Pariserne er arrogante. Det ved vi. Men hvis de ikke skulle være det, hvem skulle så? Paris er en overlegen by – i enhver forstand. Undtagen på ét punkt. Byen har indtil for nylig ikke haft et fodboldhold, som matchede indbyggernes selvforståelse. Det er de ved at få. Takket være den ny tids solkonger – oliemilliardærer fra (mellem)øst. Jeg har været i Paris for at se, hvordan det går med projektet Paris Saint-Germain, som har modtaget en direkte olieindsprøjtning fra en bundløs pengetank i Qatar.
Det starter allerede på reklamerne i lufthavnen. (Dén burde selvfølgelig skifte navn fra Charles de Gaulle (hvem er dét?) til Aéroport Paris-David-Beckham.) Det fortsætter i de allestedsnærværende kiosker på boulevarderne. Han er overalt. På forsiden. Det kan godt være, at han kun skal være her en halv sæson, og det kan godt være, at han er 37 år og over the hill, men David Beckham er den største og mest direkte indsprøjtning af prestige og berømmelse, Paris (Saint-Germain) kan drømme om, når nu Cristiano Ronaldo ikke er til salg – indtil videre... 
Zlatan i gatan. Ham her kom faktisk et halvt år før Beckham. Han er også en bedre fodboldspiller, men må nøjes med en papdukke i naturlig størrelse, der sælger hans selvbiografi. Beckham er ligesom lidt larger-than-life. (Un peu plus grand que La Tour Eiffel)
Indgangen til Paris Saint-Germains nyrenoverede souvenirboutique/megastore på Avenue de Champs-Élysées. 
Klubbens nye (salgs)slogan er ”Dream Bigger”. Når en fransk institution begynder at skrive på engelsk, kan man være ret sikker på, at de mener drømmene (om en bid af verdensherredømmet) alvorligt. 
En halv times sundhedstruende tætpakket, men stemningsfuld folkelig metro-kørsel fra megastoren på Champs-Élysées ligger PSG’s hjemmebane, Parc des Princes. Her drømmer man trods alt ikke på engelsk. Endnu. På hovedtribunen står der: ”Rêvons Plus Grand” (Drøm større). Vi er ude i periferien af metropolen ved de store motorringveje (en af dem løber under stadion). Der er særdeles synligt politiopbud i kampuniformer med hånden på aftrækkeren til staven. De kampklare betjente bliver sure bag hjelmvisiret, da jeg spørger, om jeg må tage billeder af dem. De er her ikke for sjov, men for at holde et vågent øje med nogle af Europas mest forhærdede og berygtede hooligans fra de lige så berygtede forstæder. I 2006 blev en af disse skudt og dræbt (i selvforsvar) af politiet, mens en anden Paris Saint-Germain-fan blev slået, trampet og sparket ihjel af rivaliserende Paris Saint-Germain-ultras i 2010. Det er en smuk forårseftermiddag, lørdag og høj sol, men stemningen omkring stadion er anspændt og alt andet end glamourøs. Jeg når igennem tre afspærringer, hvor jeg skal visiteres og vise pressekort. Blot 50 meter efter paraden af pansrede mandskabsvogne og kamppoliti kommer VIP-indgangen, dækket op med en ca. 60 x 20 meter rød løber. Businessmænd i skarpe suits og solbriller hilser afmålt på security.
Kun kvart fyldt op på pressetribunen. Min sidemand var fra fransk radio. Han forsøgte med prisværdig energi at piske en stemning op. Allerede inde kampen var startet, lød den meget underholdende. ”La FRAPPE!!!!” råbte han for eksempel med jævne mellemrum. Det betyder vist noget i retning af ”Og han SPARKER PÅ MÅL!”
Men PSG kom bagud 0-1 til bundholdet (Nancy). I pausen serverede de charcuterie med spegepølsemadder i presseloungen. Ifølge akkrediterings-chefen var der ingen udenlandske journalister (udover moi, sagde grand danois-hunden). Større er PSG altså heller ikke endnu. (Men tre dage før var der fyldt op med især spanske og engelske mediefolk, da PSG eliminerede Valencia i 1/8-finalen i Champions League.)
Ingen trængsel ved baren i presselogen i pausen.
PSG-spillerne gik til pausen med fuld pibekoncert i ørerne. Zlatan gik læ-æ-æ-nge rundt med ryggen til spillet. Når hans medspillere forsøgte at starte en hurtig kontra, slentrede svenskeren nærmest demonstrativt langsomt rundt i midtercirklen. Som et dovent rovdyr. Så klappede rovdyret til to gange på tre minutter. 2-1. Efter sin anden scoring hoppede Zlatan over bandereklamen og løb ud til tribunen med de mest dedikerede fans, mens han satte hånden op bag øret.. Bagefter sagde Zlatan til journalisterne, at pariserne er kræsne. Så er det jo godt, de har Zlatan. Mindst en håndfuld gange i hver kamp laver den enorme mand – døbt Le Géant (Giganten) i de franske sportsmedier - de magiske tricks, du skal se i virkeligheden, før du dør, og Zlatan stopper (eller omvendt).
Kort efter 2-1 til Zlatan kom David Beckham på banen. I de første to minutter lignede han en cocker spaniel i et spil kegler og på lidt for ihærdig boldjagt, men ret hurtigt faldt han ind i rytmen. PSG’s cheftræner Carlo Ancelotti, der har trænet Beckham i AC Milan, brugte verdens rigeste og mest glamourøse fodboldstjerne i en defensiv skraldemandsrolle, som han udfyldte udmærket i sine 20 minutter på banen. Beckham tog også alle PSG’s dødbolde. Det gjorde han lige så godt som for 10-15 år siden. 
Zlatan-Frankrig 2-1.
