
Jeg har været til julefrokost hos Bruuns Bazaar i Silkegade, København. Efter de første glas champagne og håndtryk var jeg klar til at gå til bords, hvor jeg straks møder aftenens første udfordring - servietten. Den ligger fint foldet og presset på min Colgate-hvide tallerken, men flytte sig, det skal den – spørgsmålet er blot: hvorhen? Straks vender jeg blikket mod herren på den anden side bordet for at rådføre mig. Han har efter blot 30 sekunder stoppet servietten utroligt langt ned under sit kravetøj - hvilket jeg efter de første glas champagne stadig godt kan se minder om en stor hvid hagesmæk.
Jeg vender opmærksomheden fra den hvide hagesmæk til mit eget skød, som jeg efter kort tids tænkepause var blevet enig med mig selv om er den bedst mulige placering af servietten, når der skal spises. Men hvad gør man af den hvis man skal rejse sig fra bordet? Når man er færdig med at spise? Eller hvis man skulle være så uheldig at tabe servietten på gulvet?
Jeg besluttede mig derfor at lave lidt research på finere manerer for den dannede mand.
Ja:
Du bruger din serviet til at tørre fingre og mund.
Nej:
Du bruger under ingen omstændigheder din serviet til at pudse næsen med.
Hvorfor:
Det giver lidt sig selv, da der er stor sandsynlighed for at du skal bruge din serviet til munden igen, efter du har pudset næse.
Ja:
Hvis du på noget tidspunkt skal forlade bordet under middagen, placerer du pænt din serviet på stolen.
Nej:
Hvis du har intention om at komme tilbage til bordet igen, placerer du ikke din serviet på bordet.
Hvorfor:
Din borddame og andre i selskabet har ikke lyst til at sidde og kigge på din beskidte serviet mens de spiser.
Ja:
Du må gerne placere din serviet på bordet, hvis du forlader det og er færdig med måltidet.
Nej:
Du placerer ikke servietten på stolen, hvis du forlader selskabet efter måltidet.
Hvorfor:
Hvis servietten er placeret på bordet når du rejser dig, betyder det for betjeningen på restauranten eller domestikken i huset du gæster, at du er færdig med måltidet og de må fjerne dit service.
Næste udfordring for den dannede mand er at bruge den rigtige gaffel, men det er en helt anden historie...
Foto: Mary Ray.



Niklas | 30. december 2011 | 18:49
Der skulle selvfølgelig have stået "Emil Gad". Det er klart.
Mark | 12. december 2011 | 14:03
Rigtig god artikel. Jeg håber i laver en serie af disse. Det er veltrængt for min generation som er opvokset uden emma gad takt og tone.