Forårets komme, lysere dage og anledningen til et nyt kapitel. Der er mange ting at glæde sig til ved et nyt år som blandt andet flere nye markante danske bygningsværker. 

Nogle af dem så specielle og smukke, at udlandet også har fået øjnene op for dem. Det er helt præcist tre nye bygninger, der er med på CNN’s katalog over de potentielle arkitektoniske vidundere, de glæder sig allermest til i det 2017.

Og med hver deres særpræg kommer de på deres helt egen måde uden tvivl til at pryde det ganske land, når de står færdige for offentligheden. Nyd i første omgang billederne af de smukke bygninger.

LEGO House Billund

11.900 kvadratmeter, 23 meter højt. LEGO House kan med rette kaldes et kæmpe hus, der kommer til at ligge midt i Billund. 

Huset skal bestå af fire forskellige legeverdener, der er indbyrdes forbundet. Bjarke Ingels Group står bag projektet, og meningen med bygningen er at vise, hvor mange muligheder, der er i en på overfladen simpel bunke legoklodser.

Det imponerende LEGO House ligner nemlig fra oven en stabel af de ikoniske plasticklodser, og bygningens mange terrasser kommer til at lyse op i 13 forskellige farver. To af terrasserne er skrå og pixelerede og ligner unægtelig legoklodser, der er på vej til at smelte ned i jorden.

FOTO: Bjarne Ingels Group | Den legoklodsinspirerede LEGO House med terrasser i 13 forskellige farver 

FOTO: Bjarne Ingels Group | LEGO House om aftenen 

FOTO: Bjarne Ingels Group | Oversigt over LEGO House 

The Silo i København

Arkitektfirmaet COBE står bag fornyelsen af den gamle betonsilo på Nordhavn, og de tager den rå lagerstemning med ind i det nye år. Lige hvor Nordhavn møder Øresund skyder den grå og slidte betonbygning op ved vandkanten, hvor der i mange år har stået ’HVA DRIKKER MØLR’ på toppen, hvor siloens flade top møder himlen.

Og sætningen har givet ekko i det forholdsvis øde område før i tiden.

Men hvor man tidligere har huset korn, skal man nu huse mennesker. Den store betonbygning bliver til lejligheder. Men der vil også være udstillingsrum på siloens mange etager og sågar en restaurant på bygningens top med panoramaudsigt over havet og byen.

Grundtanken bag den nye silo er simpel: masser cement, høje lofter og rå søjler. Med andre ord har designerne og arkitekterne forsøgt at være tro mod nabolagets industrielle ophav.

Og The Silo har et enkelt ydmygt ønske: at blive hjertet i Københavns nye område. Såmænd.

       

FOTO: COBE | Den gamle kornsilo før renovering 

FOTO: COBE | The Silo, som arkitekterne planlægger, den skal se ud 

FOTO: COBE | Illustration af siloen ved Nordhavn om aftenen

Blåvand Bunker Museum i Varde

Bjarke Ingels Group står i forvejen bag fascinerende bygninger rundt omkring i hele verden. Og det er ikke kun LEGO House arkitektgruppen kan føje til sin portefølje herhjemme i år. De har endnu et nyt projekt, der kommer til at stå færdigt. Og det er hverken New York eller København for den sags skyld, der får lov til at prale af det

Vi skal derimod til den jyske vestkyst, hvor museet kommer til at strække sig over Blåvands bakkede klitter.

Blåvand Bunker Museum er navnet, og bygningen er integreret i de gamle tyske bunkere, der smelter sammen med sand og siv, og det er meningen, at museet skal fortælle Vestkystens historie. Visionen er, at museet skal være usynligt, hvert fald diskret blende ind i det fredede landskab.

Tagene bliver derfor skrå og bearbejdet således, de ligner resten af landskabet med lyse, grønne siv, og museumsområdet ligger under terræn, men store vinduespartier skal sørge for, at der er masser af lys alligevel.  

Den nye museumsbygning ligger lige bag ved den tyske bunker Tirpitz og skal på den måde være antitesen til den lukkede betonklods. Og det er netop derfor, der bliver plantet grønt på toppen og gjort plads til glas og vinduer.      

FOTO: Bjarne Ingels Group | Indenfor på Blåvand Bunker Museum 

FOTO: Bjarne Ingels Group | Den rå trappe, der fører fra klitlandskabet til museets hovedindgang og billetsalg 

FOTO: Bjarne Ingels Group | Bunkeren Tirpitz, som museet ligger bag

FOTO: Bjarne Ingels Group | De imponerende glasfaceder, der ligger under terræn 

Det er imidlertid ikke kun i Danmark, der er bygninger, som snart skal indvies. Eksempelvis bliver det i år også muligt at krydse verdens længste glasbro, der er hævet 305 meter over Zhangjiajie Grand Canyon i Kina.

