Picasso, Matisse og Jorn. De var blot tre ud af mange store kunstnere, der i det 20. århundrede var med til at trække kunsten i helt nye retninger. Der blev brudt med det gamle og eksperimenteret som aldrig før. Det klassiske maleri døde ud, og i stedet startede den moderne kunsts tidsalder. 

Blendede guldfisk, miniature-byer og skulpturer. Ja, kunst kan være mange ting, og mange kan være kunstnere. Og selvom det en subjektiv vurdering, hvad der er god kunst, har nogle kunstværker haft større indflydelse på historien end andre. 

LÆS OGSÅ: Serie-introer er blevet big business og sin egen kunstform

Euroman.dk stillede Statens Museum for Kunsts direktør Mikkel Bogh den svære opgave at udvælge de fem vigtigste værker fra det 20. århundrede, som museet har hængende på sine vægge. Her tager han os igennem værkerne og giver sin vurdering af, hvorfor netop disse fem værker blev afgørende for kunsthistorien. 

Henri Matisse ’Den grønne stribe’ (1905)

© Henri Matisse

I starten af 1900-tallet begyndte malerne at eksperimentere og udvikle på kunsten. Man ville væk fra det klassiske maleri og tanken om, at et smukt maleri skal være som at kigge igennem et vindue ud på et landskab. I denne bevægelse var franske Henri Matisse blandt de mest fremtrædende kunstnere, og selvom han var uddannet i en akademisk malerteknik, gik han hurtigt mod det naturalistiske og kiggende i stedet efter lyse og kraftige farver til at fortælle nye historier med. 

Da Matisse forsøgte at videreudvikle maleriet, fandt han ud af, at farverne skulle have en langt vigtigere plads på billedet, de skulle ikke længere være et supplement til en tegning. Derfor rejste han syd på, hvor havet var blåt og solen kraftigere, og lod sig inspirere heraf.

Dette værk er et portræt af Matisses kone og et af de første resultater på de undersøgelser, han lavede. Her er farverne og den abstrakte baggrund mindst lige så vigtig som det vellignende portræt. Det er samtidigt et af de første moderne malerier, der var med til at indlede den form for maleri, der blev toneangivende langt ind i 70’erne, hvor kunstnerne gik endnu videre og slet ikke behøvede et ansigt for at lave et maleri, men hvor farverne var nok i sig selv. 

I disse år eskalerede antallet af ismer. Dette værk tilhører fauvismen, som refererer til noget vildskab i Matisses malerteknik - noget som ikke er poleret og perfekt. Ismerne havde så travlt med at erstatte hinanden, at kunsterne selv begyndte at lave grin med det, og lavede sin egen isme, nemlig ’Isme ismen’. 

Værket afspejler en situation, hvor kunsten skulle finde en ny retning, da mange af de opgaver, maleriet havde før, var blevet overtaget af film og fotografi. Maleriets nye opgave blev at frembringe en oplevelse med en psykologisk kræft og et fysisk nærvær, som fotografiet ikke havde. Det blev ligeledes vigtigt, at man kunne mærke kunstneren bag maleriet. 

Ligesom billedkunsten var samfundet inde i en opbrudsfase i disse år, og de første 10 år af det 20. århundrede var et stærkt innovativt årti. Der opstod en masse nye tendenser inden for videnskab, filosofi og litteratur. Industrien med maskiner udviklede sig i høj hastighed samtidig med at storbyerne voksede. Alt dette gav nye opgaver for samfundet.  

Mikkel Boghs vurdering:

"Værket definerer en ny opgave for billedkunsten, nemlig at gøre farverne til det centrale i maleriet. Samtidigt viser det vejen væk fra det psykologiske portræt, hvor man ikke prøver at fange den portrætteredes personlighed, men i stedet fortæller en anden historie og undersøger mediets formelle muligheder. Det blev et af de første beviser på, at der i et moderne kunstværk ikke er et objekt, der er vigtigere end andre, det er helheden som er vigtig." 

