apple park cupertino

Kritik af Apple-byggeri

Wired: Apples nye hovedkvarter er nederen

Apple Park gør intet godt for sine omgivelser, mener tech-magasinets redaktør.

”Hvis du bekymrer dig om byer, så er Apples nye hovedkvarter nederen”.

Det er overskriften på en artikel på wired.com om Apple Park, et nyt hovedkvarter, som koncernen har fået den verdensberømte tegnestue Foster+Partners til at bygge for sig i den lille californiske by Cupertino.

Artiklens forfatter, Wired-redaktør Adam Rogers, kritiserer det ufo-lignende byggeri, der endnu ikke er fuldstændig flyvefærdigt, men forventes at være færdigbefolket med 12.000 Apple-ansatte til september i år, for at gøre for lidt for lokalområdet i Cupertino.

”Apple har forværret de allerede alvorlige problemer, som forstæder som Cupertino døjer under i det 21. århundrede – transport, beboelse og økonomi.”

Rogers mener, at Apple har skabt et byggeri, der ikke vil være til særlig glæde for lokalbefolkningen i Cupertino, fordi dets ringformede arkitektur lukker sig om sig selv, ”som en navle man kan kigge ind i”, og fordi det ikke byder på nogen muligheder for videreudvikling eller andre anvendelsesmuligheder, den dag Apple skulle beslutte sig for at flytte.

”Apples nye hovedkvarter er en tilbageskuende, bogstavelig talt indadskuende bygning med foragt for byen, det bor i, og for byer generelt.”

Byggeriets udseende er der ikke noget at udsætte på – ”det er umuligt at betvivle designet og arkitekturens elegance,” skriver han.

Men det ærgrer ham samtidig, at tech-firmaet ikke har gjort tilstrækkeligt for at forbedre trafikårerne, der skal lede de mange tusinde ansatte, der forventes at pendle til arbejde fra først og fremmest San Jose og San Francisco.

Alternativt ville redaktøren ønske, at Apple havde bygget et højhus i den storby, hvor størstedelen af de ansatte allerede bor. Han peger som eksempel på det næsten færdiggjorte Salesforce Tower i San Francisco. Mens Apples nye ringstruktur fordeler 230.000 m2 arbejdsplads på 71 hektar, tilbyder den nævnte skyskraber 140.000 m2 på bare 0,4 hektar.

”En mere tidssvarende tilgang til kontorbyggeri bygger opad i stedet for udad,” skriver Rogers.

Her kan du læse Wireds mere nuancerede diskussion af, hvad Apple gør og ikke gør for byen Cupertino.

LÆS OGSÅ: Se de nyeste billeder af Googles Bjarke Ingels-tegnede domicil

LÆS OGSÅ: Arkitektfirma: Fremtiden skyskrabere kan komme til at svæve i kredsløb om jorden

LÆS OGSÅ: Se billederne af Københavns nye bro