Når man præsenteres for et dækket bord, hvad enten det er koldt eller varmt, kan man ret hurtigt løbe ind i en sand jungle af skrøbelige krystalglas og våbenlignende metalgenstande, hvor man let mister overblikket. Har den person, som har forestået borddækningen, ikke gjort det med hovedet oppe, hvor solen ikke skinner, er det for gæsten utroligt nemt at gennemskue sølvtøjets placering og funktioner og dermed undgå pinlige optrin med skrammer på værdigheden til følge.
Man slipper uskadt gennem konfrontationen, blot man følger den helt enkle regel: Begynd med det yderste bestik (længst væk fra tallerkenen), og anvend så bestikgenstandene indefter mod tallerkenen ret for ret.
Den første gaffel man skal have fat i, er salatgaflen. Den kendes altid på sin lidt kortere korpus og oftest hjælpes genkendelsen yderligere på vej af de yderste tænder, der kan være formet en smule anderledes end de øvrige - da de er en anelse større.

Fiskegaflen er næste våben, når salaten er nedlagt. Fiskegaflen er en smule kortere end en normal middagsgaffel, og til forskel fra salatgaflen er alle tænder af samme størrelse, da den til fiskeserveringen altid er ledsaget af en særlig fiskekniv, og derfor ikke behøver forstærkede sider til at skære med - til forskel fra salatgaflen (aha!).
Next stop er middagsgaflen eller ”dinner fork” om man vil. Den er let genkendelig, da den som regel er den største af gaflerne og ligger tættest ved din tallerken. Består hovedretten af kød, er det tilladt for den dannede mand at spørge efter en steakkniv, for det tilfælde at spisningen foregår på en restaurant. Er gæstebudet derimod sat i privat regi, er det ikke god tone at spørge efter steakkniv, hvis den ikke fra starten er en del af borddækningen. Det kunne overfor vært og værtinde antyde, at det med omhu udvalgte kød kunne mistænkes for at have samme seje beskaffenhed som en skosål og derfor kræve våben af en anden kaliber end det af værtsparret valgte.
Ja:
Når du ikke har din gaffel i hånden under middagen, placerer du den på tallerkenen.
Nej:
Du placerer under ingen omstændigheder din gaffel på bordet under middagen.
Hvorfor:
I det øjeblik du placerer din brugte gaffel på bordet bliver dugen tilsmudset og ingen er interesseret i din mad på bordet.
Taber du din gaffel på gulvet, så vær cool og bed personalet eller værten om en ny. Hvis du alligevel glemmer den gyldne regel om at starte udefra og gå ind - så lad som ingenting - som regel er der ingen som opdager det. Nogle steder synes man det er smart med service pakket ind i servietten, møder du dette som en dannet mand, så sæt dig og pak servicen ud og placer den korrekt ved tallerkenen og nyd din middag uden at lade dig mærke yderligere med dette besynderlige modefænomen.
Velbekomme!
Skal man til middag er det ikke nok med serviet og gaffel kendskab, det er også vigtig rent faktisk at have tøj på - derfor vil jeg næste gang forsøge mig med den dannede mands garderobe.


