Wayne Rooney og et dusin andre Manchester United-spillere er ikke dukket op på FCM Arena torsdag aften. Men Den Jyske Mafia er i huset. Den er her altid til de store kulturelle begivenheder. Det er Inger Støjberg, det er Kristian Jensen, det er B.S. Christiansen, det er politikere og erhvervsfolk suppleret med et par nuværende og tidligere sports- og tv-profiler fra Midtvest(en), Nord og Nordvest, altså i Jylland. 

Forfatteren og jyden Johannes V. Jensen mente, at jyderne var en særlig overlegen race (det måtte man godt mene på hans tid), og at Columbus’ forfædre kom fra Jylland. 

Columbus opdagede Amerika. Columbus ligger i Ohio. Springfield fra The Simpsons ligger i Ohio. Herning ligger i Ohio. Eller kunne i hvert fald gøre det. Herning ligner Amerika. Penge taler i Herning, og de er rigtig, rigtig fornuftige til at banke noget nyt og noget kultur eller i hvert fald noget sport og musik og fis op på Heden. Herning vælter sig i mesterskaber i håndbold og fodbold, det er ingen tilfældighed. Ambitioner, målrettet indsats og tidligt op.

Når man går ind på
Midtjyllands hjemmeside, kan man ikke se forskel på håndbold og fodbold. De fylder lige meget, og man kan let komme til at klikke på håndboldsiden i stedet for fodbold. De to ret forskellige sportsgrene er ikke synligt adskilt. For en klub med så store ambitioner som FCM’s er hjemmesiden overraskende spartansk, skrabet, for ikke at sige direkte discountagtig at se på. Måske er det helt bevidst. Lars Dyne Larsen-stilen. Underspillet og jysk ambition, når den er bedst. Ulven kommer. 

Kulden er hård og ugæstfri. Den er for dem, der er vant til den, hærdet gennem generationer. Der blæser en vældig vind denne aften ude fra vest. Den går lige igennem Hernings uendelige gågade, og den går gennem marv og ben på Manchester Uniteds spillertrup med en samlet værdi på tre milliarder kroner under opvarmningen på MCH Arena. Højttalerne varmer publikum op med noget, der lyder som sen 90'er-techno i et omrejsende tivoli. Scooter er det vist. Eller Hampenberg. 

LÆS OGSÅ: "Nu er det nok, små danskere"

Bedst som man tror, at det er spillerne, der kommer på banen, der lige før kampstart, hvor det store Europa League-banner fylder midtercirklen, råber stadionspeakeren, at han vil præsentere "verdens sejeste maskot: LUUUU-PUUUUS!" Det er en ulv i FCM-tøj. Den løber rundt på banen.  

Herning er på den anden ende. Man skal ikke tænke for meget over det sproglige billede. Billetterne til kampen i Europa League mellem FC Midtjylland og Manchester United blev udsolgt på under fem minutter. Det er den største kamp i klubbens historie. Manchester United har nok prøvet det, der var større. Klubben meddeler, at man til returkampen mod den danske klub i næste uge i Manchester lukker hele hovedtribunen på Old Trafford ned på grund af manglende publikumsinteresse. Det er kun sket to gange før i klubbens historie. Manchester United har desuden sendt en del af de billetter, de havde fået stillet til rådighed i Herning, retur. 

Mens kampen mod Manchester United markerer Hernings største aften, siden Lady Gaga indviede Boxen, ”Hedens Colosseum”, som de selv – tilsyneladende uden ironi – kalder det herovre, føler englænderne sig på en straffeekspedition til Sibirien. Det er skridtprygl for den falmende storklubs selvforståelse at være degraderet til Europa League, når man har været vant til tre Champions League-finaler på fire sæsoner for under fem år siden. 

Som Wayne Rooney lakonisk udtaler i ugen op til mødet med FC Midtjylland, er det ikke hér, klubben ønskede at være, da den så frem mod sæsonen. Men nu er de hér, i europæisk fodbolds næstbedste række. Turneringen er efter alt at dømme Manchester Uniteds sidste chance for en plads i næste sæsons Champions League. Vinderen af Europa League ryger nemlig direkte i pengehimlen, altså Champions League. Præmien skal sikre, at klubberne gider at stille op med andet end reserverne.