LÆS OGSÅ: 10 kunstværker du har råd til

Emil Nolde ’Nadveren’ (1909)

 
Omkring 1910 begyndte mange af de fremtrædende parisiske kunstnere heriblandt Pablo Picasso at interessere sig for det primitive og prøvede at kigge udover en 2000 års vestlig civilisationshistorie. De ville gøre værkerne mere autentiske, mindre akademiske og lade sig inspirere af fremmede kulturer.

Her tager Emil Nolde et meget klassisk motiv, som de fleste kender, nemlig ’Den sidste nadver’ under behandling. Han er ikke ude på at lave en bibel-illustration, men skaber i stedet en scene fra det virkelige liv. Det kunne være helt tilfældige mennesker på et tilfældig værtshus. Han ville gerne væk fra det overtrodiske og sofistikerede. 

Det er samtidig Emil Noldes bud på, hvorfor Judas forrådte Jesus. Hvis man antager, at det er Judas, som sidder med ryggen til, er Judas under et stort pres. Han har det ikke godt med det, han skal til at gøre, og man fornemmer, at han har det fysisk dårligt. Der er både medlidenhed og bebrejdelse blandt resten af gruppen, men de har det ikke godt med at give slip på Judas

Værket er typisk for tidens store interesse for 1500-tallets farverige kunst og samtidigt et billede på bruddet med naturalismen, som sker i denne periode. Det handler ikke længere om at skildre det oplevede, som det umiddelbart fremtræder, men at bruge farver, stregen og nye teknikker til at forstærke en fortælling eller scene fra samfundet. 

Maleriet blev i 1937 beslaglagt af de tyske myndigheder, og var et af hovedværkerne på den berømte og berygtede kunstudstilling ’Udartet kunst’ i München i 1938, hvor nazisterne ville fremvise den, ifølge dem, syge modernisme. De mente, at kunsten var et udtryk for syge menneskers perverse syn på omverdenen, og at man oven på sådan noget burde lave noget ren, arisk og sund kunst, der viser mennesker med muskler og en sund hudfarve. Det blev en af de mest besøgte udstillinger i Tyskland. 

Mikkel Boghs vurdering: 

"På det her tidspunkt har de færreste set noget lignende, og det var chokerende for de fleste at opleve måden, Emil Nolde behandlede et bibelsk motiv på med skrappe farver og typer, der så ud til at være kommet lige fra kulminen. Det er moderne på en anden måde, end vi i dag forbinder med denne periodes kunst, men man skal bestemt ikke undervurdere dette værks radikalitet. Blandingen mellem en oldgammel myte og noget, som kunne ske lige nu nede på det lokale værtshus, skaber værkets store styrke." 

Franciska Clausen ’Cirkel og Firkant’ (1930)

I 1930 er der stadig ikke mange kvindelige kunstnere, og det er da også først fra 1907, at kvinder kan blive optaget på kunstakademierne på samme vilkår som mænd. Derfor var det på flere måder nyt, det kunst Franciska Clausen lavede. 

Hun var en af de første danske kunstnere til at opsnappe tendenserne fra den europæiske avantgarde kunst, hvilket i høj grad kunne tilskrives hendes opvækst i Sønderjylland, der gjorde, at hun søgte mod Berlin i stedet for København. Her studerede hun hos Bauhaus-skolen inden hun tog videre til Paris for at uddanne sig på den franske senkubistiske maler Fernand Legers privatakademi. 

Bauhaus-skolen inspirerede hende til at gøre helt op med det klassiske naturalistiske maleri. Hun så på maleriet med helt nye øjne og ikke nødvendigvis som noget, der skal fortælle og illustrere en fortælling. 

Den fortælling, der kan ligge i dette maleri, ville være den historie, cirkler og firkanter kan fortælle. De skal ikke oversættes til et konkret budskab. 

