Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Mads Mikkelsen: Den danske verdensstjerne

Der kan ikke herske megen tvivl om, at Mads Mikkelsen er en af Danmarks største skuespillere. Med et hav af roller indenfor og udenfor Danmarks grænser har han gennem sin karriere formået at manifestere sit navn som et af de største herhjemme – og som et, man kender og anerkender i Hollywoods filmiske inderkredse.

Her kan du læse meget mere om den danske skuespiller, der har vundet flere internationale filmpriser, og som desuden blev slået til ridder af Dannebrog i 2010.


Mads Mikkelsen i privaten

Det er ikke fordi, at Mads Mikkelsen kommer fra en skuespillerfamilie. På nær det faktum, at hans storebror, Lars Mikkelsen, ligeledes har valgt at ernære sig som skuespiller, og blandt andet har gjort sig bemærket som den russiske præsident, Viktor Petrow, i ’House of Cards’. Brødrenes mor var sygeplejerske og deres far var bankfuldmægtig, og familien boede på Nørrebro hele Mads Mikkelsens barndom.

Hvis vi spoler frem til i dag, er Mads Mikkelsen gift med Helle Jacobsen, som er danser og koreograf, og de bor sammen i Hellerup. Når altså Mads Mikkelsen holder pause fra filmoptagelserne. De blev gift dengang, han stadig var et relativt nyt dansk skuespilnavn og i dag har de to børn sammen.

De største successer

Ude i verden er han kendt fra Star Wars, som den albanske James Bond-skurk Le Chiffre, der finansierer terrororganisationer verden over, som den onde Kaecilius i ’Dr. Strangelove’ og ikke mindst som Hannibal ’The Cannibal’ Lector i den amerikanske gyserserie ’Hannibal’.

Herhjemme kom hans helt store gennembrud i ’Pusher’ fra 1996 – 10 år før han markerede sig med sin deltagelse i amerikanske megaproduktioner. Sidenhen har han spillet alskens karakterer i nogle af de største danske filmsuccesser. Han har mestret alt, lige fra Arnes voldelige og utilregnelige jeg i ’Blinkende Lygter’ til den snedige og patriotiske Dr. Struensee i ’En kongelig affære’ og Lucas, der bliver uretmæssigt udstødt af landsbyen, fordi alle tror, han er pædofil i ’Jagten’. For sidstnævnte film vandt han en lang række priser, heriblandt en Bodil-statuette og en pris til Cannes Film Festival. Begge med titlen som ’bedste mandlige skuespiller’.

Han har også haft et særdeles succesfuldt makkerskab med manuskriptforfatteren og instruktøren Anders Thomas Jensen, og de to har samarbejdet om blandt andet 'Blinkende lygter', 'De grønne slagtere' og 'Adams æbler'.

’Skuespilleren Mads Mikkelsen’ ved vi alle, hvem er, men de færreste af os ved mere end det. Er du nysgerrig på, hvem han egentlig er bag de fine titler og hyldester, kan du passende læse Euromans portræt af ham, som du finder lige her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Marvel og Star Wars