De trofaste engelske fans, der åbenbart vil rejse med deres helte, om de så spiller i Herning i februar, har taget et banner med. ”Welcome to SCAMdinavia”, står der. Det betyder ”Velkommen til Fup-Skandinavien”, for englænderne føler sig snydt af FC Midtjyllands billetpriser. Sidste år skulle Southampton fans betale 22 pund, cirka 212 kroner, da klubben mødte FCM i Herning i Europa League, mens United-fans må betale 71 pund, cirka 686 kroner, for en billet til ”braget” i Herning - mere end tre gange så meget. 

Liverpool FC’s fans havde for nylig stor succes med en demonstration på Anfield, som betød, at klubben droppede de varslede billetprisstigninger. Men i Herning torsdag aften er det – i hvert fald foreløbig - den eneste gang en af verdens (trods de seneste års nedtur) største klubber kommer på besøg. Det er udbud og efterspørgsel, og dét er et game, de kender i Herning. Det handler om at smede, mens jernet er varmt, og sælge til en god pris. Principielt ligesom i Den Blå Avis. 

FCM's billetpriser får opmærksomhed i de engelske medier. Fansene føler sig udnyttet. De har i forvejen ikke mange midler. På den engelske avis The Guardians hjemmeside får FCM’s sportsdirektør Claus Steinlein endda æren af at stå bag ”Quote of the day”: 

"Generally speaking you could say that we could have sold more than 50,000 tickets for this game. So if you look at supply and demand perhaps the price should have been even higher" – a lesson in economics from Midtjylland’s chief executive, Claus Steinlein, does little to appease Manchester United fans. 

Sådan dér. 

JBS er fra Herning-området. JBS laver de underbukser, som Cristiano Ronaldo går rundt i – i hvert fald officielt. Det er også dem, du kan købe med mængderabat i Føtex i Herning, hvor byens populære Venstre-borgmester Lars Krarup er uddannet slagter. Krarup bliver kaldt bykongen, med 15.471 personlige stemmer Danmarks officielt største stemmesluger ved kommunalvalget i 2013.

De siger her i Herning, at Lars Krarup kender alle og hilser på alle. Han afløste den tidligere konge Helge Sander, der skulle være minister ovre i København. Borgmester
Krarup er blevet beskrevet som legemliggørelsen af Den herningensiske drøm: Enhver med en knaldhamrende god idé og lidt startkapital kan få opfyldt The Herning Dream. Ligesom Bjarne Riis på Hautacam. Venstre har absolut flertal i byrådet i al evighed, og i Herning har man altid prioriteret sporten højt. 

Man kan ikke købe billetter til kampen mod Manchester United med mængderabat i Føtex. Måske kommer det en dag. Men i FCM’s egen Ulveshoppen, der netop har udvidet fysisk såvel som webshopsmæssigt, kan man få et godt tilbud på JBS-underbukser i FCM-mønster 2-pack herre og 2-pack til drenge. Man kan også købe en ”unik” Europa League-merchandisepakke, og der var kø ved åbningen mandag morgen. Det hedder mersalg, København.

JBS er sponsor for FCM. Det er Jack&Jones fra lokalområdet også. Det hedder synergi, København.

Herning er et sted med mange bilforhandlere og en gågade. Når man som udefrakommende ser ned ad den uendelige gågade en gråvejrsdag i februar med vestenvind hele vejen, er ens umiddelbare impuls at skyde sig gennem munden med et jagtgevær på stedet. Men det er kun fordi man ikke er herfra. I weekenden er Gågadens udskænkningssteder, hvor herningenserne gi’r den max gas, som man siger i Herning, på Crazy Daisy og  ”Fox and Hounds” - lokalt bare kaldet hhv ”Daisy” og ”Fox”.

Når man er færdig med at gi’ den max gas på Daisy, stifter man familie. I Hernings gågade ligger familierestauranten Bone’s. Herning går all-in på Bone’s. Som man siger i Herning.

Bone’s er en dansk restaurationskæde kendt for spareribs og barbecueburgere og minder om Jensen’s Bøfhus, bare med stærkt amerikansk sportstema. Bone’s restauranter ligner hinanden som gågader i provinsen, selv om man vist har forsøgt at variere dem. (Det er meningen, at der skal være ejefald’s ’s efter Bone’s og Jensen’s Bøfhus. Sådan skriver kæderne det i hvert fald selv). Herning’s Jensen’s Bøfhus ligger i Herning’s egen mall, Herning’s Centret, uden for byen. Børne- og familievenlige Bone’s er startet i Herning, hvor moder- og flagskibet stadig ligger. Der er 22 Bone’s-restauranter. De 15 ligger i Jylland.