Franciska Clausens måde at tænke kunst på afspejlede i høj grad tendenser fra filosofien, videnskaben og samfundsudviklingen. I 1930’erne var den mekaniske udvikling stor. Bilerne, togene og telefonerne var blevet mere avancerede, og fabrikkerne var blevet større. I værket er der tydelige referencer til denne samfundsudvikling, og man kan næsten se det som en velsmurt maskine. Hvor kunstnerne tidligere gik meget op i at få deres følelser ind i værket, er der her lagt maksimalt afstand til kunstnerens krop og penselstrøg. 

For Bauhaus-skolen var der en glidende overgang mellem billedkunst og design, arkitektur og grafik. De arbejdede på at nedbryde grænserne, hvilket tydeligt kommer til udtryk i dette værk, som både trækker tydelige referencer til grafisk design og især arkitektur, da det næsten kunne forestille en plantegning. 

Mikkel Boghs vurdering:

"På dette tidspunkt var der kommet en forventning til kunsten om, at den skulle afspejle samtiden, altså være moderne. Franciska Clausen tager med sit billede ikke stilling for eller imod den teknologiske og industrielle udvikling, men hun interesserer sig for den, fordi den kan skabe et nyt billedsprog. Da hun kom færdiguddannet hjem fra Paris, var interessen for hende i Danmark ikke særlig stor. Men senere har opmærksomheden på hendes tidlige værker været støt voksende, og hun er i dag en stor inspiration for mange unge malere. Vi har ligeledes set geometri have en fremtræden rolle i alt fra grafisk design, indretning og mode de seneste år." 

Asger Jorn ’I begyndelsen var billedet’ (1965)

En af de mest kendte danskere kunstnere Asger Jorn slog for alvor igennem i løbet af 1950’erne, hvor han var med til at udvikle en form for ny ekspressionisme. På samme tid i USA stod Jackson Pollock i spidsen for en ny tendens, som man kaldte abstrakt ekspressionisme. Den amerikanske kunst var endnu mere abstrakt end Asger Jorns, der stadig interesserede sig for det fortællende maleri.

Med dette værk ”leger” Asger Jorn med det ’Gamle Testamente’, hvori der står: ”I begyndelsen var Ordet”. Men Jorn mente, at før Gud kunne skabe Jorden og mennesket, måtte han havde dannet sit et billede af, hvordan det så ud. Derfor må billedet være kommet før ordet. 

Maleriet er over to meter bredt og fremviser et stort kaos, hvori enkelte figurere dukker op. Jorn ville gerne afspejle det kaos, vi alle sammen har inde i os, og især det kaos samfundet indeholder.

Asger Jorn lå i en næsten livslang debat med Bauhaus-skolen, som han mente tog grundlæggende fejl i deres insisteren på det mekaniske og kompositorisk stramme maleri. Han syntes, at de overså et tydeligt kaos i samfundet efter 2. Verdenskrig, hvor maskinerne var med til at skabe masseødelæggelsen i Kz-lejrene. 

Den politiske kunst i 70’erne var en udløber af den voksende opmærksomhed på den generelle ustabilitet og ujævnhed i samfundet efter 2. Verdenskrig. Asger Jorn vil huske os alle på, at vi ikke bare kan feje gaderne, og så er vi alle gode mennesker igen. 

I sin kritik af civilisationens glatte overflade, ligger der også en kritik af det sofistikerede. I 1940’erne skrev han en vigtig artikel, der fik rubrikken ’Intime banaliteter’, hvor han fortæller, at den stærkeste poesi, han har læst, var på et skilt i en blomsterbutik, hvor der stod: ”Sig det med blomster”. Det var for ham en banalitet, der var så direkte, enkel og stærk at den overgik alt moderne poesi. 

