Der bliver kamp om de unikke ure og de specielle møbler, når Bruun Rasmussen åbner for årets største auktion. Men inden du bliver for ivrig og skødesløst kaster hånden i vejret i håb om at få fingrene i et unikum, så læs lige med her. Vi har allieret os med Bruun Rasmussens vurderings- og salgsdirektør Kasper Nielsen, som indvier os i auktionens spilleregler og giver sine bedste råd til nybegynderen.

1. Besøg eftersynet

Først og fremmest skal du selvfølgelig finde ud af, hvilke genstande du er interesseret i at byde på. Inden selve auktionen kan du besigtige alt det, der kommer under hammeren, på det såkaldte eftersyn.

Gennemsnitsprisen på en effekt er 100.000 kr., så det er måske meget rart at have set tingene i virkeligheden og ikke kun i et katalog, inden du smider en klækkelig sum til auktionen. Langt de fleste genstande har en høj alder, så det er også ret væsentligt at se, om standen er, som man håber.

2. Snak med en ekspert

Når du har fundet ud af, hvad du vil byde på, er det en god idé at tale med en ekspert, som kan redegøre for fejl, mangler, væsentlige detaljer for prisen og alt det, som du ikke umiddelbart selv kan se eller læse dig til. Det giver dig en ekstra indsigt i, om du vil byde og i så fald hvor meget du vil byde.


'Stelline' Rolex-uret i 18 karat guld er fra cirka 1953, og kommer under hammeren den 30. november. Det er vurderet til 1,2-1,5 millioner kroner.

3. Læg en plan

De forskellige effekter sættes på auktion på forskellige dage, så sæt dig ind i, hvilke dage det, du er interesseret i, bliver udbudt.

Forbered dig på, at der med stor sandsynlighed er flere end dig, der er interesseret i effekten, så den kan hurtigt blive dyrere, end hvad den er vurderet til. Overvej hvor langt du er villig til at gå og sæt din smertegrænse fra begyndelsen. Hvad er det absolut maksimale, du vil betale? Her er det vigtigt også at indberegne, at der oveni den budte pris tillægges et købersalær på 30 %. Hiv lommeregneren frem, og læg en solid plan.

LÆS OGSÅ: Erotiske motiver og Steve McQueens hellige gral fra ’Le Mans’: Her er de mest spektakulære ure fra Klarlunds jubilæumsudstilling

4. Kom i god tid

De traditionelle auktioner er offentlige og åbne for alle, så du skal hverken have billet eller betale entré for komme ind. Du skal bare lade dig registrere i indgangen, hvor du får udleveret et bydeskilt, som du skal bruge til selve auktionen.

Det er en god idé at komme i god tid, så du kan få en fornemmelse af stemningen og se auktionen lidt an. Og ikke mindst sikre dig, at du er tilstede, når lige netop det, du gerne vil byde på, kommer under hammeren. Husk, at du ikke har pligt til at byde på noget, hvis du fortryder eller kan se, at du ikke har mulighed for at være en del af auktionen.

5. Stay cool

Så er det nu! Auktionen går i gang. Vær klar på, at det går meget stærkt, og at din adrenalin kommer til at pumpe rundt i kroppen. Det er stressende. For alle. Så husk at trække vejret, du dør ikke af det.

Der er oftest over 100 mennesker til stede i auktionssalen plus en række telefonkommissionærer fra Bruun Rasmussen, som byder på vegne af andre, der deltager via telefonen. Desuden sidder en kommissionær fra firmaet, der varetager bud for dem, der har givet auktionshuset en skriftlig fuldmagt til at byde. Ydermere live-streames auktionen, så der oveni også er online-bydere med på auktionen.

Her er det vigtigste råd: Skab dig et overblik, vær afventende, og se, hvad der sker. Gå ikke i panik og tro, at du skal byde ind lige meget hvad. Vent til de andre ulve har kæmpet af og vurdér, om du har råd til at byde med, eller om prisen allerede er nået langt over din smertegrænse.

Hvis du vurderer, at du kan være med i auktionen, så er det bare op med lappen og få budt på det rigtige tidspunkt. Lad være med at stikke poten i vejret med det samme og byde hvad som helst. Det er for offensivt og en dårlig taktik – og kun for de garvede. Jo længere du venter med at byde, jo mere kontrollerede beslutninger tager du. Lader du dig rive med, kan din fornuft hurtigt løbe af med dig.

6. Giv ordentlige bud

Det er auktionarius, der bestemmer størrelsen på overbuddet. Rettesnoren er, at et overbud er 10 procent. Så hvis der er budt 100.000 kr., vil det næste bud typisk være 110.000 kr. Lad være med at byde 100.100 kr. Det er ikke velset og auktionarius vil muligvis slet ikke acceptere buddet. Ligger der et bud på 30.000 kr., kan man dog godt tillade sig at være lidt fræk og byde 32.000 kroner. Så alt med måde.

Har du givet auktionens sidste bud, og hammerslaget falder er missionen lykkes, og effekten er din. Der er ingen fortrydelsesret.

Du kan besøge Bruun Rasmussens eftersyn i Bredgade 33, 1260 København K indtil mandag den 27. november. Tirsdag den 28. november starter auktionerne, som løber indtil 7. december. Hvis du er forhindret i at komme eller ikke befinder dig i hovedstaden, kan du også deltage live i auktionerne på bruun-rasmussen.dk.

LÆS OGSÅ: Det dyreste Tudor-ur nogensinde er netop blevet solgt: Interessen for Rolex’ lillesøstermærke er ’steget kolossalt’

LÆS OGSÅ: 14 skjorter der er perfekte til en lang dag på kontoret

LÆS OGSÅ: Brødre vil digitalisere kunstmarkedet med ny app: “Vi ville skabe noget, som kunne ramme vores egen generation”