsarbejdspladser.

Vi ser slagterier, gartnerier, Lego og andre flytte deres produktion, og vi er hermed vidne til et perfekt mord. Det er vigtig, at bemærke, at det ikke er virksomhederne, der begår udåden. De gør blot det enhver, der vil overleve konkurrencen i et globaliseret marked, ville gøre.

De ansvarlige er de, som ikke vil erkende at værdiskabelsen i den private sektor, ikke mindst i produktionssektoren, er af afgørende betydning for vores velstand.

Man bliver hverken mere velstående af at tildele hinanden højere lønninger eller flere fridage. Velstand skabes gennem produktion af produkter og serviceydelser, som andre ønsker at købe. Produktion kræver imidlertid, at man er konkurrencedygtig.

Hvis vi vil bevare arbejdspladser og samtidig tiltrække flere her til landet, vil en god idé være, at lønstigninger i de kommende år gives i form af lavere skat på indkomst i stedet for højere lønninger. Det sidste er blot med til at jage endnu flere arbejdspladser ud af landet.

Velstand er forudsætningen for både velfærdstat og -samfund.

I første omgang er det vigtigt at huske, at det ikke var velfærdsstaten, der gjorde os velstående. Velfærdsstaten er resultatet af en række politiske beslutninger, som fulgte i kølvandet på, at Danmark var blevet et af verdens rigeste lande.

Dermed ikke sagt, at offentligt udbudte serviceydelser ikke påvirker velstandsskabelsen positivt her i landet. Børnepasning sikrer et større arbejdsudbud, mens en velfungerende uddannelsessektor fremmer innovation, teknologisk udvikling og arbejdskraftens produktivitet.

Når det drejer sig om de egentlige overførselsindkomster, som i dag udgør ca. 20 % af BNP, primært folkepension og førtidspension samt kontakthjælp, er der dog alene tale om omfordeling. Det samme gælder offentlig betalt ældreforsorg og en stor del af udgifterne til sundhedssystemet. Men denne banale konstatering er naturligvis ikke et argument for at demontere vores velfærdsstat.


Niels Westy, folketingskandidat for Liberal Alliance

Det er jo ikke nødvendigvis af hensyn til vækst og egen velstand, at vi hjælper de, som ikke kan forsørge sig selv. Den slags hjælp fandtes da også før etableringen af en egentlig velfærdsstat.

Danmarks nuværende velstand blev grundlagt i det 19. århundrede

Forklaringen på vores lands velstand skal primært findes i 2. halvdel af det 19. århundrede, hvor vi særligt efter 1870 oplevede eksplosiv vækst. En periode, hvor den økonomiske ulighed for øvrigt faldt drastisk.

Danmark blev i den periode eksemplet på, hvorledes et lille land, uden nævneværdige ressourcer via relativ fri markedskapitalisme og international handel, skabte et rigt samfund. Heldigvis har vi holdt fast i at sikre relativt frie markedsvilkår, også efter vi etablerede verdens mest voluminøse velfærdsstat.

LÆS OGSÅ: Derfor er det så svært for kendte at slå igennem i politik

I midten af det 19. århundrede udgjorde vores velstand henholdsvis 60 og 70 % af Europas på det tidspunkt rigeste lande, Holland og England. Inden 1. verdenskrigs udbrud havde vi indhentet dem begge. Og målt i forhold til resten af verden ”topper” dansk velstand i 1930erne, hvor vi er omkring 35 procent rigere end resten af Vesteuropa i gennemsnit.

På det tidspunkt har vi en af verdens mest veludbyggede infrastrukturer og et meget højt antal biler i forhold til indbyggertallet. Ja, i 1939 var vi endda det europæiske land der i forhold til indbyggertallet fløj mest. Og uligheden? Ja, den var blandt verdens laveste.
Indretningen af vores velfærdsmodel gør os fattigere.

De beskrevne forhold er bemærkelsesværdige, når vi bemærker, hvor vigtigt det er for venstrefløjen og fagbevægelsen at holde fast i myten om, at velfærdsstaten er forudsætningen for vores velstand.

I deres fortælling blev grundlaget for vores velstand åbenbart først lagt med etableringen af velfærdsstaten. Det vil sige efter 2. verdenskrig. Faktum er dog, at Danmark allerede var et af verdens absolut rigeste lande årtier før. På et tidspunkt, hvor skatten var lav og den offentlige sektor minimal. Så sent som i 1960 var skattetrykket således lavere og andelen af beskæftigede i den offentlige sektor mindre end i USA.

Hvis velfærdsstaten er forudsætningen for vores velstand, burde væksten i Danmark fra 1960’erne og frem også være højere end i økonomier med en mindre offentlig sektor. Det forholder sig dog omvendt.

Før 2. verdenskrig var vi blandt verdens fire rigeste lande. I dag er vi blot blandt de 20-25 rigeste, når der korrigeres for prisniveauet. På niveau med blandt andre Taiwan. Hvor Danmark i 1970 havde det 6. højeste privatforbrug per indbygger blandt OECDs medlemslande, ligger vi i dag blot på en 14. plads.

Jovist er den absolutte velstand højere i dag end i midten af det 20. århundrede. Men i forhold til resten af verden er vi dog blevet relativt fattigere i de sidste 60 år. En udvikling som desværre vil fortsætte, hvis ikke vi gennemfører de fornødne reformer.