Og så er der én Bone’s mere. Den ligger inde i MCH (Messecenter Herning) Arena, i dagens anledning omdøbt til Arena Herning. Som der står på FCM’s hjemmeside:

Få den ultimative fodboldoplevelse i egen skybox/restaurant på MCH Arena.

BONE'S BOXEN:

 - Egen skybox
-  Bone‘s menu (spareribs)
-  Mad & drikke ad libitum
-  Superligafodbold
-  20.000,- (ex. moms)
 

ALL INCLUSIVE:

-  The Original American Spareribs
-  m/ Sam Bone’s egen BBQ sauce.
-  Bagt Kartoffel med smør & salatbar
-  Øl, vin & vand
-  Isdessert fra Ben & Jerry‘s

Max 20 personer i Bone‘s boxen. Tilbuddet gælder både for private & virksomheder. ALL INCLUSIVE AD LIBITUM. 20.000 (ex. moms).

Øst for Storebælt kan vi godt lide at gøre grin med og se ned på Herning. Det er omtrent blevet en selvstændig disciplin, og elitære københavnske medier sender deres største intellekter på antropologisk felttur til byen for at spidde den alt for funktionelle, dynamiske og kræmmerfladpandede Herning-ånd. Herning er blevet symbol på alt det, vi synes, vi ikke er.

Herning har ingen historie, ingen kultur, ingen ånd, ingen tradition, ligger bare dér, dum og vulgær og vækster midt i ødemarken, hvor byen opstod omkring trikotageindustrien for lidt over 100 år siden. Der er ingen poesi i Herning. Ingen mystik, ingen romantik, ingen antydningens kunst. Og så kan det jo næsten være det samme, siger vi, fordi vi er så fine på den. Herning er ligesom håndbold. Og porno. Bare lige på og så i kassen med den. Bare det sælger, og der er mere, hvor det kom fra. Ligesom i Bone’s Boxen. 

Hernings forhold til København kan minde lidt om Manchesters forhold til London. London regner ikke den nordlige provinsby Manchester for noget, og Manchester definerede i mange år sig selv i forhold til hovedstaden. Stod i skyggen. Det gør den ikke længere.

LÆS OGSÅ: Irland: ”Vi er rødhårede og frygtindgydende”

Det var i Manchester, at den industrielle revolution startede for over 200 år siden. Manchesters bomuldsspinderier var en hjørnesten i Det Britiske Imperiums verdensdominans, der varede helt til Anden Verdenskrig. Manchester er kendt som et driftigt, anarkistisk sted med en fandenivoldsk gør-det-selv-ånd. Du skal ikke forvente noget fra London, højest diskrimination og foragt. Margaret Thatcher gjorde, hvad hun kunne for at lukke Manchester. Manchester lader sig ikke lukke, om man så smed en atombombe, ville den rejse sig og finde på noget nyt.

I forhold til Herning er der måske lidt mere musik og poesi i Manchester, hvor blandt andre Joy Division/New Order, The Smiths, The Stone Roses og Oasis kommer fra. Men Herning har til gengæld B.S. Christiansen, Bjarne Riis, Kristian Jensen, Chili Klaus og Claus Elming fra Vild Med Dans.


Herning har også FC Midtjylland. Manchester har Manchester United og Manchester City. Begge er traditionsklubber, men City er rykket forbi de røde med en direkte kapital- og olieindsprøjtning i multimilliardklassen fra Abu Dhabi. Det er nyrigt og vulgært, siger kritikerne, men rønnebærrene er sure, og misundelse er en grøn ting. Sheikh Mansour fra Abu Dhabi er en driftig og ambitiøs mand. Der er kommet mange flere City-fans siden klubben vandt sit første mesterskab i 378 år i 2012 ved at slå storebror United på målforskel i sidste spillerundes sidste minut.

Herning havde også en driftig mand i 1978. Det var Arrangementschef i A/S Herning-Hallen, Helge Sander, der havde hentet 6-dages-løb til byen, og som den første i Danmark indførte professionel fodbold i A/S Herning Fremad. Helge Sander fik kontakt til en engelsk journalist, som formidlede kontakt til anføreren for de engelske verdensmestre fra 1966, Bobby Moore. Bobby Moore nåede at spille ni kampe for Herning Fremad i 3. division, med stærkt begrænset succes på banen. Til gengæld fik Herning massiv opmærksomhed. Den blev brandet, som man ville sige i Herning. 