Der kan være op til 800 mennesker på broen ad gangen, og man skal absolut ikke være højdeskræk, for man kan kigge direkte ned i afgrunden, når man krydser det grønne bjerglandskab. Det israelske arkitektfirma Haim Dotan står bag broen, og de siger, at det skal være ’en usynlig hvid bro, der forsvinder ind i skyerne.”  

FOTO: Getty Images | Glasbroen i i Zhangjiajie, Kina 

Se her et udpluk fra CNN's katalog af bygninger vi kan glæde os til i år herunder.

Napoli-Afragola Højhastighedstogstation, Napoli 

Zaha Hadid Architects står bag denne futuristiske togstation. Når den er helt færdig skal den binde Napoli og Rom sammen. Efterhånden har togstationen været 15 år undervejs på grund af adskillige forsinkelser. 

FOTO: Zaha Hadid Architects | Indenfor på togstationen med det grafiske lysindfald 

FOTO: Zaha Hadid Architects | Togstationen som den snor sig gennem landskabet 

Louvre Abu Dhabi, De Forenede Arabiske Emirater

Den arabiske version af det legendariske kunstmuseum Louvre i Paris skulle have været færdig i 2012. Men i år skulle altså blive året, hvor vi kan blive beriget med kunst i den mellemøstlige fortolkning af Louvre.

Bygningen er holdt helt i hvidt med huller i det domelignende loft, der giver et eventyrligt lysindfald. Projektet har haft et budget i omegnen af 653,4 amerikanske dollars.

FOTO: Ateliers Jean Nouvel | Inden for på Louvre Abu Dhabi

 

FOTO: Ateliers Jean Nouvel | Louvre Abu Dhabi udefra 

Zeitz Museum of Contemporary Art Africa, Cape Town 

Som i Nordhavn giver de i Cape Town et silokompleks en seriøs makeover. Den historiske Grain Silo bliver ikke til lejligheder, men derimod til det største museum i Afrika. Kunsmuseet ligger ud til vandet, og det er London-arkitekterne Heatherwick Studio, der står bag. 

FOTO: Heatherwick Studio | Det enorme kunstmuseum set udefra 

FOTO: Heatherwick Studio | Indenfor på det sydafrikanske museum 

Huangshan Mountain Village, Anhui

Bjerglandsbyen i Huangshan ligner til forveksling noget, der er taget ud af Star Wars. Den bjergtagende konstruktion af MAD Architects ligner på en og samme tid noget fra fordums perioder og noget fra en fremtidig galakse langt, langt borte.

De konstruerede metalbjerge rejser sig over den kinesiske Taiping Lake, og det er meningen, at de skal blende ind i landskabet, ligesom tilfældet er med Blåvand Bunker Museum, men de skal også hive bjergsamfundet i Huangshan ind i samtiden.

FOTO: MAD Architects |  Bjerglandsbyen Huangshan 

FOTO: MAD Architects | Den utrolige bjerglandsby tæt på

Guardian Art Center, Beijing

Det internationale arkitektfirma Büro Ole Scheeren har tegnet Guardian Art Center, der skal stå i Beijings gamle bydel lige ved siden af Den Forbudte By. Museet er lavet af store 'glasklodser', der skal reflektere farverne og teksturen fra Beijings historiske bygninger og alléer.

Og udover at være et kunstmuseum huser Guardian Art Center også hotelværelser, restauranter og uddannelsesfaciliteter. Gammelt møder bogstavelig talt nyt på smukkeste vis. 

FOTO: Büro Ole Scheeren | Guardian Art Center 

FOTO: Büro Ole Scheeren | Guardian Art Center 

Yves Saint Laurent Musée, Marrakech 

Marokko får deres helt egen hyldest til den franske modedesigner Yves Saint Laurent. Designeren havde sit andet hjem i Marokko, og det er netop den kærlighedsaffære, som museet i Marrakech skal kaste lys over.

Museet er naturligvis tegnet af det franske arkitektfirma Studio KO, der er stærkt inspireret af YSL's rene designs og kurvede former som en kvindes silhouette. Museets murstensværk giver umiskendeligt associationer til trådene, der er vævet sammen i et stykke stof. 

FOTO: Studio KO | Yves Saint Laurent Musée udefra 

FOTO: Studio KO | Inden for på Yves Saint Laurent Musée, hvor der naturligvis ikke er sparet på YSL-logoet 

LÆS OGSÅ: Bjarke Ingels laver mini-landsby i Amsterdam

LÆS OGSÅ: Se de snoede luksus Miami-skyskrabere af dansk designgruppe

LÆS OGSÅ: Se dansk tegnestues vinderkoncept til nyt bibliotek i Shanghai