Forleden kom det frem, at én af de senere års bedste serier – ’Mr. Robot’ – får en tredje sæson, der snart går i produktion. Men inden vi skal se, hvilken vej hacker-serien trækker i sin tredje omgang, er der masser af kommende serietimer fra andre af de foregående års bedste oplevelser.

For uanset om du er til drama, komedie, action eller vikinger, vil efteråret blive genkendeligt på den allerfornemmeste binge-watching-måde.

Se blot på disse serier, som har premiere på nye sæsoner inden for ganske kort tid.

Halt and Catch Fire

Der er et beat over denne serie, og det er ikke kun fordi, at det er danske Trentemøller, der har komponeret titelmelodien. For den tredje sæson om 1980’ernes sejeste computernørdsiværksættere er nemlig hamrende fængende.

I de første sæsoner har vi oplevet hjemmecomputerrevolutionen smurt ind i firserbilleder fra Texas samt benhård konkurrence i det spirende marked. Alt sammen så forrygende, at man næsten ikke tror sine egne briller.

 I tredje sæson flirtes der så med Silicon Valley, og dramaet bliver bestemt ikke mindre af den grund. Tværtimod. Samtidig bliver de ellers ganske komplekse roller endnu mere facetterede og interessante. ’Halt and Catch Fire’ er et must dette efterår!

Har netop fået premiere på C More Play. Se de to første sæsoner på HBO.

Sense 8

Hvis du ikke har set første sæson – og hvis du er til The Matrix – så er det bare om, at få set den, inden anden sæson starter. For billederne og universet er utroligt i fortællingen om, hvordan mystiske begivenheder rundt omkring i verden har noget med hinanden at gøre.

Det er umuligt at afsløre, hvad anden sæson byder på, uden at ødelægge den første sæsons pointer, men forvent en samtidskritik, der står knivskarpt, samt dybt ulogiske fortællemønstre, der får det til at svimle for dine øjne.

I anden sæson bliver hovedpersonernes liv tilmed endnu mere udfordret, og seriens univers sætter sig mere præcist. De to Wachowski-søskende har ikke været bedre siden, nå ja, The Matrix.

Får premiere på Netflix til efteråret

The Affair

Man kan sige meget om ’The Affair’. Det er en utroskabshistorie konstant under udvikling og afvikling, og serien kan i visse henseender minde lidt for meget om et kammerspil fra Gamle Scene i Det Kongelige Teater.

Men sikke et kammerspil! For fortællesygen stråler ud af de to første sæsoner, hvor der er så meget smerte – og så mange interessante twists – at det er her, man skal kigge med, hvis man vil have nye vinkler på seriemediet. I hvert fald hvis man kan lide et helt nært drama om konsekvenserne af to familiemenneskers utroskab.

Får premiere på HBO Nordic 21. november

Empire

Kampene i musikbranchen tager til i denne vilde og til tider morsomme serie om en musikstormoguls storhed, mulige fald og mulige genkomst i branchen. Efter de to første sæsoner er det dog hans ekskone Cookie, der har vist sig som den mest interessante figur.

For efter at have taget hele sytten år i fængsel for sin daværende mand, skyr hun ingen midler for at komme til tops og overtage magten i musikbranchen. Rygterne vil vide, at ’Empire’ kommer til at handle endnu mere om hende i tredje sæson.

Får premiere 22. september på Viaplay

Black Mirror

Netflix har (endelig!) købt denne brillante engelske dystopi, hvor det ene vanvittige tankeeksperiment efter det andet udspiller sig i antologiform. Overvågningen er total, og man sidder klinet til sofaen, fordi det efterhånden går op for én, at hvis det er dét her, som vores menneskelige opfindertrang vil føre til – ja, så skal vi nok passe på med at opfinde mere og mere.

For midt i al teknologien og de absurde scener, træder ensomheden og forfølgelsesvanviddet frem. Det er både skræmmende og fascinerende på én og samme tid.

Får premiere på Netflix til efteråret.

Transparent

Hvad gør man, når man vil være fuldtonet kvinde, men er født som en mand? Det spørgsmål cirkler den på mange måder fucked up, men fuldstændig forrygende ’Transparent’ omkring. I tredje sæson vil den pensionerede familiefar, der er blevet kvinde, gerne tiltales mor og få ændret sit udseende. Samtidig er familien, der svæver rundt omkring ham (/hende) konstant i oprør, men det er nu aldrig på grund af farens kønsskifte.

De er nemlig alle sammen en flok gennemsigtige egoister, som konstant kræver opmærksomhed. Og det er faktisk både rørende, satirisk og stærkt underholdende i én af de senere års bedste serier.

Får premiere på Viaplay til efteråret

Vikings

Anden del af fjerde sæson af denne billedstærke sag får premiere til efteråret. Ingen ser sig tilbage, men til gengæld angriber de på de mest ugudelige måder i gudernes navn.

Man skal ikke se fortællingen om vikinger, hvis man vil have dybe personskildringer, men derimod er magtkampene fængende – og man kan ikke lade være med at gyse over, hvor forrygende filmet og voldeligt det hele er. Tænk, at vi ”hyggelige” danskere har været sådan engang!

Får premiere på HBO Nordic i efteråret

Jessica Jones

Det skorter ikke på superheltefortællinger på Netflix, men anden sæson af ’Jessica Jones’ bør man nu alligevel se frem til med særlig stor forventningsfuldhed. For det er det psykologiske drama, der er i højsædet frem for actionscenerne, når fortællingen om en privatdetektiv i bedste film noir-stil foldes ud.

Der var nærmest flere spørgsmål end svar i slutningen af første sæson og med eminent skuespil af hovedrolleindehaver Krysten Ritter, er der også i anden sæson lagt op til en vekselvirkning mellem at hjælpe borgere og løfte biler.

Får premiere på Netflix til efteråret

LÆS OGSÅ: De hidtil bedste film i 2016

LÆS OGSÅ: De 7 bedste piloter i seriehistorien

LÆS OGSÅ: 8 serier du skal se frem