Helge Sanders insisterende initiativer inspirerede flere danske klubfolk. Helge Sander fra Herning truede med at starte en piratliga, og til sidst kunne DBU ikke undgå at indføre betalt fodbold. Carlsberg bidrog med millionsponsorat, så DBU kunne hente Sepp Piontek som landstræner. Det blev en gamechanger. Piontek insisterede på at få de største danske stjerner hjem til landskampe. Resten er danmarkshistorie. Helge Sander havde i øvrigt hovedansvar for sportsaktiviteter i Carlsbergs marketingafdeling 1982-87.

Ånden fra Herning, eller skal vi sige initiativet fra Herning, spillede en stor rolle for, at dansk klub- og landsholdsfodbold kom til at lege med som andet end internationalt slagtekvæg, Dybbøl 1864-style.

LÆS OGSÅ: Én fodboldspiller du skal se før du dør

Nu har LUUUUUU-PUUUUUS været rundt og hilse på publikum. "Ulven kommer" er FC Midtjyllands slogan. Måske, måske ikke, kender FCM's marketingafdeling fortællingen om drengen, der råbte "ulven kommer" for sjov, og til sidst kom den, og så var der ingen, der troede på ham. Måske spiller FCM's slogan på fortællingen. Måske ikke. 

Spillerne står klar til at løbe på banen. Stadionspeakeren fyrer op for en AC/DC-lignende dunder. Stemningen er i orden, som de siger i Herning. 9182 tilskuere. Udsolgt. FCMidtjylland blev tilbudt at kampen kunne spilles i Parken. Nej tak. 

Lige fra start virker FC Midtjyllands spillere sultne som ulven, der kommer, meget mere ærgerrige og driftige end deres berømte modspillere, der virker hæmmede, som om de er bange for at lave fejl. Midtjyderne - som egentlig er en multietnisk gryderet med kun tre-fire danskere på banen ad gangen - spiller hurtigt og modigt, nærmest frækt. 

Klubsamarbejdet under FC Midtjylland omfatter 136 midt- og vestjyske fodboldklubber med 30.000 aktive børn. Forældre fra klubberne kommer på skift ind og arbejder frivilligt til kampene. Der bliver solgt franske hotdogs og Faxe Kondi (også officiel klubsponsor), og så sparer man på personaleudgifter.  Det er win-win, som de siger i Herning. Det er godt købmandsskab, og man binder folk gratis sammen om et fælles mål, en fælles oplevelse. En drøm. ”Sammen dyrker vi drømmen” er FCM’s Martin Luther King, Jr-agtige slogan. Som at dyrke Heden. Og dyrke sport. For ni måneder siden kom belønningen for driftighed, flid, visioner, sammenhold og sikkert også en sund sælgerånd, da FCM vandt sit første danmarksmesterskab, kun 16 år efter klubben blev født ud af en parring mellem naboerne Ikast fS og Herning Fremad. 

Triumfen blev behørigt fejret med guldhabitter og party i provinsen i Boxen, ligesom da FCM’s håndboldkvinder vandt guld i samme weekend i maj sidste år. Men næste morgen var de driftige ulve på arbejde igen i Herning. Hungry Like The Wolf. 

FC Midtjyllands U19-hold i fodbold vandt også DM den weekend. FCM var den første danske klub, der oprettede et ungdomsakademi, i 2004. Det er her spillere som Simon Kjær, Winston Reid, Viktor Fischer, Erik Sviatchenko og Pione Sisto er blevet formet. Forleden besejrede FCM’s U19-mandskab Atlético Madrid i ottendedelsfinalen i UEFA Youth League, Champions League for de unge. FC Barcelona venter i kvartfinalerne. FC Midtjylland er blandt de otte bedste i Europa. 

Alt i alt ganske imponerende af en by, der ikke engang er blandt Danmarks 10 største.

Alligevel er det, som om Herning aldrig bliver helt accepteret. Selv klublogoet ligner noget fra Føtex, eller på en god dag noget fra en bankfusion. De kan fylde Boxen med håndbold og de største musikstjerner og vækste lige så meget, de vil. Der mangler noget, siger vi, fordi vi er så fine på den. Vi kan ikke helt sætte fingeren på det, der mangler. Der er jo et stadion. Der er spillere. Der er en klub. De har vundet guld. De er i Europa League. De gør det godt. Der er tilskuere. De har fanpakken på. De jubler. De klapper i takt. Det er et godt show. Men der mangler et eller andet, siger vi. Stil. Klasse. Tradition. Siger vi. 

