Jeg skriver det her for at fortælle dig, hvordan det føles at få tre stjerner i Politiken.

“Kridhvid i Kina” havde premiere på DR3 forleden.

Det er et program, der handler om hudfarve. Sammen med min kollega Emil Thorup er jeg taget til Kina, fordi vores redaktion havde fået et tip om, at du kan leve af at være hvid i Kina.

Kineserne hyrer ganske enkelt hvide mennesker, alene fordi de er hvide. Som hvid kan du blive alt lige fra falsk direktør for et firma til engelsklærer eller skuespiller, sanger, model og alt muligt andet, hvor den eneste forudsætning for at få jobbet er, at du er hvid.

Sammen med et filmhold tog vi øst på for at se, hvor langt vi kunne komme på fem uger.
Vi kom langt, men vi kom heldigvis også hjem igen, og det gjorde vi med ni programmer, der viser kinesernes forhold til hudfarve.

De ser op til hvide og ned på sorte.

Jeg synes, programmerne er blevet fede, fordi det er en skøn blanding af at tage fat i raceemnet og samtidig vise Kina, som er et vidunderligt sted at lave fjernsyn, fordi du uanset, hvor du peger kameraet hen, får nogle skøre, sjove og anderledes situationer i kassen.

Det er altid med spænding, når et program løber over skærmen første gang.
Hvad vil seerne synes? Det er trods alt for deres skyld, vi laver fjernsyn.
Hvad vil anmelderne synes? Ikke fordi det betyder så meget, hvad én enkelt sur journalist synes på en given dag, men fordi der, selvom aviserne bløder, stadig findes nogle, som læser og lader sig inspirere af anmelderes anmeldelser.

Det er også derfor, jeg med rystende fingre klikker mig ind på en anmeldelse på Politikens twitterprofil med overskriften: “Kridhvid i Kina: Selvfede værter står i vejen for glimrende ide”

Ordet selvfed tricker mig allerede lidt, for er der en ting, jeg prøver at undgå at være, så er det selvfed. Jeg er selvfølgelig af sted med Emil Thorup, og man kan mene mange ting om Emil, og jeg mener også selv nogle af dem.

Men derfor skærer det stadig en smule i øjnene at se sig selv sat i samme bås.

Jeg læser videre i anmeldelsen. Det er Henrik Palle, der har skrevet den, og han er givetvis ganske kompetent. Ellers havde man nok ikke sat ham til at se fjernsyn i så mange år.
Så ved jeg godt, at vi, når vi har erhvervspraktikanter i DR og ikke ved, hvad vi skal gøre med dem, sætter dem til at se gamle tv-programmer i DR’s arkiv, fordi vi så ved, hvor vi har dem.

Men sådan er det med garanti ikke hos Politiken.

Og Henrik Palle er også klar i spyttet, og han ved godt, hvad han kan li i Kina-programmet.
Han er vild med tv fra Kina. Han er vild med, at DR3 tør tage fat i problemstillinger som race.
Han bruger endda store ord, som at det er public service, vi laver, og sågar at det er et relevant emne, vi tager fat i.

Han giver endda programmet tre stjerner, hvilket er rigtig fint. Jeg burde have været tilfreds, have lukket linket og være gået ud i dagen med et trestjernet smil på læben.
Men jeg er nødt til at fortælle, hvordan jeg fungerer som menneske.
For jeg er forfængelig. Jeg vil have, at folk skal kunne lide mig.

Jeg vil bare gerne elskes, Henrik Palle.

Så i stedet for at glæde mig over, hvad han kan lide, fokuserer jeg i stedet på alt det, han ikke kan lide.

En ting er, at han kalder Emil en ulideligt selvglad tv-vært, der går i alt for dyre sko.
Det kan jeg leve med, for Emil ved lige præcis, hvilke sko han går i, og hvem han træder på.
Men et andet sted skriver Henrik Palle: “… Skovs påtagede fjottethed står i vejen for selve rejsens formål…” og det her det ramler for mig.

Det er den lille bitte sætning, som går mig på. Den irriterer mig. Jeg er ikke påtaget fjottet, tænker jeg, og den får mig til at tænke videre. Den får mig til at tænke ting som: nu skriver jeg sgu en anmeldelse af Henrik Palles navn. For tænk sig udelukkende at have to fornavne, og så endda to fornavne der ifølge mig stikker i to retninger.

Henrik som er et elektrikernavn og Palle som er et pædagognavn. Jeg kommer faktisk så vidt, at jeg googler Henrik Palle og finder ud af, at han også hedder Hansen til efternavn, så jeg dropper at anmelde hans navn. Forkortet er det HP. Hansen, som jo bekendt er navnet på blandt andet en tidligere minister og derfor beviseligt et powernavn.

Min kæreste beder mig sove på det, og det har jeg så nu gjort. Et par nætter. Og frustrationen over ikke at blive elsket 100 procent er forduftet, og jeg går i stedet rundt og er glad for de tre stjerner og de trods alt mange positive ord fra HP Hansen.

Jeg er garanteret mere forfængelig end de fleste, og jeg tænker nok mere over, hvad folk tænker om mig, end jeg egentlig vil indrømme.

Jeg går fx heller aldrig ad Værnedamsvej, når jeg går i Føtex med pant, og det er muligt, jeg burde se en psykolog, men nu ser jeg dig, kære læser.

Og jeg håber, du kan lide mig, og så håber jeg, du vil hjælpe mig med at huske at fokusere på det, der er værd at fokusere på og lade resten ligge.