Ahhh endelig. Nu er der endelig Copenhagen Fashion Week igen. 

Ventetiden fra august har været lang. Selvom det kun er et halvt år siden, er det nu endelig blevet juleaften igen for os, hvis religion er fashion.

Eller… vent… nej - det slår mig lige - jeg har simpelthen ingen idé om, hvad Københavns modeuge betyder for mig. 

Jeg siger ikke, at den ikke betyder noget - jeg siger bare, at jeg ikke ved hvad.

Den fylder op i mit Instagram-feed et par gange om året, hvor alt, hvad der kan kravle og gå af dem fra bladene, støver deres lånte garderobe af, sætter hånden i taljen og laver det knæk, de har øvet til hudløshed foran spejlet, mens de smiler til fotograferne. 

Og det er da alletiders at komme lidt ud, hvis man er vant til at sidde hjemme foran bloggen. Dagslys er godt for huden, og blitzlys er godt for sjælen, så jeg vil gerne understrege én gang for alle: jeg er fan af de hersens modearrangementer og alt, hvad de indebærer. 

Det eneste, jeg spekulerer på, er bare, hvad det mon betyder for mig, for jeg forstår det ikke.

Jeg forstår ikke, at en flok hamrende delikate, men tynde unge modeller med markerede kindben, der spankulerer frem og tilbage på et podie iført en pangfarvet sæl på hovedet og snesko på fødderne, kan have noget med mig at gøre. Ind imellem tager jeg endda mig selv i at synes, det ligefrem er dumt.

Med til historien om, hvorfor jeg er fashion-ignorant, hører, at jeg i en ganske ung alder havde en frygtelig modeulykke.

Jeg er fra en lille by, der hedder Sønder Felding, hvor modeuge er - om ikke en by i Rusland - så i hvert fald en messe i København. Det var ikke fashion, der prægede mit barndomshjem. 

Det vildeste eksempel var engang i midten af 90’erne, hvor min far ved en fejl havde købt en skjorte uden brystlomme. Det var meget moderne, syntes jeg. 

Han var bare træt af, han ikke havde noget sted at sætte sin kuglepen, så han gik ikke så meget med den.

Men så var der ulykken. Det skete lige omkring millennium, hvor jeg så småt, selv var begyndt at finde det tøj frem, jeg skulle have på. En tjans min mor ellers havde mestret de første 13 år af mit liv. 

I byens bedste - og eneste - tøjbutik havde jeg fundet en hættetrøje, der tog vejret fra mig.

Thomas Skov iført camping-habitten som 10-årig

Den var sart grøn med brun skrift henover brystkassen. Hvis jeg havde vidst, hvad ordet teint betød, ville jeg nok have syntes, den stod godt til den. 

Jeg måtte bare eje den trøje, og heldigvis var jeg i job hos den lokale bager, så jeg havde de 250 kroner, trøjen kostede.

Jeg byttede penge til trøje og gik stolt hjem til mine forældre og viste mit køb frem. 

De har sikkert været glade på mine vegne, men da tøj kun var noget, vi kun drøftede på snavsskalaen, har reaktionerne nok ikke været overvældende.

Men ingen kunne få mig og min nye hættetrøje ned med nakken, og jeg var også fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænkte.

Som Lady Gaga må have haft det, da hun tog sin kødkjole på, sådan havde jeg det, da jeg næste dag tog mit nyindkøbte trøje på i skole. Det var min kødkjole. 

Men pludselig rådnede kødet, blikket stivnede og stoltheden forsvandt. For det værste, der kunne ske for en ung dreng i 7. klasse i Sønder Felding, skete der midt på skolen, da det ringede til frikvarter. For ud af klasselokalerne strømmede alle eleverne, og ud af 6.A kom Inge.

Og hvad havde Inge på? 

Hun havde præcis samme hættetrøje fra samme butik på. 

Der var tale om kastration ved højlys dag og vel at mærke kastration af et par helt unge testikler, der for nyligt var faldet ned med masser af mod på, hvad livet mon ville bringe. 

En diskussion, om hvorvidt det var en drenge- eller pigetrøje, var fuldstændig unødvendig, for skaden var sket, og det blev sidste gang, jeg havde den hættetrøje på. 

Siden har jeg ikke turdet tage chancer rent tøjmæssigt, og den dag i dag er tøjkøb et nødvendigt onde for mig. 

Det er formentlig et traume som det, der gør, at jeg i dag er total uforstående over for modeugens relevans for mig. Så hvis jeg nogensinde ytrer mig negativt om modeshows eller menneskerne, der tager til dem, så vil jeg på forhånd gerne sige undskyld. 

Det er Inge fra 6.A’s skyld.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Én ting er mere frygtet på et fly end barberende kinesere og terrorister. Børn

LÆS OGSÅ: Jeg er ikke blevet sindssyg - jeg er bare blevet far

LÆS OGSÅ: "Som jeg forstår forældregerningen, så er vanvids-googlinger og bekymringer noget, der følger med"