Det lyder måske meget godt, at være blandt de 25 rigeste lande, men det betyder altså at vi lige pludselig ikke kan købe verdens bedste sundhedsbehandlinger, verdens bedste undervisningsudstyr eller tiltrække verdens kloge hoveder – og danskerne er vant til bedre.

Velfærdsstaten er kommet for at blive.

Der er bred konsensus i Danmark om, at vi skal sikre adgang til en række uddannelses-, sociale- og sundhedsydelser for alle borgere. Intet parti i folketinget ønsker at ændre dette. Uenigheden bunder i, hvorledes man bedst sikrer disse tilbud uden samtidig at sætte vækst og hermed velstand og velfærd over styr.

De to skribenter af dagens kronik ser også forskelligt på omfang og indretning. Men der er tale om uenigheder, som er til at overskue.

Vi er således enige om, at indretningen af velfærdsstaten ikke må hindre værdiskabelsen i samfundet. Dette er afgørende for, at vi også i fremtiden har et velfærdssamfund.

Vi er også enige om, at alle fortsat skal have adgang til et ordentlig sundheds- og uddannelsessystem, uanset indkomst. Og naturligvis skal vi tage os ordentlig af de borgere, som ikke kan forsørge sig selv og sine.

Derfor er vi også enige om, at det nuværende skattetryk samt omfang af den offentlige sektor ikke er holdbar, hvis vi fortsat ønsker at være et både rigt og trygt samfund.

Velstand, velfærd og respekt for borgerne.

Danmark er historisk set et samfund karakteriseret ved høj tillid, lav korruption samt høj ansvarsfølelse og arbejdsetik. Det er årsagen til, at vi har råd til en større offentlig sektor og et højere skattetryk end de fleste andre lande. Men der er en øvre grænse, og den er overskredet for længst.

Hvis vi fremover skal sikre ordentlig uddannelse, sygepleje, ældrepleje og socialt sikkerhedsnet, er afgørende at rammevilkårene for den private sektor bedres herhjemme.

Det er nemlig her velstanden, som finansierer den offentlige velfærd produceres. Derfor skal skatte- og omkostningstryk mindskes, alt imens arbejdsudbuddet øges. Den gode nyhed er, at det er muligt uden at ofre vores kernevelfærd.

Den amerikanske økonom Milton Friedman formulerede engang ’fire principper for at bruge penge’:

1.    Når vi bruger penge på os selv, er det vigtigt for os at få den bedste kvalitet til den
lavest mulige pris.

2.    Når vi bruger penge på andre, er det vigtigt for os ikke at bruge flere penge end nødvendigt for at opnå den ønskede glæde hos den eller dem, som vi bruger penge på.

3.    Når vi bruger andres penge på os selv er der derimod ingen grænser for, hvor meget vi er parat til at betale for selv den mest marginale kvalitetsforbedring.

4.    Endelig er der muligheden for at bruge andre folks penge på andre end os selv. Her betyder både pris og kvalitet mindre.
Når venstrefløj og interesseorganisationer taler om at ”der er skåret helt ind til benet” i den offentlige sektor, er det derfor useriøst.

Der eksisterer ikke to slags mennesker på denne jord. Homo Privatos, som er ude på at berige sig selv, og Homo Publicus, som alene lever for at glæde andre. Der eksisterer kun dødelige mennesker med alle de fejl og mangler, som det nu indebærer.

Og vi ved da også, at der er rigelig plads til optimering og effektivisering af den offentlige sektor. I forbindelse med offentliggørelsen af produktivitetskommissionens konklusioner i 2013, udtalte formanden, Peter Birch Sørensen, da også, at ”alene ved at udbrede bedste praksis vil der formentlig være et potentiale for produktivitetsforbedring på mindst 10 %. På langt sigt er potentialet endnu højere, da der også er mulighed for løbende innovation og forbedringer – selv i de enheder, der i dag er de mest effektive.”

Tænketanken CEPOS er tidligere, på baggrund af talmateriale fra kommunerne selv, kommet frem til en gevinst ved bedste praksis i kommunerne på mellem 4.000 og 8.000 kroner per borger.

Fremtidens velfærd

Når man er villig til at erkende, at velstand er forudsætningen for velfærd er det egentlig ganske nemt at formulere principperne for et fremtidigt velfærdssystem.

1.    Det skal altid kunne betale sig at arbejde

2.    De der kan, skal ernære sig og sine.

3.    De der ikke kan, skal have den bedste hjælp, der kan gives.

4.    Det er politikernes ansvar at sikre ovenstående til så lav beskatning som muligt.

Med andre ord skal velfærdsstaten indrettes i overensstemmelse med det faktum, at det er den private sektor, som sikrer de ressourcer, der finansierer den offentligt betalte velfærd.

Vi må aldrig glemme, at uden markedskapitalisme, privat initiativ og hårdt arbejdende mennesker ville det ikke have være muligt at skabe et samfund, hvor alle har mulighed for at tage en uddannelse, blive behandlet i tilfælde af sygdom, og selv med en lille opsparing leve et liv som gammel, der er de færreste forundt på denne jord.

Sådan skal det også være i fremtiden, men det kræver en borgerlig regering og mod til at gennemføre nødvendige reformer til sikring af både velstand og velfærd i fremtiden.

LÆS OGSÅ: Beklager Obama, Amerikanerne vil hellere have Francis Underwood

LÆS OGSÅ: Jødisk slagter under politibevogtning: "Jeg føler det, som om jeg sidder i fængsel

LÆS OGSÅ: Dansk familiefar i krig i Syrien: Det er skræmmende let at slå IS ihjel