Anne Sofie Kragh dækkede klimatopmødet i København og mødte den amerikanske præsident i forbifarten, da han kom ud fra et møde i et hjørne af Bella Center. Her fortæller hun, hvordan det var at møde verdens mægtigste mand:

"Vi stod to journalister og fem tøser i deres blå Bella Center-medarbejder-T-shirts, da han gik forbi med sine sikkerhedsvagter. Han virker høj og lidt ranglet, en lemmedasker, som TV 2’s reporter Gunilla Roijer sagde. Han gik energisk og målrettet. Tøserne råbte og skreg, han stoppede og gav hånd til dem. Jeg stod til sidst i rækken. Han havde passeret mig, men så fik vi øjenkontakt, han vendte om og gik hen og gav mig hånden.

Han sagde ikke noget. Håndtrykket var fast og med masser af autoritet, hans hånd var blød og varm uden at være svedig, selv om han havde hilst på mange mennesker. Jeg turde ikke sige noget. Så var han væk. Hans hånd minder mig om kunstneren Bjørn Nørgaard, som jeg engang interviewede. Han har arbejdet med keramik, og sandet i leret har slebet hans hænder helt bløde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Næst efter Bjørn Nørgaard og min toårige søn har Obama verdens blødeste hænder."

Anne Sofie Kragh, 40 år, er journalist på Euroman.