Asger Jorn gik ikke ind for idéen om det ene store mesterværk. Han mente, at kunst var en lang proces, hvor han hele tiden arbejdede videre på det forrige maleri. Derfor ville han nok ikke blive fornærmet, hvis man anklagede hans malerier for at ligne hinanden.

Mikkel Boghs vurdering:

"Det ville ikke være muligt for Asger Jorn at lave en illustration af det kaotiske og angstplagede samfund, 2.Verdenskrig havde efterladt i form af et meget detaljeret og figurativt maleri, så ville det blive ligesom en tekst, vi læser. Med dette maleri demonstrerer han, hvordan maleriet både kan indeholde skønhed, humor og skræk på samme tid. Jeg fornemmer, at mange af de ting, han gerne ville på det her tidspunkt, lykkes i det her maleri." 

Kirsten Justesen og Jytte Rex ’Tornerose var et vakkert barn’ (1971)

Dette video-værk er meget karakteristisk for 70’erne, hvor de kvindelige kunstnere for alvor gjorde sit indtog på kunstscenen og faktisk udgjorde en hel generation af kvindelige kunstnere, der lavede store gruppeudstillinger sammen. De blev en del af kunstscenen på et tidspunkt, hvor den var meget politisk, og de havde en klar overbevisning om, at de kunne bringe noget ind i kunsten, som mændene ikke havde kunnet. Derfor så vi også en stor bølge af feministiske kunstnere. 

Videoen varer ca. 16 minutter og indeholder syv små portrætter af forskellige kvinder: fra en teenagepige til en kvinde i 70’erne, der alle fortæller om deres drømme for livet. Der bliver talt om kærestesorger, parforhold og andre hverdagsting, uden at det bliver specielt politisk. 

En af de portrætterede kvinder danser rundt i bikini uden hæmninger. Hun lever tydeligvis ikke op til datidens reklamenormer for kvindelig skønhed, da hun er meget ublufærdig. Hun drømmer om, hvor dejlig hun er, mens vi andre kigger på hende, og der er ingen fortrydelse eller skam at spore i hendes fremtræden. Her ses dog et tydeligt kønspolitisk budskab, og filmen understreger, at i et bedre samfund er kvindekønnet ikke presset ind i en stereotyp forestilling. En anden er en ældre kvinde i 70’erne, der letpåklædt ligger og kæler med en masse pelse, mens hun fortæller om sine mange mandelige elskere.

Filmen viser også mangfoldigheden af kvinder på en simpel og uredigeret måde. Uden at gøre brug af reklamefilmens virkemidler og stereotyper, gør den reklame for det kvindelige køn. Der er ikke brugt kvinder med røde bleer på hovedet til at fortælle om kvindekampen, men viser i alt sin enkelthed facetter af, hvordan det var at være kvinde anno 1971.  
 
Værket blev en del af en større kunstbevægelse, der fik stor betydning på samfundet i 1970’erne. Og samtidig var det et værk, der åbnede døre og inspirererede andre kunstnere til at skabe noget nyt.
 
Mikkel Boghs vurdering:

"Filmen er et vigtigt dokument over måden, man tænkte og skabte kunst i 70’erne. Jeg vil ikke kalde det et mesterværk fra det 20. århundrede, men det markerer en pilepæl i samtidskunstens historie, både i forhold til kønskampen og kvinders indtog på kunstscenen. Det, at værket ikke er tynget af budskaber og ikke er ude på at provokere beskueren, gør, at det skiller sig ud i en stor mængde af politisk kunst. Hvis budskabet bliver for direkte, har man ikke brug for værket, efter at man har forstået, hvad det vil fortælle. Værket her lader det politiske og poetiske smelte sammen."

Alle kunstværker kan opleves på Statens Museeum for Kunst.

LÆS OGSÅ: Her er 5 vigtige moderne kunstværker du skal kende

LÆS OGSÅ: 10 stole der ikke mister værdi

LÆS OGSÅ: Jesper Christensen: Opium, løgne og en far, han nægtede at se