FC Midtjylland kommer bagud, men lige så hurtigt udligner de. Manchester United kan takke reservemålmanden Romero for, at de ikke bliver helt til grin på Heden. 

To meter høje Paul Onuachu scorer sejrsmålet med et kvarter tilbage, og FCM Arena og Herning er tæt på at implodere af stolthed. 

Det er det foreløbige lavpunkt - og der har været mange - i Louis Van Gaal tid som manager i Manchester United. 

Manchester Uniteds hårdt prøvede fans, der er rejst hele vejen til Herning for at blive flået og fryse som, ja, flåede, dyr, synger "We are fucking shit", og på pressemødet efter kampen giver Van Gaal dem ret.

"In the second half we were". 

Sådan ser FC Midtjyderne det ikke. Det var dem, der vandt, ikke Manchester United, der var shitty. For dem er Europa League ikke en forgyldt lort, som UEFA prøver at sælge. Det er the shit, altså det fede, altså the real deal. Men det er klart, at målet er Champions League.  

Hvis man virkelig skal udstille nogen i dansk satire, må de meget gerne være fra Herning. Her tænker jeg ikke kun på Angora-drengenes gode gamle, stakkels, dumme og kiksede Lars Allan ”Baune” Baunsbøl, der i Baunes Brevkas’ selvfølgelig var die hard-FC Midtjylland-fan. (Han blev i øvrigt spillet af Simon Kvamm, der er fan af regionens tidligere flagskib Silkeborg IF, som om nogen er blevet overhalet af FC Midtjylland i lokalområdet, senest da Silkeborgs helt egen Jyske Bank blev FCM-hovedsponsor i sommer.)

Måske gør vi grin med Herning, fordi de kører hårdt frem og er ambitiøse. Vi føler, at vi så har lov til det. Det er ikke rigtig sjovt på samme måde at gøre grin med taberne i Udkantsdanmark, som Herning ligger på grænsen til. Nakskov, Tønder eller Brønderslev for eksempel. Men Herning har vækst, visioner og penge. Så mangler de bare elegance, poesi og klasse. 

Herning er ligeglad. At der overhovedet er noget at gøre grin med ved Herning, strejfer ikke Herning. De aner ikke, at vi griner af den flinke sportsdirektør Claus Steinleins merkantile Herning-brille, den kraftigt indrammede, firkantede, helst med en frisk farve på stellet.

I Herning er de stolte. De har også en vis jysk underspillet tilgang. Men København er ikke en målestok for Herning. Herning vækster videre. Herning har wærktøjerne og wisionerne i wærktøjskassen. Herning har fliden. Herning går all-in. Herning gi' den max gas. Det er en win-win. Som de siger uden at blinke under Herning-brillen. Og hvorfor skulle de også blinke?

Ud over stepperne, frem over Heden. Herning ler sidst.

Men man sidder med en følelse af, at det hele lige så godt kunne være håndbold.

Og hvad er der galt med håndbold? Som de siger i Herning.

Det er på en måde en imponerende bedrift at få det hele til at ligne håndbold. Håndbold er en meget demokratisk, i hvert fald folkelig, sport. Måske var det sådan, fodbold var engang. På Heden er alt lige fladt. 

De næsten 9000 midtjyder rejser sig og klapper i takt gennem alle dommerens fire tillægsminutter. 

De bliver stående i kulden og hylder deres favoritdræbere, måske ser de sig selv i dem. Om to uger kommer FC København til MCH Arena.

På vej ud af stadion og ude på den enormt enorme parkeringsplads - for MCH Arena ligger midt i det store ingenting, kun omgivet af Boxen og Messecenter Herning, hvor der i weekenden er Campingmesse i 14 udstillingshaller - hører man igen og igen de glade FCM-fans sige højt: "Hold kæft, det er klasse! KLASSE!"

LÆS OGSÅ: X Factor er Hernings åndelige hjem

LÆS OGSÅ: Onkel Henning til Emil Stabil-koncert: "Det var kollektiv eufori"

LÆS OGSÅ: Kaffe er det nye vin, whisky og mikroøl